Nazityskland er ved at tabe krigen, men to brødre arbejder ufortrødent videre på et banebrydende nyt fly, der både kan flyve fra fjendens jagere og skjule sig for radarer.

© Courtesy Myth Merchant Films

Hitlers usynlige fly skulle vinde krigen

I de sidste uger af 2. verdenskrig finder amerikanske tropper et ukendt fly skjult i en hangar nær Frankfurt. Flyet er så avanceret, at det kunne have ændret krigens udfald.

1. april 2019 af Natasja Broström

Soldaterne fra USA’s tredje armé springer ned fra lastbilen og går hen mod den forladte hangar. I det fjerne drøner skuddene fra de fremrykkende allierede tropper og den vigende tyske hær. 

Hangaren på den afsides våbenfabrik i en skov 150 km fra Frankfurt gemmer ifølge pålidelige efterretninger på et af Hitlers frygtede “wunderwaffen” – banebrydende nye våben, der skulle vende krigslykken for nazisterne. 

Her i midten af april 1945 nærmer Hitlers tusindårsrige sig sin undergang, og amerikanerne er desperate efter at finde de avancerede våben først. Den teknologiske viden, de rummer, må for enhver pris ikke falde i hænderne på Den Røde Hær, der rykker frem gennem Tyskland fra øst.

I det øjeblik de amerikanske soldater skubber porten til side, falder lyset ind i hallen og afslører en forunderlig maskine. På gulvet står et usamlet fly med så usædvanlige former, at soldaterne i første omgang ikke forstår, hvad de har fundet. 

Trods sin ufærdige tilstand, bl.a. er vingerne ikke monteret, er flyet så forskelligt fra samtidens jagere og bombefly, som det næsten er muligt. Formen minder mest af alt om en flagermus. 

Det glatte grågrønne fly med påmalede hagekors er, når det bliver samlet, én stor vinge, som bagtil ender i en slank spids. Flyet har ingen propeller. I stedet sidder to jetmotorer, en helt ny og hyperavanceret motortype, indlejret i flykroppen på hver side af cockpittet.

For amerikanerne er der ingen tvivl: De står virkelig over for et af Hitlers vidundervåben. 

Ved et kig på de allieredes liste over “wunderwaffen” står det snart klart, at det fly, soldaterne har fundet i den øde hangar i skoven, er den legendariske “usynlige“ jetjager Ho 229.

Brødrene Walter (t.v.) og Reimar Horten (t.h.) byggede modelfly fra barnsben. Takket være Walters organisationstalent fik Reimar mulighed for at udvikle sine ideer om enkeltvingede fly.

Tyskland måtte kun bygge svævefly

Fra barnsben var brødrene Reimar og Walter Horten besatte af fly. De deltog år efter år i Tysklands nationale modelflymesterskaber med deres egne hjem­me­byggede fly. 

Versailles-traktaten, som 1. verdenskrigs sejrherrer havde pålagt tyskerne, forbød bl.a. produktion af motoriserede og armerede fly. Til gengæld blev svævefly den helt store dille i mellemkrigstidens Tyskland.

Fra 1925 knoklede Horten-brødrene med at bygge modelsvævere i træ og kryds­finér. Især den teknisk begavede Reimar blev hurtigt opslugt af det såkaldte enkeltvingedesign, også kaldet en flyvende vinge, det vil sige et fly uden haleparti, og hvor krop og vinger går ud i ét. 

Designet krævede indviklede matematiske beregninger for bl.a. opdrift og landing, men efterhånden som brødrene fik mere erfaring, blev deres flyvende vinger bedre og mere stabile og kunne snart flyve længere end konkurrenternes konventionelle modelfly. I 1930, 1931 og 1932 sikrede brødrene sig førstepladsen ved mesterskaberne i Wasserkuppe nær Frankfurt am Main.

Succesen gav dem blod på tanden, og i 1932 besluttede den 17-årige Reimar og den 19-årige Walter, at det var på tide at bygge en flyvende vinge i fuld størrelse med dem selv som piloter. Flyet fik navnet Ho I og stod færdigt i 1933. 

I sommeren 1934 drog brødrene stolte til årets svæveflymesterskaber og indkasserede 600 rigsmark for det mest nyskabende design. Problemer med hjemtransporten betød imidlertid, at de blev nødt til at brænde flyet af. Forinden havde de dog reddet de mest værdifulde metaldele. Tilbageslaget stoppede ikke Reimar. 

Tværtimod svor han at bygge en ny model så hurtigt som muligt, og denne gang med motor, hvilket det nye Hitler-­regime havde givet tilladelse til i strid med Ver­sailles-traktaten.

Værnepligt blev brødrenes chance

Som med Ho I foregik byggeriet af Ho II i familiens hjem i Bonn. Folk, der passerede huset på Venusbergweg, undrede sig tit over, hvad der foregik inden døre, når fx en vinge stak ud gennem et af husets vinduer. 

Da flyet skulle ud af huset, måtte stuens dobbeltdøre afmonteres, mens vingerne skrabede hen over parketgulvet. Trods sliddet på deres hjem støttede Max og Elizabeth Horten fuldt ud sønnernes projekt.

Ho II blev færdig i maj 1935 – for sent til, at brødrene kunne nå at tilmelde sig årets mesterskaber. Samtidig blev de ramt af naziregimets krav om to års obligatorisk militærtjeneste. 

Mens Walter blev jagerpilot, aftjente Reimar sin værnepligt som flyinstruktør ved Luftwaffes flyvestation i Køln. Men hvad der først lignede et tilbageslag for udviklingsarbejdet, blev snart vendt til alle tiders chance. 

Flyvestationen fik en ny leder, major Oskar Dinort, der var lidenskabeligt optaget af svævefly og havde sat verdensrekord for den længste flyvning med 14 timer og 43 minutter på vingerne. 

Så snart Dinort så Reimars aero­dynamiske Ho II, ville han selv eje et eksemplar, og flere andre officerer af­­gav også bestillinger. Snart fik Reimar eget værksted på flyvestationen, hvor han også udviklede nye motoriserede modeller.

De lette fly, der blev bygget i træ og letmetal, brugte mindre brændstof og kunne flyve længere end konventionelle flytyper. Horten-brødrenes arbejde begyndte nu for alvor at vække opsigt blandt eksperter, og i 1938 modtog Reimar og Walter den nationale Lilienthal-pris på 5.000 rigsmark for nyskabende design. 

Pengene gjorde det muligt for dem at finansiere et års luftfartsstudier ved Berlins tekniske universitet.

Radarsystemet Home Chain gav briterne en afgørende fordel i slaget om England.

© Polfoto/Corbis

Oprettede falsk specialkommando

I 1939 invaderede Nazityskland Polen. 2. verdenskrig var i gang, og for begge brødre betød det indkaldelse til Luftwaffe. Men Walter var snu og fandt snart et smuthul i det tyske militærmaskineri, så udviklingsarbejdet kunne fortsætte uhindret. 

Med brug af al sin charme overtalte han en sekretær i det tyske luftfartsministerium til at forfalske chefens underskrift på en flytning af Reimar fra tjeneste i Königsberg til den tophemmelige “Sonderkommando L In 3”.

Arbejdsgruppen var et fupnummer og dækkede i virkeligheden over et værksted, hvor Reimar bl.a. kunne eksperimentere med metoder til at gøre fly usynlige for fjendens radar. Ved at kombinere et fladt vingedesign med en radar­absorberende ­belægning af lim og maling iblandet kulstøv ville han skabe verdens første stealthfly.

Brødrene fortsatte svindlen og bestilte materialer hjem ved hjælp af flere forfalskede underskrifter. Hvis det blev opdaget, ville de begge få hårde fængselsstraffe, men for Walter vejede Reimars arbejde tungest. 

Under slaget om England fra juli til oktober 1940 havde fjendens nye radarteknologi for alvor vist sit værd. Walter så den ene gode pilotkollega efter den anden blive skudt ned af englænderne pga. deres effektive radarsystem “Home Chain”. 

Desuden var den tyske Messerschmitt ME 109 alt for langsom i forhold til den engelske Spit­fire. Reimar skulle konstruere et over­legent tysk kampfly, der var dobbelt så hurtigt som en Spitfire og vanskeligt at op­dage for englændernes radar.

Reimar indvilgede i broderens falskneri med ordene: “Lad os gøre det. Så længe vi alligevel står til fængselsstraf, vil et par ekstra falske telegrammer nok ikke gøre den store forskel.”

Brødrene imponerede Göring

Takket være en heldig omplacering fra aktiv jagerpilot til teknisk rådgiver i det nyoprettede kontor for inspektion af jagerfly, “Jagdfluginspektion”, fik Walter kendskab til en ny avanceret teknologi: jetmotorer. 

Motorerne, som blev udviklet af BMW og Junkers, skulle skabe en ny generation af tyske jagerfly. Da Walter så skitserne til turbojetflyet Messerschmitt ME 262 og senere overværede den første prøveflyvning af det haleløse raketdrevne fly Lippisch DFS 194, blev han klar over, at propeller var fortid.

Ved hjælp af flere papirer med falske underskrifter begyndte Walter at bestille jetmotorer og samle en arbejdsgruppe på 170 mand til den fiktive Sonderkommando L In 3. Og for at give projektet et skær af militær betydning begyndte Reimar altid at vise sig offentligt i Luftwaffes officersuniform.

Mens Reimar i midten af 1943 arbejdede på brødrenes hidtil mest avancerede projekt, et enkeltvinget turbojetfly, udsendte Hermann Göring et opråb til Nazistysklands flyindustri. Luftwaffe-chefen krævede, at der blev udviklet et kampfly, som kunne lastes med 1.000 kg bomber og flyve 1.000 km med en topfart på 1.000 km/t. 

Horten-brødrene betænkte sig ikke et sekund og indsendte straks deres jetflyprojekt, Ho 229.

Efter få uger kom indkaldelsen til et møde på Görings landsted Karinhall nordøst for Berlin. Mens Reimar fremlagde sine skitser, gjorde Göring større og større øjne. Specielt, da det gik op for ham, at Reimars flyvende vinge som det eneste af de indsendte forslag stort set opfyldte kriterierne.

Ved slutningen af mødet rejste Gö­ring sig op og udbrød højt: “Gør det! Byg dette luftfartøj, og lad mig se det flyve!”

Projektet var et kapløb med tiden

Med Görings støtte gik Ho 229 fra et fordægtigt baggårdsprojekt til et højt profileret vidunder­våben, der var udset til at frelse tusindårsriget. 

Ho 229 skulle samles på flyfabrikken Gothaer Waggonfabrik, men med et Tyskland, der var trængt på alle fronter og omfattende materielmangel, var projektet reelt et luftkastel. Mens amerikanerne i foråret 1945 krydsede Rhinen, og engelske fly bombede tyske byer, arbejdede Reimar ikke desto mindre dag og nat.

Ved hjælp af beregninger og testflyvninger fandt han ud af, at jetmotorerne skulle sidde på oversiden af vingen for at have optimal effekt. 

Han måtte også tilpasse krængror, bremser og flaps til de kraftige motorer, der ellers risikerede at give den lette vinge det frygtede “dutch roll”. En bevægelse, hvor flyet krænger ustyrligt fra side til side.

Superflyet skulle efter Görings krav stå færdigt allerede efter seks måneder, men på grund af problemer med motorerne, der var 12 cm for lange i forhold til den afsatte plads, mistede projektet kostbar tid. Først den 18. december 1944 lettede Ho 229 – verdens første turbojetdrevne enkeltvingede kampfly. Fra jorden fulgte en stolt Reimar Horten sin unikke maskine med øjnene.

Succesen med Ho 229 gav genlyd i nazitoppen og udløste en ny indkaldelse til møde hos Göring. I den følgende tid mødtes Reimar flere gange med Luftwaffe-chefen, der var tryllebundet af brødrenes arbejde, og forholdet udviklede sig til at blive mere og mere familiært.

“Vi talte sammen nærmest som far og søn”, fortalte Reimar Horten senere til forfatteren David Myhra.

Under et af møderne spurgte Göring henkastet, hvad Reimar ville lave efter krigen. Da Reimar lettere forfjamsket svarede, at han ville fortsætte med at bygge flyvende vinger på sit værksted nær Freiburg, smilede Göring:

“God plan. Jeg tager med. Der er altid så smukt og solrigt ved Freiburg. Men en af dine hangarer skal bruges til mit Lufthansa. Mens du bygger enkeltvinge-passagerfly, vil mit Lufthansa fragte passagererne verden rundt”.

Amerikanerne sendte vidunderflyet til USA for at aflure dets hemmeligheder. I dag står verdens eneste eksemplar af Ho 229 V3 på National Air and Space Museum.

© Smithsonian

Testpiloten blev slynget ud af flyet

Horten-brødrenes livslange projekt så næsten ud til at lykkes, da katastrofen indtraf. I februar 1945, under testflyvningen af anden version af enkeltvingekampflyet, satte den ene motor ud. 

I stedet for at mavelande slog piloten landingsstellet ud og kom derved til at forskubbe flyets balance. 

For øjnene af de forfærdede tilskuere gik flyet i spin og blev knust mod jorden, mens piloten på grund af de enorme kræfter blev slynget ud af cockpittet og landede i et par frugttræer. Da hjælpen nåede frem, hang han død i træernes grene.

Styrtet betød, at Horten-brødrene måtte bygge en ny prototype fra bunden. Men selv om Reimar og Walter brændte for sagen, måtte de i marts 1945 erkende, at Tysklands skæbne­time var nær. Deres nye, forbedrede prototype Ho 229 V3 ville aldrig nå at blive færdig, selv om Gothaer Waggonfabrik arbejdede på højtryk.

Den 14. april 1945 var det endegyldigt slut. Amerikanske soldater myldrede ind i den hemmelige hangar, og kort efter blev Reimar og Walter Horten på lige fod med andre tyske ingeniører og videnskabsfolk sendt til afhøring i England. 

Men interessen fusede hurtigt ud. Eksperterne, som ledede afhøringen af brødrene, forstod simpelthen ikke ideen med en flyvende vinge. Deres ufærdige fly blev dog afskibet til USA, hvor det skulle samles og undersøges.

Da Reimar og Walter blev løsladt, arbejdede de kortvarigt for englænderne. Ideen var at konstruere flyvende vinger, der kunne indsættes som passagerfly på interkontinentale ruter, men projektet blev skrinlagt allerede i 1946. Walter blev derefter i Tyskland frem til sin død i 1998, mens Reimar i 1949 rejste til Argentina, hvor landets diktator, Perón, tilbød vellønnet arbejde til tyske ingeniører og våbeneksperter.

Horten-brødrenes flyvende vinger var årtier forud for deres tid. Først i 1988 virkeliggjorde amerikanerne for alvor stealth-teknologien med bombeflyet B-2 Spirit, der har mange ligheder med Ho 229 V3. 

I 1993, efter en menneske­alder i glemsel, fik Reimar Horten endelig fuld anerkendelse, da det engelske Royal Aeronautical Society tildelte ham en guldmedalje for hans enestående indsats. Desværre kom medaljen for sent. Reimar Horten døde to dage før på sin ranch i Argentina i en alder af 78 år.

Læs mere

John Christopher: The Race for Hitler's X-planes, The History Press, 2013. Russell E. Lee: Only the Wing, Smith­sonian Institution Scholarly Press, 2011. David Myhra: The Horten Brothers and their All-Wing Aircraft, Schiffer Publishing Ltd., 1998.

http://natgeotv.com/uk/hitlers-stealth-fighter

Måske er du interesseret i...

Læs også