Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Hitlers flaktårne var usårlige

Da allierede fly i august 1940 uventet bomber Berlin, går det op for tyskerne, hvor svagt deres luftforsvar er. Hitler svarer igen med betonkonstruktioner af hidtil uset størrelse. Bevæbnet med krigens bedste kanoner skal de nye flaktårne sætte en stopper for angrebene.

Om aftenen den 25. august 1940 sætter 95 britiske bombefly kurs mod Berlin.

Dagen før har tyskerne bombet Londons finansielle distrikt og boligområder ved Oxford Street. Nu skal det hævnes. De engelske bombeflys mål er våben- og ammunitionsfabrikker lidt nord for Tempelhof-lufthavnen i Berlin.

Da flyene ud på natten når frem til den tyske hovedstad, beskydes de fra jorden og må søge op i større højde. Herfra kan de ikke ramme deres mål særligt nøjagtigt, og briternes bomber falder tilfældigt. Nogle af dem rammer marker og skovområder, men en del falder midt i et beboelsesområde.

Da Hitler hører om angrebet, bliver han rasende. Især fordi Hermann Göring, chefen for tyskernes stolte luftvåben, Luftwaffe, har lovet Hitler og det tyske folk, at fjendtlige bombefly aldrig vil få lov til at bombe tysk jord. Nu har de allieredes fly slået til mod hovedstaden Berlin – Tysklands hjerte.

I løbet af den næste uge skal Berlins borgere ned i beskyttelsesrummene igen. Engelske bombefly vender tilbage 28. august og 30. august, og flere civile mister livet under angrebene.

Hitler kræver blodig gengældelse og giver tyske bombefly ordre om at angribe nye mål i England. I stedet for at bombe briternes flyvepladser og flyfabrikker forlanger han, at Luftwaffe skal ramme London og andre storbyer.

Samtidig vil Hitler have forbedret luftforsvaret af Berlin, som har vist sig helt utilstrækkeligt. Føreren drømmer om at forvandle Berlin til en uindtagelig fæstning. Byens antiluftskyts skal afgive så kraftig en flakild fra jorden, at de allierede fly ikke tør nærme sig.

Hitlers vision går ud på at opføre en stribe gigantiske betontårne med kraftige kanoner på toppen. De usårlige bunkere kaldes flaktårne og skal bringe svært skyts op over Berlins hustage.

Herfra vil hurtigskydende kanoner have fri skudlinje, så langt øjet rækker, og deres hidsige beskydning skal danne en uigennemtrængelig mur af granat­splinter og ødelæggende trykbølger.

air raid sirens berlin

Angreb fra luften fik Berlins sirener til at hyle igen og igen.

© Polfoto/Topfoto

Bombeangreb gjorde Göring til grin

I en tale straks efter 2. verdenskrigs udbrud i 1939 lovede chefen for Luftwaffe, Hermann Göring, at tyskerne aldrig ville blive bombet fra luften:

“Hvis bare ét fjendtligt bombefly kommer ind over rigets grænser, er mit navn ikke Hermann Göring. Så må I kalde mig Meier”.

Engelske bombefly nøjedes ikke med at krydse grænsen, men bombede frem til oktober 1940 Berlin hele 25 gange. Berlinerne omdøbte derfor ironisk byens varslingssirener til Meiers trompeter.

Hitler kræver arbejde i døgndrift

I september 1940 udsteder Hitler ordren om, at arbejdet på Berlins tre flaktårne skal begynde. Det første og vigtigste tårn opføres tæt på bymidten – klos op ad Berlins zoologiske have. Flaktårnet får derfor hurtigt tilnavnet Zoobunkeren.

Flaktårnet i bydelen Humboldthain skal koordinere luftforsvaret over hovedstadens nordlige del, mens et tredje flaktårn i bydelen Friedrichshain skal blokere for luftangreb fra øst.

Byggeopgaven er enorm, og alene til Zoobunkeren og det tilhørende kommandotårn fragtes 120.000 tons grus, 35.000 tons cement og 9.500 tons jernarmering til byggepladsen.

Her knokler lønnet arbejdskraft fra tidlig morgen til sen aften, og når de går hjem, overtager tvangsarbejdere og krigsfanger og fortsætter byggeriet frem til daggry. 3.250 mand knokler i
døgndrift for at rejse forsvarsværkerne så hurtigt som muligt.

For at give betonmurene maksimal styrke må støbeprocessen aldrig stoppe, så der risikerer at opstå sprækker mellem tør og våd beton. Selv da frosten sætter ind i december, støber dag- og natholdene derfor videre ved at opvarme byggematerialerne og bruge varmeapparater overalt.

I slutningen af marts 1941 står Flaktårn 1 færdig. 39 meter høj og 70,5 meter bred troner betongiganten over trætoppene ved Berlins zoo. I oktober samme år bliver Berlins andet flaktårn klar til brug, og i april 1942 færdig­gøres det tredje og sidste.

Tårnenes kanondæk rummer de vigtige antiluftskytskanoner, som hver vejer 27 tons. Når de affyres, udvikler rekylet et tryk på 25 tons, som får tårnet til at ryste. Et 3,5 meter tykt betonloft skal forhindre rystelserne i at beskadige resten af tårnet og beskytte mod bomber kastet fra fjendens fly.

Hitler drawing flak tower

Hitler placerede to kanoner i hvert hjørne af flaktårnet. De blev senere til én kanon pr. hjørne.

© Corbis/Allover & Shutterstock

Hitler tegnede selv tårnet

Hitler skitserede personligt det første flaktårn. De færdige tårne fulgte meget nøje Førerens anvisninger.

Stadig gnistrende arrig efter briternes luftangreb på Berlin greb Adolf Hitler sin notesblok og skitserede personligt det første flaktårn.

Inspireret af middelalderens massive tyske fæstninger tegnede Føreren en kvadratisk bygning med tykke vægge og antiluftskyts på taget.

Skitserne bar præg af et vist håndelag, som Hitler erhvervede sig i sin ungdom, hvor han forsøgte at gøre karriere som kunstmaler. Der var ikke langt fra Hitlers skitser til de endelige tårne, udformet af chefarkitekt Friedrich Tamms.

Han måtte i modsætning til Hitler tage en masse militære hensyn under udformningen af betongiganterne. Flaktårnene skulle være så høje, at kanonerne fik frit skud i alle retninger.

Tårnets store dobbeltløbede kanoner måtte placeres mindst 50 meter fra hinanden på grund af de voldsomme rystelser og trykbølgen, som ledsagede hvert skud.

Lette flakvåben blev henvist til en beton-terrasse under det øvre dæk for ikke at forstyrre de store kanoner.

Gasmasker testes i flaktårnet

Etagerne under det svære skyts huser installationer, som Berlins borgere med tiden vil komme til at sætte endnu større pris på end kanonernes beskyttende ildkraft: Hver bunker rummer store beskyttelsesrum til civilbefolkningen og et mindre hospital.

Desuden huser flaktårnene værksteder, der fremstiller vitalt militærudstyr, specielt ventilerede rum til opbevaring af kunstskatte fra Berlins museer og sågar et lufttæt rum til at teste gasmasker.

De tre flaktårnes vigtigste funktion er og bliver dog forsvaret af luftrummet over Berlin. Tilsammen kan de mønstre 12 styk 128-mm Flak 40-tvillinge-luftværnskanoner, som øger byens
ildkraft betydeligt.

De er krigens mest moderne og præcise luftværns­kanoner, styres af radarer og kan afskyde op til 24 granater i minuttet. Via det nærliggende kommandotårn kan hele Berlins luftforsvar koordineres og beskyde fjendens fly med en skræk­indjagende voldsomhed.

Sammen med et væld af mindre kanoner opstillet på landjorden rundt om hovedstaden skal tvillingekanonerne gøre luftangreb så tabsgivende for fjenden, at de allierede med tiden må opgive dem.

Det samme scenarie drømmer Hitler om at se gentaget i storbyerne Hamborg og Wien, hvor byggeriet af en stribe flaktårne også er godt på vej.

Et dække af død truer forude

En af dem, der oplever Berlins forbedrede luftforsvar, er sergent og bombe­kaster Melvin Larson fra US Air Force. Fra sin plads i glasburet under snuden på et B17-bombefly overværer han Berlins spærreild på skræmmende nært hold den 6. august 1944:

“Da vi nærmede os Berlin, så det ud, som om hele byen var forsvundet i en tyk sort sky, som udsendte store, røde ildkugler, der fyldte himlen med granatsplinter.

Dette dække af død ventede på os forude. Jeg havde aldrig set så meget flak før, og flyene foran os så ud til at blive opslugt i den sorte sky, da de fløj ind i eksplosionerne, fortæller Melvin Larson i sin krigsdagbog.

På trods af den kraftige spærreild fra både flaktårnenes tvillinge­kanoner og andre kanoner nede i jordhøjde lykkes det Melvin Larson at kaste sin bombelast over målområdet, men samtidig ser han adskillige fly omkring sig blive ramt:

“Jeg kunne se store forrevne huller vokse frem på deres vinger og på skroget, og vi kunne høre grantsplinterne ramme toppen af vores fly. Det lød som en haglbyge på et metaltag”.

Melvin Larsons B17 kommer gennem flakilden og vender tilbage til basen i England. Så heldige er mange af hans kammerater ikke. Af de 660 bombefly, der deltager i angrebet, bliver 69 skudt ned, og 250 stærkt beskadiget – tyske jagerfly står for de fleste nedskydninger. Over 700 besætningsmedlemmer dør eller tages til fange.

Skoledrenge skyder med kanoner

Efterhånden som luftangreb efter luftangreb ruller ind over Berlin, må Hitler og hovedstadens indbyggere indse, at flaktårnene ikke kan forhindre de allierede fly i at kaste deres terroriserende last over byen. Igen og igen lyder sirenernes uhyggelige tuden.

Luftwaffe sender jagerfly på vingerne, og flaktårnene breder en ødelæggende spærreild ud over himlen. De allierede mister cirka fem procent af deres bombefly under hvert bombetogt, men vender alligevel snart tilbage endnu mere talrigt end før.

Mens Nazityskland trænges tilbage langs fronterne overalt i Europa, bliver mandskabet i flaktårnene yngre og yngre.

Tyskland må sende alle mænd til fronten for at forhindre et sammenbrud, og nærforsvaret af Berlin og andre storbyer overlades til teenagere. To af drengene i flaktårnene er Harry Schweizer og Horst Hirche, som begge blot er 15 år, da de i 1944 indkaldes til tjeneste som flakhjælpere i Berlin.

I flaktårnene er tyskere i mindretal, mandskabet består primært af frivillige fra Hviderusland og Ukraine og sågar krigsfanger. Kun de vitale personer, der skal rette kanonerne ind efter radarens anvisninger, er trænede artillerister.

Under luftangrebene er det en barsk oplevelse for soldaterne at opholde sig oppe i 39 meters højde på flaktårnets kanondæk. Mens de sultne kanoner konstant skal fodres med nye granater, fyldes dækket med rødglødende granathylstre og forsagere, der ikke er blevet skudt afsted.

Bragene fra kanonerne skaber et inferno af støj, og trykbølgen fra rekylen gør arbejdet livsfarligt. Horst Hirche slæber granater hen til en af tvillingekanonerne på flaktårnet i Berlinbydelen Humboldthain, da amerikanske bomber rammer tårnet:

“Trykbølgen kaster mig op mod ammunitionshylderne, og bagefter vælter jeg ned på taget. Jeg kommer i tanke om alle de ueksploderede granater, som stadig står ved kanonen; hvis de eksploderer, er alt forbi. Fortumlet kommer jeg på benene og kæmper mig over murbrokkerne ved kanontårnet”.

Hirche bliver hjulpet væk fra kanondækket og i sikkerhed inde i tårnet af et par andre soldater, som slæber ham ned til hospitalet. På vej derned kommer han forbi en gruppe civile, der har søgt tilflugt bag bunkerens tykke mure.

“Nogle af dem skriger, og jeg tænker, at jeg må se forfærdelig ud. Da vi når ned på hospitalet, ser jeg vores første-artillerist. Han mangler den ene arm”.

Selv har Hirche mistet det ene øje, og lægerne finder 14 store granatsplinter i kroppen på ham. Efterfølgende hører han, at flaktårnet er blevet ramt af to højeksplosive 500-punds bomber kastet fra de amerikanske bombemaskiner.

Selvom bomberne har spredt død og ødelæggelse blandt soldaterne oppe på tagdækket, giver de kun flaktårnet overfladiske skrammer.

flak tower berlin

Tårnet gav kanonerne frit skud

Flaktårnet var konstrueret til at kunne modstå direkte træffere fra selv de største britiske og amerikanske bomber. Den syv etager høje bygning gav fire kraftige kanoner frit skud i alle retninger over Berlins hustage.

Claus Lunau/Historie

Tungt skyts på taget

Øverste dæk var forbeholdt fire tunge kanoner, som kunne sende deres granater op i 14 kilometers højde. De første kanoner var enkeltløbede, først i 1942 bliver de nye dobbeltløbede 128-mm flakkanoner installeret.

Claus Lunau/Historie/Bundesarchiv
command tower flakfort tiergarten

Kommandotårnet

For at kanonernes røg og rystelser ikke skulle forstyrre måleudstyret, stod kommandotårnet mindst 300 meter fra flaktårnet. Her opsporede man fjenden og sendte koordinat­erne til flaktårnet.

Claus Lunau/Historie
flakvierling flak tower berlin

Nærforsvar mod flyangreb

På balkonen under kanondækket stod 13-15 mindre kanoner, som skulle forsvare flaktårnet mod styrtdykkende fly. Disse kanoner kunne beskyde mål i 2-5 kilometers højde.

Claus Lunau/Historie/Bundesarchiv
soldiers flak tower

Soldaterne boede øverst

Indvendigt bestod flaktårnet af syv etager forbundet med vindeltrapper i tårnets hjørner samt trapper i midten. På 6. og 7. etage overnattede de soldater, der betjente kanonerne.

Claus Lunau/Historie/Bundesarchiv
ammunition storage flak tower

Bombesikret rum

Ammunitiondepotet lå i stueetagen sammen med porten, hvor lastbiler kunne køre ind og læsse af. Hvert tårn havde sin egen vand- og elforsyning.

Claus Lunau/Historie/Ullstein Bild
bomb shelter flak tower

Beskyttelsesrum til 15.000

I de nederste etager indrettedes beskyttelsesrum til 15.000 civile. Da kampene rasede i Berlins gader, søgte op mod 30.000 ind bag flaktårnets tykke vægge.

Claus Lunau/Historie
flak tower hospital triage

Hospital på 3. sal

Et hospital med 95 senge og to operationsstuer lå på 3. sal. 8 læger, 20 sygeplejesker og 30 hjælpere plejede sårede soldater og civile fra boligkvarterer i området.

Claus Lunau/Historie

Nærkampe tester tårnets styrke

Mens de store kanoner på toppen af tårnene i perioder er i daglig kamp mod højtflyvende amerikanske og engelske bombefly, er det sjældent, at de mindre kanoner på balkonen affyres.

De kan ikke skyde langt nok til at nå amerikanerne og englænderne, som typisk bomber fra seks til ni kilometers højde. Det ændrer sig dog dramatisk, da russerne rykker nærmere på Berlin i foråret 1945 og sætter deres jagerbombere ind mod mål på jorden.

Harry Schweizer husker, hvordan russserne lider svære tab, da deres fly styrtdykker og angriber flaktårnet ved Berlins zoo. Her mødes de med kanon-ild fra 37-mm og 20-mm kanonerne:

“Vi havde masser af ildkraft og skød mange fly ned, men vi manglede beskyttelse foran vores våben. Så når flyene dykkede ned mod os, og kuglerne fløjtede hen over hovedet på os, var det alt andet end rart”.

I april 1945 trænger russiske styrker frem til Berlin, og de allieredes massive luftbombardementer indstilles. Flaktårnene kommer nu på en opgave, de ikke er bygget til: landkrig.

Da russiske tropper trænger ind i Berlins forstæder, bliver flaktårnets store tvillingekanoner rettet mod mål på landjorden. Både tanks og russiske artilleristillinger beskydes af kanonerne, hvis løb ikke længere peger opad, men ud til siden.

De svære betonbygninger er imidlertid ikke konstrueret til at absorbere rekylkraft, der går sideværts:

“Da vi skød mod russiske tanks så langt væk som i Tegel (cirka syv km væk, red.), var løbene nede på 0 graders hældning, og chok­bølgerne fra kanonerne rev det solide rækværk på balkonen i stykker, så vi kunne se stålsammenfletningerne indeni”, husker den unge flak­hjælper Harry Schweizer.

Flaktårnets kanoner skulle afskyde hele 3.000 granater for at sende blot et enkelt bombefly brændende til jorden. Kun sjældent fik flaktårnet ramt på en britisk Lancaster.

© Shutterstock

Kanonerne var ineffektive

Flaktårnets kanoner skulle afskyde hele 3.000 granater for at sende blot et enkelt bombefly brændende til jorden.

Selvom flaktårnets store 128-mm tvillingekanoner gik for at være 2. verdenskrigs bedste luftværnsskyts, kunne de ikke stoppe luftangrebene på hovedstaden.

Når granaterne eksploderede nær bombeflyene, skræmte det de allierede piloter, men tyske jagerfly havde langt større succes i kampen mod fjenden.

Under hele krigen lykkedes det kun for flaktårnet i Humboldthain at nedskyde 32 fly – ikke noget imponerende tal, når man tager i betragtning, at hver angrebsbølge bestod af op til 1.000 fly.

At antiluftskyts mod højtflyvende bombefly ikke var synderligt effektivt, understreges også i en rapport fra den tyske generalløjnant Otto Wilhelm von Renz, der var chef for 1. flakdivision.

Hans udregninger viste, at tyskerne affyrede hele 3.000 granater, for hvert fly de skød ned.

De pauvre resultater skyldtes dels, at britiske og amerikanske piloter hurtigt lærte flaktårnenes placering at kende og undgik at flyve ind over deres mest effektive skudakser.

Dels nedkastede de allierede store mængder sølvpapirsstrimler, der forvirrede kanonernes radarstyring.

30.000 gemmer sig bag murene

I takt med at russerne rykker frem, bliver flaktårnene fyldt med hjemløse og rædselsslagne civile. Oprindeligt er Zoobunkeren bygget til at huse cirka 15.000 mennesker, men i slutningen af krigen klumper omkring 30.000 berlinere sig sammen bag de tykke betonmure.

Under presset bryder flaktårnets toiletter snart sammen, og folk må forrette deres nødtørft, hvor de sidder. Zoobunkeren er nu så proppet med mennesker, at ingen kan komme frem og tilbage på gangene.

Mens pladsen i beskyttelsesrummene bliver mere og mere trang, strømmer sårede soldater til – direkte fra gadekampene i Berlin. På flaktårnets hospital amputeres ben og arme, og da det til sidst bliver for farligt at bevæge sig udenfor, opbevares de afskårne lemmer i spande på hospitalsgangene.

Nogle af de sårede soldater dør i sygesengen, og ligene hober sig op ude på gangene, hvor selvmord er hyppige – især blandt dem, der er særligt bange for at falde i russernes hænder. Stanken af død, sved og afføring hænger tykt i luften i krigens sidste dage. Jernskodderne for vinduerne må ikke længere åbnes, da russerne så kan skyde ind.

Udenfor er forholdene ikke meget bedre, og de folk, der vover sig ud for at søge efter mad eller slægt­ninge, bliver mødt af et makabert syn i den udbombede zoologiske have ved siden af betontårnene.

“Nogle bomber faldt i et stort bassin med pelikaner og andre fugle 20 meter væk. Vi blev oversprøjtet af vand, hvilket var rart, men i samme øjeblik begyndte nogle af de eksotiske fugle, der var blevet sprængt i luften at falde døde ned rundt om os. En stor brun bjørn lå i sit bur, såret i skulderen, mens den brølede af smerte”, husker tyskeren Arno Pentzien.

Selvom russerne hist og her må standse deres fremrykning på grund af den kraftige ild fra luftværnskanonerne på flaktårnene, er tårnene ikke mere end en besværlig forhindring. Russerne rykker blot frem ad andre veje, som tårnene ikke kan komme til at beskyde med deres tunge skyts.

Da russerne i slutningen af april 1945 er så tæt på, at de kan skyde direkte på flaktårnene med deres feltkanoner, laver selv deres tungeste våben kun ubetydelige skader på tårnenes 2,5 meter tykke betonvægge. Heller ikke stålskodderne for vinduerne kan granaterne trænge igennem.

Først da russerne sigter mod hængs-lerne og skyder skodderne af, får de et lille gennembrud. Et par granater sendes omgående ind i Zoobunkeren for at tvinge soldaterne til overgivelse:

“En granat kom ind i et yderrum og dræbte to mennesker, så rummet blev ryddet, og selvom russerne sendte flere skud ind, var væggene bagved de yderliggende rum konstrueret sådan, at det ikke gik ud over de andre rum”, fortæller Harry Schweizer.

De sidste soldater i Zoobunkeren overgiver sig klokken 12.30 den 2. maj, da kampen om Berlin slutter. En sidste bølge af selvmord går gennem tårnet kort før overgivelsen. Også i de to andre flaktårne opgiver soldaterne den håbløse kamp, da Berlin officielt kapitulerer.

Krudtrøgen letter, biler og bygninger er smadret efter kampene, men Hitlers usårlige flaktårne står uskadte. Deres oprindelig formål med at forhindre luftangreb løste de aldrig, men som beskyttelsesrum redder de tusindvis af liv.

Først i tredje forsøg flækkede en kraftig eksplosion flaktårnet ved Berlins zoologiske have.

© BPK/Hugo Herbst

Flaktårnet der ikke ville dø

Hvor solidt flaktårnene var bygget, fik de allierede syn for efter krigen. Som led i demilitariseringen af Tyskland gik man i gang med at ødelægge alle vitale tyske militæranlæg.

Sprængningseksperter minerede i 1947 flaktårnet ved Berlins zoologiske have med 25 ton sprængstof, men eksplosionen fik kun bygningen til at skælve.

I september gjorde briterne et nyt forgæves forsøg, og først i juli 1948 udløste 35 ton sprængstof så kraftig en eksplosion, at bygningen flækkede i tre dele.

Sprængningerne var kostbare og besværlige, og de allierede opgav derfor at bort-sprænge flaktårnet i Humboldthain, som i stedet blev dækket til med jord og murbrokker fra ruinbyen Berlin.

Flaktårnene i Hamborg og Wien fik lov til at stå.

Læs også:

Våben

Hvorfor var der flaktårne i Themsen?

1 minut
Udforskning

Derfor sendte russerne hunde ud i rummet

1 minut
Slag under 2. verdenskrig

Millioner af tyskere på desperat flugt fra russerne

25 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din emailadresse for at modtage en email med anvisninger til nulstilling af kodeord.
Ugyldig e-mailadresse

Indtast kode

Vi har sendt en email til med en kode
Fejl: Indsæt kode

Ny adgangskode

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul