Først lød det øredøvende brag. Et splitsekund senere sprøjtede ild, sten og skarpe metalstumper i alle retninger, mens gaden i den amerikanske by Yorktown blev flået op.
Da røgen havde lagt sig nogle minutter senere denne majmorgen i 1862, lå 5 døde og 12 sårede nordstatssoldater på jorden. Deres overlevende kammerater stirrede rædselsslagne på hinanden.
Få sekunder tidligere havde de klatøjede og morgentrætte forsigtigt sneget sig igennem en forladt sydstats-stilling – og nu stod de midt i et blodigt kaos, som de intet forstod af.
Efter alt at dømme var soldaterne blevet angrebet af artilleriild, men ingen kanoner var blevet set i miles omkreds. Så hvor kom ilden fra?
Svaret fik soldaterne kort efter, da en observatør var færdig med at undersøge det ramte område. Soldaterne var blevet “lemlæstet og dræbt” af Sydstaternes nyeste våben, landminer, konkluderede han. Og bag dette uciviliserede og dybt uetiske våben kunne kun stå én mand: den berygtede general Gabriel J. Rains.
Indianerne blev den første mines ofre
Rains blev i 1803 født ind i en søskendeflok på otte i North Carolina, og som de fleste af sine brødre endte han med at få en uddannelse i militæret. Hans skolepapirer viser, at den unge mand især gjorde sig bemærket inden for fagområder som teknisk tegning, kemi og artilleri – tre discipliner, som Rains få år senere kombinerede til en sprængfarlig cocktail, der kom til at ændre krigsførsel for altid.
De første, som fik hans begejstring for eksplosiver at føle, var seminole-indianerne i Florida, hvor Rains fik kommandoen over et fort i 1839. Området var plaget af hyppige kampe mellem hvide nybyggere og indianerne, og ofte gik de indfødte også til angreb på Rains’ fort. For at forebygge snigangreb installerede Rains i april 1840 en lille “torpedo” –som de første landminer blev kaldt – omtrent 1,5 km fra fortet.
Landminen bestod i al sin enkelhed af en tom artillerigranat, som blev fyldt med krudt og forbundet med en snubletråd. Når en fjende berørte tråden, blev minen udløst og eksploderede.
Rains’ opfindelse viste sig effektiv. Selvom den primitive landmine var for svag til at dræbe, var eksplosionen kraftig nok til at advare soldaterne på fortet om eventuelle snigangreb.
Det nye, kreative forsvar indbragte Rains en forfremmelse, men nød ellers ingen større opmærksomhed fra hans overordnede. Men den succesfulde landmine havde tændt en gnist i Rains.
I de efterfølgende årtier arbejdede han intenst på sin nye opfindelse og eksperimenterede bl.a. med lunter og tændsatser, mens han deltog i flere indianerkrige og i den mexicansk-amerikanske krig 1846-48.
Rains nægtede at give op
I oktober 1861 ankom Rains, der nu var blevet general, til Yorktown, Virginia, for at slutte sig til sydstatshæren. Et halvt år tidligere var den amerikanske borgerkrig brudt ud, og Rains havde fået til opgave at forsvare Yorktown mod en gigantisk nordstatshær, som belejrede og bombarderede byen.
Rains kæmpede med “beslutsomhed” og udviste “stor iver og tapperhed”, fortæller militær-dokumenter. Men trods generalens indædte modstand besluttede Sydstaternes overkommando, at Yorktown skulle evakueres, så soldaterne kunne være med til at etablere en ny forsvarslinje tættere på hovedstaden, Richmond.
Rains var rasende og nægtede at overgive sin by til fjenden. Mens hans soldater trak sig tilbage i ly af natten til 3. maj 1862, plantede Rains et stort antal “torpedoer” rundtomkring i Yorktown og langs evakueringsruten.
Nogle miner ville gå af, når soldaterne trådte på dem. Andre blev forbundet med snubletråde og ville springe, når soldater enten gik ind i trådene eller åbnede en dør eller løftede et stykke værktøj, som var forbundet til minen gennem en tråd.
Næste morgen blev morgenstilheden brudt af høje eksplosioner. I takt med at nordstatssoldaterne bevægede sig ind i Yorktown, genlød byens gader af brag og forfærdelige skrig.
Nyt våben forargede alle
Da nyheden om landminerne nåede general George B. McClellan, som havde kommandoen over nordstatshæren ved Yorktown, udsendte han en erklæring, som kraftigt fordømte det feje bagholdsangreb på hans soldater.
Ifølge McClellan var angrebet kujonagtigt, og fjenden havde “gjort sig skyldig i den mest morderiske og barbariske handling ved at placere torpedoer nær brønde, kilder, flagstænger, krudthuse, telegrafkontorer og i tasker og meltønder mv.”
McClellans ord forargede de ærekære hærførere fra Sydstaterne, som følte sig voldsomt ramt på stoltheden og soldater-æren. General Joseph E. Johnston, den ansvarlige for forsvaret af Richmond, krævede en øjeblikkelig undersøgelse af hændelserne i Yorktown.
Men inden den kunne gå i gang, stod Rains selv frem som opfinderen af de eksplosive anordninger og erklærede, at han blot havde forsøgt at udjævne styrkeforskellen mellem fjendens enorme hær og hans egen undertallige enhed. Landminerne var blevet brugt til at forstærke den defensive linje, så sydstatssoldaterne kunne “redde vores syge, sårede og svækkede”, forklarede Rains.
General vandt en halv sejr
Rains’ ord var nyttesløse. Hærledelsen ville ikke acceptere fordækte våben og udstedte kort efter et dekret, som forbød landminer. I stedet for at acceptere sit nederlag kastede Rains sig ud i en skriftlig redegørelse, som forsøgte at overbevise hans overordnede om, at Sydstaterne kunne drage stor nytte af landminer.
“Ingen soldat vil marchere over mineret land, og et korps af ingeniørsoldater, som hver har to 10-tommersgranater, to tændsatser (til at lave miner, red.) og et muldyr til transport, kan standse en hær”, fastslog Rains.
Landminerne ville forhindre fjenden i at rykke hurtigt frem og dermed give sydstatshæren værdifuld tid til at reorganisere og gøre klar til nye slag, forklarede generalen. Desuden ville våbnet kraftigt svække fjendens kampgejst, mente han.
Ad omveje endte rapporten fra Rains på bordet hos George Randolph, Sydstaternes krigsminister, som selv havde stor erfaring med artilleri. Han var – modsat så godt som alle generalerne – ikke afvisende over for Rains’ landminer og mente, at det springende punkt måtte være “formålet” med brugen af våbnet.
Landminerne måtte ikke benyttes til “blot at ødelægge liv”, men havde i stedet deres berettigelse “i et brystværn, der kunne modstå angreb, eller på en vej for at standse en forfølgelse”.
Resultatet blev en officiel udmelding fra krigsministeriet om, at landminer kunne benyttes under særlige forhold.
“Minerne bliver nu værdsat”
De “særlige forhold” kom tidligere, end Sydstaterne havde frygtet. Allerede i slutningen af 1862 kunne hærledelsen se, at et fatalt nederlag truede i horisonten. Den oprettede derfor et særligt “Torpedo Bureau”, hvor Gabriel J. Rains fik frie hænder og nærmest ubegrænsede midler til at udvikle nye landminer, som kunne bruges i krigens sidste faser.
Generalen arbejdede bl.a. med en ny tændsats, som ville “eksplodere ved det mindste tryk” og gøre landminerne endnu mere dødbringende.
Men Rains fastholdt stadig formelt, at han kun ville bruge sit våben som “en metode til forsvar mod abolitionist-hæren (nordstatshæren, red.), som invaderer vort land med det erklærede mål at udrydde”.
Udsigten til nederlag fik nu også Sydstaternes præsident, Jefferson Davis, til at erklære sin fulde støtte til Rains, der kort efter begyndte at grave miner ned omkring flere store sydstatsbyer for at beskytte dem mod fremtidige invasioner.
I sommeren 1863 led sydstatshæren flere alvorlige nederlag og blev tvunget ud i en hastig retræte. I ren desperation vendte præsident Davis sig mod Rains og beordrede, at han brugte sin opfindelse “for fuld kraft”.
Rains minerede nu veje, broer, jernbaner og forsvarsværker for at holde fjenden borte, mens Sydstaterne samlede kræfter til et sidste, desperat forsvar. “Landminerne er som en vagt, der aldrig sover”, skrev mineopfinderen, som ifølge egne optegnelser bl.a. gravede 1.298 miner ned omkring Richmond.
Med Sydstaternes eksistens på spil begyndte selv de generaler, som før havde modarbejdet våbnet, at søge hjælp hos Rains i forsøget på at fortsætte krigen. “Minerne bliver nu værdsat”, skrev Rains i 1864. “Jeg får flere henvendelser omkring brugen af dem, end jeg på nogen måde kan leve op til”.
Nyt våben var fremtiden
Selvom Rains’ miner sårede og dræbte et stort antal fjendtlige soldater, kunne våbnet ikke besejre nordstatshæren, og i april 1865 kapitulerede Sydstaterne.
Rains gav dog ikke slip på landminerne. I 1873 tog han patent på en ny, forbedret tændsats, og fire år senere skrev han en artikel, hvor han bl.a. filosoferede over, om brugen af landminer overhovedet var etisk forsvarlig.
“Der findes ingen klare regler for etik i krig. Nye våben er altid blevet afvist som ulovlige og barbariske, når de er blevet brugt første gang, men alligevel har alle nationer taget dem til sig på grund af deres effektivitet i nedslagtning af mennesker”, skrev mineopfinderen. Rains fik ret i sin forudsigelse – siden den amerikanske borgerkrig er miner blevet brugt på alverdens slagmarker.