11 store opdagelsesrejsende

Hanno fra Karthago gælder for at være den første opdagelsesrejsende, der har efterladt sig beretninger fra rejser ud i det ukendte.

Hannos ekspedition sejlede afsted omkring 500 f.Kr. fra Cadiz i Spanien, der dengang var en karthaginiensisk koloni, og ned langs Afrikas vestkyst med en enorm flåde på 60 skibe bemandet med 30.000 karthagere. Det var planen, at Hanno skulle grundlægge kolonier langs Afrikas vestkyst, der kunne bruges som handelsstationer for Karthagos hastigt voksende handelsimperium.

Det er uvist, præcist hvor langt ned ad Afrikas vestkyst Hannos ekspedition nåede, men de fleste moderne historikere antager, at han nåede så langt ned som til vulkanen Mount Cameroon, der ligger i det nuværende Cameroun.

Usikkerheden om rejsens rækkevidde skyldes, at styret i Karthago sandsynligvis bevidst censurerede Hannos beskrivelser. På den måde kunne konkurrerende handelsbyer ikke følge i hans fodspor.

Den beskrivelse af Hannos opdagelsesrejser, man kender til i dag, stammer fra et afskrift i et byzantinsk manuskript fra det 10. århundrede. Blandt andet derfor kan det være svært at fæstne lid til nøjagtigheden af Hannos opdagelser. Der er dog generel enighed om, at Hanno var en historisk person, og at hans bedrifter som opdagelsesrejsende var langt forud for sin tid.

Præcis hvorfor den græske navigatør og opdagelsesrejsende Pytheas fra Massalia (Marseilles) drog ud på en ekspedition til det nordvestlige Europa i den sidste halvdel af 300-tallet f.Kr., vides ikke med sikkerhed. Måske ledte han efter nye handelsforbindelser.

Nogle historikere har spekuleret i, at han kunne være udsendt af Alexander den Store, der muligvis var på udkig efter nye lande, han kunne erobre, når Persien og Indien var blevet indlemmet i hans rige.

Pytheas rejste fra Frankrig og rundt om de britiske øer Hebriderne og Shetlandsøerne, inden han nåede Norges kyst. Herfra fortsatte han nordpå. Måske nåede han endda helt til polarcirklen, inden han vendte om og sejlede sydpå langs Norges og Jyllands vestkyst og videre til Tyskland, hvor han fortsatte sin opdagelsesrejse.

Pytheas blev den første videnskabelige opdagelsesrejsende, der beskrev en polar iskappe og fænomenet midnatssol.

Pytheas lader desuden til at have været meget fokuseret på handelsvarer. Han noterede ivrigt detaljer om området Cornwall i England, hvor der blev udvundet tin.

Også rav, der skyllede i land i stort mål langs den danske og nordtyske kyst, gjorde Pytheas fra Massalia sig bemærkninger om.

Venetianeren Marco Polo rejste ad middelalderens handelsrute, Silkevejen, fra Europa til Kina. Hans egen far var handelsrejsende og havde gjort rejsen før ham. Marco Polo var derfor på mange måder en krydsning af en handelsrejsende og en opdagelsesrejsende.

Omkring år 1300 udgav Marco Polo en beskrivelse af sine rejser i Kina og det vestlige Asien i årene 1271 til 1295.

Marco Polos beskrivelser af Kina, der på det tidspunkt blev styret af mongolske erobrere, er meget detaljerede. Han fortæller, hvordan han blev vel modtaget af Kublai Khan, der regerede landet, og hvordan han udførte mange opgaver for herskeren. Han blev blandt andet ansat som khanens ambassadør, der skulle formidle kontakten til den kristne pave.

Allerede i sin samtid blev Marco Polos rejseberetninger kritiseret. Mange fandt historierne for utrolige og usandsynlige. I dag fremhæver kritikere i stedet de ting, som Marco Polo ikke nævner. Hans beskrivelser af kinesiske skikke ved khanens hof er for eksempel meget mangelfulde. Desuden er det mistænkeligt, at samtidige kinesiske kilder ikke nævner Marco Polo med et ord.

De historikere, der støtter ægtheden af Polos fortællinger om hans opdagelsesrejser, fremhæver, at Kublai Khan som mongolsk hersker i Kina sandsynligvis havde et hof, der var mere mongolsk af skik end kinesisk.

Og når det gælder beskrivelser af Marco Polo og hans rejsefæller, så er de faktisk muligvis beskrevet i de kinesiske kilder – Polos folk blev blot kaldt persere.

Det var et udtryk, kineserne brugte om alle fremmede, der ikke var mongoler. For eksempel nævner Marco Polo en belejring, hvor han og hans rejsefæller bygger en blide for Kublai Khan. Samme belejring beskrives i kinesiske kilder, hvor der står, at tre persere byggede bliden.

Den måske mest kendte opdagelsesrejsende i verdenshistorien er Christoffer Columbus. Han sejlede i 1492 fra Spanien mod vest i håbet om at finde en ny søvej til Indien, der ikke gik syd om Afrika – en rute, spaniernes portugisiske rivaler dominerede.

I stedet for at nå frem til Indien fra øst, som han forventede, nåede Columbus på sin første opdagelsesrejse frem til en række øer i Det Caribiske Hav. De nye områder blev siden kaldt Den Nye Verden.

Columbus' opdagelse satte gang i et sandt koloni-eventyr for Spanien, der inden længe fik erobret store dele af Syd-, Mellem- og Nordamerika.

Columbus foretog i alt fire rejser til Den Nye Verden. En stribe af opdagelsesrejsende fulgte i hans fodspor og kortlagde store dele af de to “nye” kontinenter: Sydamerika og Nordamerika..

Til det sidste troede Columbus på, at han havde fundet søvejen til Indien. På sin fjerde rejse i 1502 håbede han endda på at mødes med den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama, der havde nået Indien ved at rejse syd om Afrika.

På Vasco da Gamas tid var det blevet tiltagende besværligt at handle med det fjerne østen via karavaneruten mod øst, den såkaldte Silkevej. Store dele af profitten gik i lommerne på arabiske mellemmænd.

For at slippe uden om fordyrende mellemled og maksimere indtjeningen begyndte portugisiske opdagelsesrejsende i sidste halvdel af 1400-tallet at rejse længere og længere ned ad Afrikas vestkyst i håbet om at finde en rute syd om det store kontinent. Den første til at nå rundt om Afrikas sydspids var Bartolomeu Diaz. Det skete i 1488.

I 1497 var det Vasco da Gamas tur til at fortsætte portugisernes endeløse opdagelsesrejse. Han sejlede ud med fire skibe med Indien som endemålet. I 1498 nåede han som den første portugiser frem til det eftertragtede indiske skatkammer.

Det lykkedes ham dog ikke i første omgang at komme hjem med de store rigdomme. Calcuttas købmænd var ikke synderligt interesserede i det billige pyntestads, Vasco da Gama havde bragt med sig på sin opdagelsesrejse.

Det bedrede sig i 1502, da Vasco da Gama blev sendt ud for anden gang. På denne ekspedition vendte hans skibe rigt lastede hjem. Det samme gjorde den armada af portugiske sejlskibe, der begyndte at sejle til Indien. Vasco Da Gamas opdagelsesrejse havde således bidraget afgørende til at indlede en storhedstid for Portugal som kolonimagt.

I 1524 blev Vasco da Gama en sidste gang sendt til Indien, nu som portugisisk vicekonge i kolonierne langs den indiske kyst. Men denne rejse overlevede da Gama ikke. Han døde af malaria 24. december 1524.

Den erfarne skibskaptajn og opdagelsesrejsende Fernando de Magellan havde tjent flere år i Portugals indiske kolonier, inden han faldt i unåde hos de portugisiske myndigheder.

Derfor valgte han at gå til Portugals store rival, Spanien, og tilbyde deres konge at lede en ekspedition til øgruppen Molukkerne, hvis krydderier var en formue værd i Europa.

Men ruten syd om Afrika, som portugiserne sad på, var udelukket. Paven havde delt verden i to, og det, der lå mod øst, tilhørte portugiserne. Men kunne Magellan nå frem til Molukkerne ved at sejle vestpå syd om Sydamerika, kunne han måske bevise, at Molukkerne rettelig lå på den del af kloden, som paven havde tildelt Spanien.

Hans ekspedition var den første til at nå hele vejen rundt om jorden, og besætningen på hans opdagelsesrejse var de første europæere, der så Stillehavet. Det skete på en usædvanlig rolig dag, hvilket er årsagen til det navn, havet har i dag.

Magellan selv nåede aldrig hjem, men døde på Filippinerne. Det lykkedes dog for en decimeret besætning at nå hjem til Spanien. Magellan blev siden æret ved at få strædet syd om Sydamerika opkaldt efter sig – Magellanstrædet.

Frankrig var opsat på at følge i spaniernes og portugisernes fodspor med egne succesrige opdagelsesrejser. Mens spanierne var sejlet syd om Sydamerika og portugiserne syd om Afrika, valgte franskmændene at søge efter en rute nord om Nordamerika. Den såkaldte Nordvestpassage.

Det første forsøg blev gjort i 1524, men uden held. Jacques Cartier var muligvis med som besætningsmedlem på ekspeditionen. Han fik i hvert fald i 1534 chancen for at lede den næste opdagelsesrejse, der skulle finde og kortlægge en nordvestpassage.

Han opdagede på denne rejse store nye uudforskede områder i det nuværende Canada. Han blev også venner med de lokale irokeser-indianere, og det var fra indianernes navn for regionen (Kanata), der gav Cartier inspirationen til at kalde området for Canada.

Men Cartier fandt ikke Nordvestpassagen. Til gengæld sejlede han på sin anden mission op ad Saint Lawrence-floden til det sted, hvor Quebéc ligger i dag. Her hørte Cartier rygter om et land fuld af guld længere mod nord.

I 1541 drog Cartier ud på sin tredje og sidste opdagelsesrejse i jagten på guld og på Nordvestpassagen. Men efter at hans ekspedition var blevet ramt af svære tilfælde af skørbug, måtte de opgive. Jacques Cartier døde tilbage i Frankrig i 1557.

Hollænderen Abel Tasman blev i 1642 sendt ud på en opdagelsesrejse af det hollandske Ostindiske Kompagni. Opgaven bestod i at finde og kortlægge ”det ukendte sydland”, også kendt som “Terra Australis Incognita”. Det var et hypotetisk kontinent, som mange mente måtte findes et sted i den sydlige del af Stillehavet.

Ekspeditionen sejlede først til Mauritius i Det Indiske Ocean og satte derfra kursen mod sydøst.

24. november 1642 så besætningen endelig land. På nærmest ironisk vis havde Tasman formået at styre uden om kontinentet Australien. I stedet var han nået frem til sydspidsen af øen Tasmanien.

Han fortsatte herfra sin sejlads videre østpå, hvor han opdagede New Zealand, som han fejlagtigt antog var en del af Sydamerika. Herefter fortsatte hans opdagelsesrejse nordpå langs Salomonøerne, inden han vendte hjem.

Først på sin anden ekspedition i 1644 lykkedes det Abel Tasman at finde Australiens nordkyst, som han derpå kortlagde.

Det blev så også den sidste rejse på det hollandske Ostindiske Kompagnis regning. Hans overordnede var skuffede over resultaterne af hans opdagelsesrejser, og Tasman fik fyresedlen til fordel for andre søkaptajner. Det lykkedes dog Abel Tasman at opnå noget, som kun sker for de største opdagelsesrejsende: At få en ny ø opkaldt efter sig: Tasmanien.

“Dr. Livingstone, formoder jeg”.

Sætningen er blandt de mest berømte i verdenshistorien og stammer fra en hændelse 10. november 1871, hvor journalisten Henry Morton Stanley endelig fik opsporet den skotske opdagelsesrejsende David Livingstone nær Tanganyikasøen i det østlige Afrika.

Livingstone havde været forsvundet i flere år, og mange troede ham død. Livingstone var startet som missionær i Afrika, som var et kontinent, hvis indre europæere nærmest intet vidste om. Derfor besluttede skotten sig for at kortlægge så store dele af kontinentet som muligt.

Mellem 1853 og 1856 lykkedes det Livingstone som den første europæer at gennemføre en opdagelsesrejse, der førte ham hele vejen på tværs af Afrikas bredde – en tur på næsten 6.500 km. Hans største opdagelse var dog vandfaldet Mosi-oa-Tunya, som han straks døbte Victoria Falls efter dronningen af Storbritannien og Irland.

Livingstone blev utrolig berømt i sin samtid. Så da al kommunikation til ham forsvandt, blev journalisten Stanley sendt ud for at finde den populære opdagelsesrejsende.

Livingstone døde af en kombination af dysenteri og malaria i Zambia 1873.

Egentlig var Fridtjof Nansen uddannet inden for zoologi, men det var rollen som opdagelsesrejsende, der gjorde ham verdensberømt.

Nansen havde et brændende ønske om at udforske det indre af Grønland, og i 1888 besluttede han sig for at krydse den grønlandske indlandsis på ski med en lille gruppe rejsefæller. Nansen og hans gruppe blev på det kraftigste advaret mod missionen, da tidligere ekspeditioner var mislykkedes.

Nansen trodsede advarslen. Mellem 15. august og 29. september 1888 lykkedes det Nansen og hans hold at krydse indlandsisen Grønland som de første nogensinde, og den 3. oktober nåede Nansen og en rejsefælle frem til den dansk-grønlandske bebyggelse Godthåb, det nuværende Nuuk.

Få år senere forsøgte Nansen sig med en ny opdagelsesrejse. Mellem 1893-1896 arbejdede han på at nå frem til Nordpolen ved blandt andet at drive nordpå i et skib, der sad fast i drivisen.

Til sidst endte Nansen dog med at forsøge at tilbagelægge den sidste strækning mod Nordpolen på ski og med hundeslæde.

Han måtte dog opgive og vende om, da det viste sig umuligt at nå frem og tilbage i løbet af den korte arktiske sommer. Hjemturen var lige ved at koste Nansen og hans rejsefælle livet.

Først var deres kajakker ved at drive væk, og senere blev de angrebet af en isbjørn.

Norske Roald Amundsen indledte sin karriere som opdagelsesrejsende ved mellem 1903 og 1906 at gennemsejle hele Nordvestpassagen.

Derefter klargjorde han en ekspedition, der skulle være den første til at nå Nordpolen.

Inden Amundsen kom afsted, modtog han dog nyheden om, at amerikaneren Robert Peary var nået frem til den geografiske nordpol. Efterfølgende er der blevet rejst tvivl om sandheden af Pearys bedrift.

På grund af Pearys på daværende tidspunkt entydige sejr i opdagelsesræset valgte Amundsen i stedet at rette fokus mod Sydpolen.

Den 14. januar 1911 lykkedes det Roald Amundsen at blive den første opdagelsesrejsende på Sydpolen. Han slog ovenikøbet en konkurrerende ekspedition ledet af den engelske opdagelsesrejsende Robert Falcon Scott med en lille måned.

På trods af triumfen på Sydpolen havde Roald Amundsen ikke opgivet at være den første opdagelsesrejsende på Nordpolen. Pearys rekord var nemlig i mellemtiden blevet draget så meget i tvivl, at Nordpolen stadig var et ubetrådt område.

I 1919 forsøgte Amundsen at nå målet ved at drive mod Nordpolen i et skib fastfrosset i isen. Dette forsøg mislykkedes dog.

Amundsen lærte efterfølgende at flyve. I 1924 forsøgte han at flyve over Nordpolen, men blev med uforettet sag nødt til at nødlande på isen.

I 1926 lykkedes det ham endelig i luftskibet "Norge", styret af den italienske luftskibskaptajn Umberto Nobile, at overflyve Nordpolen.

2 år senere forsvandt Amundsen under en redningsaktion, hvor han i et fly forsøgte at komme samme Umberto Nobile til undsætning, efter at denne var forsvundet over Ishavet i et luftskib.

Amundsen forulykkede dog også. Kun nogle få vragdele af Amundsens fly blev senere lokaliseret. Den norske opdagelsesrejsende selv blev aldrig fundet igen.