Fridtjof Nansen: Tre års kamp mod isen

Den norske ekspeditionsleder Fridtjof Nansen er i tvivl. Han ved ikke præcis, hvor han og de 12 øvrige besætningsmedlemmer befinder sig.

Kun få mennesker har besejlet dette farvand før Nansen, og både tåge og is vanskeliggør sejladsen. Desuden er søkortene yderst mangelfulde og direkte vildledende. Flere øer er slet ikke indtegnet.

“Skulle det være de russiske korts (...) Tajmyr-ø, vi sejler langs med nu?” spørger Nansen tvivlrådigt i sin dagbog den 28. august 1893.

Han befinder sig om bord på ekspeditionsskibet Fram, der bevæger sig mod øst langs den nordsibiriske kyst. Mandskabet må på skift holde skarpt øje fra udkigstønden i stormasten – 32 m over havoverfladen – for at kunne manøvrere skibet sikkert mellem det russiske fastland til højre og pakisen til venstre.

Fram fortsætter mod øst indtil øen Bjelkov. Herfra sætter Nansen kursen stik nord i isfrit farvand. Men 20. september er det slut. Pludselig går et stød gennem skibet.

“Netop som jeg i formiddag kl. 11 sad og så på kortet og tænkte, at nu var min tålmodighed sluppet op, 78-graden var snart nået, så vendte det, og jeg sprang ud. Forude lå iskanten bred og tæt og lyste op i tågen. Som med et slag var den kastet tværs foran os.”

Fram har mødt den uigennemtrængelige pakis og kan ikke sejle længere mod nord. Nansen beslutter at fortøje skibet til en stor isflage. Hurtigt fryser Fram fast. Forude venter tre år fanget i isen.

Allerede efter få dage støder ekspeditionsdeltagerne på en af ishavets farer. I begyndelsen af oktober er tre besætningsmedlemmer i færd med at opstille et teltobservatorium på isen ca. 100 m fra skibet, da en isbjørn overrasker dem. Mændene flygter tilbage til skibet, hvorfra Nansen nu kommer dem til undsætning med et gevær.

“– den (bjørnen, red.) drog med vældige skridt efter de flygtende. Da fik den øje på mig og standsede forbavset op, som om den tænkte: 'Hvad mon det er for et kryb?' Endelig drejede den sit hoved lidt, og jeg sendte den en kugle i halsen. Uden at røre et lem segnede den om”, skriver Nansen i sin dagbog.

Nu er besætningsmedlemmerne advaret, og fremover forlader de ikke skibet uden våben.

Det er den første isskruning, hvor vind og strøm presser isflager mod og oven på hinanden – og det er ikke den værste.

Under senere skruninger skælver Fram så voldsomt, at mandskabet i den barske polarvinter forbereder sig på at forlade skibet midt i det tilfrosne, arktiske hav – flere hundrede kilometer fra land.

Skroget er bygget af svære egeplanker, så det kan modstå presset fra isen, men nu bliver bagage og forsyninger i hast bragt ud på isen. Om natten sover besætningen med tøjet på og dørene åbne, så de hurtigt kan komme ud. Men atter en gang viser Fram sin enorme styrke.

Skibet holder til presset – og mandskabet lever et behageligt liv med en overkommelig arbejdsbyrde, rigelig hvile og god mad.

Allerede før afrejsen havde Nansen erkendt, at mørke og kedsomhed er den største trussel for de 13 mænd. Derfor har skibet en større bogsamling, og mændene forsømmer ikke en lejlighed til at holde fest.

De videnskabelige undersøgelser giver resultater. Målinger med lodlinen viser havdybder på 1500-4000 m og en bundtemperatur over frysepunktet. Dermed har ekspeditionen modbevist en almindelig antagelse om, at Polarhavet er lavvandet og koldt.

Men som månederne går, vokser frustrationen i Nansen, for skibet bevæger sig ikke mod polen, som han har spået.

Den store fare er, at de umuligt kan finde tilbage til Fram, men selv må redde sig hjem. I ukendt terræn, mellem isbjerge og våger, skal de finde øgruppen Franz Josef Land, Svalbard eller Grønland for at komme hjem.

Foreløbig holder Nansen dog sine tanker for sig selv. Han vil først se, hvor langt skibet når i løbet af sommeren.

Den rastløse nordmand holder øje med isen. Dagligt står han på ski. Han træner med hundeslæden og lærer at styre et hundeforspand, mens han bliver mere og mere sikker i sin sag.

De fremstiller også ski med spids i begge ender, så polfarerne kan fortsætte, selv om en skispids knækker. Og sidst, men ikke mindst bygger besætningen slæder og kajakker; de er nødvendige, hvis polfarerne møder åbent vand.

I marts 1895, da Fram passerer 84° nordlig bredde, er alt klar til turen. Nansen er nervøs. Han har tidligere kastet sig ud i eventyr, hvor der ingen vej var tilbage. Men nu er det, som om ansvaret føles mere tyngende.

“De sidste nætter er jeg ikke kommet til køjs før kl. halv fire eller halv fem om morgenen. Det var jo ikke bare alt det, vi skal have med os, som må tages vare på. Men skibet skal forlades, kommandoen og ansvaret lægges i en andens hånd. Der skal sørges for, at ingenting bliver glemt af det, som de tilbageværende burde sættes ind i – de videnskabelige observationer skal jo fortsættes, som de er ført hidtil, iagttagelser af alle slags skal gøres osv., osv.”, betror Nansen sin dagbog kort før turens start.

Provianten er ved at slippe op, og Nansen ved ikke, hvor de befinder sig. Han kan ikke forstå, at de ikke er stødt på land.

Men 24. juli får Nansen øje på en sort stribe lige over horisonten: “Jo længere jeg så på denne stribe og denne skybanke, jo mistænkeligere forekom det mig, indtil jeg måtte ned efter kikkerten. Ikke før jeg havde fået rettet den mod det sorte, slog det ned som et lyn, at det måtte være land, og det ikke var så langt endda! (…) Der kom en vild glæde over os begge”.

Nansen og Johansen har fået Torups Ø i sigte, og de indstiller sig på at overvintre på øen. De når ikke hjem i år. Ved hjælp af simpelt værktøj – bl.a. en skistav, en spade lavet af skulderbladet fra en hvalros og en hakke af hvalros-tand – bygger nordmændene en primitiv overvintringshytte.

Den har ganskevist ståhøjde, men er bare 2 meter bred og 3,4 meter lang. Området vrimler med hvalrosser. Fra dem får de huder til hyttens tag, spæk til brændsel og kød til vinterforrådet.

Nansen og Johansen går velforberedte ind i den lange polarnat. Men de er helt alene nu. De to sidste hunde skød de lige inden ankomsten til øen.

Nansen kaster sig i vandet. Han kæmper mod kulde og udmattelse. Han kan se Johansen gå urolig frem og tilbage inde på isen. Langt om længe når han kajakkerne. Men trængslerne er ikke overstået:

“Jeg fik fat, fik halet mig ind til kajakkanten og mente, at vi var reddet. Ville så trække mig op; men hele kroppen var nu så stiv af kulde, at det var helt umuligt. Et øjeblik troede jeg, at det alligevel var for sent: Jeg var nået så langt, men orkede ikke at komme op”.

Endelig lykkes det ham at komme op i katamaranen. Og efter en isnende kold rotur, hvor Nansen tager sig tid til at skyde to fugle, har han bjerget bådene. Nansen har frelst den lille ekspedition fra en grum skæbne.

Han havde mødt den britiske opdagelsesrejsende Frederick George Jackson under et møde i London fire år tidligere. Som ishavets svar på journalisten Henry Stanley og den forsvundne dr. Livingstone i Afrikas dyb hilser de på hinanden med et “How do you do?”

Men Jackson kan ikke huske Nansen. Over for den velklædte og nybarberede engelske gentleman står en vildmand med beskidte pjalter, uredt hår og stift skæg.

Først lidt senere opdager Jackson, hvem Nansen er, og han giver den norske kollega en varm velkomst. Det viser sig, at Nansen og Johansen er nået til Kap Flora i det sydlige Franz Josef Land.

Her har den britiske Jackson-Harmsworth-ekspedition opholdt sig siden efteråret 1894, bl.a. med det formål at kortlægge øerne.

Briterne venter på skib fra London med forsyninger og nyt mandskab. Skibet bliver de to nordmænds mulighed for at komme hjem.

Nansen og Johansen genser endelig Norge den 13. august, da de anløber havnen i Vardø. Samme dag slipper Fram uskadt ud af isen.

Herefter går turen til universitetet, hvor mandskabet får laurbærkranse. Videre mod kongeslottet, hvor Nansen og Frams kaptajn, Otto Sverdrup, stående på slottets altan modtager folkets hyldest.

Dagen ender med gallamiddag. Tre års kamp mod isen er forbi.