Longum samlingen/NIA & Norsk Hydro/NIA/Shutterstock
Kollage af billeder ifm. Vemork aktionen i Norge

Vemork-aktionen: Kampen om tungt vand

Tyskerne har besat Norge og fået fingre i det eneste anlæg i Europa, der kan producere tungt vand til atomreaktorer. De allierede beslutter, at anlægget for alt i verden skal ødelægges, og en norsk kommandoenhed sættes til at udrette det umulige.

Den monotone brummen er øredøvende inde i kabinen på Halifax-flyet, som den 18. oktober 1942 når ind over det sydlige Norge.

Gennem et vindue aner Jens-Anton Poulsson den sneklædte Hardangervidda, der spreder sig over 6.500 km2 uvenligt landskab.

Nordmanden har tidligere boet på det barske højfjeld, og nu skal han sammen med tre specialtrænede landsmænd kastes ned over området som leder af den tophemmelige “Operation Grouse”.

“Indtag jeres pladser!” råber et af flyets britiske besætningsmedlemmer, da Halifaxen bevæger sig ned i lav højde. “Nummer ét, GO!”

Uden at tøve lader Poulsson sig falde ud i nattemørket. Et par sekunder trimler han mod jorden, inden han mærker et ryk, og faldskærmen folder sig ud.

“Tyskerne må forhindres i at få fat på store mængder af tungt vand. De bruger det til eksperimenter, som kan ende med en bombe, der kan fjerne London fra landkortet” Jens-Anton Poulsson

I måneskinnet daler kommandosoldaten og hans tre kammerater – barndomsvennen Claus Helberg, telegrafisten Knut Haugland og blikkenslageren Arne Kjelstrup – langsomt nedad i den iskolde luft, inden hans fødder rammer sneen.

Også 12 metalcontainere med udstyr, våben, ammunition og mad borer sig ned i det hvide snedække. “Det er på tide, at jeg fortæller jer sandheden”, lyder det fra Poulsson, da alle er samlet efter landingen.

De fire nordmænd har tilbragt det seneste år i Storbritannien, hvor de er blevet trænet i nærkamp og sabotage med henblik på at udføre opgaver i deres besatte hjemland som medlemmer af den britiske sabotageorganisation SOE.

Helt frem til afrejsen har de tre andre troet, at deres opgave i Norge var at hjælpe lokale modstandsgrupper. Først nu afslører deres leder den sande mission.

Soldater trænes til nærkamp under 2. verdenskrig

De norske kommandosoldater blev oplært i nærkamp og sabotage på SOE’s træningslejr i Skotland.

© Popperfoto/Getty Images

“Vi skal hjælpe med at ødelægge tungtvandsanlægget på Vemork-kraftværket. To britiske svævefly med 30-40 ingeniørtropper vil blive fløjet ind fra Skotland. Vores opgave er at finde et godt landingssted til svæveflyene og guide tropperne til Vemork”, forklarer Poulsson, inden han gengiver, hvad cheferne i London har fortalt ham:

“Tyskerne må forhindres i at få fat på store mængder af tungt vand. De bruger det til eksperimenter, som kan ende med en bombe, der kan fjerne London fra landkortet”.

Selvom ingen af de fire nordmænd har den mindste forstand på atomfysik og kernevåben, er alvoren indlysende. Resultatet af missionen kan være afgørende for krigens udfald.

Men Vemork ligger midt i de norske fjelde som et uindtageligt fort omgivet af miner og forsvaret af tyske tropper. At trænge ind vil være det rene selvmord!

Vemork-aktionen begynder katastrofalt

Allerede næste morgen bliver det tydeligt, at nordmændene befinder sig langt fra det planlagte landingssted – hele 15 km væk.

Arbejdet med at finde og transportere alt udstyret til deres hytte nær Møsvatn-søen vest for Vemork bliver en flere dage lang kamp. Til gengæld kan de fire mænd færdes i fred på Hardangervidda.

Med sin beliggenhed i over 1.000 meters højde og temperaturer på omkring 30 minusgrader er den tyske besættelsesmagt ikke synderligt interesseret i at vove sig herop.

Tyskerne holder sig til Vemork og byen Rjukan, der ligger under plateauet.

Foto af Vemork kraftværket

Da Vemork-værket åbnede i 1911 var det verdens største kraftværk.

© Longum samlingen/NIA & Norsk Hydro/NIA

Efter at Grouse-teamet har samlet kræfter i hytten, tager de på rekognosceringsture til Vemork-værket og er på udkig efter et godt landingssted for de britiske svævefly.

Pga. batteri- og antenneproblemer får telegrafisten Haugland først den 9. november liv i radioen, så de er i stand til at sende nyt til cheferne i London.

“Succesfuld operation stadig mulig. Landingssted ligger nær vejen ved Skoland-træhytten 5 km fra Møsvatn-søen og kan ikke ses af tyskerne”, lyder meldingen til deres overordnede, kemiprofessoren Leif Tronstad.

Fra London har norske Tronstad sammen med briterne stået for en stor del af operationens planlægning.

Professoren ved kun alt for godt, at tungt vand er en central ingrediens i konstruktionen af en atombombe, og det ligger ham meget på sinde at få stoppet tyskernes produktion.

Den 19. november modtager Haugland besked fra Tronstad om, at 34 britiske kommandosoldater vil ankomme til det udpegede landingssted samme aften.

“Hold modet oppe. Vi vil stadig gennemføre operationen” Kommandosoldaterne til SOE, da alt ser håbløst ud.

Mens Haugland og Kjelstrup bliver på en fjeldside, hvor de rigger deres radiosender til, tager Poulsson og Helberg på ski ned til det flade, snedækkede område, hvor Horsa-svæveflyene skal lande.

Her banker de seks røde lysmarkører ned i sneen med 150 meters afstand. “De kommer nu!” brøler Haugland kl. 21.40, da han opfanger signalet på, at svæveflyene er på vej.

Få minutter senere hører nordmændene Halifax-maskinerne, som trækker svæveflyene, summe oppe i luften.

Ulykkeligvis er eftermiddagens flotte solskinsvejr afløst af et lag tætte skyer, som gør det umuligt for briterne at se lysene nede på jorden.

Snart forsvinder lyden af flymotorer, og en trøstesløs stilhed lægger sig over området. Ængstelige drager Poulsson og hans mænd tilbage til hytten, hvor de næste morgen modtager triste nyheder over radioen.

De to svævefly er begge styrtet til jorden, og kun ét Halifax-fly vendte hjem til basen i Storbritannien.

Portræt af den norske forsker og modstandsmand Leif Tronstad

Leif Tronstad fungerede som SOE-agent i Norge fra 1944, men blev dræbt året efter under kampen mod nazisterne.

© Norsk Industriarbeidermuseum

Pioner inden for tungt vand ville sprænge sit livsværk

Nordmændene frygter det værste – og med god grund: Tyskerne fandt hurtigt flyene, som pga. mekaniske fejl og dårlig sigtbarhed var havareret.

Adskillige af de britiske soldater havde overlevet styrtet og lå sårede i sneen, da de tyske tropper nåede frem. Først blev briterne taget til afhøring, derefter fik de en kugle for panden.

Nazisterne fandt også et landkort med en blå cirkel om Vemork... Nu er de klar over, at værket er et mål for de allierede.

London advarer omgående de fire nordmænd: “Anbefaler, at I flytter jer og jeres lejr”. Kommandosoldaterne har dog ikke i sinde at give op og svarer tilbage: “Hold modet oppe. Vi vil stadig gennemføre operationen”.

Grouse-enheden kæmper for overlevelse

Den norske optimisme må dog snart vige for sulten. Det er flere dage siden, at deres medbragte rationer var brugt op, og nu knurrer deres maver konstant.

Poulsson og hans mænd følger SOE’s råd og flytter deres base til en lille jagthytte ca. 30 km nordvest for Vemork i et område, hvor ikke engang hårdførte lokale vil vove sig op.

Da de når frem den 23. november, har mangel på mad og den hårde tur igennem bidende kulde afkræftet alle.

Seneste melding fra London er, at en enhed på seks frivillige nordmænd vil slutte sig til Grouse-enheden under den såkaldte Operation Gunnerside.

I fællesskab skal alle nordmændene ødelægge tungtvandsanlægget.

“Det betød, at vi kun ville være 10 mand i alt. De tyske soldater ved Vemork talte et sted mellem 200 og 300. Men på en eller anden måde tænkte vi, at vi nok skulle klare det”, lød det efter krigen fra Claus Helberg.

Det hårde vintervejr over Hardangervidda forhindrer dog enhver faldskærmslanding, så Gunnerside-folkene vil ikke kunne ankomme før efter nytår. Indtil da er der kun ét mål for Poulsson og hans mænd – overlevelse.

10 unge nordmænd kom på en umulig mission

Det var langt fra den oprindelige plan, at de 10 norske modstandsfolk fra Operation Grouse og Gunnerside, skulle forsøge at sabotere Vemork-værket alene.

De færreste af dem havde reel militærerfaring udover deres træning i Skotland.

Portræt af Jens Anton Poulsson
© Norsk Industriarbeidermuseum

Jens-Anton Poulsson – Grouse

Norsk officer og leder af de fire nordmænd som blev kastet ud over Hardangervidda under Operation Grouse.

Portræt af Knut Haugland
© Unknown

Knut Haugland – Grouse

Norsk modstandsmand, som var Operation Grouses telegrafist. Efter krigen blev Haugland kendt for at deltage i Thor Heyerdals berømte Kon-Tiki ekspedition.

Portræt af Claus Helberg
© Norsk Industriarbeidermuseum

Claus Helberg – Grouse

Norsk modstandsmand, der fungerede som bjergguide for Operation Grouse-holdet.

Portræt af Arne Kjeldstrup
© Weggum.com

Arne Kjelstrup – Grouse

Norsk blikkenslager, som kæmpede som soldat under den tyske invasion af Norge og senere flygtede til England, hvor han blev en del af Operation Grouse.

Portræt af Joachim Rønneberg
© Unknown

Joachim Rønneberg – Gunnerside

Søn af den rige Rønneberg familie. Flygtede til Skotland ved krigens udbrud, hvor han trænede med SOE og imponerede briterne så meget, at han blev leder for Operation Gunnerside.

Portræt af Knut Haukelid
© General/Topfoto/Ritzau Scanpix

Knut Haukelid – Gunnerside

Norsk modstandsmand, som flygtede til England da Gestopo kom på sporet af ham. SOE gjorde ham til næstkommanderende for operation Gunnerside. Haukelids biografi om sabotageaktionen på Vemork-værket blev desuden grundlaget for både en norsk og amerikansk spillefilm om operationen.

Portræt af Kasper Idland
© Norsk Industriarbeidermuseum

Kasper Idland – Gunnerside

Norsk sergant, som tog til Skotland efter invasionen af Norge og tilsluttede sig de norske styrker under SOE. Kendt som en stærk skarpskytte.

Portræt af Fredrik Kayser
© Weggum.com

Fredrik Kayser – Gunnerside

Norsk løjtnant, der var frivillig på Finlands side under Vinterkrigen og modstandsmand i Norge, inden han blev en del Operation Gunnerside. Kayser kæmpede imod tyskerne hele krigen og modtog i alt 14 militære ordener og udmærkelser.

Portræt af Birger Strømsheim
© Weggum.com

Birger Strømsheim – Gunnerside

Norsk modstandsmand, som blev en del af Operation Gunnerside pga. sin ekspertise på ski. Lederen Joachim Rønneberg beskrev efter krigen Strømheim med ordene: "Uden tvivl det bedste medlem af holdet."

Portræt af Hans Storhaug
© Glomdalsmuseet

Hans Storhaug – Gunnerside

Norsk modstandsmand, som var en del af Operation Gunnerside.

Den næste måned bliver hver dag en kamp for overlevelse. Kræfterne siver langsomt ud af de langskæggede mænd.

Snestormene hærger jævnligt i området og hvirvler sneen ind gennem deres lille træhyttes mange sprækker. Og hver gang Haugland tager plads foran telegrafnøglen, bliver hans fingre stive og følelsesløse.

Sygdom og feber rammer dem alle, og da julen nærmer sig, har de endnu ikke nedlagt et eneste stykke vildt. Sulten er ved at slå dem ihjel.

“Måske er du heldig i dag”, lyder det fra Kjelstrup den 23. december, da Poulsson spænder sine ski på.

Den 24-årige gruppeleder tror dog ikke selv på det, for hidtil har den daglige jagttur været en elendig investering. Der er aldrig et rensdyr i kikkerten – kun risikoen for at dejse udmattet om i sneen og aldrig rejse sig igen.

Alligevel løber Poulsson ud på ski, og op ad formiddagen spotter han takkerne af et gevir. I tre timer følger han en flok rener. Hans skæg er tykt af iskrystaller, og han må konstant skære ansigt for ikke at få forfrysninger.

Endelig kommer Poulsson på skudhold af flokken ved en fjeldside. Siddende på knæ tager Poulsson sigte. Skuddet skærer gennem luften, så flokken tager flugten.

Poulsson affyrer to skud mere. Forbløffet konstaterer nordmanden, at ingen dyr falder. Men da han følger deres spor i sneen, ser han blodstænk, og længere fremme ligger et såret dyr.

Jægeren skærer halsen over på renen og samler dens blod i sin kop, som han drikker, inden han går i gang med at partere kroppen. Solen er allerede gået ned, da Poulsson vender udkørt, men lykkelig hjem til hytten.

Kjelstrup bryder ud i jubel, da han ser, at der gemmer sig næsten 20 kg nyslagtet rensdyrkød i Poulssons rygsæk.

Næste aften, juleaften, samler de fire nordmænd sig om bordet. Festmåltidet består af stegt rensdyrtunge og lever, kogt kød og marv.

Selvmordsaktion på vej til Vemork-anlægget

I januar har Grouse-enheden jævnligt held på jagtturene, og med fulde maver vender energien tilbage.

Endnu bedre bliver humøret den 16. februar 1943, da vejret langt om længe tillader en Halifax-maskine at sætte kurs mod Norge med de seks friske norske kommandosoldater ombord.

Nok en gang må Poulsson og hans mænd ud at markere et nedkastningssted, men Haugland modtager intet signal fra flyet.

Det eneste bevis på maskinens tilstedeværelse er en fjern brummen i luften. Da det begynder at blæse op, og sneen fyger, må Poulsson beordre mænd­ene tilbage i læ, indtil vejret igen arter sig.

“Hvis missionen lykkes, vil den leve videre i Norges hukommelse i 100 år.” Leif Tronstad

Næste morgen er hytten nærmest begravet i sne, og til alles rædsel er snestormen taget til. Vinden hyler ildevarslende, da en ny besked fra London tikker ind.

Gunnerside-enheden blev kastet ned den foregående aften, så nu kæmper de seks landsmænd et sted ude i ødemarken for at nå levende frem til Grouse-enhedens hytte.

Men dagene går, og ingen dukker op. Først efter en uge klarer vejret så meget op, at Kjelstrup og Helberg kan forsøge at finde deres landsmænd.

De er kommet flere kilometer væk fra hytten, da de hører nogen hoste bag sig. Begge vender sig med et ryk, mens de griber deres pistoler.

Men de udstøder et glædesudbrud, da de ser, at det er deres muskuløse kammerat Knut Haukelid, som de kender fra træningstiden i Storbritannien.

Få minutter senere støder de øvrige fem nyankomne til. Efter landingen fandt de en hytte, og nu er de lykkelige over at se deres landsmænd.

I spidsen er Gunnersides leder, den 23-årige løjtnant Joachim Rønneberg. Den unge nordmand ligner en filmstjerne og fik lederposten, da han imponerede SOE med sit perfekte engelsk og sin gode fysiske form.

Stemningen er høj, da alle 10 nordmænd omsider er samlet i hytten til et sandt festmåltid. Efter maden overlader Poulsson velvilligt lederskabet til Joachim Rønneberg.

Næste formiddag samler Rønneberg de 10 mænd omkring bordet i hytten. Kommandolederen kigger rundt og ser et lokale proppet med gode mænd – alle er parate til at dø for at stoppe nazisterne. Han fortæller hver enkelt, hvad deres rolle bliver.

Foto af deuteriumoxid, også kaldet tungt vand

Tungt vand hedder formelt deuteriumoxid og har den kemiske formel D2O.

© Alchemist-hp & Norsk Hydro/NIA

Kraftværket lavede gødning og tungt vand

Rønneberg selv vil lede sprængningsholdet, hvor han sammen med den stoiske Fredrik Kayser, ski­eksperten Birger Strømsheim og skarpskytten Kasper Idland skal trænge ind på Vemork-værket og sprænge tungtvandsanlægget i stumper.

Imens skal de øvrige mænd under Knut Haukelids kommando dække sprængningsholdet og beskyde de tyske soldater, hvis alarmen går.

Vemork-komplekset ligger ved en stejl klippeskrænt 305 meter over en kløft, som kun en bevogtet bro fører over.

Alle omkring bordet er enige om, at det er umuligt at komme over broen uden at sætte alarmerne i gang.

Den eneste mulighed for at nå uset frem er via en lang og farlig rute, hvor soldaterne skal kravle ned ad en sneklædt klippeside, krydse kløften og klatre op igen, før de kan trænge ind i komplekset via værkets jernbanespor.

Alle omkring bordet accepterer planen. Men hver og én ved, at de har sagt ja til at deltage i en selvmordsaktion. For at styrke moralen forsikrer Rønneberg sine mænd om, at hvis aktionen lykkes, vil ingen af dem blive glemt.

Operationslederen minder om Leif Tronstads sidste ord inden afrejsen fra basen i England: “Hvis missionen lykkes, vil den leve videre i Norges hukommelse i 100 år”.

Turen går til Vemork

“OK, folkens. Lad os komme afsted”, råber Rønneberg og støder fra med skistavene.

Kl. er 20 den 27. februar 1943, og solen er for længst gået ned, da kommandosoldaterne iler fremad i deres snehvide camouflagedragter.

Ved 22-tiden er mændene fremme og klar til at begynde nedstigningen til den knap tre meter brede Måna-elv, som løber i bunden af kløften. I mørket kan de ane Vemorks syv etager høje betonbygning, som smelter sammen med fjeldene.

“Helberg fører an”, dikterer Rønneberg, hvorefter alle koncentreret klatrer ned ad klippeskrænten.

Foto fra filmen “Kampen om det tunge vand” fra 1948

I 1948 kom filmen “Kampen om det tunge vand”, hvor flere af de norske kommandosoldater optrådte i rollen som sig selv.

© Imageselect

Uden uheld kommer gruppen ned i bunden af kløften, hvor et skjold af is har lagt sig over Måna-elven, som virker til at være sikker nok at gå på. En ad gangen lister de over isen til den faretruende sydlige klippevæg.

Inden opstigningen trækker nordmændene i britiske uniformer: Hvis de skulle blive set eller dræbt, skal uniformerne vise, at der er tale om et britisk angreb – så vil lokalbefolkningen forhåbentlig blive skånet for nazisternes hævn.

Kommandotropperne udser sig hver især en vej op ad den stejle klippevæg, som flere steder er livsfarlig med isglatte stenflader.

50 m oppe ad klippevæggen opdager Kasper Idland, at han har valgt en meget farlig rute. Til sidst kommer han ingen vegne. Der er for langt mellem fremspringene, han kan gribe fat i.

Men der er ikke tid til at kravle ned igen. Idland griber fat i en klipperevne med venstre hånd og svinger fra side til side for til sidst at kaste sig mod højre og et splitsekund senere at fange en ny revne.

Imod alle odds lykkes klatreturen op ad den isglatte klippeside, og da kommandosoldaterne trækker sig op over kanten, kan de høre kraftværkets brummen i det fjerne.

Kakofonien af hvirvlende generatorer og det fossende vand bliver højere, for hvert skidt nordmændene tager mod Vemork.

Foto af elektrolysekammeret på Vemork kraftværket

Inden krigen producerede anlægget i Vemork lidt over 100 kg tungt vand om året, men nazisterne forlangte produktionen øget til 1,5 tons.

© Alchemist-hp & Norsk Hydro/NIA

Elektrolyse skaber tungt vand

Forrest går den forsigtige Haukelid. Han holder sig tæt på jernbanesporet for at undgå eventuelle miner. De andre følger forsigtigt i hans fodspor.

500 m fra gitterporten beordrer Rønneberg et stop. Herfra har mændene et godt udsyn over broen, hvor to tyske vagter skal afløses ved midnat.

“Vi må vente en halv time mere, så de nye vagter er faldet til ro”, hvisker gruppelederen kl. 23.57, da vagtskiftet har fundet sted.

Rønneberg vil være helt sikker på, at vagterne er så døsige, at de ikke bemærker nogen aktivitet inde på kraftværket. Hvis de slår alarm, er alt ødelagt.

Vemork-sabotørerne overrasker nattevagten

Præcis kl. 0.30 kaster Rønneberg et sidste blik på sine mænd og fanger Kjelstrups øjne: “Arne, gå hen til porten, og skær kæden over. Resten af dækningsholdet går med dig og spreder sig ud”.

Kjelstrup klipper lydløst kædelåsen over, og mændene sniger sig hen på deres aftalte positioner.

Haukelid og Poulsson indtager den vigtigste position med udsyn ud over en tysk barak inde på området, hvor omtrent 15 soldater ligger og sover.

Herfra kan makkerparret også følge sprængningsholdets vej hen til Vemorks hovedbygning.

“Op med hænderne! Intet vil ske dig, hvis du gør, som vi siger!” Fredrik Kayser

Da dækningsholdet er på plads, lusker Rønneberg, Kayser, Idland og Strømsheim afsted for at klippe et hul i hegnet lidt væk fra porten.

Ingen på fabrikken ser eller hører noget, mens Rønnebergs gruppe løber hen til hovedbygningen.

Hoveddøren til tungtvandsanlæggets elektrolyserum er låst, men kemiprofessor Tronstad har fortalt Rønneberg om en kabelskakt i den anden ende af bygningen.

Mens Idland og Strømsheim forsøger at finde en ulåst dør, løber Rønneberg og Kayser på listefødder hen mod skakten.

“Her er den”, hvisker gruppelederen, da han ser en stålstige føre op til et smalt hul i muren.

Skakten er 27 m lang og fyldt med rør og snoede kabler, så nordmændene kan kun akkurat klemme sig fremad.

Men planen virker perfekt, og kort efter dumper makkerparret ned lige foran døren til rummet, hvor anlæggets 18 cylindre til at opbevare det tunge vand befinder sig.

De to sabotører trækker deres pistoler og flår døren op. Forskrækket vender en gråhåret mand sig. Han har ingen tysk uniform på og er tydeligvis bare en norsk nattevagt, der skal føre kontrol med de kostbare tungtvandsdråber.

“Op med hænderne! Intet vil ske dig, hvis du gør, som vi siger!” dikterer Kayser og fortæller den skræmte nordmand, at “vi er britiske soldater”.

Tegning af bomber, der placeres i elektrolyserummet på Vemork kraftværket

Rønneberg og Kayser skaffede sig adgang til elektrolyserummet og placerede sprængstof på de 18 beholdere med tungt vand.

© Osprey Publishing

Mens Kayser holder en pistol rettet mod nattevagten, åbner Rønneberg hastigt sin rygsæk og tager sprængstofferne frem.

Med sikker hånd begynder han at placere sprængladninger på de første cylindre med tungt vand. “Pas på, det kan måske eksplodere!” udbryder vagten.

“Det er også vores hensigt”, svarer Kayser tørt.

Da Rønneberg er nået til den niende cylinder, knuses glasset i en vinduesrude pludselig bag ham.

Både han og Kayser vender sig hurtigt med våbnene fremme. Kun i sidste øjeblik opdager de, at det er Strømsheim og Idland, der har villet tvinge sig vej ind, fordi alle døre har været låst.

Heldigvis bliver ingen tyske vagter alarmeret, og sabotørerne afslutter hurtigt monteringen af sprængstoffet.

“OK, lad os få døren til gården låst op”, siger Rønneberg til Kayser, der får deres norske fange til at åbne den tunge ståldør, som sprængningsholdet skal bruge til flugten.

“Rend op ad trapperne”, befaler han efterfølgende nattevagten, som han ikke ønsker at slå ihjel.

Vagten er dog mest optaget af, at han ikke kan finde sine briller. I flere minutter er de norske sabotører nødt til at hjælpe ham med at lede, så de kan jage ham ud.

Omsider er kommandosoldaterne klar. Rønneberg stryger en tændstik og holder flammen ned mod lunten. Derefter spæner alle afsted.

De er nået godt 20 m væk, da de hører den dumpe lyd af eksplosioner bag dem.

Vanvidsmission lykkes ned til mindste detalje

Vemork-anlæggets afsides beliggenhed krævede, at de 10 norske kommandosoldater skulle overvinde stejle klippevægge, forræderiske isflager og isnende kulde for at ødelægge nazisternes atomplaner.

Osprey Publishing

Vemork lå beskyttet som en fæstning

Med sin beliggenhed højt oppe på bjergplateauet Hardangervidda i det sydlige Norge, var Vemork-værket så godt som umuligt at komme til allerede inden tyske soldater patruljerede området.

Osprey Publishing

Nordmænd forlader hytten

27. februar kl. 20.00: Kommandosoldaterne forlader deres hytte og drager afsted mod Vemork-anlægget. Hård vind med fygende sne gør skiløbet umuligt, og efter en halv time må mændene tage skiene af og gå i den løse, dybe sne.

“Vi sank ned i sneen til livet”, huskede Rønneberg.

Osprey Publishing/Imageselect

Floden passeres på isbro

27. februar kl. 22.00: Nordmændene ankommer til den dybe kløft, som skal skjule deres mission.

Efter at være kravlet ned ad den nordlige side når de til Måna-elven, som nogle steder er dækket af et tyndt isskjold.

Med stor forsigtighed bevæger de sig én ad gangen over isen og håber på, den holder.

Osprey Publishing

Turen går op af ad klippesiden

27. februar kl. 22.10: Kløftens sydlige klippeside er stejl, og et islag gør klatringen livsfarlig. Mørket betyder, at det er svært at finde fodfæste, men efter en ­nervepirrende tur når alle op ved jernbanen, som fører til kraftværket.

Osprey Publishing/Shutterstock

Mændene lister langs jernbanen

27. februar kl. 23.05: Kommandosoldaternes første skridt hen mod jernbanen er forsigtige, men heldigvis har tyskerne ikke placeret miner langs skinnerne, måske fordi de har tænkt, at ingen ville være i stand til at trænge ind ad denne vej.

Osprey Publishing/Longum samlingen/NIA & Norsk Hydro/NIA

Fire mand trænger ind

28. februar kl. 00.30: Efter at være nået frem til anlægget venter soldaterne på det perfekte tidspunkt, og så sætter de aktionen i gang.

Fire mænd sniger sig ind på værket, imens de seks øvrige dækker dem fra positioner udenfor.

Osprey Publishing

Sprængstofferne eksploderer

28. februar kl. 1.15: Alle døre i værket er afspærret, men en smal kabelskakt fører ned til tungtvandsanlægget.

Her finder soldaterne en vagt, som de truer til tavshed, før de placerer sprængstoffet på de 18 beholdere med tungt vand.

Lunterne antændes, og nordmændene skynder sig væk.

Osprey Publishing

Flugten begynder

28. februar kl. 1.16: Kraftværket larmer så meget, at tyskerne ikke opdager eksplosionen. Derfor har nordmændene tid til at slippe væk.

Først da de igen kravler ned i kløften ved Måna-elven, hører de sirenerne hyle ud over det sneklædte landskab.

Osprey Publishing

Vemork-eksplosionen vækker tysk soldat

Fra deres skjul nær barakken kigger Poulsson og Haukelid forundret på hinanden, da de hører de fjerne dump.

“Var det det?” spørger en skeptisk Poulsson.

Eksplosionen er næsten druknet i larmen fra fabrikken, men den har udrettet, hvad den skulle. Hver eneste af de 18 cylindre er flået op, og mere end et halvt ton tungt vand er løbet ned i afløbet.

Poulsson og Haukelid glemmer hurtigt alle tanker om eksplosionen, da døren til soldaterbarakken går op, og en lyskegle kastes ud i mørket.

Bevæbnet med sin riffel går en af tyskerne ud i mørket og befinder sig snart kun 15 m fra nordmændenes skjulested.

“Skal jeg skyde ham?” hvisker Poulsson, mens han har pegefingeren klar på sin Tommy Gun.

“Ikke endnu. Vent, til han ser os”, kommer det fra Haukelid, som ved, at kommandosoldaternes chance for at slippe væk vil være næsten væk, hvis der udløses ild.

Foto af Claus Helbergs maskinpistol brugt under vemork aktionen

Claus Helbergs Thompson-maskinpistol fra Operation Gunnerside. Spor efter hvid maling brugt til camouflage i sneen kan ses på kolben.

© Christina Ljosok/NIA

Heldigvis drejer soldaten omkring og spadserer tilbage ind i varmen igen. Høje lyde og små brag er ikke ualmindelige på et kraftværk, og han har nok vurderet, at intet opsigtsvækkende er på færde.

Poulsson og Haukelid løber tilbage til samlingsstedet, hvor alle andre venter. “Tyskerne aner tilsyneladende stadig intet om, hvad der er sket”, fortæller Haukelid de andre, inden de alle spæner afsted mod kløften.

Her viser Helberg igen sit værd og finder en sikker vej nedad – uden for mange hasarderede manøvrer. Nede i bunden er isbroen over elven desværre revnet efter sabotørernes første passage.

Nordmændene må hoppe mellem isflagerne, da de pludselig hører sirenen hyle oppe fra kraftværket. Tyskerne har opdaget sabotagen.

“Da sirenen hylede, var det, som om vi blev jaget over floden af den skrigende lyd”, huskede Poulsson.

Kommandosoldaternes vanvittige vej ind i fabrikken betaler sig nu. De kæmper sig op ad den nordlige klippeskrænt, uden at tyskerne på noget tidspunkt retter deres skarpe søgelys ud mod skråningerne.

De er overbeviste om, at sabotørerne stadig befinder sig på fabrikken – ingen har jo krydset hængebroen, der er den eneste vej væk!

Da nordmændene når op på den nordlige side af kløften, er nazisterne omsider kommet på sporet af dem.

På den modsatte side kan de se lyskegler fra lommelygter danse langs jernbanen. Nu gælder det virkelig om at komme væk.

Barsk terræn redder sabotørerne

Iført deres hvide camouflagedragter føler kommandosoldaterne sig lidt bedre skjult, da de okser afsted for fuld kraft med kurs mod deres hytter inde på Hardangervidda.

Flere gange løber de tæt på vejene, og hvis lygterne fra et køretøj dukker op i det fjerne, må de kaste sig ned i grøften og krølle sig sammen.

“Tyske biler og lastbiler susede forbi os i høj fart. Nazisterne havde så travlt med at komme til Vemork, at de hverken kiggede til højre eller venstre”, huskede Poulsson.

Klokken har for længst passeret to om natten, da kommandostyrken endelig når Ryes Vej – en smal vandresti, som fører helt op på Hardangervidda.

Herfra ved de, at tyskerne ikke vil jage dem foreløbig, og de næste timer zigzagger nordmændene gennem den dybe sne på stien.

Færgen SF Hydro inden den blev sunket af de allierede

Churchill krævede, at tyskernes sidste lager af tungt vand skulle ­ødelægges – også hvis det kostede civile liv som ved sænkningen af færgen SF Hydro.

© Nasjonalbiblioteket, Oslo

Tyskernes sidste tunge vand endte på søens bund

Sidst på formiddagen ankommer sabotørerne endelig til en lille hytte, der er godt gemt væk i fjeldene. Her vil de være i fred, for ingen tyske tropper i byen Rjukan har udstyr eller træning til at færdes i det krævende terræn.

Med sine sidste kræfter får en af nordmændene tændt op, mens en anden finder en slat whisky i bundet af en flaske, som bliver sendt rundt.

Sabotørerne kan dårligt hæve flasken, og de når lige at skåle på deres vanvittige bedrift, inden de dejser om af udmattelse. De har præsteret det umulige.

I dagene efter gennemfører tyskerne en regulær menneskejagt. Rygtet vil vide, at der er 2.000 briter i fjeldene. 3.000 tyskere sendes ud for at finkæmme området.

Sabotørerne er hele tiden et skridt foran besættelsesmagten og opholder sig i forskellige hytter, mens en snestorm gør det svært for tyskerne at bevæge sig i fjeldene.

Den 4. marts er det tid til at tage afsked. Halvdelen sætter kurs mod Sverige, resten drager ud i Norge hver for sig.

Foto fra filmen “The Heroes of Telemark” fra 1965

Hollywood kastede sig i 1965 over historien. Kirk Douglas spillede hovedrollen som den opdigtede karakter dr. Rolf Pedersen.

© Ntb Scanpix/AKG-Images/Ritzau Scanpix

De fleste vækker ingen mistanke hos tyskerne, men Helberg når den 25. marts frem til en hytte, som nazisterne havde forstået blev brugt af sabotørerne.

Nordmanden fatter mistanke og hopper i skiene igen, men to tyskere er allerede i hælene på ham. Nordmanden kan løbe fra den ene, men den anden holder ved.

Helberg ændrer retning, så han får solen i øjnene, og laver så en hurtigt vending med sin pistol hævet.

Tyskeren er klar med sin egen pistol, men kan ikke ramme, og med et par velplacerede skud får Helberg ham til at falde sammen i sneen.

Værnemagtens øverstbefalende i Norge, Nikolaus von Falkenhorst, kan blot beundre de norske kommandosoldaters aktion.

“Det er den fornemste bedrift, jeg har oplevet i denne krig”, lød det fra ham. I samme åndedrag kaldte han sabotørerne for “britiske banditter”.