Polarforsker Fridtjof Nansen og skibet Fram

Fridtjof Nansen: Tre års kamp mod isen

Den norske polarforsker Fridtjof Nansen har en dristig idé: Han vil sætte sit skib, Fram, fast i polarisen og lade havstrømmen føre ham mod Nordpolen. Men planen slår fejl – strømmen fører ham væk fra målet. Nansen må træffe en drastisk beslutning.

Den norske polarforsker Fridtjof Nansen har en dristig idé: Han vil sætte sit skib, Fram, fast i polarisen og lade havstrømmen føre ham mod Nordpolen. Men planen slår fejl – strømmen fører ham væk fra målet. Nansen må træffe en drastisk beslutning.

Library of Congress & Ullstein Bild

Fridtjof Nansen (1861-1930) indskrev sit navn i historiebøgerne, da han som den første krydsede Grønlands indlandsis i 1888.

Men den norske polarforsker var slet ikke færdig med at udforske verden og drog i 1893 ud på en ny ekspedition med skibet Fram.

Planen var at efterprøve teorien om, at polarisen drev fra den nordsibiriske kyst over polområdet til Grønland.

Følg den spektakulære historie her og læs om ruten, besætningens bekymringer og resultaterne.

Den norske ekspeditionsleder Fridtjof Nansen er i tvivl. Han ved ikke præcis, hvor han og de 12 øvrige besætningsmedlemmer befinder sig.

Kun få mennesker har besejlet dette farvand før Nansen, og både tåge og is vanskeliggør sejladsen. Desuden er søkortene yderst mangelfulde og direkte vildledende. Flere øer er slet ikke indtegnet.

“Skulle det være de russiske korts (...) Tajmyr-ø, vi sejler langs med nu?” spørger Nansen tvivlrådigt i sin dagbog den 28. august 1893.

Han befinder sig om bord på ekspeditionsskibet Fram, der bevæger sig mod øst langs den nordsibiriske kyst. Mandskabet må på skift holde skarpt øje fra udkigstønden i stormasten – 32 m over havoverfladen – for at kunne manøvrere skibet sikkert mellem det russiske fastland til højre og pakisen til venstre.

“Forude lå iskanten og lyste op i tågen. Som med et slag var den kastet tværs foran os.” Fridtjof Nansen, september 1893

Fram fortsætter mod øst indtil øen Bjelkov. Herfra sætter Nansen kursen stik nord i isfrit farvand. Men 20. september er det slut. Pludselig går et stød gennem skibet.

“Netop som jeg i formiddag kl. 11 sad og så på kortet og tænkte, at nu var min tålmodighed sluppet op, 78-graden var snart nået, så vendte det, og jeg sprang ud. Forude lå iskanten bred og tæt og lyste op i tågen. Som med et slag var den kastet tværs foran os.”

Fram har mødt den uigennemtrængelige pakis og kan ikke sejle længere mod nord. Nansen beslutter at fortøje skibet til en stor isflage. Hurtigt fryser Fram fast. Forude venter tre år fanget i isen.

Fridtjof Nansens teori

Nansen ønsker at udforske det ukendte, tilfrosne polarhav, og tanken er at lade naturen føre skibet frem. Ideen har han fået efter fundet af bl.a. sibirisk træ på Grønlands østkyst.

Nansen mener, at tømmeret kun kan nå frem på grund af en havstrøm, der må gå fra De Nysibiriske Øer nord for Rusland, hen over polområdet og ned langs Grønland. Han beslutter, at denne havstrøm i løbet af to-fem år skal bringe ham tæt på Nordpolen og ud i isfrit farvand igen!

Undervejs vil han foretage alle mulige videnskabelige undersøgelser: Døgnet rundt skal ekspeditionsdeltagerne med regelmæssige mellemrum måle vindhastigheder, luftens og vandets temperatur, luftelektriciteten, havvandets saltholdighed og isens tykkelse.

Frams rute

Frams ekspeditionsrute
© Claus Lunau

Fridtjof Nansens rejse gennem isen

Endnu i 1893 florerede mange teorier om Arktis; at der lå et åbent hav bag isen, eller at Arktis var en klippeø gennemskåret af kanaler. Nansens ekspedition viste, at Arktis er et dybt ocean dækket af is.

Fram forlader Vardø den 21. juli 1893.

Fram fryser fast i isen den 22. september 1893.

Nansen og Johansen forlader Fram 14. marts 1895. Afstanden til Nordpolen er 600 km.

De to polfarere må give op 9. april 1895. De er stadig 360 km fra målet.

Overvintring på Torups Ø 1895-96.

Mødet med Jackson den 17. juni 1896.

Nansen og Johansen er tilbage i Vardø 13. august 1896.

Fram fortsætter sin drift og kommer fri af isen 13. august 1896. Ugen efter er skibet tilbage i Norge.

Fridtjof Nansen i Grønland

De skal desuden lodde havdybder, tage bundprøver og indsamle havdyr. Og som en ekstra bonus vil den zoolog-uddannede Nansen måske blive den første mand på Nordpolen, selv om det ikke er ekspeditionens officielle hovedmål.

Den norske videnskabsmand er en fuldbefaren opdagelsesrejsende. I 1888 stod han som bare 27-årig i spidsen for en ekspedition, der som den første nogen sinde krydsede den grønlandske indlandsis. 600 km på ski – i højder op til 2700 m – på 40 dage.

Allerede under strabadserne tværs over Grønland diskuterede Nansen en idé til en ny ekspedition med en af sine ledsagere, Otto Sverdrup.

Ideen gik ud på at krydse Det Arktiske Hav i et skib, og da Fram fem år senere forlader Norge med kurs mod polarhavet, er det med Otto Sverdrup som kaptajn.

Overrasket af en isbjørn

Nansen har taget afsked med sin kone Eva og deres kun fem måneder gamle datter Liv vel vidende, at det – om alt går vel – vil tage mindst to år, før han ser dem igen. Men han ved også, at turen sagtens kan ende med at tage fire eller fem år.

I byen Khabarova ved Jugor-strædet modtager besætningen godt 30 slædehunde, som skal bruges, hvis ekspeditionen er nødt til at forlade skibet. Herefter sejler Fram videre – og i slutningen af september fryser skibet fast.

Foto af Frams besætningsmedlemmer
© Frammuseet

1. Frams kaptajn Otto Sverdrup
2. Ekspeditionsleder Fridtjof Nansen
3. Sømanden Peder Hendriksen
4. Anden-maskinist Lars Pettersen
5. Altmuligmand Ivar Mogstad

Foto af Frams besætningsmedlemmer
© Frammuseet

6. Første-maskinist Anton Amundsen
7. Polfarer Hjalmar Johansen
8. Styrmand Theodor Jacobsen
9. Videnskabelig leder Sigurd Scott Hansen
10. Skibskokken Adolf Juell

Ikke med på billedet: lægen Henrik Blessing, styrmand Bernt Bentsen og elektriker Bernhard Nordahl.

Allerede efter få dage støder ekspeditionsdeltagerne på en af ishavets farer. I begyndelsen af oktober er tre besætningsmedlemmer i færd med at opstille et teltobservatorium på isen ca. 100 m fra skibet, da en isbjørn overrasker dem. Mændene flygter tilbage til skibet, hvorfra Nansen nu kommer dem til undsætning med et gevær.

“– den (bjørnen, red.) drog med vældige skridt efter de flygtende. Da fik den øje på mig og standsede forbavset op, som om den tænkte: 'Hvad mon det er for et kryb?' Endelig drejede den sit hoved lidt, og jeg sendte den en kugle i halsen. Uden at røre et lem segnede den om”, skriver Nansen i sin dagbog.

Nu er besætningsmedlemmerne advaret, og fremover forlader de ikke skibet uden våben.

Tidslinje over Fridtjof Nansens liv

Ægteparret Fridtjof Nansen og Eva Nansen (født: Eva Sars) omkring 1897

Fridtjof Nansen fik fem børn med sin første hustru, Eva Nansen.

© Nasjonalbiblioteket

Fridtjof Nansens liv i korte træk

  • 1861: Fridtjof Nansen bliver født 10. oktober 1861 i Vestre Aker i Kristiania (Oslo). Nansen vokser op i et velhavende hjem. Hans far arbejder som sagfører, og gennem sin mor lærer Nansen at elske sport. De står på ski i de norske fjelde. Glæden ved naturen bevarer Nansen hele livet.
  • 1881: Fridtjof Nansen starter sine studier i zoologi på Universitetet i Oslo, som dengang hed Det Kongelige Frederiks Universitet.
  • 1882: Mens Fridtjof Nansen stadig er studerende, bliver han ansat i en spændende stilling, der skaffer ham en plads på skibet Viking, som sætter kurs mod den grønlandske østkyst. Nansen bruger sine egenskaber som jæger og skiløber på ekspeditionen.
  • 1888: Fridtjof Nansen er leder for en ekspedition, der som den første krydser Grønlands indlandsis. Bedriften gør Fridtjof Nansen kendt i hele verden.
  • 1897: Nansen udnævnes til professor i zoologi ved Universitetet i Oslo i 1897. I 1908 skifter han stofområde til oceanografi.
  • 1889: Fridtjof Nansen gifter sig med mezzosopranen Eva Sars, der foruden sine musikalske evner også er en dygtig sportsudøver. Hun udtaler sig kritisk om sin samtids moraliserende tone om kvindesport. Eva dør som blot 48-årig af en lungebetændelse. Parret får fem børn.
  • 1905: Fridtjof Nansen deltager i de forhandlinger, der leder til, at prins Carl af Danmark bliver konge af Norge som Haakon 7.
  • 1906-1908: Fridtjof Nansen bliver udnævnt til Norges første gesandt i London.
  • 1919: Fridtjof Nansen og Sigrun Munthe bliver viet efter 15 års hemmeligt forhold.
  • 1920: Nansen bliver medlem af den norske delegation til Folkeforbundet (forløberen for FN).
  • 1921: Folkeforbundet udnævner Nansen til højkommissær for krigsfanger.
  • 1922: Fridtjof Nansen modtager Nobels fredspris for sit humanitære arbejde. Pengene donerer han til internationale hjælpeorganisationer.
  • 1930: Fridtjof Nansen dør 13. maj 1930 (68 år) af et hjerteslag. Begravelsen finder sted på Norges national- og grundlovsdag, 17. maj. Der afholdes to minutters stilhed over hele landet. Urnen bliver efter Nansens eget ønske nedsat ved en birkebusk i hans have ved Polhøgda på Lysaker i Bærum.

Isen lægger pres på skibet

Få dage efter er den gal igen.

“Som vi sad efter middagen og talte om løst og fast, begyndte med ét en øredøvende larm, og hele Fram rystede. Det var den første skruning. Alle mand på dæk for at se. Fram klarede sig fint, som jeg havde forventet det af hende (…) Ud på eftermiddagen fortsatte det af og til med skruninger, enkelte gange så kraftigt, at Fram blev løftet et par fod”, noterer Nansen den 9. oktober.

Sådan var Fram indrettet

Det er den første isskruning, hvor vind og strøm presser isflager mod og oven på hinanden – og det er ikke den værste.

Under senere skruninger skælver Fram så voldsomt, at mandskabet i den barske polarvinter forbereder sig på at forlade skibet midt i det tilfrosne, arktiske hav – flere hundrede kilometer fra land.

Skroget er bygget af svære egeplanker, så det kan modstå presset fra isen, men nu bliver bagage og forsyninger i hast bragt ud på isen. Om natten sover besætningen med tøjet på og dørene åbne, så de hurtigt kan komme ud. Men atter en gang viser Fram sin enorme styrke.

Tegning af Fram, der rammer ishavet

1. Isen presser mod skibet... 2. ...og skibet skubbes op.

© HISTORIE

Verdens stærkeste træskib klarede polarhavet

Nansen ønskede et kompakt, lille skib, som kunne klare sig i isen. Skibsbyggeren Colin Archer fra Larvik konstruerede Fram med glatte, skrå sider, så skibet ville glide op, når isen pressede sammen om det. Skroget bestod af tre lag svære planker. Også spanter og ribben var forstærket.

Skibet holder til presset – og mandskabet lever et behageligt liv med en overkommelig arbejdsbyrde, rigelig hvile og god mad.

Allerede før afrejsen havde Nansen erkendt, at mørke og kedsomhed er den største trussel for de 13 mænd. Derfor har skibet en større bogsamling, og mændene forsømmer ikke en lejlighed til at holde fest.

Frams besætningsmedlemmer spiller kort

Mandskabet forsøger at slå tiden ihjel med kortspil, musik, bøger og god mad. Jævnlige fester afbryder monotonien.

© Nasjonalbiblioteket

De videnskabelige undersøgelser giver resultater. Målinger med lodlinen viser havdybder på 1500-4000 m og en bundtemperatur over frysepunktet. Dermed har ekspeditionen modbevist en almindelig antagelse om, at Polarhavet er lavvandet og koldt.

Men som månederne går, vokser frustrationen i Nansen, for skibet bevæger sig ikke mod polen, som han har spået.

En plan tager form

Den norske ekspeditionsleder er begyndt at tvivle på sin egen teori om den nordvestgående strøm. Skibet driver ganske vist mod nord, men så presses det igen tilbage mod syd.

Midt i februar 1894 konstaterer Nansen, at Fram befinder sig på 80° nordlig bredde. Det er kun én grad nordligere end positionen i september året før! Med den fart vil det tage lang tid, før Fram når sit mål.

“Så vil vi være på Nordpolen om 45, eller lad os sige 50, måneder”, skriver Nansen nedslået i sin dagbog. Hvis isen overhovedet vil føre dem mod nord.

Som ugerne går, svinder håbet om at nå frem – og det betyder, at ekspeditionen ikke løser en af sine hovedopgaver: at udforske egnene omkring Nordpolen.

En plan er derfor ved at tage form i Nansens hoved: Han overvejer at forlade skibet sammen med et besætningsmedlem og med hundeslæde forsøge at nå frem til Nordpolen og foretage videnskabelige målinger undervejs.

Foto af Fridtjof Nansen, der ryger pibe foran Fram i juni 1894

Færden går ikke helt efter Nansens hoved. I hemmelighed lægger han planer for en slædetur til Nordpolen.

© Scanpix

Den store fare er, at de umuligt kan finde tilbage til Fram, men selv må redde sig hjem. I ukendt terræn, mellem isbjerge og våger, skal de finde øgruppen Franz Josef Land, Svalbard eller Grønland for at komme hjem.

Foreløbig holder Nansen dog sine tanker for sig selv. Han vil først se, hvor langt skibet når i løbet af sommeren.

Den rastløse nordmand holder øje med isen. Dagligt står han på ski. Han træner med hundeslæden og lærer at styre et hundeforspand, mens han bliver mere og mere sikker i sin sag.

Ihærdige forberedelser på Fram

Den endelige beslutning er taget. Om aftenen den 19. november 1894 samler Nansen hele mandskabet i Frams salon. Han forklarer, at han og fyrbøderen Hjalmar Johansen, en 27-årig elitegymnast og skiløber, i begyndelsen af det nye år vil forlade skibet og drage nordpå.

Nansens ord bliver signalet til ihærdige forberedelser af turen. Besætningsmedlemmerne gør forsøg med telt og primus. De beregner, udvælger og pakker proviant, finder frem til den bedste påklædning og syr soveposer.

Fram i ishavet

I tre år ligger forskningsskibet Fram indesluttet i polarisen.

© Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz

Fram blev krumtappen i norsk polarforskning

Efter Nansens færd brugte kaptajn Otto Sverdrup skibet til udforskningen af det nordlige Canada. I 1910 bragte Fram Roald Amundsen til Antarktis med otte mand og 99 hunde.

Fram blev bygget til ekspeditioner i polaregne – på åbent hav var skibet ikke meget bevendt. De runde former betød, at skibet rullede så voldsomt, at selv fuldbefarne søfolk blev søsyge.

Heldigvis fik Fram snart efter Nansens hjemkomst en ny opgave. Kaptajn Otto Sverdrup fik skibet bygget om, så det fik plads til 17 mand, og stævnede ud for at kortlægge områderne nordvest for Grønland (1898-1902).

I 1910 fik Roald Amundsen lov at benytte Fram. Officielt til udforskning af Arktis, men Nordpolen var “erobret”, og den ambitiøse polarforsker ændrede derfor – i hemmelighed – sit rejsemål til Sydpolen.

Efter Amundsens triumf havde ingen længere brug for det stolte forskningsskib, der fik lov at forfalde. At det blev reddet, skyldes især Otto Sverdrups utrættelige indsats. Siden 1936 har det stået på museum i Bygdø ved Oslo.

Fram i tal:

  • Vægt: 800 tons
  • Længde: 30 meter
  • Skrogets tykkelse: 70-80 cm
  • Ekspeditionsdeltagere: 13 mand

De fremstiller også ski med spids i begge ender, så polfarerne kan fortsætte, selv om en skispids knækker. Og sidst, men ikke mindst bygger besætningen slæder og kajakker; de er nødvendige, hvis polfarerne møder åbent vand.

I marts 1895, da Fram passerer 84° nordlig bredde, er alt klar til turen. Nansen er nervøs. Han har tidligere kastet sig ud i eventyr, hvor der ingen vej var tilbage. Men nu er det, som om ansvaret føles mere tyngende.

“De sidste nætter er jeg ikke kommet til køjs før kl. halv fire eller halv fem om morgenen. Det var jo ikke bare alt det, vi skal have med os, som må tages vare på. Men skibet skal forlades, kommandoen og ansvaret lægges i en andens hånd. Der skal sørges for, at ingenting bliver glemt af det, som de tilbageværende burde sættes ind i – de videnskabelige observationer skal jo fortsættes, som de er ført hidtil, iagttagelser af alle slags skal gøres osv., osv.”, betror Nansen sin dagbog kort før turens start.

Fridtjof Nansen og Hjalmar Johansen forlader Fram

Det fryser cirka 40°, da de to nordmænd den 14. marts begiver sig ud i det uvisse med tre slæder og 27 hunde. Den ene slæde er ubemandet og vælter ofte.

Nansen og Johansen mærker hurtigt, at de har lagt det magelige liv på Fram bag sig. De fryser, når de om aftenen ligger i deres telt, og dag for dag bliver isen stadigt vanskeligere at forcere.

Render, spalter og skrueis gør det svært at komme frem og tvinger de to opdagelsesrejsende til at tage store omveje. Og værst af alt driver isen mod syd, mens ekspeditionen strider sig mod nord.

Det betyder, at de trods store anstrengelser ikke kommer deres mål ret meget nærmere.

Den 8. april må Nansen erkende, at polfærden er udsigtsløs. De har nået 86°,13.6' og står ca. 360 km fra Nordpolen – godt 300 km nordligere, end noget menneske tidligere har været.

De planter både det svensk-norske unionsflag og det norske flag, før turen går i sydvestlig retning mod Kap Fligely på den russiske øgruppe Franz Josef Land.

Efter Nansens beregninger en strækning på næsten 650 kilometer. Johansen er tydeligt lettet over Nansens beslutning. Nu går det endelig hjemad.

Land i sigte

Medio juni. Der er gået tre måneder, siden de to nordmænd satte ud på deres slædetur. Og det er et par slidte polarrejsende, der nu strider sig igennem den næsten ufremkommelige isørken.

De fleste hunde er blevet slagtet for at give føde til deres artsfæller – og til sidst også til deres herrer. Da de kun har tre hunde tilbage, må Nansen og Johansen selv spænde sig for slæderne.

Nansen og Johansen slæber slæder over isen

Da hundene er slagtet og spist, må Nansen og Johansen selv slæbe slæderne over isen.

© Nasjonalbiblioteket

Provianten er ved at slippe op, og Nansen ved ikke, hvor de befinder sig. Han kan ikke forstå, at de ikke er stødt på land.

Men 24. juli får Nansen øje på en sort stribe lige over horisonten: “Jo længere jeg så på denne stribe og denne skybanke, jo mistænkeligere forekom det mig, indtil jeg måtte ned efter kikkerten. Ikke før jeg havde fået rettet den mod det sorte, slog det ned som et lyn, at det måtte være land, og det ikke var så langt endda! (…) Der kom en vild glæde over os begge”.

Nansen og Johansen har fået Torups Ø i sigte, og de indstiller sig på at overvintre på øen. De når ikke hjem i år. Ved hjælp af simpelt værktøj – bl.a. en skistav, en spade lavet af skulderbladet fra en hvalros og en hakke af hvalros-tand – bygger nordmændene en primitiv overvintringshytte.

Den har ganskevist ståhøjde, men er bare 2 meter bred og 3,4 meter lang. Området vrimler med hvalrosser. Fra dem får de huder til hyttens tag, spæk til brændsel og kød til vinterforrådet.

Hjalmar Johansen skyder hvalros

Hjalmar Johansen (billedet) og Fridtjof Nansen skaffer sig et solidt forråd af hvalroskød før overvintringen.

© Nasjonalbiblioteket

Nansen og Johansen går velforberedte ind i den lange polarnat. Men de er helt alene nu. De to sidste hunde skød de lige inden ankomsten til øen.

Tæt på katastrofe

Efter otte mørke vintermåneder i hytten kan Nansen og Johansen i maj 1896 genoptage deres rejse. Den lange periodes inaktivitet i hytten har påvirket fysikken, og de begynder med korte dagsmarcher. På deres vej over isen sætter de to rejsende sejl på slæderne, så de hjælpes frem af vinden.

De bevæger sig mellem større og mindre øer i kajakkerne, der er bundet sammen til en primitiv katamaran, da uheldet rammer dem: Mens de to nordmænd holder en pause på iskanten, driver deres fartøj til havs. Alle deres ting – alt, hvad de skal bruge for at overleve – er om bord i katamaranen. Ikke engang en kniv har de på sig.

“Et øjeblik troede jeg, at det alligevel var for sent: Jeg var nået så langt, men orkede ikke at komme op”. Fridtjof Nansen, juni 1896

Nansen kaster sig i vandet. Han kæmper mod kulde og udmattelse. Han kan se Johansen gå urolig frem og tilbage inde på isen. Langt om længe når han kajakkerne. Men trængslerne er ikke overstået:

“Jeg fik fat, fik halet mig ind til kajakkanten og mente, at vi var reddet. Ville så trække mig op; men hele kroppen var nu så stiv af kulde, at det var helt umuligt. Et øjeblik troede jeg, at det alligevel var for sent: Jeg var nået så langt, men orkede ikke at komme op”.

Endelig lykkes det ham at komme op i katamaranen. Og efter en isnende kold rotur, hvor Nansen tager sig tid til at skyde to fugle, har han bjerget bådene. Nansen har frelst den lille ekspedition fra en grum skæbne.

Mødet på isen: Fridtjof Nansen møder Frederick George Jackson

Hundegøen?! Nordmændene har slået lejr, og Nansen er gået op på en høj isflage i nærheden for at kigge ind over land.

Ekspeditionslederen spidser øren og bliver mere og mere overbevist: Der er hunde i nærheden! Nansen diskuterer mulighederne med Johansen og beslutter sig for på ski at gå i retning af lyden. Pludselig hører han en menneskestemme, og en skikkelse dukker op.

“Vi nærmede os hurtigt hverandre, jeg viftede med hatten, han gjorde det samme. Jeg hørte ham snakke med hunden. Jeg lyttede. Det var engelsk, og som jeg kom nærmere, mente jeg at genkende mr. Jackson, som jeg mindedes at have set engang. Jeg lettede på hatten, vi rakte hjerteligt hverandre hånden”, beretter Nansen.

Fridtjof Nansen møder Frederick George Jackson

Efter 15 måneder møder Nansen endelig et menneske, den britiske polarforsker Frederick George Jackson.

© Nasjonalbiblioteket

Han havde mødt den britiske opdagelsesrejsende Frederick George Jackson under et møde i London fire år tidligere. Som ishavets svar på journalisten Henry Stanley og den forsvundne dr. Livingstone i Afrikas dyb hilser de på hinanden med et “How do you do?”

Men Jackson kan ikke huske Nansen. Over for den velklædte og nybarberede engelske gentleman står en vildmand med beskidte pjalter, uredt hår og stift skæg.

Først lidt senere opdager Jackson, hvem Nansen er, og han giver den norske kollega en varm velkomst. Det viser sig, at Nansen og Johansen er nået til Kap Flora i det sydlige Franz Josef Land.

Her har den britiske Jackson-Harmsworth-ekspedition opholdt sig siden efteråret 1894, bl.a. med det formål at kortlægge øerne.

Briterne venter på skib fra London med forsyninger og nyt mandskab. Skibet bliver de to nordmænds mulighed for at komme hjem.

Nansen og Johansen genser endelig Norge den 13. august, da de anløber havnen i Vardø. Samme dag slipper Fram uskadt ud af isen.

Nobels Fredspris

Foto af Fridtjof Nansen, Haakon 7. af Norge og kronprins Olav

Fra venstre: Fridtjof Nansen, Norges konge Haakon 7. og kronprins Olav (senere Olav 5. af Norge). Fotoet er fra uddelelsen af Nobels Fredspris i 1922.

© Fra bogen Eventyrlyst af Fridtjof Nansen via Wikimedia Commons

Derfor fik Fridtjof Nansen Nobels fredspris

Udover at Fridtjof Nansen blev verdensberømt som polarforsker, opnåede han også stor anerkendelse for sine diplomatiske evner.

Ved 1. verdenskrigs ophør stod det europæiske kontinent i ruiner, og det så særligt slemt ud for de soldater, der blev taget som krigsfanger.

Historikere vurderer, at mellem 6-8,5 millioner mennesker blev taget som krigsfanger. I Tyskland blev 900.000 krigsfanger brugt som gratis arbejdskraft på fabrikker og i landbruget, mens det estimeres, at Østrig-Ungarn gjorde brug af 1 millioner tidligere soldater.

I Rusland havde Vladimir Lenin derudover i forbindelse med den russiske revolution erklæret 800.000 eksilrussere for statsløse.

Det var i det klima, Fridtjof Nansen begyndte at engagere sig i internationalt hjælpearbejde. Han blev en af hovedaktørerne bag udvekslingen af 400.00 krigsfanger mellem Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn, og i 1921 udnævnte Folkeforbundet ham til flygtningehøjkommissær.

En af de største udfordringer for flygtningene i tiden efter 1. verdenskrig var, at de desperat manglede officielle papirer, de kunne benytte, når de skulle krydse landegrænser. Folkeforbundet fik skabt et identifikationsdokument, som sikrede international beskyttelse for flygtninge. Dokumentet blev kendt som “Nansen-passet”.

Nansen modtog i 1922 Nobels fredspris for sin ledende rolle i internationalt nødhjælpsarbejde, hjemsendelsen af krigsfanger og som flygtningehøjkommissær for Folkeforbundet.

Efter Fridtjof Nansens død grundlagde Folkeforbundet Nansenkontroet, der havde til formål at fortsætte det nødhjælpsarbejde, polarforskeren havde iværksat. I 1938 modtog kontoret Nobels fredspris.

Hjemkomst og resultater

Alle ekspeditionsdeltagerne sejler med Fram ind gennem den lange fjord mod Kristiania (Oslo) 9. september 1896.

Byen er sort af mennesker, og alle vegne blafrer vimpler med påskriften “Velkommen”. I en særlig pavillon modtager besætningens pårørende og byens myndigheder de hjemvendte.

Fridtjof Nansen foretager oceanografiske målinger
© Ullstein Bild

Oceanografiske målinger

Nansen kunne med sine målinger påvise, at området omkring Nordpolen er et dybt, isdækket ocean.

Primussen var let at transportere under ekspeditionen
© Scanpix/Corbis

Primus

Under eks­pedi­tionen brugte Nansen den nyopfundne primus. Det sparede brændstof – og vægt på slæden.

Tegning af mand med termotøj
© Nasjonalbiblioteket

Termotøj

Nansen kombinerede isolerende tøjlag med vindtætte. Dermed blev klædedragten så let, at polfarerne kunne løbe på ski.

Herefter går turen til universitetet, hvor mandskabet får laurbærkranse. Videre mod kongeslottet, hvor Nansen og Frams kaptajn, Otto Sverdrup, stående på slottets altan modtager folkets hyldest.

Dagen ender med gallamiddag. Tre års kamp mod isen er forbi.

Foto af Hjalmar Johansen fra juni 1896

Hjalmar Johansen evner ikke at vende hjem til hverdagen og begår selvmord.

© Nasjonalbiblioteket

Polarhelt gik i hundene

Da Fram-ekspeditionen vendte hjem til Norge, skiltes polfarernes veje. Nansen blev fejret som helt, Johansen slog sig på flasken.

Uden Hjalmar Johansen havde Fridtjof Nansen næppe klaret færden over polarisen. Den bomstærke skiløber og hundeslædekusk Johansen holdt humøret oppe, når Nansen tvivlede – og han slæbte oppakningen, når Nansen havde rygsmerter.

Men efter hjemkomsten – og den store hyldest – kunne Johansen ikke finde tilbage til dagliglivet som kaptajn i hæren. Han begyndte at drikke, blev skilt fra sin hustru, mistede sit arbejde, stiftede gæld og hutlede sig gennem tilværelsen. Jævnligt måtte Nansen låne ham penge.

For at få sin gamle ven på ret køl igen foreslog Nansen, at Johansen kom med på Roald Amundsens ekspedition (1910-12). På Antarktis kom de to mænd op at skændes, og Johansen kom ikke med på sydpolsholdet. Han begik selvmord året efter hjemkomsten.

Fridtjof Nansens stjerne fortsatte med at stige i årene efter polfærden. 1922 modtog han Nobels fredspris – bl.a. for sin indsats med hjemsendelse af krigsfanger efter 1. verdenskrig. Nansen døde i 1930.