Topkapi Palace Museum & Alp Kaya/Imageselect

Er Piri Reis-kortet autentisk?

Historikere har undret sig over, hvordan Piri Reis kortet fra 1500-tallet kan vise Antarktis, som først blev opdaget århundreder senere.

Piri Reis-kortet blev fundet i 1929 på bib­lio­te­ket i det store Topkapi-palads i Istanbul, Tyrkiet.

Verdenskortet er signeret af den osmanniske admiral og kartograf Piri Reis og markeret med årstallet 1513. Ifølge Reis’ egne optegnelser er hans kort baseret på 20 andre kort – bl.a. flere ­arabiske, spanske og portugisiske.

Det osmanniske kort rummer vellignende gengivelser af bl.a. Afrika, Caribien og det nordlige Sydamerika.

Den mest overraskende detalje er dog et stort landområde mod syd, som visse steder har lighed med Antarktis – et område, som først blev opdaget i 1700-tallet.

Dét har fået flere til at foreslå, at Reis kan have haft adgang til oldgammel viden om geografi, som korttegnere i Europa ikke havde.

Afrika

og kontinentets kystlinje er præcist gengivet på kortet. Desuden er Afrika placeret på den korrekte længdegrad i forhold til Sydamerika.

Topkapi Palace Museum & Alp Kaya/Imageselect

Antarktis

er angiveligt afbildet længst mod syd. Ifølge nogle kilder skulle denne kyst være identisk med området Dronning Maud Land.

Topkapi Palace Museum & Alp Kaya/Imageselect

Sydamerika

er – ifølge Piri Reis’ noter – baseret på et kort, som er tegnet af Christoffer Columbus under italienerens rejser til den nye verden.

Topkapi Palace Museum & Alp Kaya/Imageselect

“Antarktis” havde tropisk klima

Kritikere af denne teori vurderer i stedet, at “Antarktis” blot er det sydlige Sydamerika, der er forvrænget.

I begyndelsen af 1500-tallet var området endnu ikke udforsket tilstrækkeligt, og Reis’ kilder var formentlig upræcise.

Desuden er området placeret flere hundrede km længere mod nord end Antarktis og er landfast med Sydamerika.

Ifølge Reis’ egne noter på kortet har området også varmt, tropisk klima ligesom Sydamerika.

I dag er de fleste historikere enige om, at Piri Reis-kortet ganske vist er ægte, men at det ikke viser Antarktis.