Den franske premierminister, Georges Clemenceau, sidder på sit kontor og dikterer et brev til sin rustningsminister. Han er så vred, at hans hvide overskæg dirrer.
“Der skal ydes den største indsats for at få leveret 300 2C-kampvogne inden den 1. marts. Al national produktion til rådighed skal allokeres til konstruktionen af tunge tanks”, tordner Clemenceau i brevet, der lander på rustningsminister Loucheurs bord i begyndelsen af marts 1918.
1. verdenskrig raser på fjerde år, og i to år har Clemenceau forsøgt at få produktionen af verdens største kampvogn, Char 2C, op i gear. Premierministeren er overbevist om, at en armada af 300 supertanks kan tromle gennem tyskernes linjer, forcere deres brede skyttegrave og give franskmændene sejren på slagmarken. Men endnu en gang kommer der noget i vejen.
“Den lille mængde af råmaterialer gør det desværre ikke muligt for os at øge antallet af kampvogne fra 60 til 300”, svarer rustningsministeren.
“Jeg insisterer på en fuldstændig effektuering af ordren på 300 2C-tanks”. Den franske premierminister, Georges Clemenceau, til sin rustningsminister, Louis Loucheur, 1918.
Clemenceau bliver ude af sig selv, da han læser svaret, og skriver vredt tilbage:
“De beklager Dem over manglen på råmaterialer, men beslutter Dem alligevel for at iværksætte en ny ordre på 1.200 lette tanks ud over det antal, der var blevet aftalt. Jeg insisterer på en fuldstændig effektuering af ordren på 300 2C-tanks”.
Men på trods af premierministerens insisteren står de ønskede supertanks først klar tre år senere – efter at 1. verdenskrig er slut, og Clemenceau er stemt ud af regeringen. Hvad værre er: Snart skal det vise sig, at kampvognene er langtfra så super som forventet, og prestigeprojektet Char 2C ender som en af de største fiaskoer i fransk militærhistorie.

Med en længde på 10 meter, en højde på fire meter og en vægt på 69 tons var det svært ikke at blive imponeret, når Char 2C rullede forbi.
Supertanks var krigsskibe på land
I 1918 var kampvogne stadig et sjældent syn på slagmarken. I et forsøg på at bryde dødvandet på Vestfronten havde Storbritannien udviklet den første udgave af det nye våben i 1916. Den såkaldte tank skulle kunne køre over de sønderbombede slagmarker og forcere pigtråd og skyttegrave uden at blive påvirket af fjendens maskingeværild.
Fordelene ved at benytte kampvogne var åbenlyse, og den franske brigadegeneral Jean Baptiste Eugène Estienne blev sat i spidsen for at udvikle den franske version. Estienne er kendt som “den franske kampvogns fader”, og hos autofirmaet Renault fik han konstrueret den lette og effektive kampvogn Renault FT. Den endte med at blive produceret i mere end 3.000 eksemplarer.
Det var dog ikke alle, der bifaldt Estiennes små kampvogne med et mandskab på blot to mand. Blandt dem var general Mourret. Uden militærets vidende beordrede han i efteråret 1916 skibsværftet Forges et Chantiers de la Méditerranée (FCM) i Marseille til at bygge prototypen på en tank med en kampvægt på hele 40 tons.

Den lille Renault FT var med sine 3.000 eksemplarer klart den mest producerede kampvogn under 1. verdenskrig.
Konstruktionen af den franske kæmpe var inspireret af briternes arbejde med at konstruere såkaldte krigsskibe på land – armerede køretøjer på 300 tons eller mere, som blev udviklet med støtte fra marineministeren Winston Churchill.
Storbritannien måtte dog hurtigt erkende, at køretøjer af den størrelse var for dyre og upraktiske. Men i Frankrig levede drømmen om en supertank videre, især blandt magtfulde politikere som Georges Clemenceau.
Med politikerne i ryggen prøvede general Mourret endda at få stoppet produktionen af Renaults FT-kampvogne, så fabrikkerne i stedet kunne koncentrere sig om hans endnu uprøvede kæmpemaskine.

Den britiske Mark IV blev anset som det ypperste inden for tunge kampvogne under 1. verdenskrig. Med dens panser var mandskabet fuldkommen beskyttet mod håndvåben.
Den 27. november 1916 skrev brigadegeneral Estienne et desperat brev til den franske hærs øverstbefalende, Joseph Jacques Césaire Joffre. Estienne ville have forsikringer om, at hans lette Renault-tanks ikke ville blive nedprioriteret:
“Vores industris evne til at udvikle ‘krigsskibe på land’ er stadig forbundet med stor usikkerhed og afhænger af flere undersøgelser, som endnu ikke er indledt. Derimod kan konstruktionen af meget lette tanks føres ud i livet med det samme uden risiko”.
Joffre havde heller ikke meget tiltro til, at enorme kampvogne var den franske hærs fremtid. Men i realiteten kunne han intet stille op, for politikerne elskede idéen om at bygge supertanks.

Jean Baptiste Eugène Estienne skabte den franske kampvognsdivision og viede sit liv til at udvikle taktikker med det nye våben.
Politikere kæmpede for kampvognen
Trods modstanden i militæret fortsatte arbejdet med den tunge kampvogn, og den 10. december 1917 havde værftet i Marseille prototypen FCM 1A klar. Med en vægt på 40 tons var den tungere end nogen anden kampvogn i krigen, og den franske generalstab fik en opvisning i, hvordan den kunne forcere stejle bakker og krydse skyttegrave med 15 km/t.
Flere militære ledere var dog ikke imponerede. En af kritikerne var Estienne, manden bag Renault-kampvognen. Han vurderede nu, at militæret havde brug for en endnu større tank, der var et par meter længere og adskillige tons tungere. Ved at tanken blev gjort større, ville den med Estiennes ord være bedre i stand til at “passere de nordlige kanaler” i fjendens territorium.
Brigadegeneral Estienne havde ikke skiftet mening, men taktik: Hans anbefaling af en helt ny supertank ville kræve nye beregninger og nye konstruktionstegninger – og mens det arbejde stod på, ville produktionen af hans Renault-kampvogne fortsætte uforstyrret, vidste han. Hans ord overbeviste hærledelsen.
Estienne fik ret. Først i februar 1918 fik FCM-værftet bestillingen på den nye supertank – Char 2C. Med en længde på 10 meter og en højde på over fire meter er den fortsat den største kampvogn, der nogensinde er sat i produktion.

Char 2C krævede et mandskab på hele 12 mand. Den 13. mand på billedet er delingens kommandør.
Premierministeren bestilte omgående 900 stk. Char 2C-tanks med levering i foråret 1919 – et antal, der var fuldstændig umuligt at nå for den hårdt pressede franske industri.
Senere blev antallet justeret ned til 300 og siden 60 kampvogne, men selv dette styktal havde FCM svært ved at levere.
Bedre blev det ikke af, at flere militærfolk i hemmelighed gjorde alt for at bremse projektet.
Brigadegeneral Estienne krævede pludselig, at Char 2C blev udstyret med både rambuk og minedetektor, og Frankrigs nye øverstbefalende Philippe Pétain beordrede, at det 69 tons tunge monstrum skulle kunne påmonteres pontoner, så det kunne flyde.
Da 1. verdenskrig sluttede den 11. november 1918, var der endnu ikke produceret en eneste Char 2C. Det faktum fik dog ikke politikerne til at stoppe presset for at få prestigeprojektet gennemført, og efter flere års tovtrækkeri stod der i 1921 omsider 10 Char 2C-kampvogne klar. Herefter blev projektet lagt på is.






Kæmpe tank var plaget af problemer
Den franske supertank kom aldrig i kamp, og det var måske godt det samme. Kampvognen kæmpede konstant for overhovedet at holde sig kørende, for motorerne brød i brand, og de elektriske systemer kollapsede.
Uduelige motorer brød i brand
Kampvognens to motorer var ekstremt upålidelige og brød ofte i brand. Under deres 20 minutter lange opstart stod mekanikeren altid klar med en brandslukker rettet imod dem – for en sikkerheds skyld.
Panseret var alt for tyndt
Char 2C’s panser var i begyndelsen blot 35 mm tykt. I 1931 blev det opgraderet til 45 mm, men kampvognen havde stadig svært ved at modstå anti-tank-artilleri. Panseret på fx nazisternes Panzer IV fra 1939 var op mod 80 mm tykt.
Supertank sneglede sig afsted
Char 2C havde en tophastighed på 15 km/t., men under 2. verdenskrig kunne kampvogne køre over 40 km/t. For ikke at forsinke Frankrigs øvrige tanks måtte Char 2C placeres i en særlig enhed.
Roterende tårn gik konstant i stykker
Kampvognens tårn kunne rotere 360 grader vha. et sindrigt elektrisk system. Systemet gav i teorien et godt udsyn i alle retninger, men teknikken brød ofte sammen, og så drejede tårnet ingen steder.
Størrelsen blev en hæmsko
Char 2C målte over 10 meter og vejede 69 tons, hvilket gjorde den glimrende til at forcere skyttegrave, men knap så effektiv til at dreje. Vægten betød desuden, at kampvognen ofte kørte fast.
Motoren sprøjtede med ild
I perioden mellem 1. og 2. verdenskrig blev supertanken primært brugt i propagandavideoer, hvor den illustrerede Frankrigs militære overmagt. I filmene bragede den gennem bygninger og væltede træer – alt sammen for at give befolkningen indtrykket af, at Frankrig rådede over en usårlig supertank.
Virkeligheden var dog en ganske anden. Motorerne havde meget svært ved at trække den enorme kampvogn, så de brød konstant sammen. Endnu værre var det dog, når de brød i brand og begyndte at spytte med brændstof. En mekaniker fik under en øvelse smeltet den ene støvle af den brændende benzin, mens han arbejdede på motoren.

Med sin vægt på 69 tons kunne Char 2C snildt brage gennem murstensmure. Scenen blev flittigt brugt i den franske propaganda.
Når først kampvognen kørte, var den med en tankførers ord “lige så let at styre som et tog”, men så snart kolossen skulle dreje forbi forhindringer, kørte det sjældent på skinner. Endnu værre gik det, når kampvognen var på øvelse.
Med sin enorme vægt ødelagde den vejene, og udstødningen larmede så meget, at indbyggerne i de små landsbyer i nærheden hurtigt lærte at hade den. Helt galt gik det, da en tankfører havde glemt, hvor høj Char 2C egentlig var, og kom til at rive en elmast ned, da han prøvede at køre under den.
VIDEO: Se Char 2C kører igennem træer og mure
Nazisterne stjal Frankrigs stolthed
Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, var Char 2C allerede en afdanket fiasko. Dens lette pansring kunne let gennembrydes af tidens kraftigere artilleri, og med sine sølle 15 km/t. var den så godt som ubrugelig i en krig, hvor skyttegrave ikke længere prægede slagmarken.
Den hurtige tyske fremrykning gav den franske regering et forklaringsproblem. Den flittige brug af Char 2C i propagandaen havde givet befolkningen en fast tro på, at kampvognen var et supervåben, som ville holde tyskerne tilbage. Derfor måtte tanksene under ingen omstændigheder falde i fjendens hænder, da det ville skade den franske kampmoral.
Da de tyske kampvogne rullede ind over grænsen den 10. juni 1940, befandt de sidste otte funktionsdygtige Char 2C’er sig ved byen Landres i det nordøstlige Frankrig – farligt tæt på fronten.
I hast blev kampvognene evakueret så langt væk fra tyskerne som muligt. De blev anbragt på togvogne og sendt mod Dijon længere inde i landet. Men ved landsbyen Meuse var togskinnerne blokeret af et brændende godstog, og det var umuligt at læsse de enorme kampvogne af.
Soldaterne kunne intet stille op, og af frygt for, at kampvognene vil havne i tyskernes varetægt, blev de franske officerer enige om at sprænge dem i luften.

Tyske soldater inspicerer en af de legendariske Char 2C-kampvogne, som franskmændene selv sprængte i luften.
Hvad der skulle have været Frankrigs ultimative våben i en ny krig mod tyskerne, endte sine dage i et hav af flammer – uden nogensinde at komme i kamp. Da vragene nogle dage efter blev opdaget af tyskerne, var øverstkommanderende for Luftwaffe Hermann Göring hurtigt ude og proklamere, at de ellers så usårlige tanks var blevet ødelagt af tyske Stuka-styrtbombefly.
Én kampvogn overlevede nogenlunde intakt, fordi dynamitten ikke eksploderede. Den blev fragtet til Tyskland som et krigstrofæ. Under invasionen af Berlin i 1945 forsvandt denne Char 2C, og rygterne vil vide, at russerne sendte den til Sovjetunionen. Ingen ved dog reelt, hvor den sidste af de 69 tons tunge fiaskoer er blevet af.

Den amerikanske T-28-kampvogn på 95 tons blev skabt til at nedbryde tyske forsvarsværker af beton under 2. verdenskrig, men blev ikke færdig, før krigen var slut.
Enorme kampvogne blev aldrig en succes
Den franske supertank er langtfra den eneste kolos på larvefødder, der endte sine dage som en gigantisk fiasko. Nazisterne fantaserede om kampvogne på 1.500 tons.
Franskmændene blev ikke afskrækket af fiaskoen med Char 2C. Efter Hitlers angreb på Polen i 1939 bestilte den franske hær 12 supertanks på hele 140 tons. Kampvognen, der fik navnet FCM F1, kom dog aldrig i produktion, da Frankrig blev invaderet af Tyskland kort efter.
I Tyskland krævede Adolf Hitler en hel armada af rullende kæmper, der kunne knuse den sovjetiske hær på Østfronten. Først planlagde han at konstruere to kampvogne – Ratte og Monster – der ville få en vægt på hhv. 1.000 og 1.500 tons. Da kampvognene viste sig umulige at konstruere, kastede Hitler i stedet sin kærlighed på udviklingen af en tredje kampvognstype ved navn Maus. Den vejede mere beskedne 188 tons.
To prototyper blev bygget, men på trods af Hitlers forkærlighed for de enorme maskiner var det tydeligt, at de havde store mangler – ikke mindst fordi de kun havde en hastighed på små 20 km/t. Da Den Røde Hær indtog Tyskland, bjærgede russerne den eneste tilbageværende Maus, som i dag står på tank-museet i Kubinka vest for Moskva.