Manden, som den 6. januar 1995 kl. 14.47 røvede banken Mellons filial i Pittsburgh-forstaden Swissvale, var ikke nogen almindelig bankrøver.
Så meget stod klart for de politifolk, som efterfølgende gennemgik billederne fra bankens overvågningskamera.
Ikke alene ville manden med sin vamsede parkacoat og sine omkring 130 kg gøre sig bemærket i ethvert selskab – han skilte sig også ud på en anden måde: I modsætning til alle andre røvere, som betjentene nogensinde havde hørt om, bar han ingen maske, paryk, styrthjelm eller andet, der kunne skjule hans identitet.
Tværtimod vendte manden frejdigt sit ansigt mod kassereren, som i overensstemmelse med bankens interne regler udleverede beholdningen på 5.200 dollars – 68.155 nutidskroner.
Manøvren tillod kameraet at fastholde røverens ansigt med en detaljerigdom, som politifolk ellers kun kunne drømme om.
“Selvtillid bliver oftere skabt af dumhed end af viden”. Charles Darwin i 1871.
Der gik da heller ikke en en time, fra billedet blev vist i en lokal nyhedsudsendelse, til politiet kunne pågribe bankrøveren, den 45-årige McArthur Wheeler. Ved arrestationen udbrød røveren forvirret:
“Jamen, jeg brugte da citronsaft.” En sætning han gentog flere gange.
På pressemødet måtte politikommissær Ronald Freeman forklare de fremmødte journalister, hvordan ordene skulle forstås:
“En eller anden havde fortalt ham, at man bliver usynlig, hvis man smører citronsaft i ansigtet”, sagde han smågrinende.
Politikommissær Freeman var ikke den eneste, som fandt historien morsom. Psykologiprofessor David Dunning morede sig kosteligt, da han læste beretningen om Wheeler i The World Almanac, en årbog, som i populær form beretter om årets mest spektakulære hændelser.
Som så mange andre spurgte Dunning sig selv, hvordan det dog var muligt at være så dum. Snart meldte en mistanke sig hos ham:
Er det muligt at være så dum, at man ikke ved, at man er dum, teoretiserede han.
Forskerne var forbløffede
Dunning besluttede at undersøge sagen nærmere og indkaldte 45 studerende fra psykologistudiet som forsøgskaniner.
De studerende blev bedt om at svare på 20 spørgsmål om grammatik og logik. Når de havde svaret, skulle de bedømme deres egne resultater i forhold til andres.
Tendensen i svarene var entydig. De studerende, som havde klaret opgaven dårligst og svaret forkert på flest spørgsmål, mente generelt, at de havde klaret sig langt bedre end gennemsnittet.
Resultatet bekræftede David Dunnings mistanke, men graden af selvbedrag blandt deltagerne forbløffede ham.
De 25 procent af de studerende, som havde klaret prøven dårligst, mente selv, at de befandt sig i den klogeste halvdel og faktisk havde klaret testen bedre end 60 procent af alle testdeltagere. Med andre ord klarede de sig ikke alene dårligt, de var også komplet uvidende om deres egne, manglende kompetencer.
Næsten tre fjerdedele af alle mennesker tror, de er dygtigere, end de egentlig er. Den gule linje viser, hvordan forsøgsdeltagerne klarer sig i forskellige tests. Den hvide viser, hvordan de samme testdeltagere opfatter deres præstation. Overvurderingen af egne evner kaldes Dunning-Kruger-effekten.
Alle tror, de er dygtige bilister
Intet sted træder Dunning-Kruger-effekten så tydelig frem, som når folk skal bedømme deres egen evne til at køre bil. Næsten alle tror, de er dygtigere end gennemsnittet af bilister.
Adskillige undersøgelser har gennem tiden dokumenteret Dunning-Kruger-effekten, som er blevet sat på en præcis formel.
Mennesker, som er dårligere end gennemsnittet inden for et felt, vurderer stort set altid sig selv til at være dygtigere end gennemsnittet. Kun de ca. 25 procent dygtigste har en realistisk opfattelse af egne evner – eller også vurderer de sig dårligere, end de er.
Dunning-Kruger-effekten træder tydeligst frem i de mange undersøgelser, hvor folk skulle vurdere deres evner som bilister i en række test.
Her svarede hele 80 procent, at de er dygtigere end gennemsnittet – hvilket er en statistisk umulighed.
Dårlig film sendte røveren i fælden
Fænomenet er siden blevet kaldt Dunning-Kruger-effekten efter David Dunning og hans kollega Justin Kruger, som gennemførte forsøget, og effekten er siden blevet afprøvet inden for forskellige felter.
I en opfølgende undersøgelse kiggede forskerne på kundskaberne i våbenhåndtering hos medlemmerne i en skytteforening – også her bad de medlemmerne vurdere deres egne evner.
Resultatet var det samme: Jo mere inkompetent skytten var, desto dygtigere mente skytten, at han eller hun var.
Citronsaft er usynligt, når man skriver med det. Om det var i Wheelers tanker, har han aldrig afsløret.
Studiet forklarede endnu en detalje i bankrøveren McArthur Wheelers adfærd.
For at afprøve citronsaftens virkning havde Wheeler forsøgt at tage et billede af sig selv med et polaroidkamera, fortalte han politiet. Da han ikke kunne se sig selv på det fremkaldte billede, konkluderede han, at saften virkelig havde gjort ham usynlig – og besluttede sig for at røve banken.
Evt fejlkilder som forkert indstilling af kameraet eller en dårlig kamerafilm strejfede ham ikke, hvilket ville være sket for en kompetent person.
De dumme er for skråsikre
Dunning og Krugers undersøgelser bekræftede, hvad filosoffer og videnskabsfolk længe havde anet.
Således havde Charles Darwin, manden bag evolutionsteorien, allerede i 1871 sagt, at “selvtillid bliver oftere skabt af dumhed end af viden”.
Og andre videnskabsmænd fulgte trop: “Det, der er galt med verden, er, at de dumme er så skråsikre på alting og de kloge så fulde af tvivl”, skrev den britiske logiker og filosof Bertrand Russell senere.
Russels formodningen om, at de dygtige tvivler på egne evner bekræftede Dunning-Kruger-studiet også. Professorens undersøgelse afslørede nemlig, at de som klarede sig bedst i testen, i meget stort omfang undervurderede sig selv.
Til gengæld havde de dygtige forsøgspersoner en klar fordel i forhold til fx McArthur Wheeler. Hos de kompetente skyldes tvivlen nemlig, at de ved nok til at vide, at de ikke ved alt.