4 myter om Charles Darwins evolutionsteori

Myte 1: Finker fik Darwin på ideen om evolution

Nej! Darwin indsamlede ganske rigtigt nogle finker på Galápagos, senere kendt som Darwin-finkerne. Men det var først efter, at han var vendt tilbage til Storbritannien, at en ornitolog gjorde ham opmærksom på finkernes forskellige kendetegn – at de varierede fra ø til ø.

Flere af de finker, Darwin havde indsamlet, genkendte han slet ikke som finker, og i øvrigt havde han kun klassificeret tre af arterne efter den ø, hvor de var indfanget.

Darwins tjener og assistent, Syms Covington, viste sig at have en langt bedre samling, og han havde endda bestemt finkerne efter, hvor de kom fra.

Myte 2: “Mennesket nedstammer fra aberne”

Nej! I “Arternes oprindelse” koncentrerer Darwin sig om dyrearter­ og nævner kun mennesket i en bisætning.

Men værket fik læserne til at spekulere over menneskets placering i rækken af arter, som udvikler sig fra én art til en anden.

Først i en bog om menneskets afstamning fra 1871 argumenterede Charles Darwin for, at vi – ligesom alle andre dyr – nedstammer­ fra en stamform, vi har fælles med aberne – han mente altså ikke, at vi nedstammer fra aberne.

Myte 3: Biologen ville bekæmpe kristendommen

Nej! Darwin betragtede troen som et personligt anliggende og mente, at der ikke nødvendigvis var nogen modsætning mellem hans teori og religionen. Det vigtige var, at mennesker ikke blandede de to ting sammen.­

Hans arbejde handlede om at forstå livet på Jorden videnskabeligt, og i hans øjne kunne man sagtens tilslutte sig evolutionslæren og stadig tro på Gud. Året efter udgivelsen af “Arternes oprindelse” erkendte han, at spørgsmålet om religion var kompliceret:

“Jeg kan ikke helt slå mig til tåls med at betragte dette vidunderlige univers og især den menneskelige natur og så konkludere, at alt er et resultat af rå magt (naturlig udvælgelse, red.)”.

Tag med HISTORIE og oplev Galápagosøerne