Aldrig havde englænderen Charles Darwin set så tamme fugle før. Finkerne satte sig knap en meter fra ham, og sule-fuglene, som til hans store overraskelse sad nær ham i træernes grene, tog næppe anstød af den nysgerrige naturhistoriker. Han kunne endda skubbe en rovfugl ned fra en gren med sit skarpladte gevær.
Øen Chatham i Galápagos-øgruppen vest for Sydamerika var det tætteste, den 26-årige Charles Darwin havde været på himmerige, og indbyggerne, som alle var dyr, syntes at mene det samme.
I sin rejseberetning skrev han begejstret, at øerne var “et paradis for hele reptilfamilien” med kæmpemæssige skildpadder, firben og leguaner overalt.
Talrige populære fremstillinger af Darwins liv beskriver, hvordan han under mødet med øernes dyreliv i 1835 med ét forstod, at klodens arter stammede fra én fælles stamform.
Angiveligt indså han, at den fælles stamform gennem millioner af år gradvist havde ændret sig til den myriade af arter, forskerne kender i dag. Det skete gennem naturlig udvælgelse, hvor de dyr, der bedst forstod at tilpasse sig levevilkårene, overlevede.
Derfor havde nogle finker stærke næb til at knuse frøskaller med, mens andre havde spinkle næb til insektfangst, og af samme grund havde skildpadderne på de forskellige øer vidt forskellige skjolde.
Men den pludselige åbenbaring er pure opspind. Darwin udformede først sin banebrydende evolutionsteori længe efter besøget på øerne. Af hans dagbøger og rejseberetning fremgår det tværtimod, at han var blind selv for de mest oplagte spor efter evolutionen.
Skildpadder tilpassede sig øerne
Knap fire år tidligere – i 1831 – havde Charles Darwin forladt Plymouth i Sydengland ombord på den britiske brig HMS Beagle, hvis kaptajn, Robert FitzRoy, havde fået til opgave at kortlægge Sydamerikas kyster.
Gode forbindelser i universitetsverdenen havde skaffet Darwin tjansen som skibets naturhistoriker, og han var desuden blevet udpeget som socialt passende rejsekammerat for kaptajnen.
Darwin opdagede imidlertid hurtigt, at han slet ikke var søstærk. “Jeg hader hver bølge på havet”, hvæsede han til en medrejsende.
Desuden trivedes han ikke i kaptajnens selskab, og hver gang muligheden opstod, gik han derfor i land på lange indsamlingsrejser efter dyr, planter, fossiler og mineraler.
I morgentimerne den 17. september 1835 lagde HMS Beagle til ved øen Chatham i Galápagos-øgruppen, og vanen tro hoppede Darwin i land.
De næste uger besøgte han i alt fire af øgruppens 13 større øer, hvor han med undren studerede det unikke dyre- og planteliv.
Størst indtryk gjorde havleguanerne, som svømmede ned for at æde af klippernes algebelægninger. Aldrig havde han set en leguan gøre noget lignende før.
Galápagos-øerne er dannet ved vulkanisme, og et af Darwins største ønsker var at se en aktiv vulkan. Desværre var alle Chathams kratere for længst udslukte, men han noterede sig, at øen var næsten helt sort af størknet lava, der slyngede sig som frosne bølger.
Han enedes med kaptajn FitzRoy om, at sceneriet mindede om landskabet omkringde store smelteovne på stålværkerne i Wolverhampton hjemme i England.
Næste stop på rejsen var øen Charles. Her boede en lille koloni af straffefanger, ledet af den britiske viceguvernør Nicholas Lawson. Lawson fortalte, at han kunne afgøre, hvilken ø han var på, blot ved at betragte kæmpeskildpaddernes skjolde, som var forskellige fra ø til ø.
På nogle øer slog skjoldranden i hovedenden en stor bue opad, så dyrene kunne æde af de højere buske og træer. På andre var skjoldranden jævn, og dyrene levede af lave græsser og behøvede ikke at strække hovedet langt efter føde.
Skildpadderne havde også andre forskelle, men selvom Darwin ved selvsyn kunne studere masser af skjolde, som Lawson benyttede som blomsterkummer, forstod han endnu ikke rækkevidden af viceguvernørens oplysninger.
Før Beagle skibede ud fra Galápagos-øerne, lagde det til ved Albemarle, hvor Darwin studerede øernes landleguaner, og øen James, hvor han fik sig en ridetur på en kæmpeskildpadde.
Da Darwin forlod øerne efter fem uger under ækvators brændende sol, var han endnu ikke evolutionsteoretiker, men han havde set en stor del af verden og fået erfaringer, som gav mening, da han senere i livet begyndte at lægge to og to sammen.
I sin rejseberetning, som blev udgivet i 1845, ni år efter hjemkomsten, fortæller Darwin, at han til at begynde med ikke havde forstået alle sporene efter evolutionen – bl.a. fordi han ikke kunne forestille sig, at øer, som lå inden for synsvidde af hinanden, kunne huse så forskellige former af de samme dyrearter.
Han ærgrede sig derfor senere over, at han ikke havde lavet grundige skildpaddeindsamlinger. Alle paddernes skjolde røg tværtimod over bord, efterhånden som det blev deres ejeres tur til at ende i HMS Beagles kødgryder.
Én dyreorden havde Darwin dog bemærket var repræsenteret med forskellige racer eller arter på de forskellige øer – nemlig spurvefuglene. Han hjembragte fx en sirlig skindsamling med nøje udførte etiketter, som viste den store variation blandt undergruppen spottedroslerne.
Nogle andre spurvefugle mente han var en blanding af finker, drosler og sangere, en inddeling, han især baserede på næbbets form. Men hjemme i London overdrog Darwin samlingen til ornitologen John Gould, som fortalte den undrende Darwin, at fuglene var fra samme undergruppe – finkefamilien – men havde forskelligt udseende.
Darwin var dog lovligt undskyldt, for de 14 arter, forskerne i dag inddeler hans finker i, er meget forskellige, og de er den måske sværeste fuglegruppe overhovedet at bestemme for ornitologerne.
Finkerne var det bedste eksempel
Efter hjemkomsten samlede Darwin sine noter og minder og forsøgte at trække en lære ud af dem. Og den var, at livets mangfoldighed er så stor, at den kun kan forklares, hvis der hele tiden skabes nye arter, der tilpasser sig deres levesteder – sådan som fx skildpadderne.
Den moderne evolutionsteori modnedes langsomt i ham, og han indså, at de finker, som havde forvirret ham, netop var et af de bedste eksempler på evolutionens virke.
Hans tanker var imidlertid så kontroversielle i datidens kristne samfund, at han ventede adskillige år med at offentliggøre dem. Først torsdag den 24. november 1859 havde han samlet mod nok til at udgive sit værk “Arternes oprindelse”.
Oplaget på 1.250 eksemplarer blev revet væk allerede på udgivelsesdagen, og i kølvandet opstod en hidsig debat for og imod teorien, også selvom kun få af læserne egentlig forstod, hvad han mente med “naturlig udvælgelse”.
Første udgave af Arternes oprindelse blev revet væk.
Næsten 10 år efter hans rejse kunne folk læse Darwins bevingede ord om, at hans studier af fugle “synes at have bragt os nærmere til denne erkendelse - mysteriernes mysterium - om nye livsformers opståen på denne klode”.
Forskerne er ikke i tvivl om, at den erkendelse for en stor del skyldtes hans oplevelser på Galápagosøerne. Og siden Darwin skrev disse ord, har adskillige studier og ekspeditioner bekræftet hans storslåede teori.
Darwins teori består af to trin
Charles Darwins idéer om livets udvikling var så banebrydende, at han kom til at lægge navn til darwinismen. Hans teori indeholder to elementer.
Alle arter stammer fra et fælles udgangspunkt: Første led af teorien beskriver evolution, altså langsom forandring. Darwin hævdede, at alle verdens arter opstod, ved at de gradvist ændrede sig fra en fælles stamform.
Det bedst tilpassede afkom overlever: Næste led er, at de gradvise ændringer sker vha. det, Darwin kalder “naturlig udvælgelse”: De bedst tilpassede individer i hver generation får sat mere afkom i verden end dyr, der er dårligere tilpasset livsbetingelserne. Denne lovmæssighed - også kendt som survival of the fittest - driver evolutionen frem.