500 f.Kr.: Babylon var omgivet af vand
For 2.500 år siden ridsede en babylonisk korttegner sin tids verdensbillede i en lertavle. Kortet, der i dag kan ses på British Museum, blev udgravet i det nuværende Irak i 1800-tallet.
Det babyloniske verdenskort er strengt skematisk i sin udformning. To ydre cirkler repræsenterer havet, og inden for cirklerne markerer syv mindre cirkler vigtige byer.
Babylon er verdens centrum, og helt uden for verden har kartografen angivet nogle øer med eksotiske navne: “Den opgående sols ø”, “Øen, hvor solen er skjult og intet kan ses” og “Øen hinsides fuglenes flugt”.
Ifølge forskerne refererer navnene næppe til nogen faktiske steder, men skal forstås som en mytologisk tolkning af verden.
Babylon er i centrum af verden, og uden for verdenshavet (dobbeltcirklen) ligger de mytiske steder.
400-tallet: Romernes rejsekort rullede sig ud
På landevejen kunne romerne medbringe et detaljeret kort over alle veje i Europa og Nordafrika. Det langstrakte rejsekort var tegnet på en skriftrulle, lige til at rulle ud og orientere sig på.
Romerne lod sig ikke nøje med at bygge fremragende veje mellem byerne i deres vidtstrakte imperium – de tegnede også kort over vejnettet. Kun ét af dem er dog blevet bevaret for eftertiden, det såkaldte Tabula Peutingeriana.
Kortet, som ses her, er ikke den romerske original fra 400-tallet, som desværre er gået tabt, men en nøjagtig kopi, der blev fremstillet af en munk i 1200-tallet.
Kortet dukkede op på et bibliotek i Worms i 1500-tallet og opbevares nu på Österreichische Nationalbibliothek i Wien.
Kortet er tegnet på en 34 cm bred og 6,75 m lang skriftrulle, der gør verden meget langstrakt. Princippet er nærmest det samme som på et moderne metrokort.
Mens landmasserne er fortegnede, er kortets detaljeringsgrad og udstrækning til gengæld imponerende. Vejnettet i Europa, Indien, Persien og Nordafrika er med, og afstanden mellem byerne står angivet.
Kortet er tegnet på en skriftrulle, og den langstrakte form får det til at minde om et moderne metrokort.
Italien og Sicilien ses fra et uvant perspektiv, men alle veje og afstande mellem byerne er angivet.
Korttegnerens hjemegn i centrum af kortet blandes sammen med de bibelske lokaliteter Gog og Magog samt Adams Tinde.
1072: Hjemegn var nabo til myterne
For mange af historiens korttegnere var den fysiske og den religiøse verden to sider af samme sag.
Det værk, som tyrkeren Mahmud Kashgari bin Hussayn bin Muhammad tilegnede kaliffen i Bagdad, var på mange måder grebet videnskabeligt an. Værket indeholder det første verdenskort, der er tegnet af en tyrker.
Kashgari har markeret alle bjergkæder med rødt, mens floder er tegnet med blåt, have med grønt, og byer med gult.
Men trods sit forsøg på præcision har korttegneren placeret sin hjemegn, de tyrkiske dele af Centralasien, i centrum og indtegnet de mytiske folkeslag Gog og Magog, der omtales i Biblen og Koranen, samt Adams Tinde, den bjergtop i Sri Lanka, som Adam ifølge myten blev forvist til.
1145: Kristen konge blev aldrig fundet
Den syriske biskop Hugo af Jabala overbragte paven en trist nyhed: Muslimer havde generobret Edessa, en af korsfarernes hovedbastioner i Det Hellige Land.
For at lokke paven til et nyt korstog fortalte biskoppen om en kristen kong Johannes, der angreb muslimerne fra øst.
Kong Johannnes, der også kaldtes kirkeforstander (presbyteri), regerede et kristent kongerige hinsides Indien, og en flod fra selve Paradis flød i hans land.
Paven, og mange andre, hoppede på historien, og selv om det aldrig lykkedes at få kontakt med den mulige alliancepartner, levede myten videre.
Med tiden blev Johannnes' rige blot rykket rundt i verden efter behov og er på dette kort fra 1570 identisk med "Det Abyssinske Imperium", det nuværende Etiopien.
Den mytiske konge hersker her over Abyssinien (Etiopien).
1325: Brasilien gemte sig ud for Irland
Korttegnerne kendte til Brasilien længe inden Columbus. Vel at mærke ikke det store land i Sydamerika, men den irske ø Brasil.
Ifølge myten lå denne ø ud for Irlands vestkyst og var så indhyllet i tåge, at den kun kunne ses én dag hvert 7. år.
Brasilien optrådte første gang på et kort fra 1325 og blev først definitivt fjernet fra de officielle kort i 1865. En vis T.J. Westropp nægtede dog at lade sig overbevise.
I 1872 sejlede han ud for at bekræfte øens eksistens, og sandelig om den ikke dukkede op af tågen. Brasilien er dog aldrig set siden.
1360: Nordpolen var en klippeø
Tvivlsomme rejseberetninger beskrev ukendte lande. Kompasnålen blev fx styret af en magnetisk klippeø øverst på kloden.
I middelalderværket “Inventio Fortunata” beskrev en ukendt franciskanermunk de utrolige iagttagelser, han hævdede at have gjort på en rejse til Nordpolen.
Originalen er desværre gået tabt, men den flamske kartograf Gerhard Mercator skrev et sammendrag i 1577. I dokumentet, som opbevares på British Museum, kan man læse disse linjer om Nordpolen.
“Midt mellem fire kontinenter er en hvirvelstrøm, til hvilken fire have leder deres vand. Og vandet drejer rundt og forsvinder ind i Jorden... lige under Nordpolen ligger en nøgen klippe midt i havet. Den har en omkreds på 33 franske mil og består udelukkende af magnetisk sten”.
Eksistensen af en så stor magnet gav en forståelig, omend forkert, forklaring på, hvorfor kompasnålen altid pegede mod nord.
Beskrivelsen lå da også til grund for det første detaljerede kort over Nordpolen i Mercator og Hondius' atlas fra 1606.
Det første kort over Nordpolen viser den som en ø af magnetisk sten.
Asien lå lige på den anden side af Atlanterhavet. Nord- og Sydamerika er her lagt ind på Toscanellis kort.
1474: Dårligt søkort ledte Columbus på vildspor
Den florentinske matematiker, astronom og korttegner Paolo da Pozzo Toscanelli huskes især for to ting. For det første var det ham, som fik ideen om at sejle mod vest for at nå det sagnomspundne krydderiland mod øst, Indien.
For det andet tegnede han i 1474 det søkort, som Columbus 18 år senere tog med på sin første rejse til Den Nye Verden.
Desværre for Columbus havde Toscanelli groft undervurderet Jordens omkreds. Da Nord- og Sydamerika endnu var ukendt land, placerede han Japan og Kina på den anden side af Atlanterhavet.
På kortet, som ses herover, er Nord- og Sydamerika for forståelsens skyld lagt ind med lys bundfarve.
Vestkysten af Europa og Nordafrika har Toscanelli tegnet nogenlunde korrekt, selv om kontinenternes størrelse er helt forkert i forhold til de amerikanske kontinenter.
De asiatiske øer og landmasser er derimod fri fantasi. Med Toscanellis kort i hånden var Columbus overbevist om, at han havde nået Ostindien, da han gik i land på Bahamas.
1508: Kort advarede mod Dæmonernes Ø
“De, der i tidligere tider sejlede forbi disse øer, blev således ledt vild af dæmonerne, at de ikke kunne gå i land uden fare”.
Advarslen har kartografen Johannes Ruysch skrevet ud for to små øer nær Newfoundland. En kendt legende fortalte om en kaptajns niece, der lå i med en af mændene.
Som straf blev de to sat af på “Dæmonernes Ø”, hvor parret kunne ses vinke fortvivlet på stranden.
1510: Californien var en paradisø
Spanierne troede, de var kommet til øen Californien fra en populær roman, da de første gang satte deres ben på halvøen.
En af de mest sejlivede misforståelser i kartografiens historie er forestillingen om, at halvøen Californien var en ø. Den stammer fra en kærlighedsroman af spanieren Garci Rodriguez de Montalvo.
Bogen fortæller, at “til højre for Indien, side om side med det jordiske Paradis, ligger øen Californien, og den er beboet af sorte kvinder, der lever som amazoner uden mænd iblandt sig”.
Montalvo havde næppe regnet med at blive taget bogstaveligt, men det blev han. 23 år senere opdagede en mytterist fra Hernan Cortez' ekspedition til Mexico Den Californiske Halvø.
Senere gennemførte den spanske conquistador selv en rejse dertil og identificerede stedet som eventyrøen fra Montalvos bog.
En ny ekspedition i 1539 nåede frem til, at Californien i virkeligheden var en halvø, hvilket også kom til at fremgå af enkelte kort, men myten om paradisøen blev ved med at florere.
Selv efter, at en ekspedition under ledelse af Eusebio Kino i 1701 vendte hjem med helt sikre meldinger om, at Californien var forbundet med fastlandet i den nordlige ende.
Den spanske conquistador Hernan Cortez opkaldte Californien efter en eventyrlig ø fra en kærlighedsroman.
Afrika har nogenlunde fundet sin form, men Madagaskar er endnu ikke opdaget.
1554: Lys over det mørke Afrika
I 1500-tallet havde europæerne sejlet rundt om Afrika og kendte så nogenlunde kontinentets form, som det fremgår af den tyske kartograf Sebastian Münsters kort.
Münster var den første kartograf, der tegnede kort over alle de kendte kontinenter. Afrikakortet blev udgivet i værket “Cosmographia Universalis” fra 1554, og Münster opdaterede jævnligt sine kort, når han fik nye oplysninger.
Selv om Münster arbejdede grundigt og systematisk, afholdt han sig dog ikke fra at bruge fantasien, når det gjaldt verdens mindre udforskede områder.
I det sydlige Sahara har han fx placeret en tæt skov. Nilen lader han tage sit udspring i to søer, som får deres vand fra de ikke-eksisterende Månebjerge.
Også de nubiske kongers mytiske grave har Münster været i stand til at lokalisere.
1578: Skovklædt ø lå syd for Grønland
Da en kaptajn ved navn James Newton sejlede forbi Grønlands sydspids, noterede han i sin logbog, at der lå en hidtil ukendt ø. Den så ud til at være frugtbar og beklædt med skov. Han navngav øen Buss.
Allerede samme år blev Buss omtalt i en bog af videnskabsmanden George Best, og i 1671 hævdede en kaptajn at have udforsket og kortlagt den.
Det fik den engelske konge til at udruste en ekspedition, der dog ikke fandt øen. Konklusionen var derfor, at den måtte være sunket i havet.
Først i 1818 fastslog en polarekspedition, at der ikke fandtes lavvandede områder i nærheden af, hvor Buss skulle have ligget. Øen havde aldrig eksisteret.
1581: Verden fortalt som billedbog
Europa med krone på og Jerusalem i verdens centrum. En tysk kartograf gjorde sine kort til religiøse budskaber.
Heinrich Bunting havde en viden om geografi, der var usædvanlig for hans tid. Alligevel lod han aldrig kolde fakta stå i vejen for sine kreative udfoldelser.
Han havde tværtimod en forkærlighed for at blande videnskab med symbolik og religion. Det fremgår tydeligt af et af hans kort, hvor verden er tegnet som et trekløver med Europa, Asien og Afrika som de tre blade.
Verden er et trekløver med Europa, Afrika og Asien som de tre blade og den hellige by Jerusalem i centrum. Et billede på den religiøse orden. Danmark og England er placeret uden for trekløveret.
I centrum har Bunting placeret den hellige by Jerusalem. Udover den kristne symbolik henviser kortet samtidig til trekløveret i Hannovers byvåben, korttegnerens hjemby.
I periferien af den egentlige verden har Bunting placeret England, Sverige og Danmark. Han må have vidst, at Jylland er en del af det europæiske kontinent, men symbolikken gik forud for kendsgerningerne.
På et andet kort har Bunting tegnet Europa som en dronning, der på én gang henviser til den katolske moderkirke og den mytiske prinsesse Europa. Spanien bærer kronen, mens Italien holder rigsæblet, og Danmark det kongelige scepter.
Europa som dronning. Spanien bærer kronen, mens Italien holder rigsæblet, og Danmark scepteret.
Japan er delvist rigtig, men Korea er en ø.
1598: Europas første indtryk af Japan
Opdagelsesrejser bragte kortene en smule tættere på virkeligheden.
Det første kort over det fjerne, lukkede og i Europa næsten ukendte Japan blev tegnet af den portugisiske jesuitermunk Luis Teixeira, som var en anerkendt matematiker og kartograf.
I modsætning tiI de fleste andre af datidens kort var det baseret på et vist geografisk kendskab og næsten brugbart.
Teixeras kort indeholder dog flere graverende unøjagtigheder – Ikke mindst er Japans naboland Korea afbildet som en ø. Alligevel var kortet i brug helt frem til 1655, hvor der udkom et mere præcist Japankort.
1616: Sydligt kontinent holdt jordkloden i balance
Den flamske kartograf Petrus Bertius nøjedes ikke med at opfinde en ø – han opfandt et helt kontinent, som skulle ligge i Det Indiske Ocean, kun adskilt fra Sydamerika af et smalt stræde.
Bertius kaldte kontinentet for såvel “Det Ukendte Sydlige Land” som “Magellanica”, efter den portugisiske søfarer Magellan. Ideen om et stort sydligt kontinent stod Bertius ikke alene med.
Allerede i det 4. århundrede f.Kr. mente filosoffen Aristoteles, at der måtte findes et ukendt land på den sydlige halvkugle.
Hans logik var, at de store nordlige kontinenter behøvede en kontravægt for at holde Jorden i ligevægt. Der skulle dog gå lang tid, inden teorien blev udforsket.
I 1773 krydsede den britiske opdagelsesrejsende James Cook som den første den sydlige polarcirkel, men det antarktiske kontinent blev først observeret i 1820.
Det ukendte kontinent på den sydlige halvkugle var oprindeligt Aristoles' ide.