Sovfoto/Getty Images

Hvorfor sendte russerne hunde ud i rummet?

Mens rumfartsnationer som USA eksperimenterede med at sende aber op i rummet, valgte russerne under rumkapløbet at sende hunde afsted. De firbenede kosmonauter var angiveligt både modstandsdygtige og billige at skaffe.

I 1950’erne og 1960’erne sendte USA og Sovjetunionen et stort antal dyr ud i rummet.

Målet var bl.a. at undersøge, hvordan mangel på tyngdekraft påvirkede levende organismer, inden de første mennesker drog ud på rumfærd.

Mens USA eksperimenterede på aber, fordi de minder om mennesker, brugte russerne hunde. Årsagen var bl.a., at hunde var lette at skaffe og billige i drift i forhold til aber, som USA hentede i Afrika.

Størstedelen af rumhundene var gadehunde, fordi sovjetiske forskere mente, at ejerløse hunde var mere robuste end kælehunde og derfor bedre klædt på til strabadserne i rummet. Inden afgang blev hundene dog grundigt trænet.

Bl.a. blev de tvunget til at ligge stille i flere dage og udsat for høj acceleration.

I alt foretog Sovjetunionen omkring 60 flyvninger med hunde. De fleste firbenede kosmonauter vendte tilbage i live.

LÆS OGSÅ: Tidslinje for rumkapløbet: Kampen om at komme først til månen