Fortidens verdenskort var ren fantasi

Engang vidste europæerne, præcis hvor El Dorado og Atlantis lå. Magiske øer, sunkne lande og gyldne byer blev regnet for så veldokumenterede, at de optrådte på alle seriøse kort. Først i 1700-tallet gav lyse hoveder sig til at undre sig over, at ingen faktisk havde besøgt de sagnomspundne riger.

Engang vidste europæerne, præcis hvor El Dorado og Atlantis lå. Magiske øer, sunkne lande og gyldne byer blev regnet for så veldokumenterede, at de optrådte på alle seriøse kort. Først i 1700-tallet gav lyse hoveder sig til at undre sig over, at ingen faktisk havde besøgt de sagnomspundne riger.

Bridgeman

Thule lå ved verdens ende

En græker plantede i antikken idéen om et rige, han aldrig havde set med sine egne øjne.

Det forhindrede ikke, at nazister endnu i 1900-tallet regnede Thule for en historisk sandhed.

Seks dage tog det ifølge den græske opdagelsesrejsende Pytheas at sejle fra De Britiske Øer til verdens yderste landmasse, Thule.

Hjemvendt fra en ekspedition til Nordeuropa omkring år 330 f.Kr. berettede han om et ubeboeligt sted, hvor vand, jord og luft flød sammen til et hele.

De næste 2.000 år levede folk med overbevisningen om, at Thule eksisterede et sted højt mod nord, hvor verden ender. Her fulgte selv nat og dag andre mønstre end ved Middelhavet.

Romeren Plinius kunne bl.a. berette, at om sommeren gik solen aldrig ned, og om vinteren stod den aldrig op.

Historikere har siden gættet på, at myten om Thule var sammenstykket af beretninger fra Den Skandinaviske Halvø, som antikkens grækere og romere næsten intet kendte til.

Mennesker tættere på Skandi­navien vidste derimod, at Thule måtte ligge et andet sted. Den tyske munk Adam af Bremen slog i 1075 fast:

“Thule er den ø, som man i vore dage kalder Island på grund af isen, som får oceanet til at størkne”.

I 1900-tallet havde geografer for længst afskrevet Thule som en myte.

Men i Tyskland mente det såkaldte Thule-selskab, der var tæt forbundet med nazipartiet, at riget havde eksi­steret. Her levede superracen arierne, som tyskerne nedstammede fra.

På svenske Olaus Magnus’ kort fra 1500-tallet lå Thule syd for Island.

© AKG Images

Gudekonger stod bag pyramiderne

Atlantis var større end Afrika og blev regeret af gudekonger, indtil et jordskælv fik riget til at synke i havet på ét døgn. Sådan skrev den græske filosof Platon omkring år 360 f.Kr.

Omkring 2.000 år senere blev på­standen tilsyneladende bevist.

Da spanierne trængte ind i Mexico, så de mayaernes og aztekernes pyramider, som mindede om Egyptens store bygningsværker. De måtte have haft sammelæremestre, nemlig Atlantis’ gudekonger.

Nutidens historikere mener, at Platon slet ikke troede på det sunkne rige. Atlantis var fantasi, der skulle vise det perfekte samfund med stærke herskere, rigdom og nøjsomhed.

Historiske kort fra 1600-tallet viste Atlantis som et kæmpe-kontinent midt i Atlanten.

© AKG Images

Kristen civilisation skjulte sig blandt hedenske barbarer

Middelalderens europæere var sikre på, at et kristent rige fandtes i Indien.

Her her­skede præstekongen Johannes, der nedstammede fra en af de tre vise mænd i “Det Nye Testamente”. Her fandtes undere som Ungdommens Kilde og porten til Edens Have.

Rigets eksistens blev tilsyneladende bevist i 1165, hvor et brev fra Johannes til den byzantinske kejser cirkulerede i Europa.

Paven udsendte en ekspedition, men den vendte aldrig tilbage.

I 1300-tallet vidste europæerne nok om Indien til at udelukke, at præstekongens rige fandtes her.

Johannes måtte i stedet regere over det kristne Etiopien i Afrika. Først i 1751 fandt en munk på at spørge etiopierne, og de viste sig ikke at kende noget til en hellig Johannes.

Et kort fra 1500-tallet placerede præstekongens rige i Etiopien.

© Bridgeman

Munk fandt paradis

Helgenernes hjem lå et sted i Atlanten. Det var så velkendt, at selv Christoffer Columbus spejdede efter Brendans Ø, da han sejlede gennem Atlanten i 1492.

Sankt Brendan var en irsk munk, der rejste ud for at finde paradis i begyndelsen af 500-tallet.

Ifølge et skrift fra middelalderen nåede han frem til en hellig ø i Atlanten, hvor munken og hans ledsagere gik i land. 15 dage senere vendte mændene tilbage til deres skibe blot for at opdage, at de havde været væk i et helt år. I al den tid havde en mystisk tåge skjult øen
.

Flere søfolk kunne siden berette, at de havde set Brendans paradis i horisonten, inden de blev drevet bort af dårligt vejr.

Portugals konge sendte i 1400-tallet en af dem ud for at genfinde øen. Men til alles skuffelse vendte søfareren aldrig tilbage.

Alle vidneudsagn pegede dog på, at øen måtte skjule sig et sted ud for Afrika, og her optrådte den på mange kort.

I 1700-talletforsøgte Spanien igen at finde Brendans Ø, men da ekspeditionerne slog fejl, smækkede kassen i.

Da pengene forsvandt, ebbede strømmen af vidner, der havde set øen, også ud.

Ifølge legenden kom Sankt Brendan til at gå i land på ryggen af en hval.

© AKG Images

Sunket land skulle forklare et mysterium

I 1800-tallet dukkede lemur­fossiler op af jorden i Indien. Zoologer undrede sig, for dyret lever kun på Madagaskar, men briten Philip Sclater havde en forklaring.

Han skrev i 1864, at det sunkne land “Lemurien” engang havde strakt sig over Det Indiske Ocean.

Dyret var gået uden at få våde fødder. Forskere brugte dengang “landbroer” som svar på zoologiske gåder, og nogle mente, at Sclaters Lemurien fortsatte tværs over Stillehavet.

Det var årsag til asiatiske dyrearters fremkomst i Amerika.

Først omkring 1960 blev en bedre teori udbredt. Forskerne erkendte, at kontinentaldrift får verdensdelene til at bevæge sig, og Madagaskar havde hængt sammen med Indien for 84-95 mio. år siden.

Ifølge en opfindsom teori kunne lemurer engang vandre over land fra Madagaskar til Indien.

© Shutterstock

Jagt på guldby kortlagde Sydamerika

Da spanierne ankom til Amerika, hørte de om El Dorado, hvor indfødte smed guld og ædelsten i en sø, hver gang en ny konge blev indsat. Herskeren selv lod sig dække af guldstøv, inden han badede i søvandet.

Spanske ekspeditioner drog ind i regnskoven, og i 1545 fandt de en sø, som måtte være den rette.

Men da de gav sig til at dræne vandet, fandt spanierne kun lidt guld på bunden.

Myten om El Dorado ville dog ikke dø, og håbefulde kolonister begyndte at tale om en hel by opført i guld.

Rygterne tiltrak konkurrenter, og den engelske søhelt Walter Raleigh ankom i 1596 for at snuppe skatten for øjnene af spanierne.

Ingen fandt nogensinde El Dorado, men ekspeditionerne førte dog til, at Sydamerikas indre blev grundigt udforsket.

El Dorados eksistens var et faktum ifølge hollandske kort fra 1600-tallet.

© AKG Images

Kaninø lå gemt i evig tåge

Søfolk holdt i århundreder udkig efter en ø ud for den irske kyst, som kun dukkede frem fra tågen én dag hvert syvende år. Stedet hed Hy-Brasil efter klanen breasal, der er oldirsk for “stor”, “smuk” eller “mægtig”.

Øen blev første gang tegnet ind på kort i 1325, og mange ledte uden held.

En af dem var John Cabot – den første europæer til at udforske Nordamerikas østkyst siden vikingerne. Han ville endnu hellere være kendt som manden, der fandt Hy-Brasil, så Cabot spejdede efter øen, mens han sejlede gennem Atlanten i 1497.

I 1674 rygtedes det, at en kaptajn ved navn John Nisbet omsider havde haft heldet med sig.

Han var nået i land og havde mødt en troldmand, der boede i et slot omgivet af store, sorte kaniner.

En foretagsom mand bad straks den engelske konge om eneret til at kolonisere øen. Men historien viste sig at være opfundet af en spøgefuld forfatter.

Hy-Brasil blev indtegnet på et kort for sidste gang i 1865.