Hitlers flaktårne var usårlige

Hitler kræver arbejde i døgndrift

I september 1940 udsteder Hitler ordren om, at arbejdet på Berlins tre flaktårne skal begynde. Det første og vigtigste tårn opføres tæt på bymidten – klos op ad Berlins zoologiske have. Flaktårnet får derfor hurtigt tilnavnet Zoobunkeren.

Flaktårnet i bydelen Humboldthain skal koordinere luftforsvaret over hovedstadens nordlige del, mens et tredje flaktårn i bydelen Friedrichshain skal blokere for luftangreb fra øst.

Byggeopgaven er enorm, og alene til Zoobunkeren og det tilhørende kommandotårn fragtes 120.000 tons grus, 35.000 tons cement og 9.500 tons jernarmering til byggepladsen.

Her knokler lønnet arbejdskraft fra tidlig morgen til sen aften, og når de går hjem, overtager tvangsarbejdere og krigsfanger og fortsætter byggeriet frem til daggry. 3.250 mand knokler i
døgndrift for at rejse forsvarsværkerne så hurtigt som muligt.

For at give betonmurene maksimal styrke må støbeprocessen aldrig stoppe, så der risikerer at opstå sprækker mellem tør og våd beton. Selv da frosten sætter ind i december, støber dag- og natholdene derfor videre ved at opvarme byggematerialerne og bruge varmeapparater overalt.

I slutningen af marts 1941 står Flaktårn 1 færdig. 39 meter høj og 70,5 meter bred troner betongiganten over trætoppene ved Berlins zoo. I oktober samme år bliver Berlins andet flaktårn klar til brug, og i april 1942 færdig­gøres det tredje og sidste.

Tårnenes kanondæk rummer de vigtige antiluftskytskanoner, som hver vejer 27 tons. Når de affyres, udvikler rekylet et tryk på 25 tons, som får tårnet til at ryste. Et 3,5 meter tykt betonloft skal forhindre rystelserne i at beskadige resten af tårnet og beskytte mod bomber kastet fra fjendens fly.

Gasmasker testes i flaktårnet

Etagerne under det svære skyts huser installationer, som Berlins borgere med tiden vil komme til at sætte endnu større pris på end kanonernes beskyttende ildkraft: Hver bunker rummer store beskyttelsesrum til civilbefolkningen og et mindre hospital.

Desuden huser flaktårnene værksteder, der fremstiller vitalt militærudstyr, specielt ventilerede rum til opbevaring af kunstskatte fra Berlins museer og sågar et lufttæt rum til at teste gasmasker.

De tre flaktårnes vigtigste funktion er og bliver dog forsvaret af luftrummet over Berlin. Tilsammen kan de mønstre 12 styk 128-mm Flak 40-tvillinge-luftværnskanoner, som øger byens
ildkraft betydeligt.

De er krigens mest moderne og præcise luftværns­kanoner, styres af radarer og kan afskyde op til 24 granater i minuttet. Via det nærliggende kommandotårn kan hele Berlins luftforsvar koordineres og beskyde fjendens fly med en skræk­indjagende voldsomhed.

Sammen med et væld af mindre kanoner opstillet på landjorden rundt om hovedstaden skal tvillingekanonerne gøre luftangreb så tabsgivende for fjenden, at de allierede med tiden må opgive dem.

Det samme scenarie drømmer Hitler om at se gentaget i storbyerne Hamborg og Wien, hvor byggeriet af en stribe flaktårne også er godt på vej.

Et dække af død truer forude

En af dem, der oplever Berlins forbedrede luftforsvar, er sergent og bombe­kaster Melvin Larson fra US Air Force. Fra sin plads i glasburet under snuden på et B17-bombefly overværer han Berlins spærreild på skræmmende nært hold den 6. august 1944:

“Da vi nærmede os Berlin, så det ud, som om hele byen var forsvundet i en tyk sort sky, som udsendte store, røde ildkugler, der fyldte himlen med granatsplinter.

Dette dække af død ventede på os forude. Jeg havde aldrig set så meget flak før, og flyene foran os så ud til at blive opslugt i den sorte sky, da de fløj ind i eksplosionerne, fortæller Melvin Larson i sin krigsdagbog.

På trods af den kraftige spærreild fra både flaktårnenes tvillinge­kanoner og andre kanoner nede i jordhøjde lykkes det Melvin Larson at kaste sin bombelast over målområdet, men samtidig ser han adskillige fly omkring sig blive ramt:

“Jeg kunne se store forrevne huller vokse frem på deres vinger og på skroget, og vi kunne høre grantsplinterne ramme toppen af vores fly. Det lød som en haglbyge på et metaltag”.

Melvin Larsons B17 kommer gennem flakilden og vender tilbage til basen i England. Så heldige er mange af hans kammerater ikke. Af de 660 bombefly, der deltager i angrebet, bliver 69 skudt ned, og 250 stærkt beskadiget – tyske jagerfly står for de fleste nedskydninger. Over 700 besætningsmedlemmer dør eller tages til fange.

Skoledrenge skyder med kanoner

Efterhånden som luftangreb efter luftangreb ruller ind over Berlin, må Hitler og hovedstadens indbyggere indse, at flaktårnene ikke kan forhindre de allierede fly i at kaste deres terroriserende last over byen. Igen og igen lyder sirenernes uhyggelige tuden.

Luftwaffe sender jagerfly på vingerne, og flaktårnene breder en ødelæggende spærreild ud over himlen. De allierede mister cirka fem procent af deres bombefly under hvert bombetogt, men vender alligevel snart tilbage endnu mere talrigt end før.

Mens Nazityskland trænges tilbage langs fronterne overalt i Europa, bliver mandskabet i flaktårnene yngre og yngre.

Tyskland må sende alle mænd til fronten for at forhindre et sammenbrud, og nærforsvaret af Berlin og andre storbyer overlades til teenagere. To af drengene i flaktårnene er Harry Schweizer og Horst Hirche, som begge blot er 15 år, da de i 1944 indkaldes til tjeneste som flakhjælpere i Berlin.

I flaktårnene er tyskere i mindretal, mandskabet består primært af frivillige fra Hviderusland og Ukraine og sågar krigsfanger. Kun de vitale personer, der skal rette kanonerne ind efter radarens anvisninger, er trænede artillerister.

Under luftangrebene er det en barsk oplevelse for soldaterne at opholde sig oppe i 39 meters højde på flaktårnets kanondæk. Mens de sultne kanoner konstant skal fodres med nye granater, fyldes dækket med rødglødende granathylstre og forsagere, der ikke er blevet skudt afsted.

Bragene fra kanonerne skaber et inferno af støj, og trykbølgen fra rekylen gør arbejdet livsfarligt. Horst Hirche slæber granater hen til en af tvillingekanonerne på flaktårnet i Berlinbydelen Humboldthain, da amerikanske bomber rammer tårnet:

“Trykbølgen kaster mig op mod ammunitionshylderne, og bagefter vælter jeg ned på taget. Jeg kommer i tanke om alle de ueksploderede granater, som stadig står ved kanonen; hvis de eksploderer, er alt forbi. Fortumlet kommer jeg på benene og kæmper mig over murbrokkerne ved kanontårnet”.

Hirche bliver hjulpet væk fra kanondækket og i sikkerhed inde i tårnet af et par andre soldater, som slæber ham ned til hospitalet. På vej derned kommer han forbi en gruppe civile, der har søgt tilflugt bag bunkerens tykke mure.

“Nogle af dem skriger, og jeg tænker, at jeg må se forfærdelig ud. Da vi når ned på hospitalet, ser jeg vores første-artillerist. Han mangler den ene arm”.

Selv har Hirche mistet det ene øje, og lægerne finder 14 store granatsplinter i kroppen på ham. Efterfølgende hører han, at flaktårnet er blevet ramt af to højeksplosive 500-punds bomber kastet fra de amerikanske bombemaskiner.

Selvom bomberne har spredt død og ødelæggelse blandt soldaterne oppe på tagdækket, giver de kun flaktårnet overfladiske skrammer.

Nærkampe tester tårnets styrke

Mens de store kanoner på toppen af tårnene i perioder er i daglig kamp mod højtflyvende amerikanske og engelske bombefly, er det sjældent, at de mindre kanoner på balkonen affyres.

De kan ikke skyde langt nok til at nå amerikanerne og englænderne, som typisk bomber fra seks til ni kilometers højde. Det ændrer sig dog dramatisk, da russerne rykker nærmere på Berlin i foråret 1945 og sætter deres jagerbombere ind mod mål på jorden.

Harry Schweizer husker, hvordan russserne lider svære tab, da deres fly styrtdykker og angriber flaktårnet ved Berlins zoo. Her mødes de med kanon-ild fra 37-mm og 20-mm kanonerne:

“Vi havde masser af ildkraft og skød mange fly ned, men vi manglede beskyttelse foran vores våben. Så når flyene dykkede ned mod os, og kuglerne fløjtede hen over hovedet på os, var det alt andet end rart”.

I april 1945 trænger russiske styrker frem til Berlin, og de allieredes massive luftbombardementer indstilles. Flaktårnene kommer nu på en opgave, de ikke er bygget til: landkrig.

Da russiske tropper trænger ind i Berlins forstæder, bliver flaktårnets store tvillingekanoner rettet mod mål på landjorden. Både tanks og russiske artilleristillinger beskydes af kanonerne, hvis løb ikke længere peger opad, men ud til siden.

De svære betonbygninger er imidlertid ikke konstrueret til at absorbere rekylkraft, der går sideværts:

“Da vi skød mod russiske tanks så langt væk som i Tegel (cirka syv km væk, red.), var løbene nede på 0 graders hældning, og chok­bølgerne fra kanonerne rev det solide rækværk på balkonen i stykker, så vi kunne se stålsammenfletningerne indeni”, husker den unge flak­hjælper Harry Schweizer.

30.000 gemmer sig bag murene

I takt med at russerne rykker frem, bliver flaktårnene fyldt med hjemløse og rædselsslagne civile. Oprindeligt er Zoobunkeren bygget til at huse cirka 15.000 mennesker, men i slutningen af krigen klumper omkring 30.000 berlinere sig sammen bag de tykke betonmure.

Under presset bryder flaktårnets toiletter snart sammen, og folk må forrette deres nødtørft, hvor de sidder. Zoobunkeren er nu så proppet med mennesker, at ingen kan komme frem og tilbage på gangene.

Mens pladsen i beskyttelsesrummene bliver mere og mere trang, strømmer sårede soldater til – direkte fra gadekampene i Berlin. På flaktårnets hospital amputeres ben og arme, og da det til sidst bliver for farligt at bevæge sig udenfor, opbevares de afskårne lemmer i spande på hospitalsgangene.

Nogle af de sårede soldater dør i sygesengen, og ligene hober sig op ude på gangene, hvor selvmord er hyppige – især blandt dem, der er særligt bange for at falde i russernes hænder. Stanken af død, sved og afføring hænger tykt i luften i krigens sidste dage. Jernskodderne for vinduerne må ikke længere åbnes, da russerne så kan skyde ind.

Udenfor er forholdene ikke meget bedre, og de folk, der vover sig ud for at søge efter mad eller slægt­ninge, bliver mødt af et makabert syn i den udbombede zoologiske have ved siden af betontårnene.

“Nogle bomber faldt i et stort bassin med pelikaner og andre fugle 20 meter væk. Vi blev oversprøjtet af vand, hvilket var rart, men i samme øjeblik begyndte nogle af de eksotiske fugle, der var blevet sprængt i luften at falde døde ned rundt om os. En stor brun bjørn lå i sit bur, såret i skulderen, mens den brølede af smerte”, husker tyskeren Arno Pentzien.

Selvom russerne hist og her må standse deres fremrykning på grund af den kraftige ild fra luftværnskanonerne på flaktårnene, er tårnene ikke mere end en besværlig forhindring. Russerne rykker blot frem ad andre veje, som tårnene ikke kan komme til at beskyde med deres tunge skyts.

Da russerne i slutningen af april 1945 er så tæt på, at de kan skyde direkte på flaktårnene med deres feltkanoner, laver selv deres tungeste våben kun ubetydelige skader på tårnenes 2,5 meter tykke betonvægge. Heller ikke stålskodderne for vinduerne kan granaterne trænge igennem.

Først da russerne sigter mod hængs-lerne og skyder skodderne af, får de et lille gennembrud. Et par granater sendes omgående ind i Zoobunkeren for at tvinge soldaterne til overgivelse:

“En granat kom ind i et yderrum og dræbte to mennesker, så rummet blev ryddet, og selvom russerne sendte flere skud ind, var væggene bagved de yderliggende rum konstrueret sådan, at det ikke gik ud over de andre rum”, fortæller Harry Schweizer.

De sidste soldater i Zoobunkeren overgiver sig klokken 12.30 den 2. maj, da kampen om Berlin slutter. En sidste bølge af selvmord går gennem tårnet kort før overgivelsen. Også i de to andre flaktårne opgiver soldaterne den håbløse kamp, da Berlin officielt kapitulerer.

Krudtrøgen letter, biler og bygninger er smadret efter kampene, men Hitlers usårlige flaktårne står uskadte. Deres oprindelig formål med at forhindre luftangreb løste de aldrig, men som beskyttelsesrum redder de tusindvis af liv.