Først lød det øredøvende brag. Et splitsekund senere sprøjtede ild, sten og skarpe metalstumper i alle retninger, mens gaden i den amerikanske by Yorktown blev flået op.
Da røgen havde lagt sig nogle minutter senere denne majmorgen i 1862, lå 5 døde og 12 sårede nordstatssoldater på jorden. Deres overlevende kammerater stirrede rædselsslagne på hinanden.
Få sekunder tidligere havde de klatøjede og morgentrætte forsigtigt sneget sig igennem en forladt sydstats-stilling – og nu stod de midt i et blodigt kaos, som de intet forstod af.
Efter alt at dømme var soldaterne blevet angrebet af artilleriild, men ingen kanoner var blevet set i miles omkreds. Så hvor kom ilden fra?
Svaret fik soldaterne kort efter, da en observatør var færdig med at undersøge det ramte område. Soldaterne var blevet “lemlæstet og dræbt” af Sydstaternes nyeste våben, landminer, konkluderede han. Og bag dette uciviliserede og dybt uetiske våben kunne kun stå én mand: den berygtede general Gabriel J. Rains.
Indianerne blev den første mines ofre
Rains blev i 1803 født ind i en søskendeflok på otte i North Carolina, og som de fleste af sine brødre endte han med at få en uddannelse i militæret. Hans skolepapirer viser, at den unge mand især gjorde sig bemærket inden for fagområder som teknisk tegning, kemi og artilleri – tre discipliner, som Rains få år senere kombinerede til en sprængfarlig cocktail, der kom til at ændre krigsførsel for altid.
1. Når en soldat træder på minen, knuses en ampul med svovlsyre, der løber ud i et rør fuld af kaliumklorat. 2. Tændsatsens kemiske blanding udløser en stikflamme, som antænder sortkrudtet i landminen.
1862: Tidlig mine ødelagde alt inden for 30 meter
En officer under den amerikanske borgerkrig opfandt en bombe, der kunne skjules under jorden og eksplodere, når en soldat trådte på den – “barbarisk” mente fjenden.
General Gabriel J. Rains blev en af nordstatshærens hårdeste modstandere under den amerikanske borgerkrig. Generalen opfandt nemlig en forløber for den moderne landmine, der viste sig særdeles effektiv mod nordstatshæren og øgede Sydstaternes militære chancer.
Rains’ landmine bestod af en nedgravet granat fyldt med sortkrudt, som blev aktiveret af en tændsats. Sydstatsofficeren brugte lang tid på at forfine tændsatsen, og konstruktionen var en af Sydstaternes bedst bevarede hemmeligheder.
Opfindelsen blev først afsløret efter krigen og viste, at tændsatsen bestod af en glasampul med svovlsyre. Ampullen var placeret i toppen af et rør fyldt med kaliumklorat og knust glas.
Røret var forsynet med en kobberprop og førte ind i granatens indre. Granaten blev gravet ned, så kun rørets top og proppen stak op af jorden.
Når en soldat trådte på proppen, blev den trykket ned og knuste ampullen. Svovlsyren reagerede med kaliumkloratet, udviklede en stikflamme og antændte krudtet.
Helt centralt var det at finde frem til den vægt, der skulle til for at trykke proppen sammen og knuse ampullen. Efter flere måneders eksperimenter, som kostede ham pege- og tommelfingeren på højre hånd, fandt Rains ud af, at et tryk på mindst 3,2 kg var optimalt. Ifølge øjenvidner var landminen dødbringende indenfor en radius af 30 m.
De første, som fik hans begejstring for eksplosiver at føle, var seminole-indianerne i Florida, hvor Rains fik kommandoen over et fort i 1839. Området var plaget af hyppige kampe mellem hvide nybyggere og indianerne, og ofte gik de indfødte også til angreb på Rains’ fort. For at forebygge snigangreb installerede Rains i april 1840 en lille “torpedo” –som de første landminer blev kaldt – omtrent 1,5 km fra fortet.
Landminen bestod i al sin enkelhed af en tom artillerigranat, som blev fyldt med krudt og forbundet med en snubletråd. Når en fjende berørte tråden, blev minen udløst og eksploderede.
Rains’ opfindelse viste sig effektiv. Selvom den primitive landmine var for svag til at dræbe, var eksplosionen kraftig nok til at advare soldaterne på fortet om eventuelle snigangreb.
En kampvogn, der kørte over flachminen, fik bl.a. ødelagt bælterne.
1916: Trækasse standsede kampvogne
Den 15. september 1916 blev kampvogne brugt for første gang i historien. Det skete, da briterne indsatte det frygtindgydende køretøj i Nordfrankrig under 1. verdenskrig. Tyskerne fandt dog hurtigt ud af, at køretøjerne havde ét svagt punkt – den ubeskyttede undervogn – og gik straks i gang med at udvikle panserminer.
De første eksemplarer var imidlertid blot nedgravede granater, men med tiden skabte tyskerne en række egentlige panserminer, hvoraf Flachmine 17 blev den mest benyttede.
Flachminen var en lille trækasse fyldt med højeksplosiv nitrocellulose. I toppen havde minen fire detonatorer, som blev aktiveret, når en kampvogn kørte over den.
Eksplosionen var kraftig nok til at ødelægge kampvognens bælter. Våbnet kunne også fjernstyres vha. en ledning.
Det nye, kreative forsvar indbragte Rains en forfremmelse, men nød ellers ingen større opmærksomhed fra hans overordnede. Men den succesfulde landmine havde tændt en gnist i Rains.
I de efterfølgende årtier arbejdede han intenst på sin nye opfindelse og eksperimenterede bl.a. med lunter og tændsatser, mens han deltog i flere indianerkrige og i den mexicansk-amerikanske krig 1846-48.
Rains nægtede at give op
I oktober 1861 ankom Rains, der nu var blevet general, til Yorktown, Virginia, for at slutte sig til sydstatshæren. Et halvt år tidligere var den amerikanske borgerkrig brudt ud, og Rains havde fået til opgave at forsvare Yorktown mod en gigantisk nordstatshær, som belejrede og bombarderede byen.
Rains kæmpede med “beslutsomhed” og udviste “stor iver og tapperhed”, fortæller militær-dokumenter. Men trods generalens indædte modstand besluttede Sydstaternes overkommando, at Yorktown skulle evakueres, så soldaterne kunne være med til at etablere en ny forsvarslinje tættere på hovedstaden, Richmond.
Rains var rasende og nægtede at overgive sin by til fjenden. Mens hans soldater trak sig tilbage i ly af natten til 3. maj 1862, plantede Rains et stort antal “torpedoer” rundtomkring i Yorktown og langs evakueringsruten.
Nogle miner ville gå af, når soldaterne trådte på dem. Andre blev forbundet med snubletråde og ville springe, når soldater enten gik ind i trådene eller åbnede en dør eller løftede et stykke værktøj, som var forbundet til minen gennem en tråd.
Næste morgen blev morgenstilheden brudt af høje eksplosioner. I takt med at nordstatssoldaterne bevægede sig ind i Yorktown, genlød byens gader af brag og forfærdelige skrig.
Nyt våben forargede alle
Da nyheden om landminerne nåede general George B. McClellan, som havde kommandoen over nordstatshæren ved Yorktown, udsendte han en erklæring, som kraftigt fordømte det feje bagholdsangreb på hans soldater.
Ifølge McClellan var angrebet kujonagtigt, og fjenden havde “gjort sig skyldig i den mest morderiske og barbariske handling ved at placere torpedoer nær brønde, kilder, flagstænger, krudthuse, telegrafkontorer og i tasker og meltønder mv.”
McClellans ord forargede de ærekære hærførere fra Sydstaterne, som følte sig voldsomt ramt på stoltheden og soldater-æren. General Joseph E. Johnston, den ansvarlige for forsvaret af Richmond, krævede en øjeblikkelig undersøgelse af hændelserne i Yorktown.
Klyngebomben dalede mod jorden ved hjælp af en slags faldskærm.
1940: Døden kom fra oven
Et af nazisternes mest banebrydende våben under 2. verdenskrig var Sprengbombe Dickwandig (SD2) – historiens første klyngebombe. Våbnet blev kastet fra fly og delte sig i to, når det var på vej mod jorden. Dermed fungerede den ydre skal som en faldskærm for den 2 kg tunge sprængladning, der dalede ned.
Bomberne var konstrueret, så en tredjedel af dem eksploderede, lige så snart de ramte jorden. En tredjedel gik af, når en person rørte ved dem, og den sidste tredjedel havde en tidsindstilling og gik af efter
en fastsat tidsperiode.
Metoden viste sig at være særdeles effektiv – den krævede mange ofre og kunne lamme et stort område i dagevis.
Men inden den kunne gå i gang, stod Rains selv frem som opfinderen af de eksplosive anordninger og erklærede, at han blot havde forsøgt at udjævne styrkeforskellen mellem fjendens enorme hær og hans egen undertallige enhed. Landminerne var blevet brugt til at forstærke den defensive linje, så sydstatssoldaterne kunne “redde vores syge, sårede og svækkede”, forklarede Rains.
General vandt en halv sejr
Rains’ ord var nyttesløse. Hærledelsen ville ikke acceptere fordækte våben og udstedte kort efter et dekret, som forbød landminer. I stedet for at acceptere sit nederlag kastede Rains sig ud i en skriftlig redegørelse, som forsøgte at overbevise hans overordnede om, at Sydstaterne kunne drage stor nytte af landminer.
“Ingen soldat vil marchere over mineret land, og et korps af ingeniørsoldater, som hver har to 10-tommersgranater, to tændsatser (til at lave miner, red.) og et muldyr til transport, kan standse en hær”, fastslog Rains.
Landminerne ville forhindre fjenden i at rykke hurtigt frem og dermed give sydstatshæren værdifuld tid til at reorganisere og gøre klar til nye slag, forklarede generalen. Desuden ville våbnet kraftigt svække fjendens kampgejst, mente han.
1. En split holder tændsatsen på plads og forhindrer, at den aktiverer minen før tid. 2. Tændsatsen aktiverer med en lille tændladning minens ca. 200 gram sprængstof, TNT.
1942: Simpel mine skulle sprede rædsel
I 1942 udviklede tyskerne den berygtede Schützenmine 42 – kendt som Schü-mine. Den teknisk set simple konstruktion var fyldt med ca. 200 gram af sprængstoffet TNT, hvilket var lige netop tilstrækkeligt til at flå foden af en uheldig soldat, men samtidig ikke stærkt nok til at dræbe ham.
Praktiske og økonomiske overvejelser lå bag minen. Den begrænsede mængde sprængstof gjorde nemlig minen meget lille – ca. 12 cm lang, 8,2 cm bred og 4,5 cm høj – og dermed billig at producere, let at transportere og hurtig at grave ned.
For tyskerne var minens største fordel imidlertid, at de mange sårede soldater ville belaste fjenden, der skulle bruge ressourcer på medicinsk behandling af kvæstede. Nogle tyske officerer mente endda, at hver gang en soldat trådte på en Schü-mine, ville fjenden miste tre soldater, fordi to af den såredes kammerater måtte forlade deres stilling og bære ham bort.
Desuden var tyskerne overbeviste om, at synet af skrigende og lemlæstede soldater ville demoralisere deres kammerater mere end slagmarkens døde.
Den blodige afskrækkelsesfilosofi bag tyskernes Schü-mine kom til at danne skole og bruges stadig i dag inden for produktion af landminer.
Ad omveje endte rapporten fra Rains på bordet hos George Randolph, Sydstaternes krigsminister, som selv havde stor erfaring med artilleri. Han var – modsat så godt som alle generalerne – ikke afvisende over for Rains’ landminer og mente, at det springende punkt måtte være “formålet” med brugen af våbnet.
Landminerne måtte ikke benyttes til “blot at ødelægge liv”, men havde i stedet deres berettigelse “i et brystværn, der kunne modstå angreb, eller på en vej for at standse en forfølgelse”.
Resultatet blev en officiel udmelding fra krigsministeriet om, at landminer kunne benyttes under særlige forhold.
“Minerne bliver nu værdsat”
De “særlige forhold” kom tidligere, end Sydstaterne havde frygtet. Allerede i slutningen af 1862 kunne hærledelsen se, at et fatalt nederlag truede i horisonten. Den oprettede derfor et særligt “Torpedo Bureau”, hvor Gabriel J. Rains fik frie hænder og nærmest ubegrænsede midler til at udvikle nye landminer, som kunne bruges i krigens sidste faser.
Generalen arbejdede bl.a. med en ny tændsats, som ville “eksplodere ved det mindste tryk” og gøre landminerne endnu mere dødbringende.
Kyllinger skulle give varme i minen, så den fungerede i koldt vejr.
1954: Atombombe skulle stoppe Sovjet-angreb
Som værn mod en sovjetisk invasion af Vesteuropa gik briterne i 1954 i gang med at udvikle en gigantisk atom-mine.
Planen var, at de 7,3 tons tunge Blue Peacock-miner skulle graves ned rundtomkring i Vesttyskland og derefter sprænges, hvis russerne gik til angreb. For at undgå funktionsfejl om vinteren overvejede briterne at placere levende kyllinger i våbnet. Dyrenes kropsvarme skulle sikre, at minens elektronik ikke blev for kold og dermed uarbejdsdygtig.
I 1957 bestilte den britiske hær 10 miner til levering i Tyskland. Men inden landminerne var klar, afbrød og mørklagde forsvarsministeriet i februar 1958 projektet. Briterne frygtede en politisk skandale, hvis offentligheden fik nys om, at briterne planlagde Vesttysklands – dvs. en allierets – undergang.
Men Rains fastholdt stadig formelt, at han kun ville bruge sit våben som “en metode til forsvar mod abolitionist-hæren (nordstatshæren, red.), som invaderer vort land med det erklærede mål at udrydde”.
Udsigten til nederlag fik nu også Sydstaternes præsident, Jefferson Davis, til at erklære sin fulde støtte til Rains, der kort efter begyndte at grave miner ned omkring flere store sydstatsbyer for at beskytte dem mod fremtidige invasioner.
I sommeren 1863 led sydstatshæren flere alvorlige nederlag og blev tvunget ud i en hastig retræte. I ren desperation vendte præsident Davis sig mod Rains og beordrede, at han brugte sin opfindelse “for fuld kraft”.
Under vietnamkrigen blev Claymore-minen et vigtigt våben for USA’s soldater. Sprængstoffet C-4 slynger minens 700 stålkugler ud på en afstand af 250 m.
1956: Supermine blev amerikanernes nye “soldat” på slagmarken
Masseangreb under koreakrigen satte USA’s tropper under pres og gav idéen til en fjernstyret mine, der kunne erstatte soldater.
Amerikanske tropper troede ikke deres egne øjne. Bølger af kinesiske soldater skyllede ind over dem i direkte, selvmorderiske angreb. Desperat forsøgte soldaterne at holde kineserne stangen med maskingeværer og artilleri, men strømmen af fjender ville tilsyneladende ingen ende tage.
Under koreakrigen (1950-53) stod amerikanerne for første gang over for en fjende, som angreb uden at skele til tabstal. Tusinder og atter tusinder af kinesiske soldater blev bevidst sendt i døden, og USA måtte indse, at der var brug for et nyt våben i udmattelseskrigen.
Svaret blev M18 Claymore – en fjernstyret mine, som effektivt kunne udslette en mindre hær. Minerne blev typisk placeret nær udsatte stillinger, og når fjendtlige tropper gik til angreb, kunne en plade af C-4-sprængstof inde i minen affyre 700 stålkugler med en fart på 1.200 m/s – farten var så høj, at stålkuglerne blev formet til spidse projektiler.
Eksplosionen skabte en vifteformet, to meter høj dødszone, som kunne dræbe i en afstand på op til 50 m og såre folk inden for 250 m.
Den 1,6 kg tunge Claymore-mine viste for alvor sit dødbringende potentiale under vietnamkrigen. Her producerede USA hver måned 20.000 miner, som effektivt standsede de nordvietnamesiske angreb.
Claymore-minen er stadig en del af U.S. Armys arsenal og er blevet kopieret af så godt som alle større landes hære.
Rains minerede nu veje, broer, jernbaner og forsvarsværker for at holde fjenden borte, mens Sydstaterne samlede kræfter til et sidste, desperat forsvar. “Landminerne er som en vagt, der aldrig sover”, skrev mineopfinderen, som ifølge egne optegnelser bl.a. gravede 1.298 miner ned omkring Richmond.
Med Sydstaternes eksistens på spil begyndte selv de generaler, som før havde modarbejdet våbnet, at søge hjælp hos Rains i forsøget på at fortsætte krigen. “Minerne bliver nu værdsat”, skrev Rains i 1864. “Jeg får flere henvendelser omkring brugen af dem, end jeg på nogen måde kan leve op til”.
Nyt våben var fremtiden
Selvom Rains’ miner sårede og dræbte et stort antal fjendtlige soldater, kunne våbnet ikke besejre nordstatshæren, og i april 1865 kapitulerede Sydstaterne.
Miner affyrede små fragmenter mod flygtende østtyskere.
1970: Morderisk mine holdt østtyskere fanget bag Jerntæppet
I april 1976 afslørede Michael Gartenschläger – en tidligere politisk fange i DDR – en hemmelighed over for den vesttyske offentlighed: På grænsehegnet mellem Øst- og Vesttyskland havde det østtyske regime installeret miner, der skulle ramme flygtende østtyskere.
Våbnet, som rystede vesttyskerne, var Splittermine Modell 1970 (SM-70). For at dokumentere det kommunistiske regimes brutalitet havde Gartenschläger krydset grænsen til Østtyskland og hentet en SM-70, og nu kunne vesttyskerne med egne øjne se våbnet: En tragtformet mine, der normalt var monteret på grænsehegnet.
Minen blev aktiveret af tråde ophængt på hegnet og virkede som et jagtgevær. Når minen blev udløst, eksploderede 110 gram TNT og affyrede en byge af 80 stål-fragmenter mod enhver, der forsøgte at komme over grænsehegnet. Fragmenterne var dødbringende på 25 meters afstand.
I 1970’erne installerede DDR 60.000 miner langs den tysk-tyske grænse. Efter en handelsaftale med Vesttyskland blev minerne fjernet – de sidste i 1984.
Rains gav dog ikke slip på landminerne. I 1873 tog han patent på en ny, forbedret tændsats, og fire år senere skrev han en artikel, hvor han bl.a. filosoferede over, om brugen af landminer overhovedet var etisk forsvarlig.
“Der findes ingen klare regler for etik i krig. Nye våben er altid blevet afvist som ulovlige og barbariske, når de er blevet brugt første gang, men alligevel har alle nationer taget dem til sig på grund af deres effektivitet i nedslagtning af mennesker”, skrev mineopfinderen. Rains fik ret i sin forudsigelse – siden den amerikanske borgerkrig er miner blevet brugt på alverdens slagmarker.
