8 sagnomspundne riger
Legendariske riger som El Dorado, Atlantis og Mu har gennem tiden lokket mange eventyrere til - og ofte med fatale konsekvenser.

Muisca-flåden viser indvielsen af den nye Zipa (konge) af Muisca-folket i Guatavita-søen i Colombia - muligt ophavssted for myten om El Dorado. Modellen blev fundet i en hule i Colombia i 1856 sammen med mange andre guld-genstande og kan idag ses på guldmuseet i Bogota.
Mennesker har altid fortalt historier om fjerne lande med store skatte, fantastiske bygninger og landskaber, og umådeligt vise - eller krigeriske - beboere.
Det er fascinerende historier, og nogle af dem er i tidens løb blevet taget alvorligt nok til, at man har udrustet ekspeditioner og felttog for at finde dem – ofte med voldsomme konsekvenser.
Her er 8 sagnomspundne riger, der gennem tiden har fristet mennesker.
1. Atlantis
Atlantis lå ifølge den græske filosof Platon i Atlanterhavet ud for Gibraltarstrædet. Det var et højt avanceret rige, men sank angiveligt i havet omkring 10.000 f. Kr.
Historierne om Atlantis inspirerede de tyske nazister i første halvdel af 1900-tallet på flere måder. De sendte ekspeditioner ud for at finde efterkommere fra Atlantis, og brugte legenderne som en del af deres raceteorier.
2. Cibola og Quivira
I det 16. århundrede startede i det, der i dag er Mexico, et rygte om gyldne byer langt mod nord. Efter sigende boede der her et både yderst velhavende, men også meget avanceret og oplyst folk. Francisco Coronado gjorde et forsøg på at nå frem til de gyldne byer, men fandt ikke andet en tipier og huse bygget af soltørrede mursten.
3. El Dorado
En by, et kongerige eller måske endda et helt imperium: Beretningerne om El Dorado, som efter sigende ligger dybt inde i Amazonjunglen i Sydamerika, varierer.
Talrige ekspeditioner har forsøgt at finde stedet, heriblandt conqistadorerne Franciso Orellana og Gonzalo Pizarro, som i 1541 gjorde forsøget. Forsøget endte med en katastrofe, men Orellana blev den første europæer som gennemsejlede Amazon-floden.
4. Hyperborea
Ifølge de gamle grækere lå Hyperborea et sted langt mod nord, hvor solen skinnede døgnet rundt. I det 17. og 18. århundrede inspirerede historien om Hyperborea blandt andet befolkningsgrupper i Nordeuropa og Nordamerika til at opfatte sig selv som hyperboreanere.
De anså dermed sig selv for at være på et højere og mere udviklet stade end lande og folkeslag længere mod syd.
5. Lemuria
Geologen Philip Sclater fremsatte i det 19. århundrede en teori om, at der måtte have været en stor landmasse i det Indiske Ocean. Teorien skulle forklare lighederne mellem dyrelivet i Indien og på Madagaskar, og Sclater kaldte det glemte kontinent for Lemuria.
Videnskabelige opdagelser af kontinentaldriften har siden vist, at de zoologiske ligheder kan forklares uden Lemurias eksistens. Men landets eksistens tages stadig for pålydende af visse religiøse grupper.
6. Mu
Den franske forfatter Augustus Le Plongeon fremsatte i det 19. århundrede en teori om, at der havde ligget et stort kontinent i Atlanterhavet ved navn Mu.
Englænderen James Churchward ændrede placeringen til Stillehavet og mente blandt andet, at det kunne forklare udviklingen af de forskellige sprog og kulturer i Asien.
I 1930’erne mente Kemal Atatürk, grundlæggeren af den tyrkiske stat, at Mu måtte være det tyrkiske folks oprindelige hjemsted.
7. Prester Johns rige
Fra det 12. – 17. århundrede fortalte man overalt i Europa historier om prester Johns - eller præstekongens - rige, som skulle ligge et sted i Orienten.
Efter sigende skulle det være et mægtigt land, og utallige ekspeditioner forsøgte at finde det. Pave Alexander III sendte et brev til landet. Han fik intet svar, men i forbindelse med korstogene påstod gejstlige, at præstekongen også rykkede frem mod det Hellige Land med en hær for at hjælpe med at fordrive de vantro.
8. Shambhala
Shambala var et mytisk kongerige, som angiveligt skulle ligge et sted i det indre Asien. Det var et buddhistisk samfund, hvor folk havde nået den højeste grad af oplysning, indsigt og fred. Historierne om Shambhala har påvirket udviklingen af en række mindre religioner i Europa og USA, og har også spillet en rolle i den litterære udvikling, specielt inden for mystik og okkultisme.
Kilde: Nationalencyklopædien