Skotten David Livingstone uddannede sig i 1830’erne til læge for at komme til Kina og blive missionær.
På grund af den første opiumskrig (1839-1842) mellem Storbritannien og Kina endte han i stedet i Afrika.
Her så han med egne øjne de ødelæggende konsekvenser af arabiske slavehandleres hærgen og svor at bekæmpe ondskaben.
Snart indså Livingstone, at opdagelsesrejser kunne hjælpe i kampen mod slaveri.
Til en ven skrev han: “Nilens udspring har kun værdi, fordi den kan give mig større gennemslagskraft”.
I løbet af 1840’erne og 1850’erne viste Livingstone sig at være en elendig missionær, men en fremragende opdagelsesrejsende.
Hans berømmelse steg, for briterne elskede den uopslidelige udforsker og hans motto: “Jeg er rede til at rejse hvor som helst hen, så længe retningen er fremad”.
1. Briterne elskede farer
Bøger om farefulde rejser til klodens uudforskede egne gik som varmt brød i victoriatidens Storbritannien.
John H. Spekes beretning om jagten på Nilens udspring solgte fx næsten 6.000 eksemplarer i 1863 – et kæmpe oplag efter datidens standard.
Beretningerne om den spinkle opdagelsesrejsende David Livingstone havde alt, hvad læserne begærede:
I Sydafrika blev han skambidt af en løve, han rejste i årevis gennem jungle, hvor hvide døde som fluer, og måtte opsøge krigeriske stammefolk for at få tilladelse til at krydse deres land.
Livingstone rejste med livet som indsats.
2. Livingstone fandt Afrikas største vandfald
Under sin søgen efter en farbar rute fra Sydafrika til det afrikanske kontinents indre gjorde Livingstone i 1855 sin vigtigste opdagelse: Som den første europæer nåede han frem til Afrikas største vandfald.
Afrikanerne kaldte stedet Mosi-oa-Tunya – røgen, der tordner – fordi vandmasserne fra Zambezifloden forstøvede under det 108 m dybe fald ned over kanten.
Under bulder og brag ramte de derpå floden nedenfor. Til ære for den britiske dronning Victoria døbte Livingstone vandfaldet Victoria Falls.
Om mødet med de enorme vandmasser skrev en tydeligt berørt Livingstone:
“Ingen kan forestille sig så smukt et syn. Europæiske øjne havde aldrig tidligere hvilet på vandfaldet, men engle, der fløj over, må som forstenede have stirret på dette vidunderlige sted”.
3. Store bedrifter blev belønnet
Kun det sydlige Afrikas kyster var i midten af 1800-tallet kortlagt, mens nutidens Botswana, Zimbabwe, Zambia og Angola endnu ikke var blevet udforsket af hvide.
Livingstone modtog det fornemme Royal Geographical Societys guldmedalje for at udforske Botswana i årene 1847-1853.
Senere krydsede han som den første europæer det sydlige Afrika fra Det Indiske Ocean til Atlanterhavet og ledte forgæves efter Nilens udspring.
Han sendte kassevis af planter og sten hjem til England.
4. Helten betalte en høj pris
Livet som opdagelsesrejsende var hårdt og farligt.
Over 30 gange blev Livingstone ramt af malariafeber, han fik kolera og frygtelige sår på benene.
Adskillige gange var han døden nær, men snød igen og igen døden.
Den sejlivede eventyrers overlevelsesevner imponerede briterne.
Tragisk nok tog malariafeber livet af hans hustru, Mary Livingstone, da hun besøgte ham ved Zambezifloden i 1862.
David Livingstone blev i 1841 sendt til Sydafrika af en frikirkelig bevægelse. Her skulle han omvende afrikanere til kristendommen.
5. Hele verden fulgte med i eftersøgningen
Under jagten på Nilens udspring trængte Livingstone så dybt ind i Afrika, at verden intet hørte fra ham i tre år.
Avisen New York Herald sendte journalisten Henry Morton Stanley ud for at finde ham og skrive en stribe rejsebreve, som kunne øge avisens oplag. Begge dele lykkedes.
I november 1871 indhentede Stanley den forsvundne opdagelsesrejsende ved Tanganyikasøen i Zambia.
Først otte måneder senere nåede hans artikel med de berømte ord “Dr. Livingstone, formoder jeg” frem til Herald i New York og skabte sensation.
Avisens oplag steg med 100.000.
Nyheden gik verden over, og Livingstone var på alles læber.
Den sejlivede opdagelsesrejsende fortsatte ufortrødent sin rejse, indtil han syg og afkræftet døde året efter.