På Sri Lankas Adam's Peak så Ludovico di Varthema “Buddhas fodaftryk”, som lokale buddhister kaldte fordybningen i jorden.

Udforskning - Opdagelsesrejser

Frygtløs fattigrøv udforskede Arabien

Italieneren Ludovico di Varthema drømte om at blive en berømt opdagelsesrejsende som Columbus. Men Ludovico havde hverken penge eller forbindelser til at få et skib – han havde kun sin glatte tunge.

Araberen stirrer mistroisk på den fremmede kriger foran sig. Manden er klædt og bevæbnet ligesom alle de andre soldater, der i forsommeren 1503 eskorterer en karavane muslimske pilgrimme til Mekka, men noget ved ham stemmer ikke.

“Hvor er du fra?” vil araberen vide.

“Jeg er maurer”, svarer krigeren. Men han udtaler ordene på en måde, som er fremmedartet og alligevel sært bekendt.

“Du siger ikke sandheden”, hvæser araberen og peger på krigerens lyse hud.

“Ved Muhammeds hoved, jeg er maurer”, insisterer krigeren.

Ordene gør dog ikke indtryk, og araberen trækker ham til side og slår over

i italiensk, som han har lært under handelsrejser til Genova og Venedig.

Den mystiske kriger svarer straks på samme sprog, for han er ganske rigtigt italiener, men han understreger, at han er gået over til den muslimske tro og nu kæmper mod de kristne. Ordene behager tydeligvis araberen.

Ludovico di Varthema fra Italien ser, hvordan mistænksomheden forsvinder fra den arabiske købmands blik. Manden agter tilsyneladende ikke at afsløre ham.

Måske kan den arabiske købmand endda overtales til at hjælp ham videre på hans eventyrlige færd. Ludovico er nemlig opdagelsesrejsende, og han vil udforske steder, hvor ingen europæer nogensinde har sat sine ben.

Columbus var det store idol

Opdagelsesrejsernes tidsalder var i fuld gang ved 1500-tallets begyndelse, da udlængslen begyndte at trække i Ludovico.

Vasco da Gama havde kort forinden fundet søvejen til Indien, og Christoffer Columbus var gået i land i Mellem-amerika. Europas vovehalse sejlede ud for at kortlægge verden, og mange af dem vendte hjem som helte.

Ludovico drømte om selv at drage ud og kortlægge ukendte verdensdele:

“Beretningen fra ét øjenvidne er mere værd end ti rygtespredere”, mente han.

Hvad Ludovicos baggrund var, kendes ikke i dag. Historikerne ved ikke meget mere, end at han kom fra den norditalienske by Bologna, havde hustru og børn og nok var soldat af profession.

Uden forbindelser til fyrster og kongelige, der kunne skaffe ham skibe og soldater ligesom Columbus, måtte Ludovico begive sig ud i verden på egen hånd. Men det fik ham ikke til at tøve et øjeblik. Sent på året 1502 forlod han Venedig som passager på et handelsfartøj.

“Vi hejste sejlene for en gunstig vind, og efter at have sagt vores bønner stod vi til søs”, skriver Ludovico i sin dagbog.

Kursen var sat mod Egypten, hvorfra italieneren agtede at fortsætte til Syrien, som var porten til den muslimske verden. Her begyndte Silkevejen, der forbandt middelhavslandene med Arabien, Persien, Indien og endda det fjerne Kina.

Damaskus’ damer blev voldtaget

Ludovico ankom til Beirut, og her lagde han havet bag sig. De næste måneder skulle hans rejse fortsætte over land, og det første mål var Damaskus.

“Ord kan ikke beskrive det skønne og storslåede Da­ma­skus, hvor jeg boede nogle måneder for at lære maurernes sprog, for denne by er udelukkende beboet af maurere,

mamlukker og en del græske kristne”, berettede Ludovico.

Især byens frygtindgydende mamlukkrigere interesserede ham. De var slavesoldater, som havde opgivet deres kristne tro for at blive trænet i våbenbrug og opnå en høj status i samfundet.

Mamlukkerne var velhavende, og de havde tildelt sig selv adskillige privilegier i Damaskus.

Et af dem var retten til at stoppe fornemme kvinder på gaden, slæbe dem ind i et herberg og voldtage dem. Ingen vovede at sætte sig op imod disse overgreb, men som et lille hensyn til offerets ære fik hun lov at beholde sit slør på og bevare sin anonymitet.

Denne modbydelige skik førte dog også til komiske optrin, hævder Ludovico:

“Nogle gange tror mamlukkerne, at de tager datteren af en mægtig herre, men det er i stedet deres egne hustruer”.

Mamlukkerne havde nemlig råd til at klæde deres kvinder på som adelsfruer.

Det var blandt disse elitekrigere, at Ludovico skaffede sig en dækidentitet og mulighed for at komme videre på sin rejse.

Han bestak en officer, der skulle føre en karavane til Arabien, og kort efter var italieneren optaget i styrken som mamluk med drabelige våben og hest.

“I 1503, på den ottende dag i april, gjorde karavanen klar til at rejse afsted mod Mekka”, skrev italieneren i sin beretning.

Hans store eventyr ind i ukendte egne kunne for alvor begynde. Omgivet af 60 mamlukker rejste

Ludovico sydpå i 40 dage, og undervejs opdagede han, hvor livsfarlig en forklædning han havde valgt.

Karavanen blev angrebet flere gange af arabiske stammer, som ville udplyndre de rejsende. Hver gang lykkedes det dog for eskorten at jage fjenderne på flugt, for ingen overgik mamlukkernes evner med bue og sabel.

Gud havde forbandet Mekka

Pilgrimsruten førte gennem Det Hellige Land og Jerusalem, som mange eu­ro­pæ­iske kristne valfartede til. Men Ludovico var barn af renæssancen, og for ham betød det mere, at han snart skulle se Mekka.

Muslimernes hellige by var lukket land for kristne, og i Europa kendtes den kun fra upålidelige rygter. På turens sidste etape passerede karavanen gennem Medina, hvor Muhammeds gravmæle stod.

Her kunne Ludovico ved selvsyn konstatere, at den afdøde profets lig ikke svævede i luften, som kristne skrøner ellers hårdnakket påstod.

Omsider ankom karavanen til Mekka, som imponerede Ludovico med sine store og kostbare huse. Men han fik hurtigt øje på byens mangler.

“Efter min mening er byen forbandet af Gud, for i det omgivende land gror intet græs, ingen træer eller noget som helst andet”, skrev Ludovico.

“Indbyggerne lider meget under mangel på vand”. De var desuden plaget af tusindvis af duer, der slog ned på markedspladser, hvor de fortærede gryn, ris og grøntsager.

Indbyggerne havde forbud mod at slå dem ihjel, da denne art nedstammede fra en due, som ifølge overleveringen havde talt til Muhammed.

Indien så Ludovico rige fyrster blive transporteret på elefantryg.

© Creative Commons

Ludovico deserterede

Efter at have udforsket Mekka var Ludovico parat til at rejse videre mod endnu fjernere egne. Men først måtte han undslippe sin mamluk-enhed, som gjorde klar til at rejse tilbage mod Damaskus med en ny karavane.

Her kom mødet med den mistroiske arabiske købmand som sendt fra himlen. Manden lod sig overbevise om, at Ludovico var en god muslim trods sin italienske baggrund, og denne løgn førte flere med sig.

“Jeg fortalte ham, at jeg var verdens dygtigste støber af store kanoner”, pralede Ludovico i sin beretning.

Faktisk var han så god, at de kristne jagtede ham, og han var end ikke sikker i Mekka. Han ville i stedet videre til Indien, så han kunne hjælpe mægtige muslimske fyrster mod plyndrende portugisiske flåder.

Købmanden åd historien råt og gemte Ludovico i sit hjem, indtil mamlukkerne var rejst. Derpå kunne italieneren drage ud til Det Røde Hav, der til hans overras­kelse ikke var rødt, og her stod han atter til søs.

Ludovico kom dog til at tage mange omveje, inden han nåede til Indien. Han havde ingen penge at rejse for, så hans rute blev afgjort af, hvilken hjælp han kunne snakke sig til.

På den måde udforskede italieneren Den Arabiske Halvø og besøgte Somalia. Han iagttog de lokale, satte sig ind i deres levevis og bedømte de varer, de producerede og handlede med. Fra Arabien fortsatte Ludovico til Persien, og her var han så heldig at støde på en beslægtet sjæl.

Året var 1504, og Ludovico havde været afsted i to år, da han mødte købmanden Cazazioner i den persiske by Shiraz. Italieneren blev straks genkendt:

“Hvad laver du her? Er du ikke den mand, der for nogen tid siden besøgte Mekka?” spurgte perseren.

De to havde ganske rigtigt talt sammen i muslimernes hellige stad. Ligesom Ludovico var Cazazioner altid undervejs mod nye mål og forretninger.

“Du skal vide, at jeg ikke rejser rundt i verden, fordi jeg mangler penge. Jeg drager afsted for min fornøjelses skyld og for at se og lære mange ting”, forklarede perseren, som tilbød at tage Ludovico med.

Italieneren greb straks chancen, og sammen drog de to rejsefæller ud i verden.

De overværede enkebrændinger i Indien, mødte kristne i Burma og bevidnede asiatiske fyrsters enorme rigdom. Imens bevægede de sig længere og længere østpå, indtil makkerparret nåede den sagnomspundne krydderiø Banda.

Øparadis tog modet fra eventyreren

Krydderiøerne i nutidens Indonesien var samtaleemne ved alle Europas fyrstehoffer i begyndelsen af 1500-tallet.

På Molukkerne, som de kaldes i dag, voksede den sjældne muskatnød og kryddernelliken, hvis værdi kunne måle sig med guld.

Dette jordiske paradis skulle snart blive målet for et intenst kapløb mellem datidens to voksende imperie-magter, Spanien og Portugal. Men Ludovico kom først.

Sammen med Cazazioner gik han i land på Banda i 1505, hvilket var syv år, før portugisiske skibe nåede frem.

På øen voksede der muskatnød overalt, men alligevel blev besøget et antiklimaks for de to forventningsfulde mænd. Ludovico beskrev Banda som et grimt og dystert sted befolket af apatiske indfødte på et udviklingsstadie kun en anelse over dyr.

“Det er ikke nødvendigt at holde justits her. Folk er så dumme, at selv hvis de ønskede at udføre onde handlinger, ville de ikke vide hvordan”, noterede Ludovico med foragt.

Efter blot to dage havde han og Cazazioner fået nok, og de sejlede videre. Skuffelse blev forvandlet til rædsel, da de to opdagelsesrejsende første gang mødte kannibaler på en ø i Det Indiske Ocean, hvor de indfødte ifølge Ludovico spiste gamle og syge mennesker, der var ude af stand til at bidrage til fællesskabet.

Familierne havde så meget menneskelighed, at de ikke fortærede deres egne nærmeste. I stedet blev de unyttige stakler sat til salg. Lokale købmænd undrede sig over de to rejsendes forfærdelse.

“Hvorfor overlader I persere så dejligt kød til ormene?” spurgte de. Efter den oplevelse besluttede Cazazioner og Ludovico, at det var på tide at rejse tilbage vestpå mod mere

civiliserede egne.

Ludovico havde været på rejse i tre år, og indtil nu skærpede hvert eventyr blot hans appetit efter at se mere af verden. Men efter tilbagekomsten til Indien følte han nysgerrigheden falme, og da han mødte to italienere i byen Calicut på Indiens vestkyst, ramte en voldsom hjemve ham.

Mødet med italienerne overbeviste Ludovico om, at det var tid til at vende hjem. Ifølge rygter nærmede en flåde fra Portugal sig Indien, og han ville forsøge at komme med, når den sejlede retur til Europa.

Snart blev portugisiske skibe set ved kystbyen Cannanore, og han rejste skyndsomst dertil.

Uden for byen var portugisere i færd med at opføre et fort, da den orientalsk klædte Ludovico ankom, faldt på knæ foran en adelsmand og til dennes store overraskelse udbrød:

“Min herre, jeg bønfalder dig om at frelse mig, for jeg er kristen”.

Vejen hjem var endnu længere

Ludovico kom ikke hjem med det samme, men måtte hjælpe portugiserne med at kolonisere Indien.

Det første, han kunne fortælle, var, at indiske fyrster samlede en stor flåde syd for Cannanore for at smide portugiserne ud.

Detaljerne om flådens 200 skibe var af stor interesse for de portugisiske orlogskaptajner og banede vejen for den portugisiske sejr ved slaget om Cannanore i marts 1506.

Trods sejren til havs blev portugisernes fort ved Cannanore bagefter belejret i seks måneder af indiske tropper.

Ludovico kæmpede sammen med de øvrige forsvarere og udmærkede sig så meget i kamp, at han i 1507 blev slået til ridder som tak for sin indsats.

Samme år gik han ombord på et portugisisk skib, der bragte ham hele vejen syd om Afrika og hjem til Europa. I 1508 vendte han omsider hjem til Bologna.

Læs også:

Christopher Columbus
Opdagelsesrejser

Christoffer Columbus: Den gådefulde opdager

17 minutter
Slag under 2. verdenskrig

Briterne knuste Japans stormagtsdrømme i Indien

2 minutter
Opdagelsesrejser

Columbus' fjerde rejse blev hans største fiasko

21 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!