Den 4. januar 1761 mødtes en gruppe mænd på et dunkelt værtshus i København.
De havde al mulig grund til at være både nervøse og forventningsfulde.
Om nogle dage skulle de nemlig påbegynde noget, som ingen anden i Europa havde gjort før: En rendyrket videnskabelig ekspedition til et fjernt land.
Den tyske matematiker og korttegner Carsten Niebuhr var blevet udnævnt som kassemester.
Sprogforskeren Frederik Christian von Haven ville dog ikke arbejde under en udlænding, men forsøgte selv at få kontrol over rejsekassen.
“Få gjort så mange opdagelser for videnskaben som muligt” Den danske konges ordre til ekspeditionen.
Han var dansk ligesom lægen Christian Carl Kramer og miniaturemaleren Georg Wilhelm Baurenfeind.
Gruppen talte også to svenskere: Naturvidenskabsmanden Peter Forsskål og soldaten Lars Berggren. Sidstnævnte skulle følge med som tjener og vagt.
En ting havde medlemmerne i det brogede selskab imidlertid tilfælles: Ingen blandt dem havde erfaring med farefulde ekspeditioner til fjerne lande.
Danmarks konge betalte for rejsen
Rejsen var planlagt ned til mindste detalje. Ekspeditionens formål var ifølge den danske konge “at få gjort så mange opdagelser for videnskaben som muligt”.
De kongelige instruktioner var på intet mindre end 43 paragraffer. Desuden havde de rejsende fået en række spørgsmål med fra førende videnskabsmænd.
Alle ville vide mere om Yemen – det myteomspundne land, der i Europa på den tid blev kaldt “Det Lykkelige Arabien”.
Ekspeditionen måtte vende om og lægge til i Helsingør kort efter rejsens start for at hyre nye sømænd, fordi flere matroser mistede livet i en storm.
Viden om fremmede kulturer var rejsens mål
Tidligere videnskabs-ekspeditioner havde også haft kolonisering eller missionering som mål, men Niebuhrs mænd helligede sig videnskaben.
Carsten Niebuhrs rejse til Arabien var den første udelukkende videnskabelige ekspedition i europæisk historie.
Der var blevet foretaget flere opdagelsesrejser til forskellige steder på jorden, men de ekspeditioner havde også haft andre formål, fx at omvende hedninge, skabe handelskontakter eller foretage militære erobringer.
Ekspeditionen var desuden epokegørende derved, at rejsen var planlagt ned til mindste detalje. Forskellige forskningsopgaver var blevet fordelt mellem de fem videnskabsmænd.
Ekspeditionen til Arabien havde ikke andre formål end at samle viden ved at udforske fremmede lande og deres kulturer rundtom på kloden.
Tanken om at udforske netop denne del af Den Arabiske Halvø var blevet udklækket syv år tidligere ved det tyske universitet i Göttingen.
Forskerne drømte om at lære mere om de steder og vækster, der var nævnt i Biblen. Og eftersom kong Frederik 5. af Danmark var kendt som en elsker af kultur og videnskab, fik de ham overtalt til at finansiere en rejse.
Svenskeren var upopulær
Selvom ekspeditionen endnu ikke havde forladt kajen, var der allerede uvejrsskyer på himlen.
Rent videnskabeligt var Forsskål klart den mest kvalificerede af deltagerne. Han havde studeret hos Carl von Linné i Uppsala, men var også uddannet i naturvidenskab og filosofi i Tyskland.
Desværre var han også kendt for at være en rapkæftet type, der ikke holdt sig tilbage fra at starte konflikter. Mens de andre sad samlet, var Forsskål allerede gået ombord på orlogsskibet Grønland.
Han havde uden held forsøgt at få lægen Kramer byttet ud med en svensk deltager.
Måske var det pga. denne uoverensstemmelse, at Forsskål ikke deltog i mødet på værtshuset.
Forskere rejste til fjerne lande
Under ledelse af den tyske korttegner Carsten Niebuhr satte en ekspedition på fem videnskabsmænd og en soldat den 7. januar 1761 ud fra København med kurs mod Arabien og Østen.
Ekspeditionen kom skidt fra land
Efter afsejlingen fra Danmark blev skibet ramt af en storm ud for Norges kyst. Flere matroser døde, og Niebuhr måtte hyre nye søfolk i Helsingør.
Pyramider ventede i ørkenen
Forskerne ankom til Cairo i Egypten efter et år. De blev i byen i et år, og under deres besøg så de bl.a. pyramiderne.
Arabien kostede tre mand livet
Fra Egypten rejste de med karavane til Mekka og videre til Yemen. Her afbildede tegneren Georg Wilhelm Baurenfeind bl.a. arabiske ryttersoldater. Han og tre andre ekspeditionsmedlemmer døde dog af sygdom kort efter ankomsten til landet.
Kun én mand tilbage
Med skib nåede de to sidste deltagere til Bombay i Indien. Her døde den ene af dem af sygdom – nu var kun Carsten Niebuhr i live. Han blev i landet i et år.
Hjemturen gik godt
På sin hjemrejse tegnede Carsten Niebuhr bl.a. dette billede af Jerusalem, den hellige stad. Først den 20. november 1767, efter knap syv års rejse, nåede den tyske korttegner endelig tilbage til København.
Sømænd omkom i voldsom storm
Stemningen i selskabet var derfor langtfra den bedste, da de andre deltagere på ekspeditionen den 7. januar 1761 gik ombord på skibet, der skulle føre dem sydpå.
Selvom forberedelserne til turen havde stået på i flere år, startede problemerne, så snart skibet nåede åbent hav.
Ud for Norges kyst ramlede Grønland ind i et voldsomt uvejr, der kostede flere matroser livet.
Skibet måtte vende tilbage til Helsingør for at hyre nye. Samtidig begyndte de selvoptagne ekspeditionsmedlemmer at skændes indbyrdes.
På trods af den dårlige stemning nåede ekspeditionen via Konstantinopel – vore dages Istanbul – til Alexandria i Egypten.
Videnskabsmændene rejste bl.a. med karavane gennem ørkenen i Mellemøsten.
Her blev forskerne knap en måned, og uoverensstemmelserne fortsatte. De skændtes bl.a. om penge, men beskeden hjemmefra var klar: Carsten Niebuhr skulle tage hånd om rejsekassen.
Bedre blev situationen ikke af, at mange egyptere betragtede dem som spioner. Især korttegneren Niebuhr vakte mistro med sine eksotiske redskaber.
Rejsen fortsatte til Cairo. Her begyndte forskerne at arbejde flittigt med hver sin opgave, men en dag tog de sammen ud for at se pyramiderne.
“Man bliver ramt af en angstblandet forundring, når man første gang ser disse utrolige og unaturlige stenhøje”, skrev Frederik Christian von Haven i sin dagbog.
Forskerne nølede længe i Egypten
Gruppen blev i Cairo i et helt år, og der var nu gået to år, siden de havde forladt København.
Deltagerne havde fået instruktioner om, at rejsen skulle gennemføres på to eller højst tre år. Og da de endnu ikke var i nærheden af Det Lykkelige Arabien, måtte de sande, at tidsplanen allerede var ved at smuldre.
Fra Cairo red selskabet på æselryg med den årlige pilgrimskaravane til Mekka på Den Arabiske Halvø og sejlede derfra ud på Det Røde Hav. Her udførte Carsten Niebuhr en af ekspeditionens største bedrifter.
Han tegnede det første pålidelige kort over det myteomspundne hav. Da mændene nåede frem til Det Lykkelige Arabien, tegnede han også det første kort over landet.
I over 100 år var det den eneste beskrivelse af Yemens geografi.
Carsten Niebuhr yndede at komme ud blandt lokalbefolkningen i de lande, han besøgte.
Peter Forsskål drog ud på flere udflugter alene, men tog også ud på længere ture med Niebuhr for at indsamle vækster og tale med lokalbefolkningen.
På en af disse udflugter opdagede han et blomstrende balsamtræ – et træ, som i antikken blev brugt til produktion af myrra til røgelse og parfume. Træet havde længe været glemt i Europa, og først nu kunne det beskrives videnskabeligt.
Men i havnebyen Mokka i det vestlige Yemen løb gruppen ind i ulykker. Flere af deltagerne blev syge, formentlig af malaria.
Frederik Christian von Haven påstod dog, at han havde fået skørbug.
Hans sidste optegnelse i dagbogen, nedskrevet med en voldsomt rystende hånd, lyder: “Den 25. maj 1763. I eftermiddag giver Gud mig, tror jeg, en salig ende”.
Sygdom tog livet af svenskeren
Efter kort tid blev også Forsskål meget syg. Alligevel ønskede han for enhver pris at fortsætte til hovedstaden Sana.
Forsskål havde dog ikke kræfter til at ride, så han blev surret fast til en kamel.
Til sidst orkede hans medarbejdere ikke at fortsætte længere, og de arabiske tjenere nægtede at bære en kristen. Forsskål blev efterladt i byen Jerim.
“Jeg har kun et ringe håb om nogensinde at gense Europa. Dog føler jeg mig forpligtet til at holde mig i live, for hvis jeg skulle dø, er det meget uvist, om mine papirer når hjem til Europa” Carsten Niebuhr, da han befandt sig i Bombay i Indien.
Stirrende byboer samlede sig omkring hans dødsleje for at få et glimt af en ægte vesterlænding. Han døde om morgenen den 11. juli 1763.
Gruppen bestod nu af Niebuhr, Kramer, Baurenfeind og Berggren. Sammen fortsatte de tilbage mod havnebyen Mokka, men så snart de nåede frem, fik alle fire malaria.
Baurenfeind døde den 29. august ombord på det skib, som skulle føre dem videre til Bombay. Dagen efter døde også Berggren.
Ligene af de to ekspeditionsdeltagere blev kastet i havet ud for Det Lykkelige Arabiens kyst.
Manuskripter blev sendt til Danmark
Ekspeditionens to sidste overlevende deltagere, Kramer og Niebuhr, kom til Bombay i september 1763.
Storbyen havde et behageligt klima og var styret af det britiske ostindiske kompagni.
De to mænd sendte deres døde rejsekammeraters efterladte manuskripter og samlinger hjem til Danmark.
Den 10. februar 1764 døde imidlertid også ekspeditionens næstsidste medlem, lægen Kramer. Alvorligt syg og alene i Bombay skrev Niebuhr:
“Jeg har kun et ringe håb om nogensinde at gense Europa. Dog føler jeg mig forpligtet til at holde mig i live, for hvis jeg skulle dø, er det meget uvist, om mine papirer når hjem til Europa”.
Carsten Niebuhr iklædte sig gerne arabisk klædedragt.
Niebuhr blev i Bombay i over et år og fik det langsomt bedre. Da han igen var frisk, rejste han til Syrien via Persien og vore dages Irak.
I ruinbyen Persepolis udførte han sin næste store bedrift. Han kopierede den forhistoriske kileskrift med så stor nøjagtighed, at den få år senere kunne tydes for første gang.
Niebuhr nåede byen Aleppo i Syrien i sommeren 1764. Her kunne han drage et lettelsens suk og pleje omgang med byens europæiske handelsmænd.
Rejsen hjem til Danmark gik derpå via Konstantinopel og Østeuropa.
De skovklædte bjergområder i Polen og Ungarn oplevede han som langt farligere end de tidligere etaper i Arabien og Anatolien. Vejret og vejene var også meget dårligere i Centraleuropa.
Niebuhr vendte hjem til ingen hyldest
Som en kamæleon tilpassede Carsten Niebuhr sig de miljøer, han rejste igennem: “En rejsende bør følge sæder og tankegang i de lande, han besøger. Kommer han i et selskab af stolte tyrkere, så ryger han sin pibe tobak og drikker sin kaffe med en alvorlig mine uden at sige for meget. Til arabere bør han fortælle alt, hvad han har set på sine rejser. Persere bør han give mange komplimenter. Og får han selskab af kristne, som vil danse, så viser han heller ingen modvilje mod det”.
Den 20. november 1767 nåede han endelig tilbage til København. Da var der gået næsten syv år, siden han tog afsted på den strabadserende rejse.
Kong Frederik 5., der havde bekostet rejsen, var død, og de embedsmænd, han havde haft kontakt med inden afrejsen, var ikke længere i tjeneste.
Derfor fik han ikke nogen stor modtagelse i den danske hovedstad. Carsten Niebuhrs navn var på det nærmeste gået i glemmebogen.
I stedet gik Niebuhr i gang med det enormt krævende arbejde med at renskrive, redigere og udgive ekspeditionens resultater – både sine egne og Forsskåls.
Det tog ham ca. 10 år. Han døde først i 1815, 82 år gammel.