Thule lå ved verdens ende
En græker plantede i antikken idéen om et rige, han aldrig havde set med sine egne øjne.
Det forhindrede ikke, at nazister endnu i 1900-tallet regnede Thule for en historisk sandhed.
Seks dage tog det ifølge den græske opdagelsesrejsende Pytheas at sejle fra De Britiske Øer til verdens yderste landmasse, Thule.
Hjemvendt fra en ekspedition til Nordeuropa omkring år 330 f.Kr. berettede han om et ubeboeligt sted, hvor vand, jord og luft flød sammen til et hele.
De næste 2.000 år levede folk med overbevisningen om, at Thule eksisterede et sted højt mod nord, hvor verden ender. Her fulgte selv nat og dag andre mønstre end ved Middelhavet.
Romeren Plinius kunne bl.a. berette, at om sommeren gik solen aldrig ned, og om vinteren stod den aldrig op.
Historikere har siden gættet på, at myten om Thule var sammenstykket af beretninger fra Den Skandinaviske Halvø, som antikkens grækere og romere næsten intet kendte til.
Mennesker tættere på Skandinavien vidste derimod, at Thule måtte ligge et andet sted. Den tyske munk Adam af Bremen slog i 1075 fast:
“Thule er den ø, som man i vore dage kalder Island på grund af isen, som får oceanet til at størkne”.
I 1900-tallet havde geografer for længst afskrevet Thule som en myte.
Men i Tyskland mente det såkaldte Thule-selskab, der var tæt forbundet med nazipartiet, at riget havde eksisteret. Her levede superracen arierne, som tyskerne nedstammede fra.