Parks Canada
Arkæologer undersøger HMS Erebus

Arkæologer redder genstande fra dødsdømt arktisk mission

I 1845 stævnede John Franklin ud for at finde Nordvestpassagen, men det tog 170 år, før hans skibe blev fundet igen. Nu har undervandsarkæologer endelig kunne undersøge dem nærmere, og resultatet er imponerende.

Da Sir John Franklin stævnede ud fra England i maj 1845, var det med håbet om at finde en nordvestpassage nord om Canada. Hans to skibe, HMS Erebus og HMS Terror forsvandt dog sporløst i den arktiske is sammen med deres besætninger. De blev først fundet igen i hhv. 2014 og 2016. Siden har undervandsarkæologer fra organisationen Parks Canada arbejdet med at bjerge genstande fra skibene.

Udbruddet af COVID-19 i 2020 forhindrede dog arkæologerne i at arbejde på vragene i både 2020 og 2021. Men for nylig kunne Parks Canada afsløre, at det sidste år lykkedes arkæologerne at bringe hele 275 genstande fra HMS Erebus op til overfladen.

Fundene omfatter bl.a. personlige genstande fra skibenes 128 besætningsmedlemmer, som fx linserne fra et par briller, tallerkener, redskaber og en løjtnants epauletter.

Video: Se hvordan arkæologerne arbejder - og de flotte genstande, de har fundet

Video

Unikke fund hjælper i klimakampen

”Placeret i et af planetens mest unikke og følsomme marine-miljøer, udgør vragene af HMS Erebus og HMS Terror nogle af de bedst bevarede træskibs-vrag i verden”, forklarer Canadas Minister for Miljø og Klimaforandringer, Steven Guilbeault.

”Den vigtige arkæologiske forskning på lokaliteten fortsætter med at øge vores forståelse for, hvordan skiftende klimaforhold har indflydelse på området, og hjælper os med at bevare og beskytte uerstattelig natur- og kulturarv”, tilføjer ministeren.