Verdens farligste våben: Nunchaku

Bruce Lee gjorde i 1970’erne nunchakuen så populær, at våbnet blev forbudt verden over. De to stykker træ forbundet med en kæde var – ironisk nok – langt farligere for brugeren end for modstanderen.

Bruce Lee gjorde i 1970’erne nunchakuen så populær, at våbnet blev forbudt verden over. De to stykker træ forbundet med en kæde var – ironisk nok – langt farligere for brugeren end for modstanderen.

CONCORD/WB/Imageselect

Manden i det sorte tøj er totalt fokuseret. Når en af hans modstandere i hvide karatedragter kommer tæt nok på, langer han ud med sit våben – to træstave forbundet med en metalkæde – og så tumler fjenderne om på gulvet. Hver gang træstaven rammer en modstanders ryg, høres et højt smæld.

Scenen er fra filmen “Dragens knytnæve” (1972), og manden i sort er Bruce Lee, skuespiller og verdensberømt kampsportsstjerne.

“Hvad er det for noget ragelse?” Bruce Lee, da han første gang stiftede bekendtskab med nunchakuen.

I 1970’erne følger mio. af mennesker den amerikansk-kinesiske Lees eventyr på film og TV. Fans drømmer om at mestre stjernens specielle våben – den såkaldte nunchaku.

Men våbnet er livsfarligt i ukyndige hænder og bliver snart forbudt verden over. Oprindeligt var nunchakuen dog næppe tiltænkt dødelige kampe – snarere tværtimod.

VIDEO – se Bruce Lee kæmpe med nunchaku:

Bønder skabte drabelige våben

Ordet nunchaku stammer fra Okinawa – en af Japans sydligste øer – og betyder “to forbundne stave”. Ifølge en legende fra 900-tallet e.Kr. blev Kinas kejser, Jiu Hong Jun, inspireret, da han så bønder tærske ris med en plejl. Redskabet bestod af to lange stave og blev brugt til at slå med på korn og ris for at skille kerner fra skaller.

Kejseren fik lavet en kortere version af redskabet til sine soldater, og takket være dette nye våben besejrede hans soldater angiveligt en mongolsk hær ved at knuse forbenene på fjendens heste.

Ifølge en fortælling stammer nunchakuen fra plejlen – et værktøj, som bønder gennem historien har tærsket korn og ris med.

© Sailko

Uanset om legenden er sand eller ej, begyndte bønder på Okinawa godt 500 år senere at fremstille nunchaku-lignende våben. Okinawa var på den tid en kinesisk lydstat, og kun øens adelige måtte bære våben.

For at beskytte sig mod røvere omdannede Okinawas bønder deres plejle til nunchakuer. De to korte stave var nemme at skjule under tøjet, så adelens soldater ikke opdagede det ulovlige våben.

Oprindeligt var de to træstave forbundet med en snor tvundet af hestehår. Hvis en modstander angreb med en kniv, kunne snoren vrides om angriberens håndled og tvinge ham til at slippe kniven. Med tiden blev snoren erstattet af en solid kæde af metal.

Sai-våbnet kendes bl.a. fra tegneserien om Ninja Turtles, hvor karakteren Raphael benytter våbnet.

© Samuraiantiqueworld

Kampsport adopterede bønders våben

Flere landbrugsredskaber har sandsynligvis udviklet sig til våben, der i dag bliver brugt i Okinawas forskellige kampsports-teknikker og -stilarter.

Øen Okinawa er berømt for sine kampsportsvåben. Et af de drabeligste er den såkaldte sai, et høtyvagtigt våben med tre spidser. Våbnet er smedet i metal, og den midterste klinge – som er længere end de to andre – skal holde modstanderen på afstand. De kortere sideklinger bruges primært til at blokere modstanderens våben og vriste dem fri med.

Ifølge en teori er stikvåbnet inspireret af Okinawa-bøndernes river, men øen er ikke rig på jern og metaller, så fortidens river var formentlig af træ. En anden teori går på, at våbnet med udbredelsen af buddhismen i 600-900-tallet e.Kr. kom til Okinawa fra Indien, Vietnam eller Korea, hvorfra lignende våben kendes.

Ud over sai og nunchaku er kampsporten på Okinawa også kendt for våbnene bo og tonfa. Førstnævnte er inspireret af en vandrestav, mens tonfaen er en form for knippel, der ligner håndtaget på en bondes stenkværn. I dag bruges våbnene til at træne elever i at blokere angreb og afvæbne modstandere. Våbnene indgår både i træning og opvisning.

Adelen trænede kampsport

Historikere har dog sat spørgsmålstegn ved teorien om bøndernes brug af nunchakuen, for den kræver års træning at mestre. Mere sandsynligt er det, at Okinawas adelige brugte våbnet i træningen og til at optimere deres balance, så de var klar til krig.

En nunchaku kan fx bruges, ved at man holder fast i den ene stav, mens man svinger den anden stav rundt i kæden.

“Inden tre måneder svingede han våbnet, som om han ikke havde lavet andet hele livet”. Kampsportsmesteren Dan Inosanto om Bruce Lees evner med nunchakuen.

Den roterende bevægelse rykker i kroppen og kræver en enorm kropskontrol, så brugeren ikke rammer sig selv og brækker en knogle eller mister et øje.

Begrænsningerne gjorde, at nunchakuen ikke fik udbredelse som et egentligt våben. Da Japan erobrede Okinawa i 1609, blev nunchakuen imidlertid integreret i et system af kampteknikker kaldet Okinawan kobudo, der løst oversat betyder “Den gamle kampsport fra Okinawa”.

Slagvåben gjorde sig godt på film

Få uden for Asien havde dog hørt om nunchakuen, da kampsportsmesteren Dan Inosanto i 1963 introducerede sin ven og træningspartner, Bruce Lee, for våbnet. Skuespilleren var på den tid især kendt fra Hongkong-producerede kampsportsfilm. Våbnet imponerede ikke Lee.

“Hvad er det for noget ragelse?” vrissede skuespilleren ifølge vennen.

Men Bruce Lee erkendte hurtigt den visuelle effekt, det unikke våben kunne få på film, og gik i gang med at træne – under kyndig vejledning af Dan Inosanto.

Takket være Bruce Lee blev nunchakuen populær blandt kampsportsfilms-entusiaster i 1970’erne og 1980’erne.

© CONCORD/WB/Imageselect

“Inden tre måneder svingede han våbnet, som om han ikke havde lavet andet hele livet”, huskede en imponeret Inosanto senere.

Nunchakuen blev Lees signaturvåben. Vestlige biografgængere fik for alvor øjnene op for Bruce Lee, da han fik sit internationale gennembrud med “Dragens knytnæve” i 1972.

I filmen hamrede Lee sine karatekæmpende fjender i gulvet med en nunchaku, og i efterfølgerne “Dragen slår til igen” (1972) og “Enter The Dragon” (1973) blev selv fjender med kniv, pistol og sværd besejret med våbnet.

Våbendille udløste forbud

Bruce Lees film skabte en enorm interesse for kampsport, og amerikanske skuespillere som Chuck Norris og James Coburn lærte at kæmpe hos ham. Men filmenes udpenslede kampscener gav nunchakuen ry for at være ekstremt farlig, og op gennem 1970’erne blev våbnet forbudt i bl.a. USA, Australien, Japan, Sverige og Singapore.

“I visse ungdomskredse, herunder røver- og gadebander, er det udbredt som følge af den stigende popularitet af kung fu-film at bruge nunchaku til at forårsage alvorlige skader”, advarede New Yorks statsadvokat, Louis J. Lefkowitz, i 1974.

I Californien er nunchakuen fortsat forbudt ved lov, men delstatens indbyggere har tilladelse til at eje semi- og fuldautomatiske rifler.

© Imageselect/Shutterstock

Samme år blev alle typer af nunchaku forbudt i New York. I 1980’erne blev teenageren Marc Thiessen arresteret i New Yorks metro for at sidde med en nunchaku i skumplast.

Også børn skulle beskyttes. Da “Teenage Mutant Ninja Turtles” gled over TV-skærmen fra 1987, blev figuren Michelangelo i den engelske version udstyret med kastekrog frem for sin oprindelige nunchaku.

Våbnet har siden fået en renæssance, og delstaterne New York og Arizona ophævede forbuddet i hhv. 2018 og 2019. I Californien må borgerne dog fortsat ikke bære en nunchaku offentligt, da våbnet anses for farligere end et skydevåben.

LÆS MERE OM NUNCHAKU OG KAMPSPORT

Donn F. Draeger & Robert W. Smith, Comprehensive Asian Fighting Arts, Kodansha USA, 1981