Voldsomme forandringer vendte i 1300-tallet op og ned på europæernes handel med den arabiske verden og Det Fjerne Østen.
Det Mongolske Riges sammenbrud gjorde de asiatiske vidder usikre for rejsende. Samtidig kontrollerede Osmannerriget og Venedig adgangen til Middelhavet.
Den portugisiske kongesøn Henrik Søfareren besluttede derfor at finde søvejen til Asien.
Ved at sejle syd om Afrika kunne han undgå mellemhandlerne og sejle silke, krydderier og Østens andre eftertragtede varer direkte til Portugal.
Henrik sendte omkring 80 ekspeditioner til Afrikas vestkyst. Hvor de søfarende kom frem, byggede de forter og oprettede handelsstationer med guld og slaver som de mest lukrative varer.
Henrik Søfareren døde i 1460, men bestræbelserne på at nå Asien fortsatte. I 1488 rundede den opdagelsesrejsende Bartholomeu Diaz som den første europæer Kap det Gode Håb på Afrikas sydspids.
10 år senere gik søfareren Vasco da Gama i land i Calicut, det nuværende Kozhikode på Indiens vestkyst.
Portugiserne var imidlertid langtfra færdige med at opdage verden. I 1500 anløb Pedro Álvares Cabral Brasilien. Portugal, som dengang kun havde en befolkning på omkring 2 mio. mennesker, var blevet et verdensrige.
Karavellen kunne sejle hele seks knob – dobbelt så hurtigt som tidens andre skibe.
1. Skib gjorde langfart mulig
Europæiske søfolk måtte i middelalderen holde sig tæt ved kysten.
Datidens skibe var med deres små, fladbundede skrog og enlige firkantede råsejl både skrøbelige og svære at manøvrere. De var derfor uegnede til sejlads på åbent hav.
Havsejlads blev mulig, da portugals skibsbyggere i 1400-tallet søsatte karavellen.
Skibet var let og smidigt, og trekantede latinersejl gjorde skibet i stand til at sejle op mod vinden – en egenskab, der gjorde det ideelt til langfart.
2. Beliggenhed gav forspring
Portugal var i modsætning til Spanien, Italien og Grækenland afskåret fra direkte adgang til Middelhavet og dets handelsruter.
Landet rettede derfor opmærksomheden mod det åbne hav. Sejladsen sikrede Portugal et verdensomspændende handelsnet.
Konger og købmænd tjente under de første rejser til Afrikas vestkyst store summer på guld og slaver. Indtjeningen blev blandt andet brugt til yderligere ekspeditioner.
Kong Manuel 1., som regerede mellem 1495 og 1521, blev så rig på den oversøiske handel, at den franske kong Frans 1. med slet skjult misundelse gav ham tilnavnet “le roi épicier” – købmandskongen.
Astrolaben bærer Portugals våbenskjold.
3. Astrolab viste søfolk kursen
Pålideligt navigationsudstyr er en forudsætning for sejlads på det åbne hav, hvor søfolkene ikke kan styre efter kendingsmærker på land.
Portugiserne brugte en astrolab, et instrument, som ved hjælp af en gradskala og en lineal gør det muligt at beregne himmellegemernes højde over horisonten og dermed skibets position.
Arabiske videnskabsfolk udviklede instrumentet, som dengang blev lavet af træ, og bragte det til Den Iberiske Halvø.
Her begyndte instrumentmagere at fremstille redskabet af metal – et materiale, der kunne holde til selv de længste sørejser.
Portugiserne anvendte astrolaber af metal allerede i 1502, viser fund gjort i et skibsvrag ved Oman. Instrumentet er verdens ældste af sin art.
4. Fred gav råd til opdagelsesrejser
Mange af Europas store flådemagter var i 1400-tallet optaget af krig og strid. Tyrkerne sloges mod Østrig og Italien.
England og Frankrig bekæmpede hinanden i 100-årskrigen, og spanierne havde travlt med at generobre deres land fra muslimerne.
I Portugal herskede der derimod fred og ro. De investerede derfor størstedelen af deres kræfter og penge i ekspeditioner til ukendte destinationer.
Portugisernes kort var avancerede; fx viste de jordens fremherskende vindsystemer.
Læs mere om portugisiske opdagelsesrejser
- Roger Crowley: Conquerors: How Portugal Forged the First Global Empire, Random House, 2015
- Daniel J. Boorstin: The Discoverers, Vintage, 1985
