Goliath kaldte tyskerne deres mini-tank, som i virkeligheden var en fjernstyret mine. Idéen stjal de fra en fransk prototype erobret under invasionen af Frankrig i 1940.
To år senere var tyskerne klar med en lydsvag videreudvikling, der blev drevet frem af en elmotor.
Den var dog for dyr at masseproducere, så året efter begyndte Nazityskland i stedet at fremstille tusindvis af Goliath 303a, der kørte på benzin.
Goliath blev ofret
Ved hjælp af et langt kabel og en fjernbetjening kunne soldater i skjul styre den selvkørende mine hen til et mål, udløse sprængladningen på 50-100 kg og udslette fjenden.
Over 7.000 fjernstyrede miner nåede tyskerne at producere, som hver gemte på 50-100 kg sprængstof. Goliath fik størst succes under kampene ved Anzio i januar 1944, hvor den blev indsat mod
allierede invasionsstyrker.
Også under opstanden i Warszawa i efteråret 1944 viste Goliath sig brugbar, når bygninger med polske frihedskæmpere skulle sprænges i luften.
Tæt på Goliath:
Et langsomt våben
Goliath var langsom og kørte tit fast, fordi dens bund kun var hævet 16 cm over jorden.
650 meter kabel
I en kasse bagtil lå en tromle med det lange kabel, som soldaten styrede Goliath med.
Batteri og kontrol-enhed
To store 24-voltsbatterier (et på hver side) leverede strømmen, som omsatte fjernbetjeningens signaler til handling – fx om det ene bælte skulle stoppe, så Goliath drejede.
Sprængstof
I et kammer forrest lå op til 100 kg sprængstof. Detonationen blev fjernstyret via kabel.
Den selvkørende mine var dog relativt let at sætte ud af spillet, da mange våben kunne trænge gennem dens lette panser. Goliath kørte også tit fast, fordi dens bund sad så lavt.
VIDEO – Se tyske soldater sprænge en Goliath:
Selve fjernstyringen viste sig også at være problematisk, da mini-tanken var tilsluttet et 650 m langt kabel. Blev dette klippet over, var minen uskadeliggjort.
Efter krigen blev teknologien fra Goliath brugt til at fremstille de første fjernstyrede legetøjsbiler.