Erobringen af det frosne kontinent

Ville andre europæere have en stabil og billig tilførsel af krydderier som peber, kanel, og muskat, måtte de finde en anden vej. Derfor sendte den portugisiske kongesøn, Henrik Søfareren, beslutsomt sine skibe mod de ukendte farvande.

Med hans ekspeditioner syd om Afrika begyndte jagten på Terra Australis Incognita, Det Ukendte Land Mod Syd – et nyt land, som var begyndt at dukke op på europæernes verdenskort.

Paven afviste det sydlige kontinent

De portugisiske søfolks ængstelse før rejsen var fuldt forståelig. Ingen vidste, hvad der gemte sig i farvandene mod syd. Alene tanken om, at der fandtes land sydpå, var noget, de fleste skulle vænne sig til.

Ganske vist havde grækerne i antikken påstået, at Jorden var rund, og at det nordlige kontinent var i ligevægt med et sydligt. Men den tanke faldt imidlertid ikke i god jord hos den katolske kirke i 1400-tallet.

En rund jord var utænkelig, og et beboet kontinent sydpå i strid med Bibelen, for “det ville være at indrømme, at der fandtes sjæle, som hverken delte Adams synd eller Kristi frelse”, fastslog pave Zacharias tilbage i 741.

Den runde jord og det sydlige kontinent blev tabu. I stedet tegnede kirken sit eget kort – et fladt hjul gennemskåret af et kors og med Jerusalem solidt plantet i midten.

Muslimer bragte atlas til Europa

I kortbogen Hereford Map fra 1200-tallet blev det kristne verdensbillede krydret yderligere. Kortene havde Jerusalem i centrum og udpegede såvel Noas Ark i det nuværende Tyrkiet som Paradisets Have nord for Indien.

Passager i bogen var desuden baseret på den romerske forfatter Solinus' skriverier og udpenslede skrækindjagende væsener, der ventede i det ukendte syd.

Langørede mænd, folk med hoveder, der voksede ud af brystet, og etbenede skabninger fyldte sømændenes hjerner med rædsel.

I middelalderen fortsatte kirkens entydige verdensbillede med at dominere Europa, men i Alexandria blomstrede videnskaben.

Her fandt, bearbejdede og oversatte muslimske lærde de gamle græske værker. Skrifterne nåede til Europa via Konstantinopel og bragte et nyt syn på verden.

Blandt dem var den græske videnskabsmand Ptolemæus' værk om astronomi og kartografi.

I løbet af to år blev værket, der beskriver en rund jord med et sydligt kontinent, oversat til latin og kendt af europæerne.

Blandt dem var Henrik Søfareren. Han satte sig for at udnytte den nye viden og anlagde en navigationsskole. Snart strømmede portugisiske skibe mod syd for at få del i den nye verdens herligheder.

1. Magellan opdager i 1520 et stræde igennem Sydamerika.
2. Drake afliver i 1578 tanken om et sydligt kontinent forbundet med Sydamerika.
3. Schouten navngiver i 1616 Kap Horn.
4. Tasman kæmper sig i 1642 igennem hagl og sne i sydhavet.

Briterne søgte status

Til deres store lettelse kunne Henrik Søfarerens skibe uhindret runde Afrikas sydspids og sejle til de forjættede krydderiøer, Molukkerne, i det nuværende Indonesien. Snart fulgte spanierne, briterne og, i 1600-tallet, hollænderne.

Rivaliseringen mellem de europæiske supermagter i jagten på nye handelsveje blev drivkraften bag ekspeditionerne, som i rivende hast udvidede europæernes verden.

Sydamerika, Sydøstasien og dele af Stillehavsregionen blev kortlagt, men det sydlige kontinent, som grækerne havde beskrevet, forblev uopdaget.

De nye områder bød på så enorme mængder af krydderier, guld, sølv og andre ædelmetaller, at et uudforsket kontinent i det lune og frodige sydhav måtte rumme ufattelige rigdomme.

Få forfulgte denne tanke med større ildhu end englænderen Alexander Dalrymple. Tryllebundet af Østens mysterier nærstuderede han arkiver og saml­inger for alt, som havde med opdagelsesrejser at gøre.

Efter 13 år bøjet over kort, månetabeller og gamle gulnede skibsjournaler var han helt sikker. Det sydlige kontinent fandtes. Det lå i det sydlige Stillehav, og hér var store værdier at hente.

I bogen “Historical Collection of the Several Voyages and Discoveries in the South Pacific Ocean” fra 1771-72 udmalede han med stor fantasi det nye kontinents storhed og muligheder.

Ifølge Dalrymple var kontinentet større end hele “den civiliserede del af Asien fra Tyrkiet til den østligste udkant af Kina” og husede mindst 50 mio. indbyggere.

“Smulerne fra dette bord alene vil være tilstrækkelige til at vedligeholde magten, herredømmet og selvstændigheden for England”, jublede han.

1. Cook er i 1774 90 km fra Antarktis' kyst.
2. Von Bellingshausen døber i 1821 Alexanderland.
3. Weddell slår i 1823 rekorden i at komme længst mod syd.
4. Ross når i 1841 en gigantisk mur af is, som døbes Ross Ice Shelf.

Cook afliver drømmen

Nu ville briterne én gang for alle have afklaret, om kontinentet fandtes eller ej, og sendte flådeofficeren James Cook mod syd.

Om bord havde han tidens mest avancerede navigationsudstyr. Heriblandt den nye opfindelse kronometeret, et søstærkt og pålideligt ur, som gjorde ham i stand til at beregne skibets længdegrad og dermed sin nøj­agtige position.

Med indædt stædighed gennempløjede Cook det sydlige Stillehav, hvor han kortlagde både Australiens sydkyst og New Zealand.

Med hensyn til det sydlige kontinent var Cooks rejse dog en skuffelse. Da han nåede til positionen 71˚ 10´S, blev han stoppet af en massiv isblok.

I bidende kulde og sne vendte han om med det nedslående budskab, at området var et “land fordømt af naturen”.

“Ingen mand vil nå længere, end jeg har gjort, og syden vil aldrig blive udforsket”, fastslog Cook og aflivede drømmen om et varmt og frodigt kontinent i syd.

1. Gerlache overvintrer i 1897 i pakisen om bord på Belgica.
2. Borchgrevink når i 1900 længst mod syd, da han passerer 78˚ 50'S.
3. Drygalski overflyver i 1901 kysten og spotter bjerget Gaussberg.
4. Shackleton planter i 1908 det britiske flag i sneen blot 156 km fra Sydpolen.

Heltenes legeplads

Efter Napoleonskrigenes afslutning i 1815 var Storbritannien klodens mest magtfulde nation. Industriens maskiner krævede masser af sælolie, og jagten på pelssæler bragte briterne længere og længere mod syd.

Den 7. februar 1821 satte John Davis som den første foden på spidsen af Antarktis, kaldet Den Antarktiske Halvø, og i 1823 sejlede James Weddell langt ind i ishavet.

Efterhånden faldt sælbestanden, og jagten blev urentabel. I stedet begyndte en mere videnskabelig udforskning af Antarktis.

I midten af 1800-tallet tog James Clark Ross på jagt efter den magnetiske sydpol – den ene ende af Jordens imaginære tværakse. Ross nåede ikke helt frem til sit mål, men kom længere mod syd end nogen anden.

Selve Sydpolen var endnu ikke betrådt af noget menneske, og derfor satte briterne sig for at gøre det.

1. Amundsen tager af sted over isen den 19. okt. 1911. Amundsen når som den første Sydpolen den 14. dec. 1911.
2. Scott tager af sted over isen den 1. nov. 1911. Scott når Sydpolen den 17. jan. 1912. Herefter begynder den skæbnesvangre hjemtur.

Dødens kapløb

I en tale til The Royal Geographical Society i 1893 slog videnskabsmanden sir John Murray tonen an: “Skal denne sidste rest af maritim opdagelse på overfladen af vores jord udføres af briter, eller skal den overlades til dem, der måske er bestemt af skæbnen til at fortrænge eller afløse os?”

Murrays tale blev startskuddet på en barsk og nådesløs kamp om at nå Sydpolen først.

Drivkraften var den personlige og nationale ære, og i 1911 fulgte verden med i det iskolde kapløb mellem de to rivaler, britiske Robert Falcon Scott og norske Roald Amundsen.

I december var kampen afgjort, og målet nået. Amundsens grundige planlægning og viden om de arktiske egne gjorde, at han kunne plante det norske flag på Sydpolen som den første. Antarktis var endegyldigt erobret.