Alle drømmer om den helt store gevinst og at blive så rige, at de aldrig nogensinde behøver at løfte en finger.
I dag er det rygter om en ny bitcoin-bølge, der kan udløse guldfeber. I 1800-tallet var det rigtige, glitrende klumper i guld, der fordrejede hovederne på helt almindelige mennesker.
Guldfeberen i Klondike – en øde egn i det canadiske Yukon-territorium – brød ud efter et guldfund ved Bonanza Creek den 16. august 1896. Dengang bredte nyheder sig ikke med samme hast som i dag; i første omgang spredte rygtet om fundet sig kun til de få andre guldgravere i området.
Først året efter nåede nyheden ud til resten af verden, da aviserne begyndte at skrive om guldfundet. Resultatet blev en folkevandring.
Op mod 100.000 mennesker forlod familie og hjem for at begive sig mod Klondike, hvor guldgraverbyer – den største af dem Dawson City – skød op af den golde jord.
Livet som guldgraver langt fra civilisationen kan være svært at forestille sig. Men de gamle fotografier hjælper. Vi har samlet 10 fotografier, der tilsammen giver et glimt af en fortid, som nu for længst er gravet væk.
LICENSER TIL GULDGRAVNING

At grave efter guld krævede en licens, som de håbefulde guldgravere kunne erhverve i den canadiske by Victoria (billedet) eller i Dawson City i Klondike.
Guldgravning krævede licens
Enhver lykkeridders guldeventyr i Klondike startede med en licens til 10 dollars (ca. 2.570 nutidskroner), der gav ret til at lede efter guld. Når guldgraveren fandt et lovende sted, kostede det yderligere 15 dollars for retten til at grave på det specifikke jordlod. Efter et år skulle denne ret fornyes – for den nette sum af 100 dollars.
RUTEN TIL KLONDIKE

Guldfeberen brød ud, da George Carmack – sammen med sin hustru, svoger og en nevø – fandt guld i 1896. Herefter myldrede lykkeridderne til via forskellige ruter.
Flere veje førte til Klondike
Seattle var det vigtigste udgangspunkt for guldgraverne. De velstillede sejlede til St. Michael i Alaska, hvorfra mindre både fragtede dem ad Yukonfloden til Klondike. Flertallet af lykkejægere havde dog kun råd til at sejle til Dyea eller Skagway, hvorefter de skulle forcere et bjerg og sejle videre ad Yukon.
BJERGPASSET KRYDSES

Det mest brugte pas – Chilkoot – blev under guldfeberen i Klondike krydset af 22.000 guldgravere.
Oppakningen vejede et ton
De canadiske myndigheder krævede, at rejsende medbragte forsyninger til et år, så bagagen for en gennemsnitlig guldgraver vejede et ton. Pasvejene var for stejle til pakdyr, så hvis ikke guldgraverne havde råd til at hyre bærere, måtte de selv slæbe opbakningen over bjerget ad flere omgange.
JAGTEN PÅ GULD

Størstedelen af guldgraverne i Klondike fandt aldrig så meget som et gram guldstøv.
Guldgravere knoklede forgæves
Historikerne anslår, at omkring 30-40.000 mennesker gennemførte turen til Klondike. Af disse kastede 15-20.000 sig ud i at grave efter guld, og af dem fandt 4.000 det gyldne metal. Langt de fleste af dem fandt dog kun små mængder – kun nogle få hundrede ramte en stor guldåre og blev svimlende rige.
SVINDLER SNYDER REJSENDE

I et halvt år kontrollerede forbryderen “Soapy” Smith byen Skagway – et knudepunkt for rejsende til og fra Klondike. Den 8. juli 1898 blev “Soapy” skudt efter et skænderi med en vagt nær et værft i byen.
Bondefanger snød de rejsende
I januar 1898 slog bedrageren “Soapy” Smith sig ned i Skagway. Tilnavnet “Soapy” stammede fra et svindelnummer, hvor Smith solgte sæbe med mulige pengepræmier gemt i indpakningen. Sjovt nok fik kun Smiths egne mænd nogensinde gevinst. I Skagway franarrede Smiths bande rejsende guldgravere penge ved at snyde i kortspil – eller ved at love at sende beskeder fra en falsk telegrafstation.
JERNBANE ANLÆGGES

I dag kan turister køre med tog på en mindre strækning af den gamle guldgraver-jernbane.
Tog forkortede rejsetiden
Behovet for transport til og fra Klondike førte til anlæggelsen af en jernbane, der gik gennem White-bjergpasset. Anlægsarbejdet begyndte i 1898, og banen stod færdig to år senere. Den strakte sig 177 km fra Skagway i Alaska til byen Whitehorse ved Yukonfloden og var en af de stejleste jernbaner i Nordamerika.
DAWSON CITY

Tyveri og mord hørte til sjældenhederne i Dawson City under guldfeberen.
Byen skød op nær guldfundet
Dawson City blev grundlagt samme år som det første guldfund i 1896. To år senere boede her 17.000 mennesker. Byen lå langt fra civilisationen, men den var langtfra lovløs. Selvom både hasardspil og prostitution var tilladt, sørgede det ridende canadiske politi for at holde orden i gaderne.
GULDSTØV HANDLES

Guldstøv kunne bruges til at købe proviant og udstyr i Dawson Citys forretninger.
Guldstøv var betalingsmiddel
I Dawson City var guld et gangbart betalingsmiddel, og selv små mængder var værdifulde. Guldet blev som regel opgjort i vægtenheden ounce (unse), hvor én unse svarer til ca. 30 gram. En guldgraver kunne forvente at få 16 dollars – mere end 4.000 nutidskroner – for en unse guld.
“KLONDIKE KATE”

Guldgraverne i Dawson City var vilde med den letpåklædte danserinde “Klondike Kate”.
Danserinde tjente kassen
I Palace Grand Theatre optrådte Kathleen Rockwell – kaldet “Klondike Kate” – der var kendt for sin sensuelle og flirtende dans. De nyrige guldgravere forgudede hende, og mændene var rundhåndede med drikkepengene. Angiveligt kunne Kate på en god aften tjene 750 dollars – godt 190.000 nutidskroner.
GULDFEBEREN RYKKER VIDERE

Der blev trængsel ombord på skibene til Nome, da nyheden om nye guldfund i Alaska nåede til Dawson City.
Turen går til Nome
De sensationelle guldfund var ved at stilne af, da nyheden om guldfund nær byen Nome i Alaska nåede Klondike i 1899. I Nome lå guldet på stranden og kunne indsamles uden en licens. Tusindvis af guldgravere begav sig straks mod Nome, og guldfeberen i Klondike ebbede ud.