Dødelig cocktail slog polarhelt ihjel
Jernpansrede skibe lastet med rigelig proviant stævner ud for at finde den sagnomspundne søvej nord om Amerika. Men i stedet for at finde Nordvestpassagen forsvinder ekspeditionen sporløst. Talrige redningsskibe og moderne forskere har siden kæmpet for at finde ud af, hvad der overgik kaptajn Franklins sidste ekspedition.
Adskillige redningsskibe – her HMS Investigator – blev uhjælpeligt klemt fast af ismasserne i Arktis, uden at det lykkedes at finde kaptajn Franklin eller en eneste af hans 134 mænd i live.
Beechey Island, arktisk Canada, 1986: Med fingerspidserne tager professor Owen Beattie forsigtigt fat i det blå klæde, der dækker mandens ansigt.
Den blege sømand ligger endnu i sin grav og er næsten perfekt bevaret i permafrosten trods de mere end hundrede år i jorden.
Med prøver fra hans hår og væv vil professor Beattie endelig kunne få sit svar: Hvad overgik den britiske kaptajn John Franklin og hans mænd, som forsvandt sporløst i Arktis midt i 1800-tallet?
10.000 hyldede afrejsen
London, Storbritannien, 1845: Høje hurraråb steg til vejrs over Londons dokker, mens noble hatte og snavsede arbejdskasketter blev smidt på snurretur i luften. 19. maj var dagen, hvor Franklin-ekspeditionens to tre-mastere stævnede ud.
Storbritanniens nye helte ville gøre, hvad ingen andre endnu havde formået; pløje sig gennem de ukendte, isfyldte farvande nord om det amerikanske kontinent og finde søvejen til Asien.
Hvis en sådan Nordvestpassage virkelig fandtes, ville Franklin finde den. Herom ingen tvivl, for aldrig havde en polarekspedition været så velforberedt og veludstyret. Skibene var de mest robuste og mest avancerede, der nogen sinde havde sejlet til de arktiske egne.
HMS Erebus og HMS Terror hed fartøjerne, men ingen syntes at bemærke navnenes dystre klang – i græsk mytologi er Erebus mørket før dødsriget.
Begge fartøjer var tidligere krigsskibe og solidt konstrueret for at holde til rekylen fra de tonstunge kanoner.
Nu var de tilmed forstærket med adskillige lag ekstra eg og elm og et tommetykt lag af jernpanser som værn mod isen. Skibene var forsynet med dampmaskiner og som noget helt nyt med skruer, som kunne trækkes ind for at beskytte dem mod ismassernes pres.
Lastet med 8000 konservesdåser
For at beskytte besætningerne mod temperaturer, der ofte faldt til 40 minusgrader, var både officerskahytter og de meniges opholdsrum opvarmet.
Hvis forsyningerne af ferskvand slap op, kunne skibet lave sit eget ved hjælp af ferskvandsanlæg indbygget i kabyssens komfur. I lasten bugnede provianten med mad nok til at mætte samtlige 129 mand i tre år.
En god del blev opbevaret i konservesdåser, en nyskabelse, der ved hjælp af industrielle metoder sørgede for mad med næsten ubegrænset holdbarhed under alle forhold.
Næsten 8000 dåser i størrelser, der kunne rumme fra omkring et halvt kg til 3,5 kg langtidsholdbart kød, suppe og grønsager, en behagelig forandring fra den sædvanlige menu af saltet kød, tørrede ærter og beskøjter.
Franklin og hans mænd ville kunne leve, som det sømmede sig for britiske gentlemen. Ud over betragtelige mængder af te, vin, cigarer og rom medbragte skibene et helt bibliotek komplet med Bibeler og satireblade. En hund med det passende navn Neptun og en tam abe sørgede dertil for muntert selskab undervejs på rejsen.
Ekspeditionens største aktiv var dog dens leder, kaptajn, sir John Franklin. Rejsen mod Nordvestpassagen var hans tredje polarekspedition.
Mest kendt og beundret var hans dramatiske vandring over den canadiske tundra, hvor han for at holde sultedøden stangen havde spist sine støvler. Franklin var samtidig flådens mand. Sammen med lord Nelson havde han kæmpet ved Trafalgar og København. “Navnet Franklin alene er en national garanti”, lød det ved afrejsen.
På den første del af rejsen blev Terror og Erebus fulgt af et forsyningsskib med bl.a. ti levende okser om bord. Skibene fulgtes ad til Disko-bugten på Grønlands vestkyst, hvor okserne blev slagtet og kødet båret over på ekspeditionsskibene.
Franklin og hans mænd benyttede lejligheden til at sende breve og hilsner med hjem. Alle meldte om stor optimisme og gode forhold om bord.
Mændenes bomulds-uniformer kunne ikke klare polarkulden, og de havde kun våben egnet til fuglejagt med.
Middagsselskab ved isbjerget
Sidst i juli sejlede Erebus og Terror ind i Baffin Bay. Her ankrede de op ved et isbjerg og ventede på gunstig vind til den videre tur ind i Lancaster Sound. Uventet dukkede to britiske hvalbåde op, hvis kaptajn inviterede til middagsselskab.
Stemningen var opløftet, og Franklin forsikrede hvalfangerne om, at han snart ville være igennem Nordvestpassagen. Desuden, tilføjede han, kunne hans forsyninger sagtens strække til syv år, om det skulle være.
Næste morgen skiftede vinden, så Terror og Erebus lettede anker og forsvandt ind i en ukendt verden af sne og is. Ingen europæer skulle nogen sinde se mændene om bord i live mere.
Bekymrede sig først efter to år
I London anede ingen uråd. Ganske vist glædede alle sig til den dag, hvor Erebus og Terror lagde til kaj med sine brave polarhelte om bord, men i en tid uden radio og telegraf undrede ingen sig over, at ekspeditionen ikke lod høre fra sig.
Først to år efter afrejsen bad Franklins hustru, lady Jane, admiralitetet, flådens øverste ledelse, om at sende en eftersøgning. Pressen, der elskede historier om Franklin, støttede straks kravet.
I foråret 1847 sendte flåden derfor hele tre redningshold – to til vands og ét til lands. Optimismen var atter stor. Skibscheferne var alle flådeofficerer, og flere af dem kendte Franklin og hans officerer personligt.
De var ivrige efter at finde deres nødstedte kolleger. Men sommeren gik, uden at nogen fandt Franklin. I det følgede vintermørke, der syntes at vare næsten hele døgnet, sendte redningsholdene nødraketter op to gange hver dag.
De indfangede ræve og forsynede dem med metalhalsbånd, hvorpå oplysninger om redningsskibenes position var indridset, samt deponerede forsyninger.
Da foråret igen kom, drog de ud med slæder. Blot en enkelt tur dækkede næsten 900 kilometer, en ikke ubetydelig bedrift, da redningsholdet ikke brugte hunde, men søfolk som trækkraft.
Redningsbåd, slæde og udstyr vejede omkring 600 kg. For de udhungrede mænd blev det en dødsmarch at slæbe den tunge byrde gennem det uvejsomme terræn.
Så vigtigt som Den Hellige Grav
Men ingen af ekspeditionerne havde heldet med sig, og kulde, udmattelse og sygdom fik dem til at vende hjem. I England var utilfredsheden stor.
At flere var døde af skørbug, gjorde intet indtryk. “Vi opnår jo aldrig det, vi vil, blot ved at sejle op til isen og tilbage igen”, bemærkede avisen The Times spidst. Forskere skulle siden opdage, at de arktiske vintre netop i midten af 1800-tallet var de mest barske i 700 år med metertyk is.
Interessen for Franklin gled over i hysteri. “Ikke siden middelalderens jagt på Den Hellige Grav har den kristne verden været så forenet om noget som i ønsket om at få sir John Franklin hjem, død eller levende, fra den grusomme, ensomme død, som han så frygtløs begav sig imod”, skrev en avis.
Beskyldninger om at lade sine egne i stikken kunne admiralitetet ikke have siddende på sig. I 1850, fem år efter den feststemte afrejse, sendte flåden derfor ikke mindre end otte skibe mod de isfyldte farvande.
Dertil kom private redningsaktioner, sat i værk af lady Franklin, samt én, som hun havde fået det amerikanske flådeministerium overtalt til at sende ud.
Lady Franklin endte med at sende sit eget skib i forsøget på at finde sin mand i live.
Tre grave var det første spor
Én af admiralitetets ekspeditioner blev ledet af William Penny, en vejrbidt hvalfanger. Penny holdt nu rådslagning med sine mænd på Beechey Island, vest for Lancaster Sound, da et besætningsmedlem kom løbende.
“Grave, kaptajn Penny. Grave”, råbte han. Officerer og menige satte i løb op ad bakken og standsede foran tre små jordforhøjninger, hver markeret med en gravsten.
“Til minde om John Torrington, som forlod dette liv 1. januar 1846 på HMS Terror 20 år gammel”, stod der på den ene. Ved siden af hvilede 25-årige John Hartnell og William Braine, som blev 32 år.
Tunger frøs fast i skægget
Skibslægen på Pennys ekspedition forstod ikke, hvorfor så unge mænd var døde kun få måneder efter afsejlingen fra England.
Braine var død i april efter en lang og mørk vinter, så i hans tilfælde var skørbug en sandsynlig dødsårsag, men de to andres død var et mysterium.
Intet i omgivelserne røbede noget; tæpper, nogle stykker snor, smedeudstyr, dyreknogler og en enorm dynge af tomme konservesdåser var alt, hvad Penny og de andre fandt på Beechey Island.
Heller ingen af de andre ekspeditioner bragte svar. Til gengæld endte flere af dem i katastrofer. I en kulde så stærk, at mændenes tunger frøs fast i skægget og kaffen frøs til is, så snart den ramte kruset, mistede adskillige livet, ligesom flere af skibene blev klemt uhjælpeligt fast i isen.
Samtidig havde den prestigefyldte eftersøgning af Franklin tiltrukket nogle af flådens mest ærgerrige og hensynsløse officerer.
Én af dem, løjtnant Robert McClure, forfulgte så stædigt sine mål – at finde Nordvestpassagen og Franklin (i den rækkefølge) – at han flere gange satte sit mandskabs liv på spil ved at blive i Arktis trods mangel på mad og brændstof.
“Vores beholdning af stearinlys er meget lille, derfor sidder vi det meste af tiden i mørket. Vores foretrukne beskæftigelser er at gå og at sove... ulvene hyler rundt om skibet”, skrev et besætningsmedlem.
Beechey Island er grundigt afsøgt for spor af ekspeditionen. Nu skal andre småøer og farvande i området gås efter med lup.
Kanibalisme chokerede England
Efter de mange mislykkede ekspeditioner ønskede admiralitetet nu at glemme alt om Franklin. Men i oktober 1854 dukkede John Rae, én af tidens mest respekterede opdagelsesrejsende, op i London.
Travende på snesko havde Rae kortlagt mere end 1000 kilometer hidtil ukendt land langs den arktiske kyst.
Nu var han hastet hjem for at aflægge rapport. Fra en inuit vidste Rae, at en gruppe kabloonas (hvide) var døde af sult et sted i nærheden for “fire vintre siden” – altså i 1850. Da mændene kom dertil, havde de haft en slæde og en båd med, og de så udhungrede ud.
Ved hjælp af tegnsprog havde de fortalt inuitterne, at deres skib var blevet knust af isen, og at de var på vej mod syd. Senere samme år havde inuitterne fundet dem døde og kunne vise Rae genstande, som kun kunne stamme fra Terror og Erebus. Rae sluttede sin rapport med en chokerende oplysning:
Ekspeditionen have fået “en skæbne så forfærdelig, som man overhovedet kan forestille sig... det er tydeligt, at vores stakkels landsmænd var blevet drevet til at ty til den sidste grufulde alternative ressource – kannibalisme – for at fortsætte livets opretholdelse”, skrev Rae.
Kannibalisme! Alene ordet var oprørende. I en tid, hvor aviser kunne fastslå, at “det britiske folk er i langt højere grad end alle andre civilisationens sendebud”, var kannibalisme en umulighed. Reas budskab blev derfor afvist som det pure opspind.
Ville ikke give op
Den britiske regering havde på dette tidspunkt brugt mere end 675.000 pund (svarende til 400 millioner kr. i nutidsmønt) på eftersøgningen, dusinvis af redningsfolk havde mistet livet, og ti skibe var forsvundet. Regeringen var parat til at regne Franklin-ekspeditionens medlemmer for døde i tjenesten.
Men lady Franklin var langtfra klar til at give op. Hun købte sit eget skib, og 2. juli 1857 sendte hun Leopold McClintock, en garvet veteran og hans næstkommanderende, Hobson, af sted.
Deres gennembrud kom en solbeskinnet forårsdag i 1859 på øen King William Island. Hobson, der var slemt medtaget af skørbug og led af sneblindhed, troede dårligt sine egne øjne, da han opdagede en stor stenvarde.
Næppe havde han flået de første sten ud af varden, før en tom konservesdåse trillede ud. Den indeholdt et stykke papir af den type, som alle britiske flådeskibe har med, og som på seks sprog beder finderen om at sende brevet til admiralitetet i London.
Rundt omkring denne standardskrivelse var noteret med håndskrift: “28. maj 1847. HMS Erebus og Terror overvintrede i isen på bredde 70 grader 5´N længde 98 grader 23´V. Efter at have overvintret i 1845-46 på Beechey Island… Sir John Franklin ledede ekspeditionen. Alt vel…”.
Dokumentet var det første fund fra Franklins ekspedition, og selv om det var gammelt, lød ordene “alt vel” betryggende. Opløftet læste Hobson videre, men:
Et nyt notat, dateret den 25. april 1848, fortalte, at “Terror og Erebus blev forladt den 22. april… efter at have siddet fast siden den 12. september 1846… Sir John Franklin døde den 11. juni 1847, det samlede dødstal i ekspeditionen indtil i dag er 9 officerer og 15 menige”.
Notatet var underskrevet F. Crozier, øverstkommanderende. Han havde tilføjet “Og i morgen, den 26., går vi mod Backs Fish River” (på den modsatte side af øen, red.).
Søfolkene slæbte konservesdåserne med, da de forlod skibene; dåser, hvis blyforsegling var gået i maden.
Redningsbåd med te og gardinstang
Hobson fulgte Croziers ord og drog selv mod Backs Fish River, selv om hans skørbug var blevet værre; tænderne faldt ud, og han kunne dårligt stå på benene.
Lige før han skulle til at give ordre til at vende om, opdagede han en redningsbåd på en slæde. I båden lå to skeletter omgivet af den mest besynderlige proviant, Hobson nogen sinde havde set.
Med på den desperate flugt over isen havde Franklins mænd medbragt bøger, slippers, te, adskillige æsker cigarer og 18 kilo chokolade. Derudover fandtes ingen spor af spiselig proviant.
Til gengæld havde mændene medbragt en gardinstang. McClintock, der senere undersøgte redningsbåden, karakteriserede indholdet som “en samling af dødvægt, kun lidt brugbart og sandsynligvis i stand til at få hele slædeholdet til at bryde sammen”.
Hjemme i England fik McClintock og Hobson en heltemodtagelse for at have afklaret Franklins skæbne. De blev inviteret til dronning Victorias residens på Isle of Wight og kunne til hende fremvise Franklin-ekspeditionens hjemmelavede snebriller.
I England blev sagen nu endelig anset for afsluttet. Hvor tragisk det end måtte være, var kaptajn Franklin og hans polarhelte alle bukket under for skørbug, som så mange søfolk før dem. Æret være deres minde.
Professor Beattie tog hår- og vævsprøver fra liget af John Torrington. Det gav forskerne ny viden om blyforgiftningen.
Mistænkte konservesdåserne
“Han ser ud, som om han lige er død”, flyver det gennem professor Beatties hoved, da han halvandet hundrede år senere står bøjet over graven på Beechey Island. Øjnene er halvt åbne, udtrykket fredfyldt.
Owen Beattie fra University of Alberta arbejder på at finde en mere fyldestgørende forklaring end skørbug.
Midlet er ligene af de tre mænd, hvis grave oprindelig blev fundet i 1850. Han ved, at nok havde skørbug mange søfolks liv på samvittigheden, men massedød forekom stort set ikke på 1800-tallets polarekspeditioner. Hans mistanke samler sig i stedet om de konservesdåser, som havde fyldt lasten.
Dåsemad var en forholdsvis ny opfindelse ved afrejsen, og for at nå at producere det lovede parti havde producenten skåret ned for både kogetid og varmegrader.
Undersøgelser af de fundne tomme dåser, der bestod af 90 procent bly og 10 procent tin, viste desuden, at forseglingen af dåserne var sjusket, og at det blyholdige forseglingsmateriale var sivet direkte ud i maden.
De analyser, Beattie havde fået foretaget af knoglerester af ekspeditionsdeltagere, havde da også vist et forhøjet indhold af bly. Men tungmetallet kunne være ophobet gennem et helt liv i 1800-tallets stærkt forurenede England. Kun prøver fra hår og væv kunne vise, om blyet var kommet ind i kroppen under rejsen.
Resultaterne kommer i begyndelsen af 1987 og fjerner enhver tvivl. Blyindholdet i kroppen hos de tre mænd er 20 gange højere end normalt, og blyet er indtaget under rejsen. Blyforgiftning giver nedsat appetit, forstoppelse, vægttab og generel svækkelse.
Her finder Beattie forklaringen på, hvorfor mændene døde udhungrede, selv om forsyningerne ikke var sluppet op. Forgiftningen ville også forværre andre sygdomme, fx skørbug.
Den vigtigste pointe er dog mentale forandringer; irritabilitet, søvnløshed, ekstrem træthed og paranoia. Slemme symptomer under normale omstændigheder, men lig med den visse død under de ekstreme forhold i Arktis.
Blyforgiftning alene dræbte dog ikke Franklin og hans mænd.
Med udstyr, som snarere hørte til i et herreværelse end på polarekspedition, og en opdragelse, der påbød dem at opretholde britisk livsstil, koste hvad det koste ville, var ekspeditionen i forvejen dårligt stillet i det iskolde Arktis.
Blandingen af britiske dyder og moderne dåsemad blev en dødelig cocktail.
Opdatering: I december 2016 dukkede en ny videnskabelig undersøgelse op, som frikendte bly som en af årsagerne til Franklin-ekspeditionens dødelige udgang.