Trods sin enorme vægt på 1000 tons buldrer den 35 m lange kampvogn med 40 km/t. hen over de russiske stepper.
Den drives fremad af to kraftige skibsmotorer, som yder næsten 17.000 hk, og de seksbåndede larvefødder, der hver især er 1,2 m brede, efterlader et åbent sår i landskabet.
Den sovjetiske T-34-tank var særdeles effektiv og helt uden overflødige detaljer. Den blev masseproduceret i et tempo, som tyskerne slet ikke kunne holde trit med.
Da de “små” sovjetiske T-34-tanks dukker op, hamrer den tyske superkampvogn løs med sine to svære skibskanoner på flere kilometers afstand.
De russiske tanks er magtesløse over for dette stålmonster. Én efter én bliver de sprængt i stumper og stykker.
Sådan så en af Hitlers hedeste drømme ud.
Den var hjulpet på vej i hans hoved af direktør Grote fra den store industrikoncern Krupp.
Han havde foreslået superkampvognen Ratte (rotte, red.) i juni 1942 og fået grønt lys fra Føreren. I december samme år leverede Grote de første tegninger. Hitler var henrykt og beordrede udviklingen af det nye våben sat i værk omgående.
Baggrunden for det vidtløftige projekt var felttoget mod Sovjetunionen, der begyndte i juni 1941.
Ifølge de tyske efterretningsrapporter havde russerne kun forældede kampvogne.
Det var derfor en grim overraskelse, da de straks indsatte en ny og effektiv tank – T-34 – som var de tyske standardkampvogne, Panzerkampfwagen III og IV, overlegen.
T-34 vejede 30,9 tons og er af militærhistorikere anerkendt som den bedste allround kampvogn i hele 2. verdenskrig.
Den tyndede kraftigt ud i de tyske panserdivisioner og blev en af de afgørende faktorer på østfronten.
Russernes tekniske overlegenhed på lige netop tankområdet, et nøglepunkt i den tyske lynkrigstaktik, var i sig selv et kæmpe problem.
Desuden blev den tyske hærledelse klar over, at russerne var i gang med at udvikle tungere tanktyper. Hitler drømte derfor om hurtigst muligt at sætte noget meget stort og tungt ind på østfronten.
Det mobile monster
Sideløbende med Ratte leverede Krupp-direktør Grote tegninger til en anden og endnu større kampvogn – Landkreuzer P.1500 Monster.
Dette uhyre skulle fungere som platform for en 800-mm Krupp- kanon af typen Schwerer Gustav.
Kanonen, som hidtil havde været transporteret på specialbyggede militærtog, kunne affyre granater på syv tons over en afstand på 37 kilometer.
Dermed var kanonen det kraftigste våben, der nogensinde havde været brugt i kamp.
Med en længde på 42 m og en pansring på 250 mm stål ville Monster komme til at veje 1500 tons – det samme som godt og vel 1000 store personbiler.
Fire MAN-ubådsmotorer skulle drive køretøjet fremad, og besætningen skulle bestå af 100 mand.
Som følge af sin abnorme vægt ville Monster ikke kunne køre mere end 10-15 km/t. Men også dette projekt fik grønt lys fra Hitler.
Ratte og Monster nåede aldrig længere end til præ-prototypestadiet. Tidligt i 1943 fik den klarttænkende rustningsminister Albert Speer stoppet de monstrøse projekter.
Et tredje supertank- projekt var allerede nået længere og havde afsløret, hvilke problemer de meget tunge kampvogne ville løbe ind i.
Hverken Ratte og Monster kunne køre på en vej uden at ødelægge den fuldstændig, de ville ikke kunne krydse en bro, uden at den styrtede sammen, og i blødt terræn ville begge køretøjer konstant køre fast.
Porsche skulle tegne giganttanken
Under testkørslerne sad den 188 tons tunge Maus-tank uhjælpeligt fast i mudder og lod sig kun med største besvær slæbe fri. Pilen viser, hvor dybt tanken var sunket i.
Det tredje og mindst håbløse superkampvognsprojekt – Panzerkampfwagen Maus (mus, red.) – så også dagens lys i 1942.
Hitler og Speer drøftede våbnet på et møde i begyndelsen af marts. Efterfølgende fik Krupp-fabrikkerne ordre om at droppe udviklingen af en planlagt tank på 72 tons og i stedet hurtigst muligt udvikle en på 100 tons.
Den første prøvemodel skulle stå klar til testkørsel inden foråret 1943.
På et nyt møde mellem Speer og Hitler, den 21.-22. marts, blev det besluttet, at Krupp til sin tid skulle stå for serieproduktionen af Maus, men at selve udviklingsarbejdet skulle lægges i hænderne på Ferdinand Porsche, folkevognens skaber, som under krigen designede flere af Nazi-tysklands tanks.
Musen får vægtproblemer
Hitler involverede sig energisk, og ned til mindste detalje, i udviklingen af den nye supertank, som han og Speer drøftede igen den 13. maj 1943.
Føreren var sikker på, at russerne ville sætte nye, tunge kampvogne ind allerede det følgende forår. Han krævede, at der blev arbejdet hårdt på Maus-tanken, og at dens vægt kom op fra 100 til 120 tons.
Hitler havde også en mening om, hvilke våben supertanken skulle udstyres med.
Han valgte en kraftig 105-mm kanon. Samtidig betonede han, at også en svær pansring var vigtig. Stadig flere tons blev lagt oveni. Maus bare voksede og voksede.
Projektgruppen føjede Føreren og besluttede at give kampvognen 100 mm panserstål i bunden og 200 mm på siderne.
Tankens dimensioner ville blive 10 m i længden, 3,67 m i bredden og 3,66 m i højden.
Til sidst ombestemte Hitler sig med hensyn til kanonen. Han foretrak nu en endnu kraftigere 128-mm kanon, som kunne ødelægge enhver fjendtlig tank selv på store afstande.
Kanonens svaghed var en lang ladetid. Derfor ville Hitler samtidig have Maus udstyret med en sekundær bevæbning i form af en 75- mm kanon.
Med sin kraftige armering og bevæbning endte Porsches monstertank med en totalvægt på 188 tons.
Den ville dermed blive verdenshistoriens absolut tungeste kampvogn.
Vægten afskrækkede på ingen måde Hitler. Han havde det nye våbens rolle helt klart for øje.
De relativt nye Tiger- og Panther-tanks skulle sikre Tyskland teknologisk overlegenhed på slagmarken i 1943, men allerede fra 1944 skulle Maus være panserstyrkernes vigtigste trumfkort. Produktionsmålet skulle i første omgang være 10 styk om måneden.
Monstertanken kørte fast i mudder
Ingeniører og teknikere knoklede for at leve op til Førerens drømme.
To prototyper af Maus blev produceret i slutningen af 1943, men de afslørede blot, at der endnu var lang vej til målet.
Tankens Daimler-Benz benzinmotor ydede 1200 hk, men kunne alligevel ikke bringe mastodonten op på mere end 15-20 km/t.
Det stod klart, at den endelige udgave måtte have en anden og kraftigere motor.
I begyndelsen af 1944 blev de to prototyper prøvekørt på et øvelsesområde i Boeblingen. Ferdinand Porsche fulgte spændt med, men kunne ved selvsyn konstatere tankens svagheder i blødt terræn. Den ene Maus sank næsten to meter ned i mudderet og sad uhjælpeligt fast.
Det krævede en mindre hær af menige store anstrengelser at få gravet så meget mudder væk, at tanken kunne trækkes fri.
Til gengæld mente Ferdinand Porsche at have løst problemet med, at de færreste broer ville kunne bære tankens vægt. Hans tegnestue havde designet en særlig snorkel, så tanken simpelthen kunne køre igennem floder og søer med en vanddybde på op til fire meter.
De skuffende resultater af prøvekørslerne fik ikke tyskerne til at opgive Maus. Krupp fik tværtimod kontrakt på en prøveserie på yderligere seks styk, efterfulgt af 135 egentligt masseproducerede kampvogne.
Drømmen blev knust af bomber
Produktionen nåede kun lige at komme i gang, inden et allieret luftangreb ødelagde fabrikken i Essen i begyndelsen af august 1943. Krupp måtte meddele Hitler, at der ville gå mindst syv måneder, før produktionen af Maus-kampvognen kunne genoptages.
Da Krupp i marts 1944 endelig var klar til at genoptage produktionen, var tiden ved at rinde ud – ikke bare for monstertanken, men for Nazi-tyskland.
Maus kom aldrig i kamp, og kun en af de to prototyper blev fuldt udrustet. Det vides med sikkerhed, at begge kampvognene ved egen kraft kørte fra øvelsesområdet i Boeblingen i foråret 1945, på flugt fra den russiske fremrykning.
Men den ene Maus blev sprængt i luften af sin egen besætning ikke langt fra øvelsesområdet, og den anden blev simpelthen efterladt. Om det skyldtes svigtende teknik eller for ringe fart i forhold til russernes fremrykning, vides ikke.
Russerne bjærgede den ene Maus, der i dag kan ses på det russiske tank-museum i Kubinka vest for Moskva. Den er stadig verdens største tank og vil formentlig altid være det.