Aldrig havde englænderen Charles Darwin set så tamme fugle før. Finkerne satte sig knap en meter fra ham, og sule-fuglene, som til hans store overraskelse sad nær ham i træernes grene, tog næppe anstød af den nysgerrige naturhistoriker. Han kunne endda skubbe en rovfugl ned fra en gren med sit skarpladte gevær.
Øen Chatham i Galápagos-øgruppen vest for Sydamerika var det tætteste, den 26-årige Charles Darwin havde været på himmerige, og indbyggerne, som alle var dyr, syntes at mene det samme.
I sin rejseberetning skrev han begejstret, at øerne var “et paradis for hele reptilfamilien” med kæmpemæssige skildpadder, firben og leguaner overalt.
Talrige populære fremstillinger af Darwins liv beskriver, hvordan han under mødet med øernes dyreliv i 1835 med ét forstod, at klodens arter stammede fra én fælles stamform.
Angiveligt indså han, at den fælles stamform gennem millioner af år gradvist havde ændret sig til den myriade af arter, forskerne kender i dag. Det skete gennem naturlig udvælgelse, hvor de dyr, der bedst forstod at tilpasse sig levevilkårene, overlevede.
Derfor havde nogle finker stærke næb til at knuse frøskaller med, mens andre havde spinkle næb til insektfangst, og af samme grund havde skildpadderne på de forskellige øer vidt forskellige skjolde.
Men den pludselige åbenbaring er pure opspind. Darwin udformede først sin banebrydende evolutionsteori længe efter besøget på øerne. Af hans dagbøger og rejseberetning fremgår det tværtimod, at han var blind selv for de mest oplagte spor efter evolutionen.