Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Talløse skibsdramaer har udspillet sig ved Auckland Islands, hvor kastevinde og klippeskær gør farvandet dødsensfarligt.

Udforskning

Kom med på virkelighedens Robinson Ekspedition

I 1864 strander to besætninger i hver sin ende af en gudsforladt ø mellem New Zealand og Antarktis. Mændene kender intet til hinandens eksistens og griber skæbnen vidt forskelligt an. I syd hersker sammenhold og orden, i nord råder jungleloven.

Bølgerne bekriger skibet

Selvom Thomas Musgrave med sine blot 31 år er en grønskolling blandt garvede søulke, har han ry for at være en mesterlig kaptajn og en uovertruffen navigatør. Men de egenskaber er intet værd en stormfuld januaraften i 1864, da Musgraves skib ,Grafton, ligger for anker i oprørt hav ud for Auckland Island.

Rasende bølger pisker og rusker i skonnerten, der som en udbryderkonge vrider sig i sine to ankerkæder. Da et heftigt vindstød pludselig hamrer ind i skibssiden som en kæmpeknytnæve, sker det, som besætningen har frygtet: En af ankerkæderne giver efter, og det solide Grafton bliver bølgernes lette bytte.

Fæstnet til havbunden med kun ét anker driver skibet på må og få i det frådende hav, indtil ankeret lidt over midnat 3. januar vrister sig fri af havbunden. En kæmpebølge løfter Grafton til vejrs og kaster fartøjet ind mod klippekysten, som flår skroget op, mens enorme dønninger fejer hen over dækket og fylder skibet med vand.

Ved den brutale kollision bliver benene slået væk under kaptajn Musgrave og hans fire besætningsmedlemmer, og mens de chokeret forsøger at begribe katastrofens omfang, lægger det sårede Grafton sig knagende og sukkende på siden. På sin vej mod Sydney i Australien er besætningen strandet ved en gudsforladt øgruppe, hvor indbyggertallet pludselig er steget fra nul til fem – og hvor flere fortabte sjæle snart melder deres ankomst.

Dødsdømt fartøj fanget i stormen

Drevet af drømmen om at finde sølv på den afsides beliggende Campbell Island syd for New Zealand var Musgrave og hans umage besætning i skikkelse af den franske guldgraver François Raynal, den portugisiske kok Henry Forgès og to menige sømænd, nordmanden Alick og englænderen George Harris 12. november 1863 stukket til søs fra Sydney i Australien.

Men på Campbell Island viste drømmen sig at være netop det – funklende, men uopnåelig – og slukørede måtte søfolkene begive sig hjem. For at udflugten ikke skulle være helt mislykket, ville Musgrave slå et smut forbi øgruppen Auckland Islands og nedlægge en flok søløver, så femkløveret ikke vendte tomhændet tilbage til Sydney, men havde noget skind og olie, som de kunne sælge.

Skibsforliset har nu sat en stopper for den ambition, og efter en søvnløs og urolig nat på dækket af det dødsdømte fartøj skynder Musgrave og kompagni sig i det spæde daggry at redde, hvad reddes kan.

I silende regn og med en vind, der raser med uformindsket styrke, pukler de med at bugsere proviant, personlige ejendele og gods i land fra det sønderslåede Grafton, hvis medbragte jolle til mændenes lettelse viser sig at være i god behold.

Søløve på menuen

Gennem tiden har både hvalfangere og kolonister forsøgt at stable en tilværelse på benene på den isolerede øgruppe Auckland Islands, hvis stejle klippevægge rejser sig højt over havoverfladen ca. midtvejs mellem New Zealand og Antarktis. Ingen har dog holdt ud, hvilket i høj grad skyldes det elendige klima. Storm afløser blæst, blæst afløser regn, regn afløser bidende kulde, og øens forkrøblede træer giver ikke meget læ. Selv på årets varmeste dage er temperaturen sjældent over 10 grader.

Kun søløver befinder sig godt på de barske øer, og store dele af året ligger de enorme dyr henslængt på klipperne, hvor de bjæffer hæst ad hinanden og trænges om pladsen. Dyrene bliver de skibbrudnes redning: Med sig i land har Musgrave og hans folk ganske vist en kasse gennemblødte beskøjter samt lidt mel, sukker og saltet kød, men den smule proviant rækker ikke langt. Så bevæbnet med køller går Musgrave, George og Alick allerede på andendagen på søløvejagt og vender triumferende og blodindsmurte tilbage til den lejr, de i hast har indrettet ved bredden.

Fra en sømand har Musgrave engang hørt, hvordan man nedlægger en søløve – “slå den hårdt over næseroden lige mellem øjnene, hvor kraniet er tyndest” – og den taktik har været effektiv på en 1,5 m lang og cirka 50 kg tung krabat.

“Den smagte delikat – præcis som lam”, noterer Musgrave i sin dagbog. Fortrøstningsfuldt tilføjer han, at der tilsyneladende er rigeligt med søløver: “De brøler i skoven som vildt kvæg, og vi forventer, at de, hvert øjeblik det skal være, vil storme vores telt”.

Teltet er flikket sammen af sejldug og vragrester og byder hverken på ly eller komfort. Nætterne er isnende, jorden kold og klam, og når dagen gryr, er mændene stive i alle lemmer og mere udmattede, end da de krøb til køjs.

Værst af det hele er sværmene af sandfluer, der bider nat og dag. De små, blodsugende bæster sætter sig overalt og er tæt på at drive mændene til vanvid. Det hjælper ikke at forsøge at klaske dem, bemærker Raynal i sin dagbog: “De gør sig bare flade, lægger vingerne tæt ind til kroppen for at fylde mindst muligt og fortsætter med at bide og suge af vores blod med grådig vold”.

For at slippe for sandfluerne og de fede, blåglinsende spyfluer, som kravler overalt, beslutter mændene sig for at bygge en bolig på en høj, der ligger tæt ved både skov, bæk og strand, og fra det øjeblik, beslutningen er taget, hersker der hektisk aktivitet. Alle deltager på lige fod og skiftes også til at gå på jagt og lave mad. Sliddet passer kaptajn Musgrave fortrinligt – som den eneste har han både kone og børn at forsørge, og kun ved at holde sig beskæftiget kan han undgå at synke ned i mismod ved tanken om, hvordan familien i Sydney skal klare sig.

Snart har mændene skabt en tryg base, som de døber Epigwaitt – et indiansk ord, der betyder “bolig ved vandet”. Boligen har ikke alene havudsigt; den er også lun og tør og sågar udstyret med glasvinduer – hentet fra Grafton, der stadig ligger og skvulper i strandkanten. Mændene skuer tit ud over havet fra vinduerne, men udsigten giver dem ikke mulighed for at følge det drama, som 10. maj 1864 udspiller sig bare 35 km mod nord, hvor et skotsk skib er i havsnød ved den anden ende af øen.

Kaptajn Musgrave nedlægger en søløve med et kraftigt slag mellem dyrets øjne. Foto: State Library of Victoria

Nyt forlis ved Auckland Islands

Da Invercauld 2. maj 1864 stak til søs fra Melbourne med kurs med Sydamerika, strålede solen over et blikstille hav. Men godt en uge senere er sorte skyer trukket sammen over skibet med den 25 mand store besætning.

Nordvest for Auckland Islands bliver fartøjet ved aftenstid 10. maj fanget i et forfærdeligt uvejr med hylende storm, sne og slud. Invercauld skiftevis synker ned i dybe dale og ridder på toppen af flere meter høje bølger, og i det tætte mørke må udkiggen anstrenge sig til det yderste for blot at kunne se en hånd for sig. Han trøster sig med, at tremasteren ifølge den skotske kaptajn George Dalgarno befinder sig adskillige sømil fra nærmeste klipperev.

Men Dalgarno har forregnet sig: Skibet har kurs direkte mod Auckland Island, og da en lodret klippevæg pludselig tårner sig op, opdager udkiggen det for sent. “Land forude”, brøler han forfærdet, hvorefter kaos bryder løs. Mens kaptajnen skiftevis bander og svovler og udsteder ordrer til besætningen, presser vinden og bølgerne skibet tættere og tættere ind mod klippekysten. Naturkræfterne har overtaget styringen, og med et øredøvende brag efterfulgt af en forfærdelig lyd skraber skibet mod et rev og går på grund.

Sekundet efter kæntrer Invercauld, og af alle kræfter forsøger de paniske besætningsmedlemmer at klamre sig til master og ræling. Vilde vandmasser vælter ind over dækket og skyller alle mand over bord, og mens bølgerne på blot 20 minutter slår det prisgivne fartøj til pindebrænde, kæmper mændene for deres liv i det iskolde, skummende hav. Deres dødsangste skrig bliver overdøvet af den tordnende brænding.

Da en af sømændene, den 23-årige Robert Holding, som den første kravler i land efter forliset, frygter han, at han er den eneste overlevende. Desperat råber han ud i mørket og får til sin store lettelse svar.

Aftenskolen gør alle lige

Mod syd går livet sin vante gang. Som altid efter aftensmaden fordriver kaptajn Musgrave og hans mænd tiden med at holde skole for hinanden. Adspredelsen skubber dystre tanker på afstand, og på kaptajnens initiativ skiftes mændene til at være lærer – mens Raynal underviser mandskabet i fransk og matematik og forsøger at lære analfabeterne Henry Forgès og Alick at læse og skrive, sørger Musgrave for bibeltimerne. Den 20-årige George Harris tager sig af undervisningen i mundtlig engelsk, mens Forgès og Alick lærer de andre portugisisk og norsk.

“De nye relationer forstærker vores sammenhold. Fordi vi skiftes til at være hævet over hinanden, kommer vi i virkeligheden på samme niveau, og det skaber en perfekt lighed mellem os”, noterer Raynal tilfreds i sin dagbog. Han er for længst løbet tør for blæk, men har fundet et udmærket alternativ i søløveblod. I det hele taget brillerer han gang på gang med sin hittepåsomhed – med sod og kalk forvandler han en træplade til et skakbræt, og med stor snilde snitter han de fineste brikker.

Det lykkes ham også at lave et dominospil og at forvandle en gammel logbog til et spil kort, men sidstnævnte opfindelse kommer han hurtigt til at fortryde: Lige så gemytlig kaptajn Musgrave kan være, lige så elendig en kortspiller og dårlig taber er han. I nederlagets stund holder kaptajnen sig ikke tilbage for at overfuse sine modspillere med sprogets værste gloser, så for at bevare den gode stemning smider Raynal i et ubevogtet øjeblik kortene i ilden.

En ny dag på elendighedens strand

19 mand har overlevet Invercaulds forlis, og seks er druknet. Men da det går op for de overlevende, hvor de er havnet, spekulerer de på, om de døde har været de heldigste. Mere menneskefjendske omgivelser skal man lede længe efter, og mens mændene tavst og tænderklaprende kryber sammen på en stenet strand for foden af en næsten 100 meter høj, stejl klippe, stirrer de ud over havet, hvor Invercauld er gået til grunde.

Den smule proviant, som mændene har nået at få med sig i land, er snart væk, og mens nogle forsøger at stille den værste sult med tang og tornede planter, der vokser i klippesprækkerne, kaster andre sig begærligt over små skaldyr fra vandkanten. Så snart de har fået lidt at spise, synker mændene hen i afmagt og apati, og kun matrosen Holding synes at have bevaret livsgnist og initiativ.

Det er da også ham, der nogle dage efter forliset får øje på liget af skibets medbragte gris, som driver omkring ude i vandet. Kroppen er gået totalt i opløsning, og da Holding tager fat i forbenene for at trække dyret på land, løsner forkroppen sig fra bagkroppen. Men de strandede søfolk er ligeglade – de er på nippet til at bukke under for sult og sluger straks det fordærvede kød. Men snart efter gnaver sulten stadig med uformindsket styrke.

En grufuld tanke har allerede strejfet flere af mændene, som skamfuldt har holdt den for sig selv. Men nu vover bådsmanden at foreslå, hvad ingen andre har turdet: at de trækker lod om, hvem der skal ofre sig – hvis bare nogle af de skibbrudne skal have en chance for at overleve, bliver de nødt til at ty til kannibalisme, insisterer han.

“Jeg kunne aldrig drømme om at dræbe og spise en anden mand”, affærdiger Holding ham forfærdet og indser med gru, at de skibbrudne er blevet hinandens værste fjender. Selv vover han nu knap at lægge sig til at sove af frygt for aldrig at vågne igen.

Morgen, middag, aften: søløve

“Morgenmad – søløve, som er kogt ned til suppe, stegte rødder, kogt søløve eller stegt ditto, serveret med vand. Frokost – ditto, ditto. Aftensmad – ditto, ditto. Dette gentager sig 21 gange om ugen”, skriver Musgrave i sin dagbog og sammenligner Auckland Island med et fængsel.

Som de fire andre i Epigwaitt er han dødtræt af hverdagens monotoni, og der er ingen udsigt til, at de kan slippe ud af deres fangenskab. Ingen skibe passerer forbi i horisonten, ingen fangere går i land for at jage, og som dage bliver til måneder, afløser en dyster forudanelse den første tids gåpåmod og pionerånd.

“Mine øjne er svage og blodskudte af at spejde uroligt efter hjælp. Aldrig har jeg lidt så meget, som jeg gør nu”, noterer Musgrave, der er blevet både gråhåret og gigtplaget af strabadserne. Han bekymrer sig konstant om familien derhjemme – “min kone, mine børn er ofrene for min ulykke” – og desuden har et nyt problem meldt sig: Mod forventning er søløverne blot sæsongæster, som forsvinder i måneder ad gangen. I den tid må de skibbrudne hutle sig igennem på en diæt af planter, skaldyr og fugle, men uden at de kan blive rigtig mætte.

Langsom march over øen

I nord er Invercaulds besætningsmedlemmer én efter én ved at bukke under for sult og kulde, og på stranden ligger allerede to døde besætningsmedlemmer, som ingen har overskud til at begrave. Men ikke engang mødet med døden ansporer kaptajn Dalgarno til handling. Han er lammet af selvmedlidenhed og reagerer knap nok, da Holding insisterer på, at de bør finde et bedre sted at slå lejr og gøre en mere helhjertet indsats for at finde føde.

Modvilligt følger kaptajnen og de andre besætningsmedlemmer dog efter Holding, men marchen over klipperne og ind på øen er uendelig langsom. Hele tiden er der nogle, der sakker bagud, snubler af udmattelse eller bare sætter sig ned og gnaver af en rod, som stikker op af den rimfrosne jord.

Ingen synes at bekymre sig om de andre. De, der har det hårdest, er de to bådsdrenge Liddle og Lancefield. Som de lavest rangerende må de finde sig i at blive hundset med, og mens officererne snupper sig et hvil, bliver Liddle og Lancefield igen og igen sendt afsted til en bæk for at hente vand, som de fylder i deres støvler for at overbringe det til deres foresatte.

En redningsplan tager form

“Det er den 25. december – juledag – en jubeldag for alle kristne. Mine tanker vandrer, flyver hen over havet til mit hjemland. Jeg ser for mig mine forældre, som sidder foran kaminen. Deres hår er hvidt, deres ansigter slidte og rynkede, og de er iført sørgetøj. Min mor og far græder over deres søn, som de er overbeviste om er død”, skriver Raynal, men bliver så nedtrykt ved tanken, at han skubber dagbogen fra sig.

“Vi sejler til New Zealand”, forkynder han resolut og kigger rundt på sine sørgmodige kammerater, der vantro stirrer tilbage.

“Vi bygger en stor og stærk båd”, uddyber Raynal, men uden at høste skulderklap. I stedet for at forsøge at overtale de andre til at hoppe med på idéen går Raynal i gang for sig selv.

“En succesfuld begyndelse vil være det mest effektive middel til at overbevise mine ledsagere”, skriver han – og får ret: Da de andre ser, hvordan det lykkes franskmanden at konstruere en primitiv, men velfungerende smedje og forvandle noget af jernballasten fra Grafton til bl.a. en sav, en hammer, en mejsel, knibtænger og søm, bliver de optændt af håb.

Pludselig kan de se en vej ud af elendigheden og slutter op om Raynal, der vil bygge en båd på 10-15 tons med plads til alle. Nær Epigwaitt må de rankeste træer lade livet for at blive til skibstømmer, og fra seks morgen til seks aften bliver der savet, hamret og banket løs på stranden, hvor et skib langsomt tager form.

“Alle knokler muntert og godt”, beretter Musgrave, hvis hænder er så stive og opsvulmede af sliddet og de bidende sandfluer, at han knap kan holde om sin pen.

Søfolk finder husly

“Jeg kan se en skorsten”, brøler en af de skibbrudne i nord. “Der er en skorsten nær stranden”, råber han med kræfter, han ikke anede at besidde efter en nærmest uendelig march til nordøstspidsen af Auckland Island. Og ganske rigtigt: Som i et drømmesyn åbenbarer ikke alene en skorsten, men adskillige mere eller mindre faldefærdige huse sig for de overlevende fra Invercauld.

Efter lang tids elendighed synes lykken omsider at tilsmile de udmattede og udmagrede mænd, der glædestrålende indtager den lille, forfaldne bosættelse, som en gruppe hvalfangere har bygget 10 år tidligere.

Dagens andet mirakel indtræffer, da Holding og et par af de andre opdager en søløve i strandkanten. Det er den første søløve, Invercauld-besætningsmedlemmerne er stødt på, og da de om aftenen guffer det stegte kød i sig, mærker de for første gang siden forliset en velsignet mæthedsfornemmelse.

En bristet drøm

På Raynals improviserede skibsværft på stranden i syd er humøret i bund. Efter at have knoklet i ugevis er det gået op for mændene, at det skib, de har haft i tankerne, er en dødssejler. Opgaven overstiger langt deres formåen, og desuden mangler de umådelige mængder jern og forarbejdede planker for at kunne gøre fartøjet færdigt.

“Den erkendelse er som et skud i hjertet”, skriver Musgrave med sine stærkt gigtplagede fingre.

Men desperationen er kortvarig. I slutningen af marts 1865 – knap 15 måneder efter forliset – er mændene atter i fuld sving. Frem for at lave et nyt skib har de besluttet at bygge Graftons 3,6 meter lange jolle om til en sejlbåd og gøre den længere, højere og mere sødygtig.

“Mit mål er at forsøge at sejle til New Zealand, uanset om det vil slå mig ihjel”, skriver Musgrave i sin dagbog.

Endelig et skib i sigte

I nord tør Robert Holding efterhånden knap forlade den bosættelse, hvor folkene fra Invercauld har slået lejr. Næsten hver gang han har været afsted for at lede efter mad, kommer han hjem til død og elendighed.

Folk dør som fluer, og de overlevende er desperate af sult. Når det endelig lykkes en af mændene at nedlægge fx en lille fugl, skynder han sig at spise kødet råt, så ingen andre får del i det beskedne måltid. Da Holding en dag finder endnu et lig nær bosættelsen, gør han en grusom opdagelse: Nogen har spist af den døde sømand – og det er ikke et dyr, der har været på spil.

Dalgarno er stadig blottet for handlekraft, men da antallet af overlevende fra Invercauld er nået ned på tre, går han nølende med på en plan, som matrosen Holding har udtænkt. Af frønnede brædder fra bosættelsen flikker mændene en kano sammen og padler over et smalt stræde til en lille ø, som til de skibbrudnes begejstring viser sig at være beboet af kaniner. Gnaverne er svære at dræbe, men når det indimellem lykkes med et velanbragt stenkast, ved mændene, at de ikke dør af sult den dag. Når mændene ikke leder efter mad, spejder de efter skibe, og 22. maj 1865 – godt et år efter forliset – sker miraklet.

“Et skib, et skib, et skib”, brøler Dalgarno nede fra stranden og får straks selskab af Holding og Smith. Ivrigt vifter alle tre med arme og tøjlaser, som de har bundet til en pind, og da briggen, et portugisisk fartøj ved navn Julian, sætter en jolle i vandet, er mændene ved at eksplodere af glæde. Men selv nu glemmer Dalgarno ikke, hvem der bestemmer.

“Jeg fører ordet. De tier bare stille”, formaner han Holding, som er så overvældet af følelser, at han alligevel ikke kan få et ord frem.

Lidt senere bliver de tre skibbrudne taget ombord på Julian, der har kurs mod Sydamerika, og mens Dalgarno og Smith bliver vartet op i kaptajnens gemakker, tager Holding gladeligt imod en ydmyg plads blandt ligesindede under dækket. Han er bare lykkelig for at slippe levende fra Auckland Island, hvor ligene af de øvrige besætningsmedlemmer fra Invercauld ligger og rådner op. Forliset har dog ikke skræmt søulken ud af ham, og han fortsætter livet til søs efter redningen.

Tre af Graftons besætningsmedlemmer stævnede ud med jollen. Foto: State Library of Victoria

En jolle med kurs mod New Zealand

To måneder senere, da Graftons besætning har været strandet i et år, seks måneder og seksten dage, stævner tre af de fem besætningsmedlemmer ud fra øen. Skibets jolle er blevet bygget om, men har kun plads til tre, så mens Musgrave, Raynal og Alick 19. juli 1865 lægger øen bag sig, bliver George Harris og Henry Forgès tilbage i Epigwaitt, hvor Musgrave har lovet at komme dem til undsætning hurtigst muligt.

Forhåbningsfulde har de skibbrudne døbt jollen Res­cue, “Redning”, men da fartøjet er nået ud på åbent hav, har det svært ved at leve op til sit navn. Et frygteligt stormvejr raser, bølgerne tårner sig flere meter op over den ombyggede jolle, og hver gang en skummende brodsø vælter ind over båden, frygter de gennemblødte og søsyge mænd, at deres sidste time er kommet.

Men endnu en gang er heldet med dem: Efter fem dages rejse i hård sø når jollen med de tre dødeligt udmattede søfolk til newzealandske Stewart Island, der ligger 30 km syd for Sydøen. Her får mændene en varm modtagelse af en af de fastboende, kaptajn Tom Cross, der gæstfrit byder på et varmt bad og et overdådigt måltid mad – “med stegt flæsk, fisk, et bjerg af kartofler og varmt og friskbagt brød direkte fra ovnen”, som Raynal taknemmeligt noterer i sin dagbog.

Cross indvilger i at sejle Thomas Musgrave tilbage til Auckland Island, og da han en tåget eftermiddag i august 1865 slår døren op til Epigwaitt, er Henry Forgès nær besvimet af overraskelse. Forvirret stirrer han på Musgrave, som var han et spøgelse, mens George Harris på sin side går amok i gensynsglæde og springer kaptajnen i møde.

“Kaptajn Musgrave, hvordan går det? Hvordan går det?” siger Harris overstadigt igen og igen, mens han griber om Musgraves hånd og lader glædestårerne få frit løb. Selvom Harris og Forgès har stolet på, at Musgrave ville komme og hente dem, har de indimellem været tæt på at opgive håbet og lægge sig til at dø. Søløverne har ikke vist sig ved kysten i ugevis, og fugle har der heller ikke været nogen af, så mændene har været tvunget til at leve af de ganske få mus, som de har haft held til at indfange.

Mens Musgrave er sejlet til Auckland Island ombord på Cross’ sejlskib Flying Scud, er Raynal og Alick blevet tilbage i Invercargill i New Zealand. Men inden turen går tilbage til civilisationen og en genforening med Raynal og Alick, må Harris og Forgès væbne sig med tålmodighed.

På sin vej til Auckland Island mener Musgrave at have set røg fra et bål på den nordlige del af øen, og han vil nu sikre sig, at andre skibbrudne ikke er fanget her. Så på tilbagevejen kaster Flying Scud anker, og Musgrave går i land for at lede efter bålet og de nødstedte mennesker, der kan have tændt det.

Men Musgrave finder hverken ild eller et eneste levende væsen. Derimod finder han liget af en udhungret mand i ruinerne af en gammel og forladt bosættelse. Mandens tøj er laset, håret uglet og langt, og ved hans side ligger en dynge muslingeskaller, resterne af hans sidste måltid. Manden er tydeligvis bukket under for sult, men hvem han er, og hvordan han er endt på Auckland Island, aner Musgrave ikke.

“Dette frygtelige syn ville gøre indtryk på enhver, men for mig var det ekstra slemt. Hvis ikke det guddommelige forsyn havde vist mig så stor nåde, kunne det lige så godt have været mine knogler, som lå der på jorden.

Det giver stof til eftertanke”, beretter Musgrave i sine erindringer efter at være blevet genforenet med familien i Australien. Her må Musgrave love sin kone at blive på land, og han arbejder resten af sine dage som fyrtårns-bestyrer ved det sydøstlige Australiens kystlinje.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul