Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Første oplag af Darwins­ “Arternes oprindelse”­ blev udsolgt på blot én dag.

© BPK/Topfoto/AKG Images
Udforskning

Charles Darwin lagde sig ud med Gud og hvermand

I over 20 år har Charles Darwin holdt sin kætterske teori om livets udvikling for sig selv. Men en dag i 1858 får han et chok: En anden forsker er klar til at fremsætte præcis de ideer, han selv har. Darwin må have sin bog på gaden i en fart. For 150 år siden satte han sidste punktum i det banebrydende værk “Arternes oprindelse”.

“I think” – jeg tror – skriver den 28-årige Charles Darwin eftertænksomt i sin hemmelige notesbog fra 1837. Ordene er møntet på den skitse, han har griflet nedenunder: en tegning af et livets træ, der forgrener sig fra gamle arter til nye.

En banebrydende teori er så småt ved at tage form i hovedet på den britiske lægesøn, der året forinden er vendt hjem fra sin fem år lange jordomsejling med briggen HMS Beagle.

Undervejs har Darwin gjort observationer, der – sammen med alle de bøger, han har læst – har trukket fundamentet væk under hans kristne tro. Ideen om, at enhver art er gudskabt og uforanderlig, er dybt rodfæstet i den unge videnskabsmand, ja, i hele den vestlige civilisation.

Men i sit stille sind er Darwin nu begyndt at sætte spørgsmålstegn ved forestillingen om Guds færdige skaberværk. Måske, tænker han, forholder det sig sådan, at arter ændres, og nye opstår ved naturlige processer.

En oktoberaften i 1838 sidder han og bladrer på må og få i en bog om befolkningslære, “An Essay on The Principle of Population”, en afhandling om befolkningsprincippet, skrevet af økonomen T.R. Malthus.

I bogen forfægter forfatteren det synspunkt, at befolkningen altid vil have en tendens til at vokse hurtigere end fødevareressourcerne, hvilket vil føre til knaphed og hungersnød.

Med andre ord vil der nødvendigvis fødes flere end fødevarerne rækker til, lyder Malthus’ grundtanke.

Under læsningen går en prås op for Darwin: Hvis man overfører den teori på naturen, betyder det, at individerne må kæmpe for overlevelse, at de må slås om de begrænsede ressourcer.

I den kamp vil individer med særligt gunstige egenskaber sejre, og egenskaberne vil blive ført videre til afkommet, så arten med tiden ændres.

“Her har jeg langt om længe fundet en teori, som jeg kan arbejde med”, noterer han og tilføjer: “Jeg er så opsat på at undgå overilede meninger, at jeg har besluttet mig for ikke at skrive selv det korteste omrids af den ned”.

En hastig skitse af et træ (th.) illustrerede Darwins tanke om, at dyr udvikler sig fra gamle arter til nye. Skitsen blev nedkradset efter, at han kom hjem fra fem års studier af naturen, som den tog sig ud bl.a. i Brasilien.

© Polfoto/Topfoto/University of Georgia

Charles Darwin frygter sin egen teori

I et brev til vennen og botanikeren Joseph Dalton Hooker afslører Darwin nogle år senere sine kætterske tanker om transmutation – endnu har han ikke taget ordet evolution i sin mund:

“Lige siden jeg vendte tilbage fra rejsen med Beagle, har jeg været optaget af et meget formasteligt arbejde. Jeg tror ikke, jeg kender en eneste, der ikke ville kalde det skørt. Jeg var i gang med at fordele organismerne fra Galápagos, og jeg besluttede mig for at gemme hvert eneste vidnesbyrd, som kan fortælle det mindste om, hvad arter er.

Jeg er så godt som overbevist om – ganske modsat af, hvad jeg tidligere forestillede mig – at arter ikke (dette er næsten ligesom at tilstå et mord) er helt uforanderlige.

Jeg tror, jeg har fundet ud af (dette er meget dristigt), hvordan arterne bedst tilpasser sig forskellige miljøer – nu rynker du panden og tænker ved dig selv: Åh, hvad er det dog for en mand, jeg har spildt min tid med at skrive til. For fem år siden ville jeg selv have tænkt det samme”, erkender Darwin.

Joseph Dalton Hooker er ikke afvisende over for Darwins ugudelige tanker. Han påpeger blot, at man som naturforsker ikke har ret til at studere spørgsmålene om arterne i almindelighed, før man har studeret i det mindste nogle af dem i detaljer.

Hookers kommentar gør ondt. Charles Darwin føler sig ramt og erkender, at han må være specialist, før han kan tillade sig at generalisere. Nok er han en respekteret forsker, ikke mindst takket være rejseberetningen “Voyage of the Beagle” fra 1839 og en bog om dannelsen af koraløer fra 1842.

Men skal han accepteres som en førsteklasses videnskabsmand, må han have overordentlig solid viden, især da i denne sag, hvor det er et alment accepteret verdensbillede, der står for skud. At sætte spørgsmålstegn ved den kristne skabelseslære er at bede om øretæver.

Det ved Darwin udmærket, og skulle han have været i tvivl, behøver han blot at huske tilbage på den ballade og opstandelse, der brød ud, da en anonym forfatter i 1844 udgav værket “Vestiges of the Natural History of Creation”, Spor af skabelsens naturhistorie.

Værket handler om arternes udvikling, og selv om det videnskabeligt set er en letvægter, er budskabet stærkt provokerende: Mennesket nedstammer fra fisk. Først 40 år senere, 25 år efter, at Darwin selv havde samlet mod til at publicere, stod forfatteren til værket frem.

Darwin er nervøs for responsen

I 1840'erne, hvor den fremherskende opfattelse er, at alle nulevende arter er opstået i deres færdige skikkelse umiddelbart efter en syndflod for få årtusinder siden, forekommer bogens påstand himmelråbende.

Så ikke overraskende blev værket brutalt nedslagtet af både kirken og videnskaben. Geologen Adam Sedgwick, en af Darwins læremestre, hævdede ligefrem, at det bedste ville være “at knuse skallen på denne afskyelige abort for at gøre en ende på dens kravlen”.

Darwin er ikke et øjeblik i tvivl om, at hans ideer om transmutation og naturlig udvælgelse vil skabe mindst lige så stor opstandelse, men samtidig glæder han sig over, at en anden har gødet jorden for ham.

Med sin ranke statur, sin bidske mine og sine sorte bakkenbarter fremtræder han som selvsikkerheden selv, men inderst inde er han konfliktsky og frygter for de reaktioner, der venter.

“Tænk blot på forfølgelsen af de tidlige astronomer”, skriver han i sin notesbog med henvisning til folk som Kopernikus og Galilei, der påkaldte sig kirkens vrede og samtidens latterliggørelse med deres lære om, at Jorden bevæger sig om Solen og ikke omvendt.

Darwins familie rammes af sygdom

I sin stræben efter at blive specialist studerer Darwin i otte år levende og forstenede krebsdyr som rurer og rankefødder, og i perioden fra 1852 til 1854 udgiver han fire afhandlinger om disse beskedne skabninger.

Heldigvis er han så privilegeret, at han ikke behøver at tjene til livets ophold, mens han fordyber sig i sit videnskabelige arbejde, for i ryggen har han en solid familieformue.

Men mens han slipper for økonomiske­ bekymringer, skorter det ikke på sorg og sygdom i hans liv: I 1842 dør hans kun tre uger gamle datter Mary Eleanor, og i 1851 rammer samme skæbne hans yndlingsdatter, den 10-årige Anne, der bukker under for tuberkulose.

Selv døjer han også med dårligt helbred i lange perioder, og de dage, hvor han har det bedst, kan han højst holde til at sidde ved skrivebordet i nogle få timer. Modgangen i privatlivet tærer hårdt på Darwin – han har haft en religiøs opvækst og også læst til præst, men tabet af hans elskede datter får ham til at tvivle på Gud.

Oven på det tidskrævende arbejde med de små krebsdyr er Darwin i efteråret 1854 klar til igen at hellige sig sin teori. Den 9. september 1854 skriver han i sin dagbog: “Er begyndt at sortere noterne til teorien om arterne”.

Allerede 12 år tidligere, i juni 1842, har han med blyant skrevet sine ideer ned i en kort skitse og i 1844 i et 230 sider langt skrift, som ikke er blevet trykt.

Men nu går han i gang med en kraftig udbygning af det værk, som han kalder “min store bog”, og som bærer arbejdstitlen “Natural Selection”, Naturlig udvælgelse.

Samtidig melder han sig ind i en forening for dueopdrættere, fordi han håber, at han ved at studere tamduer, som nedstammer fra klippeduen, vil finde beviser, der støtter hans teori om tilpasning til miljøet og den naturlige udvælgelse.

I sit hjem i landsbyen Downe, der ligger cirka 25 kilometer syd for London, eksperimenterer han desuden med planter og frø, alt sammen i forsøget på at skaffe den dokumentation, han så inderligt har brug for.

Darwin er ved at blive overhalet indenom

Den 18. juni 1858 lander en bombe på Charles Darwins skrivebord. Den dag modtager han et 20 sider langt brev fra Malaysia, afsendt af landsmanden, den unge, selvlærte biolog Alfred Russel Wallace, som han har mødt ved en tidligere lejlighed.

I brevet argumenterer Wallace næsten med Darwins egne ord for de selv samme ideer, som Darwin har tumlet med i over 20 år. Brevet er intet mindre end et perfekt sammendrag af Darwins evolutionsteori.

Chokeret erkender Charles Darwin, at en anden er ved at komme ham i forkøbet, alt sammen fordi han selv har tøvet så længe med at præsentere sine banebrydende tanker.

I brevet beder Wallace Darwin om at sende manuskriptet videre til geologen Charles Lyell, som er Darwins ven og store inspirationskilde. Og mens han endnu er rystet i sit inderste, sætter Darwin sig ned og formulerer et følgebrev til vennen: “Hvis Wallace havde set mit manuskriptudkast, som jeg skrev i 1844, kunne han ikke have lavet et bedre resume. Al min originalitet, hvad den end måtte bestå i, er nu ødelagt”, beklager Darwin sig.

Sammen med botanikeren Joseph Dalton Hooker arrangerer Lyell i al hast et møde i videnskabsselskabet “Linnean Society” i London den 1. juli for at sikre Darwins forspring.

På mødet vil Hooker og Lyell fremlægge både Wallaces rapport og et uddrag af Darwins skrift fra 1844, men selv overkommer Darwin ikke at deltage.

Ti dage efter at han har modtaget brevet fra Wallace, er hans yngste søn, Charles Waring, død af skarlagensfeber, og Darwin har derefter meddelt sine trofaste venner, at han er ude af stand til at tænke.

Første reaktion er gaben

Ved mødet i London læser sekretæren for videnskabsselskabet både Wallaces og Darwins skrifter op, men uden at indholdet gør synderligt indtryk på de få tilstedeværende.

Ingen reagerer på det, de hører, måske fordi de er overvældet af den mængde af informationer, de bliver bombarderet med.

Nogle af deltagerne gaber åbenlyst under fremlæggelsen, uvidende om at de er vidner til offentliggørelsen af en videnskabelig sensation – en begivenhed, der senere skal blive omtalt som “begyndelsen på den moderne biologi” eller “starten på den darwinistiske revolution”.

Inden han forlader mødelokalet, slår selskabets præsident da også fast, at 1858 har været “et begivenhedsløst år uden de store videnskabelige lyspunkter”.

Den eneste trykte omtale af fremlæggelsen bliver skrevet af en irsk professor, Haughton, der hævder, at “hvad der er af nyt i det, er forkert, og hvad der er rigtigt, er gammelkendt”.

Darwin ændrer hele tiden i teksten

Lettet over, at det offentlige drama er udeblevet, fortsætter Darwin arbejdet med sin store bog, mens rivalen Wallace gribes af nye ideer. Ofte bliver Darwin afbrudt af sygdom og korte ophold på det, han kalder “doktor Lanes herlige vandkuranstalt”, men efter mere end 400 dages arbejde er han omsider færdig.

Hans forlægger, John Murray, er ikke umiddelbart begejstret over at skulle udgive værket, muligvis fordi han vejrer oprør fra religiøse kredse, men han overvinder sin skepsis.

Dog irriterer det ham, at Darwin helt frem til udgivelsen uafladeligt kommer med ændringer til teksten. Prisen for de mange rettelser – 72 pund – betaler Darwin selv, en sum svarende til næsten 100 eksemplarer af bogen i forretningen.

Den 22. november 1859 udkommer værket “On the Origin of Species by Means of Natural Selection”, på dansk Arternes oprindelse, i et førsteoplag på 1250 eksemplarer til en pris på 15 shilling stykket.

Bøgerne bliver revet væk på udgivelsesdagen, men allerede den 7. januar 1860 er næste oplag på 3000 eksemplarer klar.

Værket vækker øjeblikkeligt opsigt og kritik, og anmeldelserne svinger fra at rødglødende raseri til ekstase. Blandt de vrede anmeldere­ er Darwins gamle geologilærer, Adam Sedgwick, der finder tanken om gradvis udvikling fra en fælles stamform både tåbelig og frastødende.

"Darwin udviser undertiden en rørende godtroenhed. Han ser ud til at tro, at isbjørnen, eftersom den er henvist til madrester, der flyder i polarhavet, efter en tid kan forvandle sig til en hval”, skriver han spottende.

Afslutningsvis spørger Sedgwick. “Hvorfor gør han dette? Uden tvivl med den begrundelse, er jeg overbevist om, således at gøre os uafhængige af vores Skaber”.

Også videnskabsmanden Richard Owen tager skarpt afstand fra Darwins teori og hævder, at Darwin må være idiot, når han antager, at den naturlige udvælgelse er det eneste mulige princip for arternes afløsning af hinanden.

Blandt de begejstrede anmeldere er Joseph Dalton Hooker, der skamroser Darwin, og zoologen Thomas Henry Huxley, der i avisen “The Times” kun har lutter lovord tilovers for “Arternes oprindelse”.

Også i den internationale forskerverden bliver Darwins værk modtaget vel – de fleste føler sig overbevist om ideen om arternes naturlige opståen, selv om få endnu kan kapere tanken om naturlig udvælgelse. I religiøse kredse derimod er harmen over Darwins værk voldsom.

Den oprørende idé om, at mennesker nedstammer­ fra aberne, fik karikatur-tegnerne­ til at kaste sig over Darwin.

© Scanpix/Corbis

Kirke kontra videnskab

En solrig junilørdag i 1860, lidt over et halvt år efter at “Arternes oprindelse” er udkommet, myldrer over 1000 mennesker ind på det naturhistoriske museum i Oxford. Flere hundrede bliver afvist ved indgangen på grund af pladsmangel i mødesalen.

Årsagen til det massive fremmøde er, at det britiske selskab til videnskabernes fremme har arrangeret et debatmøde, en konfrontation mellem kirkens mænd og tilhængerne af darwinismen.

Hovedpersonen selv er syg og opholder sig i sit hjem i Downe, men til stede er blandt andre Oxfords biskop, Samuel Wilberforce, der også er kendt som “Soapy Sam” på grund af sine fremragende talegaver, og Darwins to varmeste fortalere, Huxley og Hooker.

Under mødet angriber biskoppen i en lang, glødende tale darwinismen for at være både latterlig, ulogisk og uden videnskabeligt belæg.

Til sidst henvender han sig til Huxley og spørger sarkastisk, om han nedstammer fra aberne på sin bedstemors eller bedstefars side.

Huxley – der siden skal blive kendt som “Darwins bulldog” – nøjes i første omgang med at hviske til sin sidemand: “Herren har skænket mig denne mand i nådegave”. Så tager han ordet og begynder at pille biskoppens argumenter fra hinanden ét efter ét.

Herefter erklærer han, at han hellere vil være barnebarn af en abe end i familie med en mand, der misbruger sit intellekt til at sprede fordomme og løgnagtigheder.

Damerne besvimer

Kaos bryder ud. Et par damer i forsamlingen dåner, og tilhørerne enten jubler eller raser over Huxleys slagfærdige bemærkning. Midt i forvirringen træder den dybt religiøse Robert Fitzroy, kaptajn under Darwins jordomrejse, på podiet.

Med begge hænder hæver han en tung bibel over hovedet og råber til forsamlingen, at de hellere skal tro på Gud end på mennesket. Som den sidste går Joseph Dalton Hooker på talerstolen.

Roligt og velovervejet forklarer han, at han selv har både afvist og tvivlet på Darwins teori. Men efter at have læst bevisførelsen i “Arternes oprindelse” er han blevet en overbevist tilhænger.

Efter debatten erklærer begge parter at have klaret sig bedst, men i offentligheden er der bred enighed om, at Darwins tilhængere var duellens sejrherrer.

Konfrontationen i Oxford skal da også gå over i historien som darwinismens største øjeblik, tidspunktet, hvor videnskaben sejrede over religionen.

På ganske kort tid gør “Arternes oprindelse” Darwin til en feteret videnskabsmand, og hans revolutionerende værk bliver en bestseller, der udkommer i talrige udgaver og bliver oversat til alverdens sprog.

Den enorme opmærksomhed ændrer dog ikke på Darwins tilbagetrukne tilværelse: I sit hjem fortsætter han ufortrødent sit arbejde og bruger de næste over 20 år på at skrive nye bøger, rette i de gamle og undersøge alt fra orm over orkideer til ansigtsudtryk.

Allerede under sin rejse med Beagle i 1830’erne har Darwin skrevet i sin dagbog, at han ikke kunne forestille sig at bruge sit liv til noget bedre end at føje en smule til naturvidenskabens resultater.

“Dette har jeg gjort efter bedste evne”, erklærer han beskedent i sin selvbiografi i 1876. “Så kan kritikerne sige, hvad de vil. Den overbevisning kan de ikke rokke ved”.

Darwin dør i 1882 og bliver begravet blandt konger i Westminster Abbey.

Læs også:

Udforskning

4 myter om Charles Darwins evolutionsteori

3 minutter
Hverdagsliv

Sådan sendte vi breve før frimærket

2 minutter
1. verdenskrig

Fra genialt til det rene selvmord: 7 forsøg på krigs-camouflage

7 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul