Bjergbestigere i livsfare: Drama på Everest

Ekspeditionen er det hidtil mest ambitiøse forsøg på at besejre Mount Everest, og samtidig er det briternes måske sidste chance for at nå først til toppen. De nepalesiske myndigheder har givet franske og schweiziske bjergbestigere eneret på ekspeditioner til bjerget i 1954 og 1955.

Skrækscenariet er en gentagelse af det bitre nederlag i 1912, hvor briten Robert Falcon Scott tabte kapløbet om at nå først til Sydpolen. Norske Roald Amundsen slog ham med blot 34 dage, der gjorde en verden til forskel i prestige og berømmelse.

For at sikre succesen har Royal Geographical Society udpeget John Hunt som leder på Mount Everest-ekspeditionen. Til at hjælpe sig har den erfarne officer håndplukket en række af de dygtigste og mest rutinerede bjergbestigere i det britiske imperium.

Everest kræver tonsvis af udstyr

Tre måneder før Hillarys urolige nat – i februar 1953 – rejste Hunt og ekspeditionens øvrige 13 deltagere fra England mod Kathmandu i Nepal med 7,6 tons udstyr og forsyninger.

Sammen med 400 lokale bærere læsset med forsyninger vandrede de i 17 dage mod foden af Mount Everest. Herefter slæbte mindre grupper af sherpaer – Nepals hårdføre bjergfolk – oppakningen til basislejren fem km oppe i højderne.

Da lejren var etableret, begyndte briterne at lede efter de sikreste ruter over lumske gletsjerspalter og op ad lodrette isvægge. Specielt turen gennem det såkaldte Khumbu-isfald var frygtet.

Det bakkede islandskab ligger på en gletsjer i konstant bevægelse, og den rute, der var sikker dagen inden, kunne næste dag være forvandlet til en dødsfælde, hvor isen pludselig forsvandt under ekspeditionsmedlemmerne.

Møjsommeligt hakkede sherpaer og briter spor og monterede sikringsreb op ad Everest samt etablerede otte lejre på strategiske steder på ruten mod toppen. Under arbejdet vænnede ekspeditionsmedlemmerne sig samtidig til de stadig større højder – en metode til at forhindre højdesyge.

På skift sendte ekspeditionsleder Hunt sine klatrere ned i basislejren for at hvile og samle kræfter. Specielt de to hold, der var udset til at forsøge at nå toppen, fik lov at hvile, mens deres kammerater banede vejen op ad de isklædte skråninger.

Og endelig – efter tre måneders forberedelser – gav Hunt den 26. maj Tom Bourdillon og Charles Evans ordre på at klatre mod Everests spids. De to var udvalgt til at prøve at nå op som de første og indledte forsøget fra lejr 8 knap 1.000 m fra toppen.

Men afstanden viste sig for lang for de britiske klatrere, der kæmpede mod ekstrem kulde. Deres iltapparater isede konstant til, og kun 100 m fra toppen måtte Bourdillon og Evans give op og vende skuffede tilbage.

Fire mænd skal bane vejen

Da Hillary og Tenzing to dage senere – den 28. maj – slog øjnene op i lejr 8, havde de selskab af to britiske ekspeditionsmedlemmer og to sherpaer. Belært af det første mislykkede topforsøg besluttede Hunt at etablere en ny lejr i 8.500 meters højde, hvor Hillary og Norgay skulle overnatte inden deres angreb mod Everests top.

Ifølge planen skulle briterne og sherpaerne kæmpe sig i forvejen og træde og hakke ruten op til den kommende lejr, der skulle slås op kun 300 meter under toppen. De skulle også slæbe ekstra iltflasker og mad op mod lejren. Tanken var, at Hillary og Tenzing kunne følge i sporene på deres kammerater – uden at bruge for mange kræfter – og derfor være så udhvilede som muligt inden det afgørende forsøg.

En af sherpaerne blev imidlertid så syg af manglen på ilt i højderne, at han måtte blive tilbage, men de tre andre slyngede kilovis af oppakning på ryggen og begyndte at kæmpe sig opad klokken 8.45.

Hillary og Tenzing ventede en time. Så fulgte de i deres kammeraters fodspor. Selvom hjælperne bar et umenneskeligt tungt læs, måtte Hillary selv slæbe 20 kg udstyr på ryggen, Tenzing lidt mindre. Langsomt stred de to mænd sig hen over Sydpasset, et trøstesløst bjergpas, der breder sig umiddelbart inden den afgørende stigning.

Passet er et af de absolut koldeste steder på Mount Everest – uden nogen form for læ og med isnende vindstød, der skærer i knoglerne.

Lejr i 8500 meter

Efterhånden indhentede Hillary og Tenzing de tre mænd længere fremme. Gruppen nåede i fællesskab frem til en dynge udstyr, som John Hunt og en sherpa nogle dage forinden havde opmagasineret til Hillarys og Tenzings topforsøg. Her midt i ismasserne lå et enkelt telt, ekstra iltflasker, mad og brændstof til primusapparatet.

Synet vakte blandede følelser hos Hillary. Det ekstra udstyr var livsnødvendigt for at overleve i den kommende lejr, men Hunt havde ikke formået at slæbe det helt op til den højde, hvor lejr 9 skulle etableres. Derfor fik gruppen nu endnu mere at slæbe på, og Hillarys oppakning nåede op på 30 kg – mere end han på nogen måde troede fysisk muligt at bære i denne højde.

Kun indædt vilje drev gruppen videre opad, på udkig efter et godt sted at etablere lejr 9 nær bjergets såkaldte Sydtop.

Klokken 14.30 nåede ekspeditionen et lille plateau på bjergsiden i 8.500 meters højde, hverken vandret eller synderligt velegnet, men det bedst mulige.

“Det bruger vi”, råbte Hillary til de andre, der sank sammen af træthed på afsatsen.

I stilhed skuede gruppen åndeløst flere hundrede km ud over Himalays vidtstrakte bjerglandskab. Kort efter forlod de sidste tre hjælpere Hillary og Tenzing og slæbte sig tilbage mod lejr 8.

Efterladt alene jævnede Hillary og Norgay afsatsen så godt som muligt med deres isøkser og slog så deres lille tomandstelt op. De to mænd fik gang i primussen og tvang sig selv til at indtage et solidt måltid af kyllingesuppe, sardiner på kiks, dadler, abrikoser og varm sukkerholdig limonade.

I de ekstreme højder forsvinder appetitten, og kun bevidstheden om, at kroppen skriger på energi, fik de to mænd til at spise.

Kort efter lagde Tenzing Norgay sig til rette yderst i teltet, nærmest den kilometerdybe afgrund. Tilsyneladende var den rutinerede sherpa helt uberørt af, at pladsen var så trang, at teltkanten hang faretruende ud over bjergsiden.

Hillary udløser en lavine

Om natten faldt temperaturen til 30 minusgrader. Kulden og de iltapparater, de to mænd sov med for at sikre kroppen ilt, forstyrrede søvnen, og allerede klokken fire om morgenen vågnede Hillary.

Han varmede mad og drikke og brugte derefter de to næste timer på at tø sine stivfrosne støvler op med ilden fra primussen. Og så endelig klokken 6.30 trådte de to mænd ud af teltet – ud på det solbeskinnede Everest.

Deres første mål var Sydtoppen – bjergets sydlige spids, der knejser 8.750 meter over havets overflade. Det var hertil, Bourdillon og Evans nåede, før de måtte spejde frustreret mod toppen og vende om.

Stigningen mod Sydtoppen hælder op til 70 grader og var beklædt med dyb sne, som mændene måtte kæmpe sig igennem.

Hvert eneste skridt var forsigtigt og besværligt. Bare én forkert bevægelse kunne udløse et sneskred, der ville rive mændene ud i intetheden. Og pludselig skete det, de begge frygtede. Sneen forsvandt under Hillary, der i et uendeligt øjeblik faldt.

Ved et usandsynligt held bremsede fast sne hans krop efter kun en meter. Buldrende fortsatte lavinen videre ned ad bjergsiden under ham. Den chokerede Hillary vinkede rystende Tenzing Norgay hen til sig.

“Meget slemt, meget farligt”, lød sherpaens spontane kommentar.

“Skal vi fortsætte?” spurgte Hillary og fik et svar, der aldrig var til stor hjælp. Men det var svaret, som sherpaerne altid gav:

“Hvis du ønsker det”.

Det klare vejr og bevidstheden om alle de mænd, der havde kæmpet for at få ham herop, tvang newzealænderen til at fortsætte. Han vinkede Tenzing frem for at tage føringen, og kun en time senere – klokken ni om morgenen – trådte de to op på Sydtoppen

Med ærefrygt iagttog mændene de sidste 101 meters bratte stigning mod toppen.

Døden truer til begge sider

Det sidste stræk af Mount Everest er én lang smal bjergkam.

“Det er som at gå på en knivsæg dækket med is. Til begge sider truer et fald på flere kilometer. Til højre ned i Tibet, til venstre ned i Nepal”, som Hillary senere beskrev det.

Alligevel var han overraskende optimistisk og tog føringen det næste stykke, inden han bemærkede, at der var noget helt galt med Tenzing. Alle sherpaens bevægelse foregik skræmmende langsomt, og Tenzing gispede tydeligt efter vejret med hurtige åndedræt.

Iltapparaterne på ryggen pumpede tre liter ilt ind i Hillarys og Tenzings lunger hvert minut. Men den supplerende forsyning var på ingen måde nok til at trække vejret normalt og sende tilstrækkeligt ilt rundt til muskler og hjerne.

Hillary havde for længst vænnet sig til, at hans hjerne tænkte langsommere, og hans muskler konstant skreg af smerte – men Tenzings opførsel bekymrede alligevel newzealænderen, der undersøgte sherpaens iltapparat. Det viste sig at være stoppet til med is.

Med hænderne lykkes det Hillary at løsne isen i udstyrets gummislange og mundstykke, så isstykkerne faldte ud, og ilten igen flød frit – øjeblikkeligt kvikkede sherpaen op og genvandt sin styrke.

Everests sværeste forhindring

Hillary og Tenzing var nu nået frem til Mount Everests mest lumske sted: Et 12 meter højt, bart klippefremspring, som de indtil nu kun havde set konturerne af på de luftfotos af Mount Everest, de havde studeret intensivt i basecamp.

På forhånd var Hillary klar over, at her lå nøglen til succes – og tæt på viste klippefremspringet sig umuligt at klatre op ad. Umiddelbart kunne de to mænd ikke finde en rute uden om klippen, og Hillary mærkede nederlaget snige sig ind på ham. I denne højde havde han hverken styrken eller evnerne til at kaste sig ud i den 12 meter høje klatring.

Endelig opdagede Hillary en farlig, men potentielt farbar vej: Et enormt isstykke var ved at løsne sig fra højre side af klippen, og mellem klippen og isstykket havde en smal sprække åbnet sig. Hillary vurderede, at et menneske lige nøjagtigt kunne klemme sig ind i sprækken og derefter stemme sig vej opad.

Hillary møver sig vej mod toppen

Han aftalte med Tenzing at gøre et forsøge, og mens sherpaen strammede grebet om sin ende af sikkerhedslinen, tog Hillary forsigtigt det første skridt ud i sprækken.

Med ansigtet ind mod klippen og ryggen og det påspændte iltudstyr lænet mod isstykket stemte Hillary sig langsomt opad. Rutineret mærkede han for hvert skridt, hvordan klatrejernene borede sig ind i isen, mens han med hænderne famlede efter ethvert fremspring på klippen.

Umådeligt langsomt trak newzealænderen sig fremad og opad – i konstant frygt for, at isstykket bag ham pludselig ville rive sig løs. Men omsider nåede han toppen og kunne tage det sidste skridt ud af sprækken.

Øjeblikkeligt mærkede Hillary lettelsen skylle igennem sig. Med en voldsom kraftanstrengelse gentog Tenzing Norgay manøvren, gispende febrilsk efter vejret.

Vel ude tog de to mænd et kort hvil, mens de mærkede suget fra det solbeskinnede Himalaya. Kræfterne var ved at slippe op, men Hillary og Tenzing fortsatte. Bag hver forhøjning de besejrede, gemte sig en ny, og selvom terrænnet fladede ud, syntes bjerget at fortsætte i det uendelige.

Men så omsider, klokken 11.30 den 29. maj 1953 – efter fem timers intens klatring – kunne de ikke komme højere op. Hillary og Tenzing stod – som de første mennesker nogensinde – på verdens absolutte top.

Bliver et kvarter på toppen

Først havde Hillary svært ved at fatte omfanget af bedriften, men snart mærkede han en glød af tilfredsstillelse brede sig i kroppen. De havde gjort det! Som de første nogensinde stod de på toppen af verden.

Mændene omfavnede hinanden i lettelse og triumf, inden de indså, at de snart måtte ned igen. Det næste kvarter brugte Hillary og Tenzing på at grave et hul i sneen, hvor de lagde offergaver til bjergets guder – kiks, lidt chokolade og andet sødt.

Herefter fotograferede Hillary rundt til alle sider og tog bl.a. det siden verdensberømte foto af Tenzing med sin isøkse løftet over hovedet. Som det sidste efterlod Hillary et lille krucifiks.

Derpå påbegyndte mændene den lange nedstigning – nu ikke længere som dødelige mennesker, men som levende legender.