Da den 25-årige Jacques Cousteau en januardag i 1936 vågner op i en hospitalsseng, ved han, at hans karriere som pilot er slut.
I et hårnålesving har han mistet herredømmet over sin fars Salmson-sportsvogn, og nu ligger han her, med 12 brækkede knogler, en punkteret lunge, en højre arm, der er lammet, og en fremtid i ruiner.
Planen var, at Cousteau få dage senere skulle have afsluttet sin pilotuddannelse. Nu vil lægerne amputere hans højre arm.
Den er betændt og vil aldrig komme til at fungere igen, forklarer de.
“Hellere dø end at være enarmet”, svarer den unge franskmand, der i sygesengen lægger en ny plan for sit liv: Han vil genvinde sin fulde førlighed og gøre lægernes spådom til skamme.
Få måneder senere har flåden givet ham et job som artilleriofficer, og på den franske flådebase i Toulon deler han sin tid mellem arbejde og genoptræning.
Mirakuløst er betændelsen i armen forsvundet, og træningen giver store fremskridt.
En sommerdag i 1936 får Cousteau et tip af officerskollegaen Philippe Tailliez: “Du burde svømme i havet. Det vil hjælpe dig med at genvinde kræfterne”, foreslår Tailliez, der, siden han lærte at gå, har foretrukket at svømme.
1943: Lungeautomat gjorde mænd til fisk. Sammen med ingeniøren Émilie Gagnan udviklede Jacques Cousteau en lungeautomat, der gjorde det muligt at svømme frit under vandet. Systemet består af to dele. 1. trin sidder på trykflasken og sænker indåndingsluftens tryk til kun ca. 10 bar over det omgivende tryk. En slange leder luften videre til 2. trin, mundstykket. Her lader en ventil dykkeren puste udåndingsluften tilbage til 1. trin, hvor den lukkes ud. Det patenterede system blev en enorm succes, og princippet anvendes stadig i dag.
“Jeg er villig til at prøve alt, der kan lindre smerten”, lyder det taknemmeligt fra Cousteau, og dagen efter tager de to kolleger ned til en klippestrand ved Toulon, og mens Philippe iført hjemmelavet dykkerudstyr går på harpunfiskeri, crawler Cousteau i overfladen med værkende lemmer.
Svømmeturene bliver snart en daglig rutine, men da Philippe en eftermiddag tilbyder Cousteau, at han kan låne hans dykkergrej, takker Cousteau venligt, men bestemt nej. Havet er en vej, man kan sejle på fra havn til havn, insisterer Cousteau. Først efter gentagne overtalelsesforsøg giver han efter.
Møjsommeligt ifører han sig vennens primitive dykkerudstyr. Svømmefødder, der er fremstillet af savblade med et lag gummi omkring, en maske, der er lavet af et par pilotbriller, og en J-formet haveslange, der fungerer som snorkel.
Da Cousteau få minutter senere bryder ned gennem havoverfladen, ændres hans liv for bestandig.
Under vandet åbenbarer en ny og ukendt verden sig for hans øjne: Røde, orange og lilla søstjerner klæber til undersøiske klipper. I sprækkerne kan han ane pigge fra et søpindsvin, og under ham passerer stimer af makreller. Synet gør et uudsletteligt indtryk, og Cousteau får straks en trang til at forevige det.
Kameraet var gemt i et syltetøjsglas
Som 14-årig havde Cousteau investeret sine spareskillinger i et simpelt filmkamera, og ved en fætters bryllup optog han snart efter sin første film.
Trods en temmelig ringe billedkvalitet blev filmen modtaget med bragende klapsalver af familien, og fremvisningen gav Cousteau blod på tanden.
I skolen klarede den unge filmskaber sig middelmådigt.
Han gik for at være sky og utilnærmelig, og sport interesserede ham ikke, men i filmens verden havde han fundet noget, han både brændte for og havde flair for.
Så når forældrene siden spurgte ham, hvad han ville være, faldt svaret prompte: filmfotograf – eller måske pilot.
Under pilotuddannelsen havde Cousteau filmet i sin fritid, og efter bilulykken begyndte han at rumstere med planer om at gøre film-hobbyen til sit levebrød.
Ønsket om at filme under vandet blev efterhånden en besættelse for ham. Den eventyrlige verden, som han selv havde fået øjnene op for, ville han dele med alle andre, og til det formål skulle han bruge et vandtæt kamera.
Af et syltestøjsglas med forseglet låg fremstillede Cousteau en lukket beholder til et gammelt 8-mm kamera, og med den simple konstruktion lod han sig synke ned på seks meters dybde, mens kameraet snurrede.
I knap ét minut holdt han vejret. Så brød han gispende efter luft op gennem overfladen med sit livs første undervandsfilm. Eneste medvirkende var Simone – den kvinde, han havde giftet sig med i juli 1937.
Forskningsskib var en aflagt minestryger. I 45 år tjente Calypso som Cousteaus flydende hovedkvarter. Udrustet med ubåd, helikopter, filmstudie og laboratorier var skibet den perfekte base for udforskningen af verdens have og floder. I havnen i den maltesiske hovedstad Valletta fandt Cousteau i 1950 den tidligere minestryger Calypso. Det 42 m lange træskib var i dårlig stand, men en gennemgribende renovering på et værft i Frankrig transformerede det til et avanceret forskningsskib. Calypso blev symbolet på Cousteaus eventyrlige ekspeditioner. Om bord på de i alt fire dæk var blandt andet et filmstudie med udstyr til direkte tv-transmission, mørkekammer og et laboratorium til videnskabelige undersøgelser af dyr og planter. Fra jomfrufærden i sommeren 1951 trodsede forskningsskibet orkaner, tyfoner og isfyldte farvande fra Canada i nord til Antarktis i syd, men i 1996 var det slut. Calypso sank efter en kollision med et andet fartøj, og først i løbet af 2010 vil en gennemgribende restaurering være færdig.
Cousteau ånder under vandet
Simones far, Henri Melchior, sad i bestyrelsen for firmaet Air Liquide – en af Europas største producenter af gas.
Da 2. verdenskrig kastede sin skygge over Frankrig, og benzin blev en mangelvare, forsøgte firmaet at udvikle en regulator, der gjorde det muligt at få biler til at køre på andre brændstoffer.
I spidsen for udviklingen stod ingeniøren Émile Cagnan, som Cousteau opsøgte i 1942.
Cousteau havde eksperimenteret med at konstruere et system, der kunne gøre det muligt for mennesket at ånde under vand, men han var gået i stå.
Han havde brug for Cagnans hjælp til at designe en regulator, der kunne dosere luft til et mundstykke ved det korrekte tryk i en hvilken som helst dybde.
“Måske noget i denne stil”, spurgte Cagnan, idet han rakte Cousteau en ventil, som han havde fisket op fra sin skrivebordsskuffe.
Blot tre uger senere var Cagnan og Cousteau klar med prototypen på deres “vandlunge”, Aqua-Lung, og fra en øde strand i Sydfrankrig skrev Cousteau en morgen i juni 1943 historie, da han som den første dykkede med den nye opfindelse. Drømmen om at flyve som fuglen var fortid. Nu kunne han i stedet svømme som fisken.
Costeaus filmsucces i Cannes
Tv-serien “Havets Hemmeligheder” bragte Calypso rundt i det meste af verden og sikrede Cousteau økonomisk, så han kunne fortsætte sin forskning.
Selv om Cousteau havde brugt både tid og penge på at udvikle Aqua-Lung, var hans interesse for film langtfra glemt.
Han havde fået specialbygget et vandtæt hylster til sit kamera og udset sig den perfekte location til sit næste projekt: havbundens skibsvrag.
Sammen med vennerne Philippe Tailliez og Frédéric Dumas drog Cousteau på opdagelse i dybet og filmede skibsvrag i Middelhavet.
Deres mange dyk blev til den 30 minutter lange film “Épaves” – Vrag – der ikke har en egentlig handling, men da filmen i september 1946 blev vist ved den allerførste filmfestival i Cannes, var biografgæsterne solgt. Aldrig før havde de set noget lignende. Mens Cousteau og hans makkere svømmede hen over lærredet, gik der et begejstret sus gennem salen.
Dykkerne blev filmstjerner, og da Cousteau fik juryens specialpris, strålede han om kap med rampelyset.
Karrieren som undervandsfotograf havde fået en katapultstart – og endnu bedre: Publikum var tilsyneladende interesserede i at få et kig ned i havet.
Vinderfilmen udforskede blot et hjørne af Middelhavet, og da 71 pct. af Jordens overflade er dækket af hav, var der stadig meget at gå på opdagelse i.
Filmen vakte ikke alene opsigt i Cannes – den overbeviste også den franske flåde om potentialet i Aqua-Lung.
Flåden indkøbte ti lungeautomater og oprettede en undersøisk forskningsgruppe, Groupe de Recherches Sous-Marine, med Jacques Cousteau i spidsen. Gruppen blev udstyret med skibet L’Elie Monnier og fik til opgave at rydde op i havnene, der efter krigen var spækket med miner og skibsvrag.
Men Cousteau havde større ambitioner. Han ville udforske havet på egen hånd og tog orlov fra flåden for at gå på jagt efter et skib til formålet. Det fandt han i Malta.
Træskibet Calypso var bygget som minestryger til den britiske flåde og havde efter krigens afslutning sejlet som færge.
Skibet var forsømt, men Cousteau så straks muligheder, og takket være en økonomisk håndsrækning fra en irsk velgører, Loel Guinness, kunne Cousteau i 1950 underskrive købekontrakten og sejle Calypso til Frankrig, hvor det skulle ombygges.
I november 1951 var det nyindrettede forskningsskib klar til sit første togt.
Ved en festmiddag inden afgang hævede Cousteau sit glas og udbragte en skål for det hvidmalede fartøj og den lyse fremtid. “Il faut aller voir” – vi må ud og se med egne øjne – slog han fast med de ord, der udtrykte både hans egen livsfilosofi og Calypsos motto.
1959: Mini-ubåd gav sensationelle optagelser. Sammen med ingeniøren Jean Mollard designede Jacques Cousteau mini-ubåden SP-350 Denise. Den ”dykkende tallerken” målte 2,85 m i diameter og vejede 3,5 tons og var det første dykkerfartøj i verden udviklet til videnskabelig udforskning. SP-350 havde en fjernstyret arm, som kunne tage prøver fra havbunden. Desuden var den udstyret med to filmkameraer og tre bevægelige lamper, der gjorde det muligt at filme i buldermørket på de store dybder. Fartøjet kunne skyde en fart på to knob – knap 4 km/t. – og havde plads til en besætning på to personer. Den lille ubåd var med om bord på Calypso, hvor besætningen brugte den til filmoptagelser i ned til 300 meters dybde.
Tavs verden tog Den Gyldne Palme
Fra begyndelsen var Calypso en succes. Det første togt gik til Det Røde Hav, og her kortlagde besætningen koralrev og indsamlede hundredvis af dyr og planter – heraf mange hidtil ukendte arter.
Dykkere optog desuden enestående farvefilm af de fantastiske skabninger, der holdt til i farvandet, og den 38 dage lange ekspedition var én stor triumf.
Endnu en sejr ventede i 1953, da Cousteau udgav bogen “Den Tavse Verden”, der fortalte historien om opfindelsen af Aqua-Lung og om hans første dyk blandt skibsvrag, delfiner og hajer.
“Cousteau beskriver sine undervandseventyr med en forskers omhu og med en digters følsomhed”, skrev en anmelder om værket, der inden udgangen af året var blevet solgt i 486.000 eksemplarer og oversat til over 20 sprog.
I 1954 var store dele af verden på fornavn med den spinkle franskmand, og fra alle egne af kloden modtog han forespørgsler fra mænd og kvinder, der drømte om en plads på Calypso.
Den person, Cousteau mest af alt ønskede at få om bord, var filminstruktøren Louis Malle, der ved skæbnens mellemkomst viste sig at være på udkig efter et job.
To år senere lancerede Malle og Cousteau filmen “Den Tavse Verden”, der skildrede hverdagen om bord på Calypso.
Kameraerne fulgte besætningen overalt fra kabyssen til dybe dyk blandt hvaler, skildpadder og tropefisk, og publikum var tryllebundet fra første boble.
Når vandet lukkede sig om dykkerne, holdt biografgæsterne vejret. Når hajerne kastede sig ud i et blodigt ædegilde, sad tilskuerne på det yderste af sæderne. Og når et koralrev tonede frem på lærredet, græd de af benovelse.
Filmen vandt både hovedprisen, Den Gyldne Palme, ved filmfestivalen i Cannes og en Oscar i USA, og med de fornemme udmærkelser rykkede Cousteau op i berømthedernes superliga. Journalister stod i kø for at interviewe ham, og fyrst Rainier af Monaco tilbød franskmanden jobbet som direktør for Monacos oceanografiske museum.
For Cousteau var det et drømmejob. I årevis havde han kæmpet for at få økonomien til at hænge sammen, men med direktørstillingen fulgte ikke alene en fyrstelig gage og en bolig i Monaco. Han fik også frie hænder til at fortsætte sin filmproduktion og forfattervirksomhed, så Cousteau takkede ja og forlod flåden.
I disse år havde han det som en fisk i vandet. Salget af Aqua-Lung’er var eksploderet. Overalt, hvor Calypso nåede frem, fik kaptajnen og besætningen en heltemodtagelse, og i 1966 underskrev
Cousteau en stor kontrakt med det amerikanske tv-selskab ABC, for hvem han skulle producere 36 episoder af dokumentarserien “The Undersea World of Jacques Cousteau”.
Konceptet var enkelt: Hvert program skulle svare på et spørgsmål. Fx “Er hajer onde dræbermaskiner?” eller “Hvordan opstår et koralrev?” Serien vakte international begejstring, og i de ni år, den kørte, blev den vejrbidte Cousteau og hans besætning med de karakteristiske røde huer kæledægger for en hel generation af seere.
Alle genkendte Calypso og Cousteaus karakteristiske nasale fortællerstemme med den franske accent.
Tonen i serien var humoristisk, men Cousteau var på en alvorlig mission.
Han havde ved selvsyn konstateret, at oceanerne led under tiltagende forurening, så efter at have brugt årevis på at udforske den undersøiske verden så han det nu som sin pligt at redde den.
I tv-serien og fra foredragssale overalt i verden opfordrede han til at tage vare på den blå planet, og i 1973 skabte han organisationen The Cousteau Society, som skulle samle penge ind til naturbevaring og undervisning.
Som alt, hvad Cousteau rørte ved, blev organisationen en succes: I det første år fik den 120.000 medlemmer, og fire år senere var tallet en kvart million.
1962: Cousteau byggede kolonier på havbunden I forsøget på at opklare om mennesket kunne leve under havets overflade, udviklede Jacques Cousteau en undersøisk koloni, som han døbte Conshelf – en forkortelse for “continental shelf“, dvs. kontinentalplade. I 1962 flyttede to mennesker i en uge ind i Conshelf I, der lå på 10 meters dybde ud for Marseille. Året efter blev eksperimentet gentaget i Conshelf II på 10 meters dybde i Det Røde Hav, hvor fem mennesker boede i en koloni på havbunden i en måned. Conshelf III var den sidste i rækken af undersøiske boliger. På 100 meters dybde ud for Nice tilbragte seks mennesker i 1965 tre uger i den runde beholder. Konklusionen på eksperimenterne var, at mennesker kan opholde sig i lang tid under vandet, men at mangelen på sollys er et problem.
Giftede sig med sin elskerinde
Som selvudnævnt ambassadør for Jorden rejste Cousteau kloden tynd for at skabe opmærksomhed om sin sag.
Før havde hans rette element været havet, men i 1970’erne tilbragte han det meste af sin tid på businessclass i de højere luftlag.
Her mødte han som 67-årig den 40 år yngre stewardesse Francine Triplet.
Hun faldt pladask for den energiske og charmerende undervandsforsker, og kærligheden var gengældt. De to indledte et forhold, og Francine fødte ham to børn – mens Cousteau stadig var gift med den intetanende Simone.
Elskerinden og de udenomsægteskabelige børn forblev en hemmelighed, indtil Simone døde af kræft i 1990, og godt et halvt år efter giftede den nu 81-årige Cousteau sig med Francine.
Cousteaus voksne søn Jean-Michel skummede af raseri over bedrageriet. Umiddelbart efter brylluppet vendte han sin far ryggen, og da Cousteau døde den 25. juni 1997, var far og søn ikke kommet til forsoning.
Men ved begravelsen få dage senere gik Jean-Michel bag kisten sammen med Francine og hans halvsøskende.
Stridsøksen var for en stund begravet, og i kirken holdt Jean-Michel en rørende tale til sin far:
“Min fars arbejde var en hymne til livet. På mit kontor hænger en seddel med et af hans citater: Biens og delfinens lykke er at eksistere. Menneskets lykke er at være bevidst om eksistensen og at forundres”.