Føreren elskede kæmpestore våben, selvom de ikke egnede sig til moderne krigsførelse.
Før 2. verdenskrigs udbrud beordrede Hitler en kanon bygget, der skulle pulverisere flere meter tyk beton og bane vej gennem Frankrigs frygtede Maginotlinje.
Våbenfabrikanten Krupp byggede derfor historiens tungeste kanon: Schwerer Gustav (Tunge Gustav) vejede 1.350 tons og kunne med sit 32,5 m lange løb ramme mål 47 km borte.
Hitler inspicerede kanonen og dens syv tons tunge granater.
Kanonen nåede imidlertid ikke at blive færdig til invasionen af Frankrig. Først under belejringen af Sevastopol i juni 1942 kunne den sende sine tonstunge granater mod fjenden.
Trods stor slagkraft var kanonen håbløst gammeldags. For at nå frem til fronten måtte den skilles ad og køres på 25 togvogne, og det tog 4.000 mand uger at samle den igen.
Rottebomben skabte panik
Hundredvis af døde rotter fyldt med plastisk sprængstof var et af krigens særeste våben. Idéen blev udtænkt af briternes organisation for beskidt krigsførsel, SOE.
Ifølge planen skulle modstandsfolk i det besatte Europa placere rottebomber blandt kullene i fyrrummet på skibe og i tog. Når fyrbøderen så rotten, ville han sandsynligvis smide den ind i fyret, så kedlen eksploderede.
Tyskerne opsnappede den første og eneste sending rottebomber og brugte ifølge SOE så mange ressourcer på at lede efter flere af dem, at briterne betragtede våbnet som en stor succes.
Fremtidens jetfly kom for sent
Luftwaffes øverstkommanderende, Hermann Göring, drømte om et bombefly, der kunne fragte 1.000 kg bomber over 1.000 km med 1.000 km/t.
Brødrene Walter og Reimar Horten gjorde drømmen til virkelighed med deres flyvende vinge Horten Ho 229.
Da flyet den 2. februar 1945 stod klar til sin jomfrufærd, var det på alle måder en nyskabelse: Flyet havde ingen hale, jetmotorerne garanterede en topfart på 960 km/t., og flyet var stort set usynligt for allierede radar-systemer.
Et par uger efter den første testflyvning styrtede prototypen ned, og masseproduktion af den banebrydende bomber nåede ikke at komme i gang, før krigen sluttede.
Først i 1989 blev amerikanerne i stand til at bygge noget lignende: Stealth-flyet B-2 Spirit, der første gang blev anvendt i Kosovo i 1999.
Kampvogn sejlede selv op på stranden
Til D-dagsinvasionen af Normandiet i 1944 udviklede Percy Hobart sejlende kampvogne.
Den geniale britiske ingeniør og general tætnede karrosseriet på amerikanske Sherman-tanks og forsynede dem med to propeller, så de fik såkaldt Duplex Drive – dobbelt drivkraft.
DD-kampvognen var dermed født.
Hobart forsøgte først med briternes egne Valentine-kampvogne, men de kunne kun holde sig flydende med kanonen vendt bagud.
Før de forlod skibet nær den franske kyst, foldede mandskabet en skærm af vandtæt kanvas op, som samtidig gjorde den 30 tons tunge M4 Sherman i stand til at holde sig flydende.
Propeller drev DD’erne frem, indtil de fik fast grund under larvefødderne og igen forvandlede sig til bæltekøretøjer.
DD-kampvognene var med til at sikre, at invasionen af de franske strande lykkedes.
Bomber slog smut på vandet
For at lamme Nazitysklands krigsindustri udtænkte det britiske luftvåben en forbløffende måde at bombe tre tyske dæmninger på.
Ved at sprænge de tykke betonmure ved Möhne, Eder og Sorpe ville briterne oversvømme over 100 tyske fabrikker i Ruhrdistriktet.
Angrebet så på forhånd håbløst ud, da enorme bomber var nødvendige for at vælte murene, som var over 30 meter tykke ved bunden.
Net i vandet foran murene umuliggjorde desuden anven-delsen af torpedoer.
Britiske ingeniører udviklede derfor den tøndeformede bombe Upkeep, som kunne slå smut på vandet og dermed hoppe over de tyske torpedonet.
I ly af mørket den 16. maj 1943 lettede 19 Lancaster-bombefly lastet med hver deres hoppende bombe.
Første mål var Möhne-dæmningen. Eskadrillens leder fløj i lav højde hen mod den og smed en Upkeep, som slog smut, men sank for langt fra betonmuren.
Derefter fulgte fire andre fly, og snart kunne briterne fra deres cockpit se, hvordan dæmningen bristede.
Enorme vandmasser fossede gennem dalen og oversvømmede alt. Også Ederdæmningen bristede, mens Sorpe kun blev let beskadiget.
Geværet skød om hjørner
Krumme løb til maskingeværer blev opfundet i 1942 og var oprindeligt tiltænkt tyske kampvogne.
Når fjendtlige infanterister sneg sig op langs kampvognens ubevæbnede side, havde besætningen brug for et let våben, der kunne skyde om hjørner og dræbe fjenden, før han nåede at placere en mine på bælterne.
Til opgaven udviklede tyskerne det såkaldte Krummlauf – krumløbet – med alt fra 30- til 90-graders krumning.
En amerikansk officer viser efter krigen, hvordan tyskernes krumløbede gevær kunne skyde om hjørner.
Det lette stormgevær Stg 44 viste sig at være mest velegnet til at bære krumløbet, men selv i 30-graders-varianten havde det en grim skavank:
Efter blot 160-300 skud måtte krumløbet kasseres og et nyt skrues på geværet, fordi projektilerne gradvist rettede løbet ud.
Bombefly bar sin jager-eskorte
Den sovjetiske flyingeniør Vladimir Vakhmistrov byggede i 1930’erne et gigantisk bombefly, som ud over sin dødbringende last også bar tre jagerfly – to på vingerne og et oven på skroget.
Jagerflyene skulle forsvare det såkaldte Zveno-bombefly i luften, men kunne også bruges til at angribe mål på landjorden.
Et Zveno-fly kom i aktion, da Hitler invaderede Sovjetunionen i 1941, men selvom det lykkedes for flyet at bombe en bro over floden Donau i Rumænien, blev opfindelsen ingen succes.
Flyet var nærmest umuligt at manøvrere, når jagerflyene var fæstnet til vingerne.
Og alle fly skulle frigøres på præcis samme tidspunkt – en nærmest umulig opgave – hvis ikke Zveno-flyet skulle få overvægt i den ene side og dermed komme ud af kontrol.
Allerede i 1942 blev projektet derfor droppet.
Fjernstyret mini-tank gemte på en overraskelse
Trods sin diminutive størrelse var det tyske bæltekøretøj Goliath dødsens farligt. I lastrummet skjulte det 50 kg sprængstof.
Da tyskerne i 1940 erobrede Frankrig, fik de samtidig fingre i et sært køretøj udviklet af den franske militæringeniør Adolphe Kégresse.
Det lignede en kampvogn, blot i miniatureudgave, men var i virkeligheden en kørende mine og ydermere fjernstyret. Tyskerne besluttede straks at kopiere og forbedre køretøjet, og i foråret 1942 rullede den første Goliath ud på slagmarken.
Ved hjælp af et kabel på 650 meter kunne operatøren via fjernbetjeningen styre minen ind under en fjendtlig kampvogn, hvorefter mellem 50 og 100 kg sprængstof ville eksplodere.
“Billen”, som amerikanerne kaldte Goliath, blev produceret i over 7.500 eksemplarer og blev bl.a. anvendt på Normandiets strande i 1944 og under Warszawa-opstanden samme år.
De allierede fandt dog hurtigt ud af, at Goliath var sårbar. Blev kablet til fjernstyringen klippet over, var minen uskadeliggjort – og det havde soldaterne god tid til, for Goliath kørte kun 9,7 km/t.
Skud fra lette geværer kunne desuden gennembryde miniputtens panser.
Efter krigen blev teknologien fra Goliath brugt til at fremstille de første fjernstyrede legetøjsbiler.
Elefantbøssen gennemhullede kampvogne
Lahti L-39 var så stor og tung, at soldaterne døbte panserværns-geværet “Norsupyssy”, som på finsk betyder elefantbøsse.
Under vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen (1939-40) kom det næsten 2,5 m lange gevær Lahti L-39 for første gang i aktion.
De eneste to færdige prototyper viste skræmmende evner til at gennemhulle panseret på russiske kampvogne.
Lahti L-39 blev betjent af én soldat, men krævede to mand at slæbe.
Selv russernes T-28-tank, der havde 30 mm tykke stålplader, blev nedkæmpet. Panserværnsgeværet var dog kun for alvor farligt, når det blev affyret på mindre end 400 meters afstand.
Elefantbøssen krævede derfor nerver af stål at anvende. Våbnet vejede 49,5 kg, og dertil kom ammunition. En særlig fod formet som ski gjorde det muligt for rensdyr at trække geværet frem til fronten.
Under fortsættelseskrigen (1941-44) fik sovjetiske tanks tykkere panser, som Lahti L-39 ikke kunne trænge igennem. I stedet blev elefantbøssen brugt mod russernes maskinegeværreder og til at nedskyde lavtgående fly.
I alt nåede finnerne at producere 1.900 Lahti L-39’ere i krigens løb.
Radiostyret bombe hævnede forræderi
Fritz X vejede 1,5 tons og var verdens første fjernstyrede styrtbombe.
Fra et tysk bombefly i 5,5 kilometers højde blev Fritz X sluppet lige over fjendtlige fartøjer.
Mens bomben faldt med 1.200 km/t., kunne en operatør ved hjælp af radiobølger styre flapperne i Fritz X’s haleparti og dermed få den til at ændre kurs.
Ulempen var, at bombeflyet måtte cirkle over målet i 30-40 sekunder, mens operatøren fjernstyrede Fritz X mod målet, hvilket udsatte flyet for beskydning fra krigsskibe.
To Fritz X-styrtbomber sænkede i 1943 det italienske slagskib Roma – efter at Italien havde sluttet fred med de allierede.
Ballonbomber regnede ned over Tyskland
Vestenvinden var en af Storbritanniens vigtigste allierede under verdenskrigen.
Soldater fra flåden sendte vejrballoner mod Tyskland med 4,5 kg brændbar gelé dinglende i en snor under sig.
En tidsmekanisme fik ballonen til at dale ned efter et antal timer i luften.
I juli 1942 brændte et tysk elværk nær Leipzig ned efter at være blevet ramt af en ballonbombe.
Tyskerne skød mod ballonerne med antiluftskytskanoner og sendte sågar fly på vingerne for at jage dem.
Sejlende batteri ryddede kysten
Før amerikanske tropper gik i land på fjendtlige kyster, blev stranden sønderbombet, og intet fartøj var bedre til opgaven end det såkaldte Landing Ship Medium Rocket – forkortet kaldet LSM(R).
USA byggede i alt 12 LSM(R)-skibe til kampene i Stillehavet og udrustede dem med 115 raket-kastere.
En LSM(R) blev indhyllet i røg, når den affyrede sine over 400 raketter på én gang.
Hver kaster bestod af fire skinner med en raket på, så et enkelt fartøj kunne affyre 460 raketter i løbet af blot 30 sekunder.
De mange 36 kg tunge raketter gav hver LSM(R) større ildkraft end to enorme amerikanske slagskibe tilsammen.
Under invasionen af Okinawa i april 1945 sejlede seks LSM(R)’ere tæt på kysten og affyrede 2.600 raketter mod japanske baser på Ie Shima, før soldaterne væltede i land og indtog øen.
Nødlanding knuste russernes drømme
Den flyvende kampvogn Antonov A-40 blev bygget af flykonstruktør Oleg Antonov i 1942.
Monstrummet bestod af en ombygget T-60-kampvogn, som var fæstnet til et dobbeltdækker-svævefly. Kampvogn og svævefly blev trukket op i luften og ud til fronten af et bombefly.
En stor dobbeltvinge skulle gøre kampvognen i stand til at svæve.
Ifølge planen skulle kampvognen lande bag tyskernes linjer og angribe dem i ryggen, men projektet måtte skrottes.
Da prototypen blev testet, kunne selv Sovjetunionens stærkeste fly, Tupolev TB-3, ikke trække det tunge læs.
Piloten måtte i hast smide den flyvende kampvogn, som svævede mod jorden og landede så blidt, at den kunne køre tilbage til basen.
Efter krigen fragtede amerikanerne en Natter hjem til inspektion i USA.
Bemandet missil slog piloten ihjel
Allierede bombetogter ødelagde igen og igen det tyske flyvevåbens baser og tvang nazisterne til nytænkning.
I foråret 1944 begyndte ingeniøren Erich Bachem derfor udviklingen af et fly, der ikke behøvede så meget som èn meters startbane, men kunne skydes op i luften og angribe bombefly.
Den 1. marts 1945 klatrede premierløjtnant Lothar Sieber op i det såkaldte Bachem Ba 349 Natter, som bedst kan betegnes som et bemandet jord-til-luft-missil.
Det var meningen, at piloten skulle styre Ba 349 og affyre missiler mod fjenden, før han hoppede ud med faldskærm. Men så langt nåede Sieber aldrig.
Han besvimede sandsynligvis under opstigningen, da stærke g-kræfter pressede blodet ud af hans hjerne.
Med et brøl steg raketten til en højde af 1.500 m, og 32 sekunder senere ramte den jorden, inden Sieber havde nået at udløse sin faldskærm.
Trods tabet fortsatte testflyvningerne, og Bachem Ba 349 nåede at blive opstillet nær Stuttgart, inden krigen sluttede – uden dog at komme i aktion.
