Før slaget om Berlin inspicerede Hitler sine Hitlerjugend-tropper. Derefter blev det besluttet, at kvinder og børn kunne lære at bruge en panzerfaust– et effektivt antitank-våben.

© Ullstein/Polfoto, Shutterstock & Scheri/Süddeutsche Zeitung Photo

Kvinder og børn skulle sikre nazisterne sejren

Sovjetiske kampvogne tromlede ufortrødent mod de tyske fronter. I en desperat kraftanstrengelse opfandt Hitlers ingeniører et nyt vidundervåben, som skulle sikre nazisterne sejren.

25. marts 2019 af Boris Koll

Brandenburger Tor i Berlin var den 12. november 1944 rammen om et sælsomt skue. Den nyoprettede volkssturm-hær holdt parade under overværelse af propagandaminister Joseph Goebbels. Ministeren ville demonstrere det tyske folks modstandsvilje, men han opnåede snarere at udstille regimets desperation i krigens sidste fase.

For paraden var et sørgeligt syn. Volkssturm var reservernes reserve – både ældre mænd på op til 60 år og drenge ned til 12-års-alderen. Alle bar civilt tøj, og kun et armbind fortalte, at de nu var en del af den tyske hær.

Soldaterne marcherede med alvorlige, lukkede ansigter, de vidste, at de om få måneder skulle møde to millioner sovjetiske soldater i et sidste udmarvende forsvar af Berlin. Alligevel summede geledderne af nervøs forventning.

For selv om kun halvdelen af mændene havde geværer, så var resten udstyret med et helt nyt vidundervåben – panzerfaust – et antitank-våben, som havde opnået kultstatus blandt byens indbyggere. 

Det rørformede våben havde da også sine store fordele: Det var enkelt at betjene og havde en ødelæggende effekt på den største trussel mod Berlin, russernes kampvogne. Men det havde samtidig sine ulemper.

Panzerfausten (pansernæven, direkte oversat) var fx et engangsvåben. Det var særdeles uheldigt for en hær, som i øvrigt var stort set ubevæbnet. De kun nødtørftigt trænede mænd stod derfor over for en næsten umulig opgave. Alligevel ønskede alle desperat, at vidundervåbnet kunne vende krigen.

Mens andre antitank-våben prellede af på overfladen, gennembrød Panzerfaustens sprængstråle effektivt kampvognen.

© SZ Photo/Süddeutsche Zeitung Photo

Sten mod kampvogne

De tyske frontenheder modtog også panzerfausten med stor jubel. For første gang havde tyskerne et våben, der kunne trænge gennem fjendens panser.

Af Den Røde Hærs nye kampvogne var det især den legendariske T-34- kampvogn, som udgjorde en trussel. Med sin kraftige kanon og høje fart var den i 1941 alle tyske antitank-
kanoner overlegen.

Ved flere lejligheder udbrød der panik i de tyske enheder, når kamp-vognene i stort tal gennembrød deres linjer. Soldaterne begyndte derfor at ty til risikable løsninger.

Den ene var at gribe en pansermine, løbe ind bag en kampvogn og placere minen på den. Derefter havde solda-terne ti sekunder til at komme i dækning, før kampvogn og ammunition ombord eksploderede. Det var dog ikke altid nok. 

Ved én lejlighed fik to tyske soldater med held anbragt en mine under bagenden på en kampvogn. Men eksplosionen blæste vognens tårn af, og det landede lige oven på de to uheldige tyskere. 

En anden improviseret metode var at fæstne en røghåndgranat til en 20-liters dunk med benzin og slynge den mod vognen. Det var heller ikke uden risiko. Fra det øjeblik, granaten blev armeret, gik der kun 4,5 sekunder, før den sprang i luften.

Hæren stillede skrappe krav

Ud af ren og skær desperation var der ingen grænser for, hvilke midler de tyske soldater tyede til.

De brugte skovle og økser til at åbne sovjetiske kampvognes luger og smadre vitale kølerdele. Eller de pressede sten fast i kanonløbet, så det eksploderede med et brag under affyring.

Militæret og SS kastede sig derfor over opgaven med at fremstille et nyt og mere effektivt antitank-våben allerede i efteråret 1941. Kravene var strenge og meget præcise: Våbnet skulle kunne gennembryde 70-100-mm panser, have en rimelig rækkevidde og være let og handy, så soldater kunne bære det med sig overalt, og så skulle det være billigt og let at masseproducere.

Et sidste krav var måske det vigtigste: Våbnet skulle være så enkelt, at alle kunne bruge det med et minimum af instruktion.

Ingeniører på rustningskoncernen HASAG i Leipzig bød ind med en løsning i november 1942. De foreslog en såkaldt hulladning, hvor granaten blev affyret fra et håndholdt rør. Forsøg havde allerede vist, at deres prototype – den såkaldte faustpatrone med en rækkevidde på 70 meter – kunne gennembryde 140-mm panserstål. 

Hulladningens særlige egenskab var, at al sprængkraften koncentreredes på et meget lille område. Der behøvedes derfor kun 56 gram sprængstof for at opnå den dramatiske effekt.

HASAG fik grønt lys, og de første 5.000 stk. blev leveret i august 1943. Tilbagemeldingerne fra fronten var ikke entydigt positive. Faustpatrone havde et rundt sprænghoved, som ofte gled af på T-34-kampvognen, og ingeniørerne arbejdede derfor videre og præsenterede snart panzerfaust gross

Endelig var det længe ventede antitank-våben en realitet. Sprænghovedets form var ændret og indeholdt nu 400 gram sprængstof, hvilket gjorde det muligt – helt sensationelt – at gennembryde 200-mm panserstål. 

Hvis den tyske soldat overholdt den anbefalede skudafstand på 30 meter, blev den sovjetiske tank udslettet i 75-80 pct. af tilfældene: én mand, ét skud, én kampvogn.

Panzerfaust skulle kunne betjenes af alle: civile og soldater, kvinder og børn.

© SZ Photo/Süddeutsche Zeitung Photo

Alle kunne bruge panzerfaust

Det nye våben opfyldte således alle de stillede krav. Det var et teknologisk gennembrud og alligevel uhyre enkelt at betjene. Skytten holdt det ca. en meter lange våben på skulderen, rettede det mod målet, kiggede gennem sigtet og trykkede af. 

Mere kompliceret var det ikke. Den tyske propaganda gjorde et stort nummer ud af, hvor let det var at bruge våbnet. I en film fra krigens slutning kunne de tyske biografgængere se en kvinde blive instrueret, og den underforståede pointe var tydelig: Selv en husmor kan lære det. Hvis en skytte alligevel kom i vildrede, krævede det kun et blik på den påklistrede brugsanvisning.

Inden udgangen af 1943 havde HASAG produceret 350.000 panzerfaust, og der var hårdt brug for dem. Tyskerne mistede stadig kampvogne langt hurtigere, end de kunne nå at bygge nye, og hæren måtte i stigende grad forlade sig på håndvåben.

Nederlaget ved Stalingrad i 1943 havde reelt beseglet Tysklands skæbne, og det gik dårligt for de tyske styrker, som overalt var trængt i defensiven. Nu handlede det om at holde ud og sælge sig dyrt. Til det formål var den billige, men effektive panzerfaust perfekt.

Den tyske hærledelse beordrede derfor ekstra blus under produktionen af panzerfaust, som blev fremstillet af tvangsarbejdere på en af HASAG's otte tyske fabrikker. Våbenfabrikanten
benyttede især kvindelige fanger hentet fra nazisternes koncentrationslejre i området omkring Leipzig.

Kvinderne havde ry for at arbejde hurtigere og tilpasse sig bedre end mændene. En af de største fabrikker i Schönefeld, en bydel i Leipzig, havde 5.288 tvangsarbejdere – af dem var 5.067 kvinder.

Sprængstoffet var så giftigt, at de arbejdere, der stod for påfyldningen, som regel blev syge efter seks til otte uger og henrettet.

Deres arbejde blev nøje overvåget, og ethvert forsøg på sabotage blev straffet med døden. Efterhånden som arbejderne døde, blev nye hentet ind, og arbejdslejrene var mindst lige så effektive dødslejre som koncentrationslejrene.

Høje dødstal udfordrede våbenproduktionen

Mange tvangsarbejdere bukkede desuden under for sult og kulde: Dødstallet i arbejdslejren Flössberg nær Leipzig var så højt, at de SS-soldater, som stod for opsynet med lejren, blev beordret til at forbedre forholdene. Ikke for arbejdernes skyld, men fordi SS' overordnede frygtede, at de store tabstal ville gå ud over våbenproduktionen.

I alt blev ca. otte mio. panzerfaust produceret på bare to år. Alene i december måned 1944 forlod 1.295.000 styk fabrikkerne. I april 1944 blev 172 sovjetiske tanks ødelagt i nærkampe med tyske soldater. 

Af dem blev 110 – langt over halvdelen – ofre for en panzerfaust. Under kampe i store byer var statistikken endnu bedre. Her kunne panzerfaustskytterne ligge på lur i ruinerne, mens de ventede på, at en sovjetisk kampvogn dukkede op.

Helt uden fejl var det nye våben ikke. Under vinterkrigen på østfronten kunne det være svært for de tyske soldater at holde krudtet tørt. Det betød, at 5,5 pct. af våbnene svigtede ved affyringen. 

En anden ulempe var, at sortkrudt udvik-lede meget røg. Ved affyringen gjorde røgskyen og stikflammen det umuligt for skytten at holde sin position skjult, og han blev derfor typisk udsat for kraftig beskydning fra fjendens linjer.

Men russerne havde hurtigt fået respekt for våbnet. T-34’erne havde nu pludselig fået brug for deres soldaters beskyttelse, og gang på gang valgte kampvogns-kommandører at stoppe et fremstød og vente på fodfolket. Det trak meget af aggressiviteten og dynamikken ud af den sovjetiske krigsførelse.

Hitlerjugend forsvarede Berlin i små cykelenheder bevæbnet med panzerfaust.

© SZ Photo/Süddeutsche Zeitung Photo

Det sidste slag kostede dyrt

Ingen i det tyske militær skulle imidlertid vise sig at være så afhængige af panzerfaust som den improviserede volkssturm-hær. I teorien omfattede den civile mobilisering seks mio. mand, men i praksis blev der kun oprettet 700 bataljoner af 1.600 mand, altså ca. 1.120.000 mænd i alt. 

Det skyldtes bl.a. den desperate mangel på våben: Den regulære tyske hær var allerede underforsynet, og det var komplet umuligt at opdrive yderligere seks mio. håndvåben, selv om depoterne blev tømt for erobrede rifler.

Mange volkssturm-enheder havde kun nogle få rifler til deling, og flere gik så vidt som til at tømme museer for antikke musketter og sågar armbrøster. Det var derfor en katastrofe, da produktionen af antitank-våbnet faldt drastisk i foråret 1945. 

Allierede fly bombede konstant ammunitions-fabrikkerne, og Ruhr-distriktet, som skulle levere stålet til affyrings-rørene, var forvandlet til en kampplads. Distriktet var hjemsted for en stor del af den tyske krigsindustri, og det led derfor under konstante angreb. 

I slutningen af april spidsede det yderligere til for den hårdt trængte tyske hær: Russerne omringede den tyske hovedstad og indledte det sidste angreb. Byen blev forsvaret af 45.000 regulære soldater, plus politi, Hitlerjugend og ca. 40.000 volkssturm-mænd. Slaget om Berlin kom til at koste op mod 120.000 tyskere livet. Af dem var 100.000 civile.

Hitler endte med at få sin totale krig. Og panzerfaust blev frem for alt symbolet på en meningsløs modstand.

Efter nederlaget gik det ikke HASAG, producenten af panzer-faust, bedre. En del fabrikker blev sprængt i luften af de allierede, mens de øvrige overgik som krigsskadeerstatning til Sovjetunionen i 1947.

Læs mere

Wolfgang Fleischer : Panzerfaust and Other German Infantry Anti-Tank Weapons, Schiffer Publishing Ltd., 2004. 

Måske er du interesseret i...

Læs også