Hvilken ubåd var den første under Nordpolen?

Moderne ubåde kan sejle under Nordpolen. Hvornår blev det gjort første gang?

Atomubåden Nautilus kunne sejle flere tusind kilometer under havets overflade.

Nautilus var den første ubåd under Nordpolen

I august 1958 sejlede den amerikanske ubåd Nautilus under Nordpolens iskappe – fra Stillehavet til Atlanten. Det havde intet fartøj gjort før, og bedriften lod sig kun gøre, fordi Nautilus var historiens første atomubåd.

Andre ubåde fik kraft fra el-motorer, når de sejlede under overfladen. El-motorer lavede ingen udstødning og forbrugte ikke ilt. Til gengæld løb batterierne hurtigt tør for strøm, og genopladning måtte ske på overfladen, hvor dieselmotoren kunne tændes. Derfor var ingen ubåd i stand til at sejle neddykket i flere døgn i træk.

Nordpolen blev nået den 3. august 1958

Nautilus blev søsat og optaget i den amerikanske flåde i 1954. Året efter satte ubåden rekord for neddykket sejlads, da den tilbagelagde 2.223 km uden at gå op til overfladen én eneste gang.

I 1958 fik ubåden ordre til at bevise, at den kunne sejle under Nordpolen og lægge sig på lur ud for sovjetiske flådebaser. Den 1. august dykkede Nautilus ind under isen og fortsatte via en naturlig kanal i havbunden. Kun her var dybden stor nok til, at ubåden kunne slippe under den 18 m tykke pakis.

To dage senere passerede Nautilus den geografiske nordpol som det første sejlende fartøj nogensinde.

Efter 96 timer, hvor ubåden tilbagelagde 2.940 km, steg Nautilus op til overfladen igen øst for Grønland.