Brandenburger Tor i Berlin var den 12. november 1944 rammen om et sælsomt skue. Den nyoprettede volkssturm-hær holdt parade under overværelse af propagandaminister Joseph Goebbels.
Ministeren ville demonstrere det tyske folks modstandsvilje, men han opnåede snarere at udstille regimets desperation i krigens sidste fase.
For paraden var et sørgeligt syn. Volkssturmvar reservernes reserve – både ældre mænd på op til 60 år og drenge ned til 12-års-alderen.
Alle bar civilt tøj, og kun et armbind fortalte, at de nu var en del af den tyske hær.
Soldaterne marcherede med alvorlige, lukkede ansigter, de vidste, at de om få måneder skulle møde to millioner sovjetiske soldater i et sidste udmarvende forsvar af Berlin.
Alligevel summede geledderne af nervøs forventning.
Mens andre antitank-våben prellede af på overfladen, gennembrød Panzerfaustens sprængstråle effektivt kampvognen.
For selv om kun halvdelen af mændene havde geværer, så var resten udstyret med et helt nyt vidundervåben – panzerfaust – et antitank-våben, som havde opnået kultstatus blandt byens indbyggere.
Det rørformede våben havde da også sine store fordele: Det var enkelt at betjene og havde en ødelæggende effekt på den største trussel mod Berlin, russernes kampvogne. Men det havde samtidig sine ulemper.
Panzerfausten (pansernæven, direkte oversat) var fx et engangsvåben.
Det var særdeles uheldigt for en hær, som i øvrigt var stort set ubevæbnet. De kun nødtørftigt trænede mænd stod derfor over for en næsten umulig opgave.
Alligevel ønskede alle desperat, at vidundervåbnet kunne vende krigen.
Sten mod kampvogne
De tyske frontenheder modtog også panzerfausten med stor jubel. For første gang havde tyskerne et våben, der kunne trænge gennem fjendens panser.
Af Den Røde Hærs nye kampvogne var det især den legendariske T-34- kampvogn, som udgjorde en trussel. Med sin kraftige kanon og høje fart var den i 1941 alle tyske antitank-
kanoner overlegen.
Ved flere lejligheder udbrød der panik i de tyske enheder, når kamp-vognene i stort tal gennembrød deres linjer. Soldaterne begyndte derfor at ty til risikable løsninger.
Den ene var at gribe en pansermine, løbe ind bag en kampvogn og placere minen på den. Derefter havde solda-terne ti sekunder til at komme i dækning, før kampvogn og ammunition ombord eksploderede.
Det var dog ikke altid nok.
Ved én lejlighed fik to tyske soldater med held anbragt en mine under bagenden på en kampvogn. Men eksplosionen blæste vognens tårn af, og det landede lige oven på de to uheldige tyskere.
En anden improviseret metode var at fæstne en røghåndgranat til en 20-liters dunk med benzin og slynge den mod vognen. Det var heller ikke uden risiko.
Fra det øjeblik, granaten blev armeret, gik der kun 4,5 sekunder, før den sprang i luften.
“Folket til våben” lød opfordringen til det tyske folk i krigens sidste år.
Ældre civile sendt i kamp med engangsvåben
Den tyske værnemagt var overbevist om, at panzerfausten var det helt rigtige våben til volkssturmmænd.
Mange af de civile, der pludseligt var blevet sat i rollen som soldater i 1944, havde nemlig aldrig lært at skyde med riffel.
De skulle derfor introduceres for et våben, der var enkelt og hurtigt at lære at betjene. Tiden til militærtræning var desuden knap.
Nogle civile arbejdede op mod 72 timer om ugen for at holde den tyske våbenproduktion i gang, og derfor stod kun søndagen til rådighed for træning.
På grund af tidspresset var det også fastsat, at træningen højst kunne vare fire timer pr. dag over maksimalt 14 søndage – herefter skulle volkssturm-mændene stå klar.
Da hæren i januar 1945 så sig presset til at levere våben til volkssturm, sendte den kun den civile hær 13.000 rifler, men til gengæld 100.000 styk panzerfaust.
Hæren stillede skrappe krav
Ud af ren og skær desperation var der ingen grænser for, hvilke midler de tyske soldater tyede til.
De brugte skovle og økser til at åbne sovjetiske kampvognes luger og smadre vitale kølerdele. Eller de pressede sten fast i kanonløbet, så det eksploderede med et brag under affyring.
Militæret og SS kastede sig derfor over opgaven med at fremstille et nyt og mere effektivt antitank-våben allerede i efteråret 1941. Kravene var strenge og meget præcise:
Våbnet skulle kunne gennembryde 70-100-mm panser, have en rimelig rækkevidde og være let og handy, så soldater kunne bære det med sig overalt, og så skulle det være billigt og let at masseproducere.
Et sidste krav var måske det vigtigste: Våbnet skulle være så enkelt, at alle kunne bruge det med et minimum af instruktion.
Ingeniører på rustningskoncernen HASAG i Leipzig bød ind med en løsning i november 1942. De foreslog en såkaldt hulladning, hvor granaten blev affyret fra et håndholdt rør.
Panzerfaust skulle kunne betjenes af alle: civile og soldater, kvinder og børn.
Forsøg havde allerede vist, at deres prototype – den såkaldte faustpatrone med en rækkevidde på 70 meter – kunne gennembryde 140-mm panserstål.
Hulladningens særlige egenskab var, at al sprængkraften koncentreredes på et meget lille område. Der behøvedes derfor kun 56 gram sprængstof for at opnå den dramatiske effekt.
HASAG fik grønt lys, og de første 5.000 stk. blev leveret i august 1943. Tilbagemeldingerne fra fronten var ikke entydigt positive.
Faustpatrone havde et rundt sprænghoved, som ofte gled af på T-34-kampvognen, og ingeniørerne arbejdede derfor videre og præsenterede snart panzerfaust gross.
Endelig var det længe ventede antitank-våben en realitet. Sprænghovedets form var ændret og indeholdt nu 400 gram sprængstof, hvilket gjorde det muligt – helt sensationelt – at gennembryde 200-mm panserstål.
Hvis den tyske soldat overholdt den anbefalede skudafstand på 30 meter, blev den sovjetiske tank udslettet i 75-80 pct. af tilfældene: én mand, ét skud, én kampvogn.
Alle kunne bruge panzerfaust
Det nye våben opfyldte således alle de stillede krav. Det var et teknologisk gennembrud og alligevel uhyre enkelt at betjene.
Skytten holdt det ca. en meter lange våben på skulderen, rettede det mod målet, kiggede gennem sigtet og trykkede af.
Mere kompliceret var det ikke. Den tyske propaganda gjorde et stort nummer ud af, hvor let det var at bruge våbnet.
I en film fra krigens slutning kunne de tyske biografgængere se en kvinde blive instrueret, og den underforståede pointe var tydelig: Selv en husmor kan lære det. Hvis en skytte alligevel kom i vildrede, krævede det kun et blik på den påklistrede brugsanvisning.
Inden udgangen af 1943 havde HASAG produceret 350.000 panzerfaust, og der var hårdt brug for dem.
En lang stikflamme satte sikkerheds-afstanden til 10 m.
Tyskerne mistede stadig kampvogne langt hurtigere, end de kunne nå at bygge nye, og hæren måtte i stigende grad forlade sig på håndvåben.
Nederlaget ved Stalingrad i 1943 havde reelt beseglet Tysklands skæbne, og det gik dårligt for de tyske styrker, som overalt var trængt i defensiven.
Nu handlede det om at holde ud og sælge sig dyrt. Til det formål var den billige, men effektive panzerfaust perfekt.
Den tyske hærledelse beordrede derfor ekstra blus under produktionen af panzerfaust, som blev fremstillet af tvangsarbejdere på en af HASAG's otte tyske fabrikker.
Våbenfabrikanten benyttede især kvindelige fanger hentet fra nazisternes koncentrationslejre i området omkring Leipzig.
Kvinderne havde ry for at arbejde hurtigere og tilpasse sig bedre end mændene. En af de største fabrikker i Schönefeld, en bydel i Leipzig, havde 5.288 tvangsarbejdere – af dem var 5.067 kvinder.
Sprængstoffet var så giftigt, at de arbejdere, der stod for påfyldningen, som regel blev syge efter seks til otte uger og henrettet.
Deres arbejde blev nøje overvåget, og ethvert forsøg på sabotage blev straffet med døden.
Efterhånden som arbejderne døde, blev nye hentet ind, og arbejdslejrene var mindst lige så effektive dødslejre som koncentrationslejrene.
Panzerfaust var udstyret med en brugsanvisning, så alle kunne bruge den.
Simpelt våben vandt over panser
De fleste antitank-våben krævede en veluddannet soldats særlige håndelag – men ikke tyskernes nye våben. Med nogle få greb kunne enhver ødelægge en pansret kampvogn.
Hemmeligheden bag panzerfausts voldsomme virkning er den såkaldte Munroe-effekt. Allerede i 1880'erne havde den amerikanske kemiker Charles Edward Munroe observeret, hvordan en kegleformet hulladning ændrer sprængstoffers egenskaber.
I stedet for at eksplodere på overfladen med ringe effekt samler hulladningen sprængkraften i en sprængstråle, som er flere tusinde grader varm og med stor kraft kan bore sig gennem panserplader med en tykkelse på hele 200 mm.
Også de allierede udviklede nye våben. Sideløbende med de tyske HASAG-ingeniører arbejdede amerikanerne med hulladninger og kunne allerede i 1942 præsentere bazookaen.
Enkel konstruktion gjorde det nemt at sende sprænghovedet mod fjenden
Historie/Claus Lunau, Encyclopedia of Safety & survincity.comSigtemidlet
Sigtet klapper op, når våbnet armeres.
Aftrækkeren
Skytten affyrer sit våben ved at trykke på en metalbøjle. Panzerfaust skulle bruges på en bestemt afstand (fx 30 meter), så ville sigte og drivladning give maksimal træfsikkerhed.
En nøje afmålt mængde sortkrudt sender sprænghovedet afsted.
En del af drivladningens gastryk bliver ledt bagud gennem det åbne rør. Derfor er våbnet rekylfrit.
En 10 m lang stikflamme skyder ud fra bagenden.
Hulladningen koncentrer ekplosionen i én sprængstråle. Med sin ekstreme varme kan den gennemtrænge panser.
Krudtladning
Sprænghovedet er fyldt med en blanding af sprængstofferne TNT (trinitrotoluen) og tri-hexogen.
Styrefinner
Straks efter affyringen folder finnerne af fjederstål sig ud og styrer granaten mod målet.
Høje dødstal udfordrede våbenproduktionen
Mange tvangsarbejdere bukkede desuden under for sult og kulde: Dødstallet i arbejdslejren Flössberg nær Leipzig var så højt, at de SS-soldater, som stod for opsynet med lejren, blev beordret til at forbedre forholdene.
Ikke for arbejdernes skyld, men fordi SS' overordnede frygtede, at de store tabstal ville gå ud over våbenproduktionen.
I alt blev ca. otte mio. panzerfaust produceret på bare to år. Alene i december måned 1944 forlod 1.295.000 styk fabrikkerne.
I april 1944 blev 172 sovjetiske tanks ødelagt i nærkampe med tyske soldater.
Af dem blev 110 – langt over halvdelen – ofre for en panzerfaust. Under kampe i store byer var statistikken endnu bedre.
Hitlerjugend forsvarede Berlin i små cykelenheder bevæbnet med panzerfaust.
Her kunne panzerfaustskytterne ligge på lur i ruinerne, mens de ventede på, at en sovjetisk kampvogn dukkede op.
Helt uden fejl var det nye våben ikke. Under vinterkrigen på østfronten kunne det være svært for de tyske soldater at holde krudtet tørt. Det betød, at 5,5 pct. af våbnene svigtede ved affyringen.
En anden ulempe var, at sortkrudt udvik-lede meget røg. Ved affyringen gjorde røgskyen og stikflammen det umuligt for skytten at holde sin position skjult, og han blev derfor typisk udsat for kraftig beskydning fra fjendens linjer.
Men russerne havde hurtigt fået respekt for våbnet. T-34’erne havde nu pludselig fået brug for deres soldaters beskyttelse, og gang på gang valgte kampvogns-kommandører at stoppe et fremstød og vente på fodfolket.
Det trak meget af aggressiviteten og dynamikken ud af den sovjetiske krigsførelse.
Det sidste slag kostede dyrt
Ingen i det tyske militær skulle imidlertid vise sig at være så afhængige af panzerfaust som den improviserede volkssturm-hær.
I teorien omfattede den civile mobilisering seks mio. mand, men i praksis blev der kun oprettet 700 bataljoner af 1.600 mand, altså ca. 1.120.000 mænd i alt.
Det skyldtes bl.a. den desperate mangel på våben: Den regulære tyske hær var allerede underforsynet, og det var komplet umuligt at opdrive yderligere seks mio. håndvåben, selv om depoterne blev tømt for erobrede rifler.
Mange volkssturm-enheder havde kun nogle få rifler til deling, og flere gik så vidt som til at tømme museer for antikke musketter og sågar armbrøster.
Det var derfor en katastrofe, da produktionen af antitank-våbnet faldt drastisk i foråret 1945.
Russiske kampvogne blev beskyttet mod panzerfaust med gamle sengebunde.
Allierede fly bombede konstant ammunitions-fabrikkerne, og Ruhr-distriktet, som skulle levere stålet til affyrings-rørene, var forvandlet til en kampplads.
Distriktet var hjemsted for en stor del af den tyske krigsindustri, og det led derfor under konstante angreb.
I slutningen af april spidsede det yderligere til for den hårdt trængte tyske hær: Russerne omringede den tyske hovedstad og indledte det sidste angreb.
Byen blev forsvaret af 45.000 regulære soldater, plus politi, Hitlerjugend og ca. 40.000 volkssturm-mænd. Slaget om Berlin kom til at koste op mod 120.000 tyskere livet. Af dem var 100.000 civile.
Hitler endte med at få sin totale krig. Og panzerfaust blev frem for alt symbolet på en meningsløs modstand.
Efter nederlaget gik det ikke HASAG, producenten af panzer-faust, bedre. En del fabrikker blev sprængt i luften af de allierede, mens de øvrige overgik som krigsskadeerstatning til Sovjetunionen i 1947.