Fransk supertank på flugt fra fronten

Den franske premierminister, Georges Clemenceau, sidder på sit kontor og dikterer et brev til sin rustningsminister. Han er så vred, at hans hvide overskæg dirrer.

“Der skal ydes den største indsats for at få leveret 300 2C-kampvogne inden den 1. marts. Al national produktion til rådighed skal allokeres til konstruktionen af tunge tanks”, tordner Clemenceau i brevet, der lander på rustningsminister Loucheurs bord i begyndelsen af marts 1918.

1. verdenskrig raser på fjerde år, og i to år har Clemenceau forsøgt at få produktionen af verdens største kampvogn, Char 2C, op i gear. Premierministeren er overbevist om, at en armada af 300 supertanks kan tromle gennem tyskernes linjer, forcere deres brede skyttegrave og give franskmændene sejren på slagmarken. Men endnu en gang kommer der noget i vejen.

“Den lille mængde af råmaterialer gør det desværre ikke muligt for os at øge antallet af kampvogne fra 60 til 300”, svarer rustningsministeren.

Clemenceau bliver ude af sig selv, da han læser svaret, og skriver vredt tilbage:

“De beklager Dem over manglen på råmaterialer, men beslutter Dem alligevel for at iværksætte en ny ordre på 1.200 lette tanks ud over det antal, der var blevet aftalt. Jeg insisterer på en fuldstændig effektuering af ordren på 300 2C-tanks”.

Men på trods af premierministerens insisteren står de ønskede supertanks først klar tre år senere – efter at 1. verdenskrig er slut, og Clemenceau er stemt ud af regeringen. Hvad værre er: Snart skal det vise sig, at kampvognene er langtfra så super som forventet, og prestigeprojektet Char 2C ender som en af de største fiaskoer i fransk militærhistorie.

Supertanks var krigsskibe på land

I 1918 var kampvogne stadig et sjældent syn på slagmarken. I et forsøg på at bryde dødvandet på Vestfronten havde Storbritannien udviklet den første udgave af det nye våben i 1916. Den såkaldte tank skulle kunne køre over de sønderbombede slagmarker og forcere pigtråd og skyttegrave uden at blive påvirket af fjendens maskingeværild.

Fordelene ved at benytte kampvogne var åbenlyse, og den franske brigadegeneral Jean Baptiste Eugène Estienne blev sat i spidsen for at udvikle den franske version. Estienne er kendt som “den franske kampvogns fader”, og hos autofirmaet Renault fik han konstrueret den lette og effektive kampvogn Renault FT. Den endte med at blive produceret i mere end 3.000 eksemplarer.

Det var dog ikke alle, der bifaldt Estiennes små kampvogne med et mandskab på blot to mand. Blandt dem var general Mourret. Uden militærets vidende beordrede han i efteråret 1916 skibsværftet Forges et Chantiers de la Méditerranée (FCM) i Marseille til at bygge prototypen på en tank med en kampvægt på hele 40 tons.

Konstruktionen af den franske kæmpe var inspireret af briternes arbejde med at konstruere såkaldte krigsskibe på land – armerede køretøjer på 300 tons eller mere, som blev udviklet med støtte fra marineministeren Winston Churchill.

Storbritannien måtte dog hurtigt erkende, at køretøjer af den størrelse var for dyre og upraktiske. Men i Frankrig levede drømmen om en supertank videre, især blandt magtfulde politikere som Georges Clemenceau.

Med politikerne i ryggen prøvede general Mourret endda at få stoppet produktionen af Renaults FT-kampvogne, så fabrikkerne i stedet kunne koncentrere sig om hans endnu uprøvede kæmpemaskine.

Den 27. november 1916 skrev brigadegeneral Estienne et desperat brev til den franske hærs øverstbefalende, Joseph Jacques Césaire Joffre. Estienne ville have forsikringer om, at hans lette Renault-tanks ikke ville blive nedprioriteret:

“Vores industris evne til at udvikle ‘krigsskibe på land’ er stadig forbundet med stor usikkerhed og afhænger af flere undersøgelser, som endnu ikke er indledt. Derimod kan konstruktionen af meget lette tanks føres ud i livet med det samme uden risiko”.

Joffre havde heller ikke meget tiltro til, at enorme kampvogne var den franske hærs fremtid. Men i realiteten kunne han intet stille op, for politikerne elskede idéen om at bygge supertanks.

Politikere kæmpede for kampvognen

Trods modstanden i militæret fortsatte arbejdet med den tunge kampvogn, og den 10. december 1917 havde værftet i Marseille prototypen FCM 1A klar. Med en vægt på 40 tons var den tungere end nogen anden kampvogn i krigen, og den franske generalstab fik en opvisning i, hvordan den kunne forcere stejle bakker og krydse skyttegrave med 15 km/t.

Flere militære ledere var dog ikke imponerede. En af kritikerne var Estienne, manden bag Renault-kampvognen. Han vurderede nu, at militæret havde brug for en endnu større tank, der var et par meter længere og adskillige tons tungere. Ved at tanken blev gjort større, ville den med Estiennes ord være bedre i stand til at “passere de nordlige kanaler” i fjendens territorium.

Brigadegeneral Estienne havde ikke skiftet mening, men taktik: Hans anbefaling af en helt ny supertank ville kræve nye beregninger og nye konstruktionstegninger – og mens det arbejde stod på, ville produktionen af hans Renault-kampvogne fortsætte uforstyrret, vidste han. Hans ord overbeviste hærledelsen.

Estienne fik ret. Først i februar 1918 fik FCM-værftet bestillingen på den nye supertank – Char 2C. Med en længde på 10 meter og en højde på over fire meter er den fortsat den største kampvogn, der nogensinde er sat i produktion.

Premierministeren bestilte omgående 900 stk. Char 2C-tanks med levering i foråret 1919 – et antal, der var fuldstændig umuligt at nå for den hårdt pressede franske industri.

Senere blev antallet justeret ned til 300 og siden 60 kampvogne, men selv dette styktal havde FCM svært ved at levere.

Bedre blev det ikke af, at flere militærfolk i hemmelighed gjorde alt for at bremse projektet.

Brigadegeneral Estienne krævede pludselig, at Char 2C blev udstyret med både rambuk og minedetektor, og Frankrigs nye øverstbefalende Philippe Pétain beordrede, at det 69 tons tunge monstrum skulle kunne påmonteres pontoner, så det kunne flyde.

Da 1. verdenskrig sluttede den 11. november 1918, var der endnu ikke produceret en eneste Char 2C. Det faktum fik dog ikke politikerne til at stoppe presset for at få prestigeprojektet gennemført, og efter flere års tovtrækkeri stod der i 1921 omsider 10 Char 2C-kampvogne klar. Herefter blev projektet lagt på is.

Motoren sprøjtede med ild

I perioden mellem 1. og 2. verdenskrig blev supertanken primært brugt i propagandavideoer, hvor den illustrerede Frankrigs militære overmagt. I filmene bragede den gennem bygninger og væltede træer – alt sammen for at give befolkningen indtrykket af, at Frankrig rådede over en usårlig supertank.

Virkeligheden var dog en ganske anden. Motorerne havde meget svært ved at trække den enorme kampvogn, så de brød konstant sammen. Endnu værre var det dog, når de brød i brand og begyndte at spytte med brændstof. En mekaniker fik under en øvelse smeltet den ene støvle af den brændende benzin, mens han arbejdede på motoren.

Når først kampvognen kørte, var den med en tankførers ord “lige så let at styre som et tog”, men så snart kolossen skulle dreje forbi forhindringer, kørte det sjældent på skinner. Endnu værre gik det, når kampvognen var på øvelse.

Med sin enorme vægt ødelagde den vejene, og udstødningen larmede så meget, at indbyggerne i de små landsbyer i nærheden hurtigt lærte at hade den. Helt galt gik det, da en tankfører havde glemt, hvor høj Char 2C egentlig var, og kom til at rive en elmast ned, da han prøvede at køre under den.

Nazisterne stjal Frankrigs stolthed

Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, var Char 2C allerede en afdanket fiasko. Dens lette pansring kunne let gennembrydes af tidens kraftigere artilleri, og med sine sølle 15 km/t. var den så godt som ubrugelig i en krig, hvor skyttegrave ikke længere prægede slagmarken.

Den hurtige tyske fremrykning gav den franske regering et forklaringsproblem. Den flittige brug af Char 2C i propagandaen havde givet befolkningen en fast tro på, at kampvognen var et supervåben, som ville holde tyskerne tilbage. Derfor måtte tanksene under ingen omstændigheder falde i fjendens hænder, da det ville skade den franske kampmoral.

Da de tyske kampvogne rullede ind over grænsen den 10. juni 1940, befandt de sidste otte funktionsdygtige Char 2C’er sig ved byen Landres i det nordøstlige Frankrig – farligt tæt på fronten.

I hast blev kampvognene evakueret så langt væk fra tyskerne som muligt. De blev anbragt på togvogne og sendt mod Dijon længere inde i landet. Men ved landsbyen Meuse var togskinnerne blokeret af et brændende godstog, og det var umuligt at læsse de enorme kampvogne af.

Soldaterne kunne intet stille op, og af frygt for, at kampvognene vil havne i tyskernes varetægt, blev de franske officerer enige om at sprænge dem i luften.

Hvad der skulle have været Frankrigs ultimative våben i en ny krig mod tyskerne, endte sine dage i et hav af flammer – uden nogensinde at komme i kamp. Da vragene nogle dage efter blev opdaget af tyskerne, var øverstkommanderende for Luftwaffe Hermann Göring hurtigt ude og proklamere, at de ellers så usårlige tanks var blevet ødelagt af tyske Stuka-styrtbombefly.

Én kampvogn overlevede nogenlunde intakt, fordi dynamitten ikke eksploderede. Den blev fragtet til Tyskland som et krigstrofæ. Under invasionen af Berlin i 1945 forsvandt denne Char 2C, og rygterne vil vide, at russerne sendte den til Sovjetunionen. Ingen ved dog reelt, hvor den sidste af de 69 tons tunge fiaskoer er blevet af.