18.000 km med hundeslæde: Knud Rasmussen slog alle rekorder

Glade fangere beretter, at de kun akkurat blev reddet fra sultedøden. Ingen havde styrke til at sidde på hundeslæderne, så selvom de ejede bunker af ræveskind, kunne de ikke køre mod handelsstationerne langt sydpå og bytte sig til mad.

I sidste øjeblik var de længe ventede rensdyr dukket op, så nu er der fest. Og den hvide mand skal være æresgæst.

Fra 1921 til 1924 gennemfører Knud Rasmussen verdens længste slæderejse – 18.000 km tværs hen over Canada og Alaska. Han vil finde ud af, hvor inuitterne på Grønland stammer fra.

Samtidig indsamler han vidnesbyrd om inuitternes oprindelige levevis, før den forsvinder.

Ekspeditionen bliver et kapløb med tiden, for i Arktis vinder geværer, pibetobak og kristendommen frem dag for dag.

Slædehunde var det vigtigste

I sensommeren 1921 begyndte Knud Rasmussens længste og mest krævende rejse. Han var allerede en erfaren polarforsker med fire længere ekspeditioner og tusindvis af km slæderejse på bagen.

Alligevel vakte den planlagte maraton-udforskning af Nordamerikas koldeste egne en følelse af ærefrygt hos ham.

For 42-årige Rasmussen var den såkaldte 5. Thuleekspedition kulminationen på en livslang søgen. Omsider havde han chancen for at finde de grønlandske inuitters oprindelse – et hårdført folk, der levede højt mod nord, hvor alle andre ville dø af kulde og sult, og et folk, han selv tilhørte, fordi hans mormor var inuit.

Rejser nord for polarcirklen var livsfarlige og havde allerede kostet snesevis af opdagelsesrejsende livet, men Knud Rasmussen var godt forberedt. Hele sit liv havde han lært af fangerne på Grønland.

Han forstod, at overlevelse afhang af slædehundene, så de ville under hele rejsen være hans højeste prioritet. Også ekspeditionens grønlændere var højt agtede af Knud Rasmussen, for de skulle holde ham i live, mens han foretog sine studier.

Tolke behøvede han imidlertid ikke, for Knud Rasmussen talte flydende grønlandsk. Sammen med fire andre danske polarforskere og seks grønlændere forlod Knud Rasmussen Thule og sejlede ned langs Grønlands vestkyst, før de krydsede Davisstrædet.

Ekspeditionen oprettede sit hovedkvarter på en lille, ubeboet ø nær indsejlingen til Hudsonbugten. De døbte stedet Danske Øen og opførte en hytte, der fik navnet Blæsebælgen.

Herfra drog forskerne i hold ud for at foretage arkæologiske udgravninger af forladte inuitbopladser, indsamle arktiske artefakter og studere, hvordan fangersamfundene i det nordlige Canada levede.

Overalt hørte Knud Rasmussen de samme sagn, som hans egen mormor havde fortalt ham. Han mødte også inuitter, der havde været angrebet af Nordamerikas krigeriske indianere. Flere kvinder var blevet bortført under kampene.

Efter halvandet år i det nordøstlige Canada forlod Knud Rasmussen Blæsebælgen for at udforske inuit-kulturen længere mod vest. Med sig tog han kun to grønlændere, Miteq og hans 25-årige kusine, Arnarulunnguaq.

Miteq skulle jage og skaffe mad, så Rasmussen kunne koncentrere sig om sin forskning. 21-årige Miteq var også fabelagtig dygtig til at læse havisen og vide, hvor den kunne bære en tungtlastet hundeslæde, og hvor de risikerede at gå igennem.

Med på turen vestover fulgte også Miteqs kusine Arnarulunnguaq, som skulle køre hundeslæde, lave mad og lappe tøj. Ved Blæsebælgen havde ekspeditionen målt 50 graders kulde, og huller i tøjet ville derfor være en sikker dødsdom.

Knud Rasmussens hår var magisk

I løbet af 1923 viste det sig, at det nordøstlige Canada endnu rummede inuitter, der kun havde sporadisk kontakt med den hvide mands verden. På halvøen Boothia Peninsula mødte trioen inuitten Qaqortingneq og hans to koner.

Især den yngste var fangeren stolt af, for hendes brudepris havde været uhørt høj: En kostbar slæde bygget af træ. Den ældste af sine koner havde han fået for et stykke bly og en gammel fil.

Bopladsens familier byggede en iglo til de fremmede, og Knud Rasmussen boede et stykke tid blandt dem, mens han udforskede området.

En dag viste Qaqortingneq ham en række sælkranier, som hundeslæderne ikke måtte køre for tæt på – for sæler havde evigt liv, så fangerne kunne nedlægge dem igen og igen.

Knud Rasmussen indsamlede ivrigt beviser på, at Canadas inuitter – præcis som grønlænderne – levede i en verden, hvor onde ånder konstant forsøgte at ødelægge jagten og gjorde folk syge.

Mod de overnaturlige farer beskyttede de sig med amuletter – små bylter fyldt med magisk indhold. Da polarforskeren forsøgte at bytte sig til amuletterne, havde han til sin store skuffelse ingen held på Qaqortingneqs boplads.

Andre steder havde Knud Rasmussen byttet pelsværk for amuletter, men her ville ingen sælge deres eneste værn mod ulykke. Først efter flere dage lod en ung kvinde sig friste af Knud Rasmussens tilbud.

Mens hendes venner og veninder fnisede i baggrunden, betalte polarforskeren med glasperler nok til en halskæde og to synåle af stål. Højtideligt rakte hun ham derefter en lille pose indeholdende et svanenæb, en bjørnetand og en stump hermelinpels.

Snart tog flere mod til sig, for danskerens varer var i høj kurs. Dagen efter fortrød mange imidlertid handlen, men inuitterne fandt efter en længere rådslagning på en løsning, som de præsenterede for den måbende polarforsker:

Siden den hvide mand både talte deres sprog og havde bevist, at han kunne overleve i deres iskolde verden, mente inuitterne, at han besad en særlig styrke. Derfor bad de hver om en lok af Knud Rasmussens hår.

Med sin fangstkniv begyndte danskeren at skære totter af sit hår og dele dem ud.

Giganten fra havet

Fra Boothia Peninsula rejste Knud Rasmussen 100 km længere mod vest til King William Island, hvor han i september 1923 deltog i rensdyrjagten.

Vinterens første sne faldt, mens fangerne nedlagde dyr efter dyr med geværer, som de havde købt af hvide handelsfolk for bl.a. polarrævens pels. Hvor hastigt den hvide mands såkaldte civilisation trængte sig på hos inuitterne, fik Knud Rasmussen med egne øjne at se kort efter.

Den 21. september blev der pludselig stor opstandelse på bopladsen. Mænd, kvinder og børn stormede ned mod kysten for at se et sejlskib, skrev polarforskeren i sin dagbog:

“For de unge mennesker rundt om mig var dette den største oplevelse i deres liv. De havde aldrig set et skib – og alle undrede sig over, hvor nogen havde skaffet alt det træ. En time senere lå skibet for anker, og en båd med motor sejlede ind til os. De to hvide mænd ombord præsenterede sig som Peter Norberg fra Härnösand i Sverige og Henrik Bjørn fra Præstø. Så stor, og dog så lille, er verden”.

Tanken om civilisationens ankomst nagede Knud Rasmussen. Han følte sig overbevist om, at inuitternes kultur og levevis snart ville forsvinde.

Danmarks vigtigste opgave ville derfor blive at hjælpe Grønland igennem overgangen så skånsomt som muligt.

“Man har intet valg. Alle naturfolks liv i fremtiden er kun afhængigt af dets udviklingsmuligheder under nye forhold – vejen frem må gå over deres egen races lig. Det, som det derfor gælder om, er at give naturfolkene i deres sind og gemyt en så skånselsfuld og varsom død”, skrev polarforskeren.

Hvor meget han end selv elskede slæderejser og at mestre alle de færdigheder, der var nødvendige for at overleve nord for polarcirklen, så vidste Knud Rasmussen, at inuitternes liv snart ville ændre sig dramatisk.

Hundene fandt vejen

I midten af januar 1924 – under ekspeditionens tredje vinter i Nordamerika – nåede Knud Rasmussen frem til Cape Barrow. Termometeret viste minus 40 grader, og tåge gjorde det umuligt at se mere end få skridt frem.

Til alt held fik slædehundene pludselig færten af noget og trak trioen hen til bopladsen Agiaq, der lå ude på havisen. Her tog 46 inuitter venligt imod ekspeditionen og hjalp dem i hast med at opføre en iglo, før en voldsom storm satte ind.

I tre døgn rasede uvejret og forhindrede agiarmiutterne i at tage på jagt, og da sult truede, måtte bopladsens åndemaner gøre et forsøg på at få den voldsomme vind til at lægge sig. Knud Rasmussen blev derfor vidne til et syn, som få hvide havde oplevet.

Ifølge inuitternes åndeverden var det magiske spædbarn Narsuk skyld i uvejr. For at formilde ham måtte nogen finde ud af, hvad der havde gjort ham vred. Ceremonien fandt sted i en stor iglo og begyndte med et festmåltid bestående af tørret laks, sælspæk og rå kødklumper fra en frossen sæl.

Spæklamper og kropsvarme fik efterhånden temperaturen så højt op, at overtøjet kunne lægges. Da alle havde spist sig mætte, signalerede gurgle-lyde, at en ånd havde taget ophold i en ung mand. Pludselig kastede han sig over en olding, satte sig overskrævs på ham og tog kvælertag.

Længe tumlede de to mænd rundt i en trance, så børn og spæklamper måtte skærmes, mens den unge forsøgte at “dræbe” uvejret.

“De tilstedeværende kunne derefter gå hjem og sove i fred, overbeviste om, at morgendagen ville blive rolig. Og sådan viste det sig faktisk også at være”, noterede polarforskeren i sin dagbog.

Undervejs hen over Nordamerika oplevede Knud Rasmussen, hvordan brudstykker fra Vestens civilisation dukkede op midt i inuitternes bundfrosne verden.

På en boplads hørte han til sin overraskelse operastjernen Carusos stemme, fordi en fanger havde byttet sig til en grammofon.

Langs Alaskas nordkyst stødte han på inuitter, der var holdt op med at jage rensdyr – i stedet holdt de dem nu som husdyr. En særlig driftig mand ejede 3.000 dyr, som han øremærkede med sin dolk. Flere gange undervejs følte Knud Rasmussen, at han var 100 år for sent på den. Inuitternes oprindelige levevis var for længst bukket under flere steder i arktisk Nordamerika.

Alaskas inuitter elektrisk lys

Jo længere Knud Rasmussen rejste mod vest, desto mere kontakt viste det sig, at inuitterne havde med de hvide – og desto voldsommere havde omvæltningerne været.

Guldfeber havde bragt tusindvis af amerikanere til Alaska i 1890’erne, og muligheden for at bytte sig til deres varer havde tiltrukket inuitterne som en magnet. Størst indtryk på ekspeditionen gjorde besøget i Noorvik på Alaskas vestkyst. Her mødte de 300 inuitter, som boede i træhuse med indlagt elektricitet. Skole og sygehus rådede byen også over.

I Noorvik arbejdede mændene på et statsejet savværk, mens kvinderne fik undervisning i husholdning. Knud Rasmussen var på den ene side begejstret – måske kunne Noorvik-modellen bruges i Grønland. På den anden side var han bekymret for, at det ville være for formynderisk.

Under sine tre år i Nordamerika havde Knud Rasmussen mødt hundredvis af inuitter, der talte det samme sprog som grønlænderne. De jagede som grønlænderne og delte deres åndeverden.

Polarforskeren konkluderede derfor, at de var ét folk, som stammede fra Canadas polaregne. Først årtier senere påviste DNA-analyser, at inuitterne stammer fra Sibirien.

Historiens længste slæderejse var slut, og alle hunde havde overlevet. Knud Rasmussen forærede dem til en fanger i Alaska, før han sejlede til København.

Polarforskeren gennemførte yderligere to ekspeditioner, men den sidste kostede ham livet. I 1933 pådrog han sig en alvorlig maveforgiftning på Grønlands østkyst og blev sejlet til behandling i Danmark. Her døde Knud Rasmussen få måneder senere – 54 år gammel.