Britisk eventyrer skrev verdens første rejseguide
I 1855 – mere end 100 år før Lonely Planets populære rejsebøger – skrev den britiske eventyrer Francis Galton verdens første håndbog for opdagelsesrejsende.
Sir Francis Galton opdaterede sin rejseguide gennem 17 år, hvor han fik sine erfaringer fra en ekspedition i David Livingstones fodspor gennem Sydvestafrika.
Francis Galton havde en pragmatisk tilgang til tingene.
Problemer var blot udfordringer, han endnu ikke havde fundet løsningen på – og udfordringer var der nok af i 1851, hvor Galtons kortlægningsekspedition befandt sig på Sydvestafrikas tørre sletter:
“Vand var dagligt årsag til bekymring. Det kunne sædvanligvis kun tilvejebringes på steder, hvor de indfødte for nylig med held havde gravet efter det.
Landet er oversvømmet i regntiden, og pytter kan findes mange steder, men de forsvinder hurtigt, delvist på grund af fordampning, men i særdeleshed grundet nedsivning i den sandede jord”, skrev han efter hjemkomsten.
Det var situationer som denne, der gav den britiske opdagelsesrejsende en revolutionerende idé: Alle de praktiske erfaringer, han havde gjort sig under sin to år lange ekspedition, kunne være til nytte for andre eventyrere.
Han havde egenhændigt og af egen lomme stablet ekspeditionen på benene, og størstedelen af de praktiske spørgsmål, såsom hvor mange okser en ekspedition kræver, hvilke stammefolk der er mest arbejdsomme som bærere osv., var dyrekøbte erfaringer, Galton selv måtte gøre undervejs.
Han besluttede efter hjemkomsten til Storbritannien i april 1852 at samle sin viden i et opslagsværk.
Galton kunne ikke have valgt et bedre tidspunkt at skrive bogen på. Opdagelsesrejser var et varmt emne, både i landets aviser og som samtaleemne i alle lag af samfundet.
Eventyrere som Richard Burton, Heinrich Barth og David Livingstone kom tilbage fra klodens uudforskede områder med fantastiske historier om eksotiske folkeslag, bjerg-tagende naturlandskaber og dyrearter, ingen anede fandtes.
Første udgave af rejseguiden udkom i 1855.
Galton brugte årevis på bogen
Snart indså Galton, at hans ambitioner for bogen overgik hans egne erfaringer.
Han besluttede derfor at inddrage praktiske rejse- og overlevelsestips fra andre, der, ligesom han, havde rejst i “mindre civiliserede dele af verden”.
Til formålet gennemtrawlede Galton møjsommeligt alle de rejsebeskrivelser og atlasser, han kunne få fingrene i.
Galton udnyttede også sine kontakter i Londons Royal Geographic Society, hvor han var medlem af bestyrelsen, til at få interviews med tidens største eventyrere.
Opstod tvivlsspørgsmål undervejs, gjorde han en dyd ud af at efterprøve de forslag, der krævede verifikation.
Som årene gik, indhentede Galton tusindvis af overlevelsesteknikker, praktiske råd og kulørte anekdoter fra stammefolk, udsendte missionærer, militærfolk og opdagelsesrejsende.
Første udgave af rejseguiden udkom i 1855 under titlen “The Art of Travel: Shifts and Contrivances Available in Wild Countries” – eller på dansk “Kunsten at Rejse: Hjælpemidler og Fiduser Tilgængelige i Vilde Lande”.
Bogen var på 196 sider, men kunne uden problemer ligge i brystlommen på en safariskjorte.
Senere udgaver rummede også gode råd fra eventyrere som Samuel Baker, der i 1864 opdagede Lake Albert, og adskillige eksperter inden for hver deres felt bidrog med opfindsomme metoder til at måle afstande i vildnisset o.l.
Sådan blev Galton ved, indtil femte udgave fra 1872 fyldte 366 sider – men stadig kunne være i en brystlomme.
Darwin roste bogen
Bogen udkom til positive anmeldelser, ikke mindst på grund af tidens hungren efter alt, der smagte af opdagelsesrejser og eventyr.
Galtons halvfætter Charles Darwin, der fire år senere selv blev verdensberømt med sin bog “Arternes Oprindelse”, skrev til sin slægtning og roste ham for hans arbejde:
“Min kære Galton. Jeg modtog din venlige gave i går. Jeg håber, din bog vil få et stort salg, men hvad jeg fuldt ud forventer, er, at den vil få et langt salg, og hvis du redder et dusin opdagelsesrejsende fra katastrofer, er jeg sikker på, at du vil føle dig vel belønnet for alle de problemer, bogen må have kostet dig”.
Charles Darwin fik ret med hensyn til det lange salg:
Bogen var i årtier eventyrernes uundværlige følgesvend, og den genoptrykkes stadig.
Rejseskribenten Galton lancerede eugenikken, hvor han bl.a. forsøgte at finde genetiske fællestræk hos voldsforbrydere.
Galton kastede sig over racehygiejne
Charles Darwins bog “Arternes Oprindelse” fra 1859 blev et karrieremæssigt vendepunkt for den berømte rejseskribent Galton.
Darwin og Galton var halvfætre, og Galton grundlagde på basis af Darwins evolutionsteori eugenikken, også kaldet arve- eller racehygiejne.
Galton mente, at mennesket kunne forbedres ved målrettet at fremavle ønskelige egenskaber som høj intelligens, råstyrke m.v.
Eugenikken nød stor tilslutning, indtil nazisterne i årene op til 2. verdenskrig baserede jødeudryddelsen på en ekstrem fortolkning af eugenikken.