Ekspedition trodsede is-helvede i livsfarlig jagt på pingvinæg

Wilson har på forhånd advaret sine ledsagere om, at udflugten til den anden side af Ross Island vil blive en “stroppetur” og “den mest sælsomme fuglerede-ekspedition, som nogen sinde har fundet sted og nogen sinde vil finde sted”.

Den karakteristik skal vise sig at være stærkt underdrevet. Antarktis er Jordens koldeste kontinent.

Vejret er aldrig mildt på de kanter, men særligt vinteren med sine hylende snestorme og bidende kulde er et helvede på jord.

Værst er dog det totale vintermørke, der både dag og nat hviler som en tung og uafrystelig dyne over det uendelige islandskab.

Snart vil det tidspunkt komme, hvor ekspeditionens deltagere foretrækker at dø frem for at overleve blot en enkelt dag mere på den vel nok mest menneskefjendske plet på hele jordkloden.

Missing link

Torsdag 27. juni 1911 begiver æggejægerne sig af sted, ud over havisen fra Kap Evans på Ross-øen i den vestlige del af Rosshavet.

Foran dem ligger en 110 kilometer lang tur i tæt mørke. Undtagelsesvis har vinden tabt pusten for en stund, og alt tegner til en stille og perfekt dag til at indlede den lange march.

“Alt muligt held og lykke på rejsen”, råber Robert Falcon Scott til sine folk, da de i højt humør trækker af sted med to tungtlastede slæder, som er pakket med proviant og udstyr til rejsen.

Aftenen forinden har Scott noteret i sin dagbog, at “denne vinterrejse er et nyt og dristigt vovestykke. Men det er de rette mænd, der skal gøre forsøget”.

Trioen kommer da også flyvende fra start. Uden problemer haler de deres knap 350 kilo tunge byrde over isen, men marchen er ikke mere end to dage gammel, før de første forhindringer melder sig.

Mændene er nået til Rossbarrieren, den største isbræmme på Antarktis, og hvor overfladen hidtil har været behageligt fremkommelig, forandrer den sig nu til en forhindringsbane.

Fødderne synker dybt ned i blød sne, hvert skridt kræver en næsten overmenneskelig kraftanstrengelse, og slæderne er komplet umulige at flytte.

Derfor beslutter mændene at trække én slæde ad gangen og derefter vandre tilbage i deres egne fodspor og hente den anden.

Under de vilkår bliver rejsen ekstra lang og udmattende – for hver kilometer de bevæger sig fremad, må de tilbagelægge tre.

Sveden fryser til is

I takt med at ekspeditionen i dagevis strider sig gennem polarmørket med den lysende planet Jupiter som eneste vejviser, rasler temperaturen nedad.

I dagtimerne holder den sig stabilt på 10-20 frostgrader, men om natten styrtdykker den til over 50 graders frost, og i den bidende kulde fryser alt til is.

På kroppen bliver sveden forvandlet til en hinde af is, alt tøjet bliver overtrukket med en tyk isskorpe, og skindsoveposerne er så stivfrosne, at de hverken kan rulles sammen eller bare åbnes.

Tre kvarter tager det mændene at få de sammenfrosne soveposer lirket så tilpas meget op, at de kan krybe ned i dem, og i det tynde sejldugstelt er der absolut ingen varme at hente for de tre vandrere:

Deres rede er bitterkold, og selv om Wilson, Bowers og Cherry propper sokker og vanter i brystlommen om natten, er hverken de eller deres tøj tilnærmelsesvis optøet, når de slår øjnene op til en ny dag.

Men det tærer især på kræfterne aldrig at se solen stå op. “Det er mørket, der gør det. Jeg tror ikke, at minus 50 grader ville føles så slemt i dagslys”, tænker Cherry for sig selv.

Selv de mindste ting, som at læse et kompas eller åbne en lynlås i teltdugen, tager lang tid, og hver eneste morgen venter den samme omstændelige rutine:

Inden de overhovedet kan fortsætte marchen, må de tænderklaprende bruge fire-fem timer på at tænde for primussen og lave morgenmad, pakke teltet sammen og vrikke deres blåsorte og næsten følelsesløse fødder ned i de dybfrosne støvler.

At få seletøjet til slæderne til at makke ret er et kapitel for sig – i en hel time må mændene på skift banke løs på de stive læderremme, sådan at remmene kan bøjes i den rette form.

Og igen og igen må mændene sande, at der ikke kommer noget godt ud af at forsøge at rulle soveposerne sammen – når de bøjer dem, sprækker rensdyrskindet og efterlader små huller.

Særligt for Cherry er hver en bevægelse og hver en berøring en pine – hans fingre er oversået med store vabler, hvor væsken under den tynde hud er frosset til is.

Når han forsøger at stryge en tændstik eller tager sine stive vanter på, kan han næsten ikke være i sin krop for bare smerte, og konstant har han lyst til at hyle højt, men tager sig i det.

I stedet messer han i én uendelighed for sig selv: “Hold ud, hold ud, koste, hvad det vil, hold ud, koste, hvad det vil”, lyder hans refræn.

Storm følger storm under vandringen til Kap Crozier, og ofte når mændene ikke at tilbagelægge mere end tre-fire kilometer på en otte timer lang dagsmarch.

Det skyldes ikke kun uvejret og det elendige føre, men i høj grad også den stærkt begrænsede bevægelsesfrihed:

Tøjet er stivfrossent og føles som et hæmmende hylster: “Hvis det havde været lavet af bly, ville vi meget lettere kunne bevæge arme og ben”, konstaterer Cherry tørt.

Han føler sig som en stiv tinsoldat på ubehjælpsom march. De tre vandrere drømmer sig dag og nat til en lun hytte med knitrende brændeovn og en kop rygende varm chokolade, men de fortsætter ufortrødent.

De har et job at udføre og ingen klynker eller overvejer at give op.

Pingvinernes skrig

Under strabadserne veksler mændene ikke mange ord, og når det endelig sker, begrænser konversationen sig til fåmælte spørgsmål og svar.

“Hvordan har dine fødder det?” spørger de hinanden. “De er meget kolde”, svarer de på skift. “Det er mine også”, slutter samtalen.

Men fremad går det trods alt, og efter knap tre uger er mændene omsider tæt på målet.

Det har været 19 dage i helvede, skriver Cherry senere i sine erindringer. Og der har været dage, hvor han har tænkt på døden som en ven.

“Det er ikke muligt at beskrive lidelserne. Kun et fjols ville tage den tur igen.

Jeg selv var kommet til det punkt, hvor jeg bare ønskede, at det var slut uden for megen smerte”, husker han.

Turen og prøvelserne er langtfra forbi, men de tre føler alligevel en vis lettelse, da de endelig befinder sig for foden af Mount Terror, omkring 6,5 kilometer fra Kap Crozier.

De opfører en hytte med mure af klippesten og med medbragt sejldug som tag.

Teltets underlag virker som gulv. Det arbejde tager tre dage at udføre, og først derefter kan mændene gå i gang med det, som er ekspeditionens egentlige formål.

Bundet sammen med reb klatrer mændene over klipper og stejle volde af skrueis på vejen til Kap Crozier.

De aner ikke, hvor de planter fødderne, og snubler på skift, men efter seks timer hører de en lyd, der får dem til at glemme alle deres trængsler: kejserpingvinernes skingre skrig.

I mørket kan mændene ikke se fuglene nede på havisen, men deres metalliske lyde er ikke til at tage fejl af.

Stærkt opløftede og med fornyede kræfter famler Wilson, Bowers og Cherry desperat efter en passage gennem isblokkene og de høje basaltklipper, der rager ud over isen, men uden held.

Adgangen til det iskolde fugleparadis, rugepladsen, synes spærret, så slukørede og tomhændede må mændene begive sig tilbage til hytten.

“Så tæt på og alligevel så langt fra”, sukker Wilson, som dog stadig ikke giver op.

Anden gang skal vise sig som lykkens gang: Den følgende dag har eventyrerne held med at krybe helt ned til pingvinerne, og oven i købet bliver de belønnet med et svagt månelys, der gør det muligt at skimte omgivelserne.

Det syn, der møder dem, får mændene til at gispe af begejstring: Omkring 100 kejserpingviner står i en tæt klynge.

Da fuglene i de sort-hvide dragter opdager polarfarerne, skræpper de op med deres lange næb og vralter nervøst af sted med æggene på deres fødder.

Men i skyndingen taber nogle af fuglene deres æg, og hastigt snupper mændene fem af dem, der ligger tilbage.

Nænsomt placerer de deres dyrebare trofæer i hver sin skindvante, og da det er gjort, skyder og flår de i hast tre pingviner for at få tran til ovnen hjemme i hytten.

På tilbageturen er lyset fuldstændigt forsvundet, og mens mændene aser og maser sig gennem det uvejsomme terræn med deres hårdt tilkæmpede bytte, brister to af æggene.

Tre af dem er stadig hele, da de om aftenen omsider når hjem til lejren, men mændene har nu fået sig en ny bekymring:

En gevaldig snestorm begynder at trække op. Ud på natten tager stormen fra det ene øjeblik til det andet til i styrke og bliver til en orkan.

Teltet flyver væk

Polarfarerne har opført deres hytte tæt ved en klippevæg i det, de mente var skærmende omgivelser. Nu opdager de, at beliggenheden er fuldstændig håbløs.

De heftige vindstød bøjer af mod klippen og rammer hytten i rasende fart med det resultat, at de tunge sneblokke og klippestykker, som sejldugstaget er sikret med, bliver revet væk.

Sejldugen river og slider i sine fortøjninger, og mens mændene ligger i deres soveposer og grubler over, hvad de skal gøre, hvis taget blæser væk, udvikler situationen sig fra slem til værre.

En del af ekspeditionens grej er stuvet af vejen i den øvre del af teltet, som mændene har slået op ved siden af hytten.

Men pludselig letter teltet og blæser væk. Derefter tager vinden også fat i hyttens sejldugstag og puster det op som en ballon.

Bedst som mændene desperat forsøger at fæstne et af hjørnerne, bliver taget ført bort af et brølende vindstød, og så begynder enorme snemasser at vælte ind i den lille hytte.

“Kryb ned i soveposerne, nu”, råber Wilson til sine makkere, der allerede er halvt begravede i sne.

Øjeblikket efter ligger mændene i deres soveposer, som de har trukket helt op over hovedet. Alligevel kan de ikke undgå at høre, hvordan hytten knager og brager, akkompagneret af vindens evindelige hyl.

Larmen er præcis så øredøvende, som når man står i et eksprestog med nedrullede vinduer, konstaterer Cherry.

I den støj er det komplet umuligt at føre en samtale, men en gang imellem stikker Bowers hovedet ud af sin sovepose og råber prøvende: “Vi har det rigtigt godt?”

“Ja, vi har det rigtig godt”, forsikrer Wilson og Cherry i kor, inden de atter formummer sig i deres soveposer.

Selv om de alle tre ved, at de har det alt andet end godt, hjælper det alligevel at sige det modsatte højt.

Alligevel mærker Cherry, at håbløsheden trænger sig på. Han fornemmer, at Wilson og Bowers er lige så skræmte som han, og nu, da taget er fløjet væk, må enden være nået.

Hans stivfrosne sovepose er en kiste, en flad og stenhård en af slagsen.

“Hvad andet kunne jeg tænke”, skriver han senere. “Vi havde været undervejs i fire uger i så barske omgivelser, mørke og kulde, som intet andet menneske havde overlevet.

Vi havde knap fået nogen søvn og nu havde vi intet telt, vi havde kun en dåse olie tilbage ud af oprindeligt seks, og dele af vores kogegrej var forsvundet.

Selv med et telt som beskyttelse tog det os mindst en time at komme ned i vores soveposer hver aften. Nej! Uden teltet ville vi ikke overleve”.

I det øjeblik forliger Cherry sig med, at han skal dø. Han vil ikke længere kæmpe for at prøve at holde sig varm eller banke sine fødder konstant mod hinanden for at få en smule blod ud i dem igen.

Måske vil det endda gå hurtigt, tænker han, og hvis det bliver for smertefuldt, kan han tage noget af den morfin, som han ved findes i den medbragte medicinæske. Smerten frygter han mest af alt.

Og så, pludselig, falder han i søvn. En luksus, som ikke har været de tre mænd forundt mange gange i løbet af de sidste fire uger.

Snestormens skydække har fået temperaturen til at stige så tilstrækkeligt meget, at de tre mænd endelig får fred til at blunde hen i soveposerne.

En hel nat og en halv dag ligger mændene og får et tiltrængt hvil, mens de venter på, at stormen skal løje af, og sne trænger ind gennem hver eneste lille revne og fold i deres sprukne soveposer.

Først ved middagstid søndag 23. juli er stormen taget så meget af, at de forkomne mænd tør vove sig ud af deres ufrivillige vinterhi.

Da de med stort besvær har fået spændt teltunderlaget ud som tag, kan de endelig begynde at tænke på mad.

I to dage og to nætter har de hverken spist eller drukket, og selv om det måltid, de får stablet på benene, er yderst beskedent, smager det himmelsk.

Det består i al sin enkelthed af varm te med en bismag af pingvintran samt en kødblanding med et strejf af pingvinfjer og dyrehår fra soveposen.

Ikke desto mindre forekommer det mændene at være det ypperligste måltid, de nogen sinde har indtaget.

Da maverne er fyldte, diskuterer polarfarerne, hvordan de skal bære sig ad med at skaffe sig et værn mod vind og vejr på hjemrejsen.

De bliver enige om, at de hver nat skal grave et dybt hul og dække det til med teltunderlaget, så godt de nu kan.

Men heldet er for en gangs skyld med dem: For foden af en stejl skråning, 800 meter fra hytten, finder de efter en ihærdig eftersøgning resten af teltet, klemt inde mellem store klippeblokke, men forunderligt nok næsten ubeskadiget.

Den opdagelse tager næsten vejret fra de forfrosne mænd – de troede, de skulle dø, men nu har de det, som om de ved et mirakel har fået livet tilbage.

Hjemkomst vækker overraskelse

Lige så pludseligt heldet er slået ned, lige så brat fordufter det igen. Få timer efter, at mændene har indledt hjemrejsen, bliver de overfaldet af en ny snestorm, der holder dem fanget i teltet i halvandet døgn.

Alt deres udstyr er nu i en elendig forfatning, tøjet hænger i stivfrosne laser og er oversået med isklumper, og bedre står det ikke til med dem selv.

Øjnene er glansløse, næserne blålige, og huden på hænderne og i ansigtet er furet og hvid af den evindelige kulde.

Især tæerne er hårdt ramt af forfrysninger – i en sådan grad, at tåneglene er på nippet til at falde af.

Fingrene har det ikke meget bedre – de er så følelsesløse, at det er stort set umuligt at tænde primussen.

Fire-fem pakker tændstikker går der til hvert forsøg, og når det endelig lykkes at få ild, er varmen fra flammen næsten ubærligt smertefuld.

Idet den frosne hud tør op, prikker og snurrer det i fingrene, men denne pine rækker kun til en tredjeplads på den rangliste, som mændene har lavet:

Det værste er at krybe i soveposen, som på grund af den mængde is, der efterhånden har samlet sig i den, nu vejer mere end dobbelt så meget som ellers.

Det næstværste er at ligge i soveposen i seks timer, mens kulden uundgåeligt skærer sig gennem marv og ben – og tandkød.

Nerverne på Cherrys tænder er bogstaveligt talt døde af kulde, og tandemaljen slår sprækker, men det er hans mindste bekymring.

“Vil jeg nogensinde se min kone og mit hjemland igen?” spekulerer han.

Da uvejret omsider lægger sig, stavrer mændene atter af sted gennem islandskabet.

De har nu kun én slæde med sig, den anden har de opgivet og efterladt, og som i trance bevæger de sig møjsommeligt fremad.

Manglen på søvn sætter sit tydelige præg på den lille skare – mændene falder i søvn og støder ind i hinanden, mens de går, og deres bevægelser er mindst lige så stive, som de er langsomme.

Elefanthuerne er forvandlet til frysebokse og er så tunge af is og sne, at mændene ikke kan kigge ned, uden at hele overkroppen bøjer forover.

Derfor kan de umuligt holde øje med underlaget og snubler på skift ned i skjulte sprækker under puddersneen.

Hver gang de haler hinanden op på fast grund igen, føles det som om, at de må opbyde deres allersidste kræfter.

Fem uger efter at æggesamlerne er draget ud i polarnattens mørke, nærmer de sig omsider udgangspunktet, basen på Kap Evans.

Klokken er hen ved midnat tirsdag 1. august, da polarfarerne mere døde end levende slæber sig de sidste meter hen til hytten.

Med sig på slæden har de fortsat de tre æg, som nær har kostet dem livet, og mens de kæmper med at spænde seletøjet til slæden af, går døren op, hvorefter polarnattens stilhed bliver brudt af et jubelråb.

“Gode Gud! Kap Crozier-holdet er kommet tilbage”, lyder en overrasket stemme inde fra den lune base

Kapløb fik tragisk slutning

Kapløbet om at nå først til Sydpolen blev vundet 14. dec. 1911 af nordmanden Roald Amundsen.

Først en måned senere ankom briterne – og de nåede aldrig hjem igen. I tilbageturens første uge døde to ekspeditionsmedlemmer. Den ene forlod teltet med ordene: “Jeg går lige udenfor. Det tager nok lidt tid”.

Cirka 240 kilometer fra basen i Kap Evans endte rejsen også for ekspeditionsleder Robert Scott og de to polarfarere Edward Wilson og Henry Bowers, som havde hentet kejserpingvinernes æg.

De var fanget i en heftig snestorm og lagde sig til at dø i teltet. Ligene sammen med Scotts dagbøger og filmruller blev fundet 12. nov. 1912 af et eftersøgningshold, som talte bl.a. Apsley Cherry-Garrard.