Frodige, grønne planter slynger sig om træet, hvor Joseph Thomson netop har stedt sin ven, den opdagelsesrejsende Alexander Keith Johnston, til hvile. Med en kniv ridser Thomson omhyggeligt forbogstaverne AKJ i barken. Så tilføjer han Johnstons fødselsår og dødsdag.
Denne dag, den 28. juni 1879, befinder Thomson sig i det sydlige Tanzania – mere end 7.000 kilometer fra hjemmet i Skotland.
Han er kun 21 år, men med Johnstons død er han pludselig blevet leder af ekspeditionen, som er i gang med at udforske området omkring Tanganyikasøen i Afrika. Ansvaret for at fuldføre færden hviler nu på ham.
“Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg er inkompetent, hvad angår det geografiske arbejde, da jeg ikke har nogen erfaring i den retning”, indrømmer han fortvivlet i et brev hjem til Storbritannien.
Hvad den unge skotte ikke vidste var, at han skulle vise sig at blive noget nær den perfekte opdagelsesrejsende og gøre sig store opdagelser i det ukendte Afrika.
Ved konferencen i Berlin delte de sultne stormagter resten af Afrika, mente tidens karikaturtegnere. 30 år senere var Liberia og Etiopien de eneste lande, som ikke var under europæisk kontrol.
Stormagter delte Afrikas godbidder
Rygter om elfenben og guld fik i 1800-tallet stormagterne til at kappes om Afrika. På få årtier underlagde de sig det enorme kontinent.
Selvom europæere i århundreder havde udforsket Afrika, var kun en lille del af kontinentet koloniseret i midten af 1800-tallet.
Men rygterne om rigdomme i kontinentets indre intensiverede opdagelsesrejserne, og snart kappedes Europas stormagter om at sikre sig de mest ressourcerige områder.
Kapløbet betød, at de europæiske kolonimagter samt Tyrkiet og USA i 1884-1885 mødtes til en konference i Tysklands hovedstad. Under Berlinkonferencen udstak de retningslinjerne for, hvordan Afrika slulle deles.
En beslutning lød, at den nation, som først tog et område i besiddelse, havde ret til at gøre området til en koloni.
“Jeg følte, at jeg var nødt til at fortsætte – uanset hvilken skæbne der ventede mig”, skriver han senere.
Hvad den unge skotte ikke vidste var, at han skulle vise sig at blive noget nær den perfekte opdagelsesrejsende og gøre store opdagelser i det mørke Afrika.
Øvede sig i det skotske højland
Da Thomson i 1858 kom til verden i Penton i Skotland, regnede familien med, at han ville følge i sin fars fodspor og blive stenhugger. Men drengen selv vidste tidligt, at sådan skulle det ikke gå. Han ville være opdagelsesrejsende.
Interessen kom ikke af ingenting. I 1853 – fem år før Thomsons fødsel – indledte den skotske læge og missionær David Livingstone sin rejse til Afrikas indre. Beretningerne om Livingstones og andre opdagelsesrejsendes bedrifter fyldte aviserne, og ekspeditioner til Afrika var et yndet emne i bøger for både voksne og børn.
Thomson slugte alt, hvad han kunne få fat i, om ekspeditionerne. Samtidig forberedte han sig til sit fremtidige liv i det fri ved at sove på gulvet eller udenfor i Skotlands lyngklædte bakker.
Chancen for at gøre drømmen til virkelighed kom, netop som Thomson havde færdiggjort sin uddannelse i geologi, mineralogi og naturhistorie ved universitetet i Edinburgh.
Under overskriften “Ny opdagelsesekspedition til Afrika” efterlyste avisen Galloway Standard & Advertiser en naturvidenskabskyndig. Personen skulle ledsage geografen Alexander Keith Johnston på en ekspedition ind i Østafrikas indre – arrangeret og bekostet af det britiske, kongelige geografiske selskab, Royal Geographical Society.
Thomson undgik blodige kampe
Kandidaten skulle kunne “arbejde stabilt”, oplyste annoncen, som til gengæld lovede en rejse med “vigtigt geografisk indhold” og gennem “storladne” landskaber.
Den kun 20-årige og nyuddannede Thomson søgte jobbet, som han til sin store overraskelse fik.
Da Thomson i 1858 kom til verden i Penton i Skotland, regnede familien med, at han ville følge i sin fars fodspor og blive stenhugger.
Valget af Thomson skulle vise sig at være det rette. Ikke alene udførte skotten sit hverv som naturvidenskabskyndig til perfektion, selvom han fik malaria. Efter Johnstons død viste han sig også som en fortrinlig leder.
Da ekspeditionen i sommeren 1880 nåede sit mål i Zanzibar, var alle – på nær Johnston samt en bærer, som også var død af sygdom – i live og ved godt helbred.
Lige så vigtigt var det, at Thomson havde undgået de sammenstød med lokale, som havde gjort andre europæiske ekspeditioner til en blodig affære.
Han havde gjort den erfaring, som senere skulle blive hans valgsprog:
“Den, der går roligt, går sikkert. Den, der går sikkert, kommer langt”.
Masaierne spredte frygt
Efter den vellykkede ekspedition spredte nyheden om Thomsons evner sig – godt hjulpet af bogen “To the Central African Lakes and Back”, som han udgav kort efter hjemkomsten.
Da Royal Geographical Society i 1882 planlagde at udforske det endnu ikke kortlagte område mellem Det Indiske Ocean og Victoriasøen, var Thomson det oplagte valg.
Igennem 11 år tilbagelagde Thomson mere end 10.000 km igennem hidtil ukendt land.
Skotten rejste i nord, syd, øst og vest
I alt seks ekspeditioner gennemførte Joseph Thomson til Afrika. Fra Marokko i nord til Zambia i syd kortlagde han, hvad der dengang var ukendt land for europæerne.
Opgaven var vigtig for briterne. De havde til hensigt at anlægge en jernbane, som kunne forbinde kystens havne med Uganda i Afrikas indre, et område så frugtbart, at den berømte opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley navngav det “Afrikas Perle”.
Ekspeditionen skulle bevæge sig gennem uvejsomt landskab befolket af masaierne, en krigerstamme, som europæerne havde hørt om fra handelsrejsende, og som samtidens litteratur betegnede som “det mest blodtørstige folkeslag i verden”.
Udsigterne skræmte ikke Thomson. Den 13. december 1882 forlod han London med kurs mod Østafrika.
Opgaven lød bl.a. på at undersøge Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, som ligger på grænsen mellem Tanzania og Kenya. Den udfordring tog Thomson så alvorligt, at han – meget mod sit motto – besluttede at bestige det mere end fem kilometer høje bjerg på blot en enkelt dag.
“Min hat røg den ene vej, og min riffel den anden, mens jeg gavmildt kastede mine ejendele ud over den beundrende mængde under mig”. Joseph Thomson, da han blev ramt af en bøffel.
Opstigningen kræver normalt flere dage, så forsøget var dømt til at mislykkes.
“Kl. 13, da jeg næsten havde nået omkring 2.700 meters højde efter syv timers klatren – den hårdeste af slagsen, jeg endnu har prøvet – måtte jeg opgive min intention om at nå over trægrænsen”, skrev Thomson ærgerligt.
Det lykkedes ham dog at medbringe enkelte planter fra højderne og at foretage geologiske undersøgelser af bjerget, som er en sovende vulkan, hvis sidste udbrud skete for 10.000 år siden.
Gebisset gav gode venner
I august 1883 nærmede Thomson sig masaiernes område. Med sig havde han – foruden en tolk og 100 bærere – klæde, metaltråd og perler. Genstandene var, havde handelsfolk fortalt ham, masaiernes foretrukne betalingsmiddel.
Men Thomson medbragte noget, som var endnu mere værdifuldt, nemlig sin fantasi. Så snart han mødte de første masaikrigere, fortalte han dem, at han var medicinmand. Nysgerrige rørte masaierne ved Thomsons hvide hud og glatte hår.
Han besluttede at imponere dem yderligere. Demonstrativt bankede han på sine tænder for at vise masaierne, hvor stærke de var.
“Bare vent, til jeg drejer hovedet”, erklærede han, mens han med en teatralsk gestus vendte sig bort et øjeblik. “Nu er de væk!”
Masaierne gispede, da de så Thomsons næsten tandløse smil – uvidende om, at deres gæst bar en delprotese.
Til Thomsons andre tricks hørte en opvisning i at opløse citronsyresalte i vand. Saltene gav en boblende drik, som masaierne mente kunne helbrede stort set alle dårligdomme.
Hjulpet af sine tricks og de velvalgte handelsvarer lykkedes det Thomson at passere masaiernes område. Undervejs så han som den første europæer Aberdarebjergene, som han navngav efter lord Aberdare, det kongelige geografiske selskabs præsident.
Thomsongazellen vejer omkring 30 kg og kan i sin springende flugt nå en topfart på 90 km/t.
To snegle og en gazelle bærer Thomsons navn
Den opdagelsesrejsende, som gjorde den sindige fremfærd til sit varemærke, lægger navn til to sneglearter. Men ironisk nok fik også verdens fjerdehurtigste landdyr, navn efter Joseph Thomson.
Han så også et vandfald, som han valgte at kalde Thomson’s Falls til ære for sin far. Den 10. december nåede han sit mål, Victoriasøens bred. Opstemt fejrede Thomson bedriften ved at vise de lokale “den skotske dans’ livlige bevægelser”.
Bøffelhorn gennemborer låret
Få dage senere, den 31. december, var triumfen nær ved at forvandle sig til en katastrofe.
Under en jagt sårede Thomson en bøffel, som derefter gik til angreb. Rasende borede dyret sit horn dybt ind i den opdagelsesrejsendes lår og kastede ham op i luften.
“Min hat røg den ene vej, og min riffel den anden, mens jeg gavmildt kastede mine ejendele ud over den beundrende mængde under mig”, fortalte han senere.
Blodtabet fik Thomson til at besvime, men et par dage senere var han atter frisk. I midten af juni 1884 vendte han hjem til Storbritannien som en helt.
Thomson beskrev masaierne som høje, muskuløse og frygtløse krigere. Selv undgik han kamp mod krigerfolket.
I de følgende år besøgte Thomson flere gange Afrika, bl.a. for at hjælpe den brutale mineejer Cecil Rhodes med at indgå samarbejder med afrikanske høvdinge.
Et forsøg på at indgå en traktat med Msiri, kongen af Katanga, slog dog fejl. Thomsons opgave var at fragte en sending krudt til kongen.
Transporten blev aldrig til noget, da en koppeepidemi forhindrede ham i at gennemføre rejsen. Resultatet var, at belgiens konge, Leopold 2., i 1891 overtog området, som blev en del af Belgisk Congo.
Året efter fik Thomson lungebetændelse. Strabadserne i Afrika havde sat sine spor, og den 34-årige opdagelsesrejsende led af urinvejsinfektioner, sneglefeber – en infektion med blodfladorme – og betændelse i nyrerne.
Helbredet blev langsomt dårligere, og tre år senere – i 1895 – døde Joseph Thomson. Med ham var de store opdagelsesrejser i Afrika også forbi.
Få år senere havde verdens stormagter delt kontinentet imellem sig.