Myten om El Dorado opstod af indianer-ritual
1500: “Prinsen går altid rundt dækket af et fint lag guldstøv. Han mener, at intet andet er lige så smukt. Guldplader, som andre herskere bærer, ville være for primitivt og ordinært. Men at dække sig med guld er eksotisk, usædvanligt og mere kostbart, for hver aften vasker prinsen guldstøvet af og tager nyt på næste morgen”.
Sådan berettede de første spanske opdagere om El Hombre Dorado”, den gyldne mand.
“Den gyldne mand” var en del af et religiøst ritual, udført ved særlige lejligheder.
En fortælling, som snart kom til at handle om prinsens umådeligt velhavende by El Dorado.
Der fandtes en stamme, som dækkede deres høvding i guldstøv ved sjældne lejligheder.
Stammen opgav ritualet i 1500, da det blev for dyrt, men europæerne blev ved med at drømme om den gyldne by.
Og når de ikke fandt den, ledte de blot et andet sted.
Ehinger blev som den første europæer besat af El Dorado, hvilket kostede ham livet.
Tysker tørstede efter guld
1529: Da den unge tyske conquistador Ambrosius Ehinger drog ud for at finde El Dorado, havde han hørt, at byen befandt sig bag et stort højdedrag mod vest.
Ehinger var guvernør for Lille-Venedig i nutidens Colombia og Venezuela, og fortællingen om El Dorado var kommet ham for øre på en ekspedition to år tidligere.
Dengang havde han plyndret 300 kg guld fra lokale stammer, men Ehinger ville have mere. Nu havde han samlet 100 mand for at finde El Dorado.
Da ekspeditionen nåede Andesbjergene, mente Ehinger, at El Dorado måtte befinde sig på den anden side, og mændene begyndte opstigningen.
Ehingers selskab blev dermed de første europæere, som besteg Andesbjergenes østside, men den ekstreme kulde viste sig snart dødbringende.
Kun 50 mand, bl.a. Ehinger, slap levende fra bjergbestigningen og måtte erkende, at det gyldne rige alligevel ikke lå her.
De overlevende begav sig hjemad, men undervejs blev Ehinger skudt i halsen af en indiansk giftpil og døde tre dage senere.
Conquistador fandt muisca-stammen
1536: Spanierne mente, at El Dorado var beboet af muisca-stammen, hvis ritual med at dække deres høvding med guldstøv havde skabt myten om den gyldne by.
I 1536 sendte den spanske koloni Santa Maria en ekspedition, ledet af conquistadoren Gonzalo Jimenéz de Quesada, afsted.
Quesada fandt som den første europæer muisca-stammen, men måtte konstatere, at den ikke var rig på andet end salt og kartofler.
Imidlertid opdagede ekspeditionen en velhavende naboby, som de plyndrede for 100 kg rent guld, 2.000 smaragder og en mængde guldgenstande.
På trods af, at intet tydede på, at byen fandtes, brugte Quesada resten af sit liv på at jagte El Dorado.
Quesada overlevede adskillige forsøg på at finde El Dorado.
Psykopat på skattejagt
1541: Den mest katastrofale jagt på El Dorado blev ledet af den sadistiske conquistador Gonzalo Pizarro.
Ud af ekspeditionens 200 soldater og 4.000 indfødte overlevede under 150 – og de vendte tomhændede hjem.
Undervejs torturerede Pizarro adskillige indianere for at tvinge dem til at røbe, hvor El Dorado befandt sig.
Conquistadorens klassiske jernhat
Panseret gav conquistadorerne en stor fordel i kampen mod de indfødte.
Den karakteristiske hjelm af metal kaldet morion blev udbredt i midten af 1500-tallet.
Kammen på toppen ydede ekstra beskyttelse.
El Dorado kostede Raleigh hovedet
1595-1616: I 1592 opsnappede den engelske eventyrer Walter Raleigh en beskrivelse af en gylden by i Guyana i det nordlige Sydamerika fra spanierne.
Raleigh betvivlede ikke beskrivelsens ægthed.
Endvidere troede han, at El Dorado ikke blot var en by, men et styrtende rigt imperium, ikke ulig aztekernes og inkaernes storslåede riger, som ærkefjenden Spanien havde erobret.
Walter Raleigh tvivlede aldrig på, at et ekstremt rigt imperium lå gemt i Guyana.
Raleigh var dronning Elizabeth 1.s yndling, og i 1595 drog han med hendes støtte på sin første tur til Guyana.
Han fandt ikke guld, og vejrliget tvang ekspeditionen til at vende om.
Men Raleigh mente, at han kun havde været få dagsrejser fra sit mål, og vendte tilbage til England med troen styrket:
“Denne erobrings skinnende triumf vil overstråle alle den spanske nations erobringer”, lovede Raleigh og skrev, at El Dorados erobrere ville blive mødt af “flere rige og smukke byer, flere templer med gyldne gudebilleder, flere grave fyldt med skatte”, end Cortez og Pizarro havde fundet i Mexico og Peru.
Sydamerikas sande skatte
Blev uvenner med kongen
Da dronning Elizabeth døde i 1603, faldt Raleigh i unåde hos landets nye overhoved, Jakob 1. Mistænkt for et komplot mod kongen blev Raleigh fængslet, og først i 1616 fik han lov til at tage tilbage til Guyana.
Ekspeditionen blev en katastrofe, og Raleigh brød en fredsaftale med Spanien ved et angreb på en spansk udpost.
Hoffets tålmodighed var brugt op, og den 29. oktober 1618 blev Raleigh halshugget.
De Jivaro waren koppensnellers en werden zeer gevreesd.
Indianere slukkede europæernes tørst med flydende guld
1599: Jagten på El Dorado og europæernes vilde guldmani blev skæbnesvanger for mange indianerstammer. Imperier styrtede i grus, og europæernes sygdomme udløste voldsomme epidemier med enorme dødstal i lokalbefolkningen.
Nogle guldjægere forsøgte at holde sig på god fod med indianerne, men langt de fleste havde ingen problemer med at plyndre indianernes jord og tage dem som slaver.
Det lykkedes indimellem for indianerne at tage hævn – ved at gå til angreb på ekspeditionerne eller ved større, organiserede forsøg på at fordrive europæerne.
Bl.a. i 1599, hvor en jivaro-hær angreb nybyggerkolonier i Ecuador og slog op mod 25.000 mennesker ihjel.
Ifølge nogle historiske kilder slukkede jivaroerne den lokale guvernørs guldtørst en gang for alle ved at hælde flydende guld i munden på ham.
Humboldt fandt ikke El Dorado, men stødte på et skatkammer af plante- og dyreliv.
Videnskabsmand afskrev El Dorado
1799: Den tyske naturvidenskabsmand Alexander von Humboldt rejste i 1799 til Sydamerika, bl.a. for at undersøge, om myten om El Dorado var sand.
Efter fem års metodisk søgen konkluderede Humbolt, at byen var opspind.
Til gengæld fandt han Guatavitá-søen, hvor muisca-høvdingen havde skyllet guldstøv af kroppen.
Skatte på søens bund
Adskillige skattejægere har forsøgt at dræne Guatavitá-søen i jagten på det guld, muisca-stammens høvding ifølge legenden skyllede af i søen hver dag.
I 1912 drænede et britisk selskab søen helt, men mændene måtte opgive at nå bunden pga. mudder og slam og fandt kun en meget beskeden mængde guld.
Siden 1965 har det været forbudt at dræne søen.
Et guldfund fra muiscaernes område viser ritualet med den gyldne konge.
Gal oberst på vanvidsmission
1925: På trods af alle fortidens fejlslagne ekspeditioner proklamerede den anerkendte britiske oberst og opdagelsesrejsende Percy Fawcett i 1925, at han var på sporet af en by med enorme rigdomme i Sydamerikas jungle:
Z, kaldte han byen.
“Z – vores hovedmål –befinder sig i en dal, omkring 10 miles (16 km, red.) bred, og byen ligger på et højdedrag i midten af den.
Husene er lave og vinduesløse, og der er et pyramideformet tempel”, skrev eventyreren, som ellers var nærig med informationer om Z.
Men han tvivlede ikke på, at ekspeditionen ville blive en succes:
“Vi vil vende tilbage, og det, vi søger, vil vi tage med os”, var hans sidste ord til det massive presseopbud, der var mødt op ved ekspeditionens afrejse.
Den britiske opdager Percy Fawcett var tidens ultimative eventyrer: modig, hårdfør og dannet.
Fawcett var ikke en tilfældig lykkeridder. Den 57-årige oberst havde allerede gennemført syv ekspeditioner i Amazon-junglen.
Han havde desuden brugt år på indsamle beviser på Z's eksistens, bl.a. ved at grave efter arkæologiske fund, studere gamle tekster og interviewe de lokale indianerstammer.
Med på ekspeditionen havde Fawcett sin voksne søn Jack og dennes bedste ven. Obersten mente, at en lille ekspedition, hvor deltagerne var tæt knyttet til hinanden, var den optimale sammensætning.
100 frivillige døde
Via indianske løbere sendte ekspeditionen nyheder hjem.
Men efter fem måneder stoppede rapporterne brat, og som tiden gik, voksede offentlighedens undren.
Få år efter Fawcetts forsvinden blev den første ekspedition sendt afsted for at finde ham.
Mere end 20.000 meldte sig, og i de følgende år ledte ekspeditioner fra Tyskland, Italien, Rusland og Argentina efter Fawcett.
Indtil videre har mere end 100 mennesker mistet livet i forsøget på at afklare Fawcetts skæbne, men ingen har formået at finde svaret.
I 1951 mente en ekspedition, at den havde fundet Fawcetts jordiske rester. Men prøver viste, at knoglerne ikke var Fawcetts.
Teorier om Fawcett-ekspeditionens forsvinden
Rygterne om Fawcetts skæbne svirrer den dag i dag. Nogle af de mest populære teorier er, at ...
Mystisk civilisation genopliver myten
I dag: Trods utallige ekspeditioner har ingen fundet El Dorado. Men i 2010 afslørede luftfotos, at der rent faktisk har eksisteret en højtudviklet by i grænseområdet mellem Brasillien og Bolivia – dér, hvor adskillige eventyrere har ledt.
Arkæologer har fundet spor efter flere end 200 bygninger, og mange flere kan gemme sig under jorden.
De ældste bygninger er over 2.200 år gamle, mens de nyeste daterer sig til år 1253, hvor byen haft op mod 60.000 indbyggere – mere end de fleste europæiske middelalderbyer.
Fundet er en ud af mange arkæologiske opdagelser, som viser, at Amazon-regnskoven har været hjemsted for kæmpebyer og har huset op imod seks mio. mennesker før år 1600.
Aftegninger viser, at rester af bygningsværker gemmer sig under jorden.
Mere end 99 pct. er døde i voldsomme epidemier af de sygdomme, de første europæere bragte til Sydamerika.
På få årtier forvandledes civilisationer til spøgelsesbyer, som forsvandt i junglen.
Måske var El Dorado en af dem.
