Gummibaronen mistede alt i Amazonas

Fra de lokale indfødte vidste Fitzcarrald, at floden på den anden side af højderyggen kunne være en genvej: Den forbandt – muligvis – den nordlige del af Amazonas med den sydlige del, så gummitransporten kunne forkortes med flere uger og omkostningerne halveres. En mulighed, der skulle undersøges.

På stedet lod Fitzcarrald sin 30 tons tunge floddamper, Contamana, skille ad og fik enkeltdelene slæbt over bakken af mere end 300 indianere. På den anden side satte de møjsommeligt skibet sammen igen, så gummifabrikanten kunne fortsætte sin udforskning.

Det var denne stædighed, som havde gjort Carlos Fitzcarrald til en af Perus rigeste mænd. Men selvom opdagelsen af genvejen gav ham nationens hæder – området fik siden navnet Istmo de Fitzcarrald – var lykken lunefuld. Blot to år efter den epokegørende opdagelse lå gummibaronen død på bunden af en flod i Amazonas.

Hæren anklager ham for spionage

Carlos Fitzcarrald blev født i 1862 i det peruvianske højland med det borgerlige navn Isaías Fermín Fitzgerald. Han var den ældste søn af en irsk-amerikansk sømand og en peruviansk kvinde, som sendte ham på en fin skole i hovedstaden Lima.

Studierne fik en brat afslutning i 1879, da faren pludselig døde, og familien ikke længere havde råd til at betale skolepenge. Samtidig brød den såkaldte Salpeterkrig ud mellem Chile, Bolivia og Peru om nitratforekomsterne i Atacama-ørkenen.

17-årige Isaías meldte sig til den peruvianske hær, men blev anklaget for at være chilensk spion – angiveligt fordi han ikke medbragte identitetspapirer og havde nogle af sin fars gamle søkort på sig.

Begge dele virkede suspekt, og Isaías blev dømt til døden ved en standret. Heldigvis for den unge knægt dukkede en missionær fra hans hjemegn op og sagde god for ham.

Hvorvidt det var den forskrækkelse, der fik den unge mand til at flygte ind i junglen, er uvist. Sikkert er det, at der skulle gå knap 10 år, før han dukkede op igen – denne gang i junglebyen Iquitos, hvor han nu gik under navnet Carlos og havde ændret sit irske efternavn til det mere spanske Fitzcarrald.

Mulig morder holder tale fra balkon

I en alder af nu 26 år var Carlos Fitzcarrald i 1888 blevet en af de største gummiproducenter ved Ucayali-floden, en af de største bifloder til Amazon-floden. Alt efter hvem man spurgte, var han enten en visionær forretningsmand, der bragte velstand til et fjernt hjørne af junglen – eller en brutal tyran, som gjorde indianerne til sine slaver og ingenlunde veg tilbage for mord.

Selv var hovedpersonen ikke i tvivl. Kort tid før sin sidste ekspedition holdt Fitzcarrald en tale fra balkonen på sit palæ, hvor han understregede sine gode hensigter over for de fremmødte:

“Kære medborgere, I ledsager mig i den største udforskning, der er gjort af vores land i nyere tid. Vi drager ikke blot ud på nye eventyr under den peruvianske nations flag, men for at bringe verden tættere på dette frugtbare land. Peru flyder med mælk og honning, og alverdens stakler kan finde lykken her”.

Over for regnskovens indfødte lovede han “som en god og retfærdig far at føre jer ind i solens rige og give jer krudt og kugler, så I kan jage skovens dyr. Vi må arbejde utrætteligt for at lykkes med denne mission. Lad os komme i gang!”

Hele verden skal bruge gummi

Det er ikke svært at forstå Fitzcarralds besættelse af naturgummi – også kaldet latex. Materialet fremstilles af den hvide saft, som tappes direkte fra gummitræets bark. Saften fik snart navnet “det hvide guld”.

I slutningen af 1800-tallet var der enorme summer at tjene på det nye vidundermiddel, som den industrialiserede verden efterspurgte i store mængder. Materialet blev bl.a. brugt til at fremstille bildæk, kabelisolering og gummistøvler. Den rivende afsætning skabte Perus “gummiboom”. Da det stod på sit højeste, udgjorde gummi 18 pct. af landets samlede eksport og var dermed en af Perus vigtigste indtægtskilder.

Gummiet placerede for første gang Amazonas i verdens søgelys som andet end en eksotisk jungle. Efterspørgslen efter “det hvide guld” var en gylden mulighed for forretningsmænd som Carlos Fitzcarrald, men også for de lokale indbyggere. De var ikke længere blot “vilde” i regnskoven – nu var de handelspartnere med en værdifuld vare at byde på.

Desværre havde indianerne intet begreb om økonomi og retfærdige lønninger, hvilket gjorde det nemt for Fitzcarrald at udnytte dem som billig arbejdskraft. Nok havde han ry for at stå på god fod med de indfødte – han blev ligefrem kaldt “den hvide indianer” trods fuldskæg og sit europæiske tøj – men øjenvidner berettede om hans brutalitet.

Lokale arbejder for håndører

Der er ingen tvivl om, at Carlos Fitzcarrald i jagten på gummi fik blod på hænderne – det gjorde alle i branchen – og nogle gange kom han sågar i åben kamp med fjendtlige indfødte. Som landsmanden Zacarías Valdez, der arbejdede for Fitzcarrald, skrev i sine erindringer:

“Vi var i voldsomme kamphandlinger og pådrog de vilde så alvorlige tab, at de måtte trække sig tilbage”.

Valdez beskrev også, hvordan Fitzcarrald på straffeekspeditioner var i stand til at samle op mod 800 mand i kanoer: Bevæbnet med Winchester- og Remington-rifler nedslagtede de hele landsbyer.

Ifølge Valdez plantede Fitzcarrald ved én lejlighed det peruvianske flag efter et angreb og døbte en nyfunden flod Colorado (rød på spansk) “efter alt det blod, som havde farvet floden rød”.

Fitzcarrald lokkede desuden hundredvis af indfødte med på sine ekspeditioner – men først skulle alle indianerne underskrive en kontrakt, hvoraf det fremgik, at de selv skulle bekoste udstyr og mad. Udgifterne var langt højere end mændenes indtægter, så indianerne endte reelt som Fitzcarralds gældsslaver.

Video: Se scenen fra filmen “Fitzcarraldo”, hvor de indfødte trækker skibet over bakken

Junglen giver, junglen tager

Da Fitzcarrald i 1895 nåede frem til landbræmmen mellem floderne Urubamba og Madre de Dios, satte han derfor ufortrødent sine indianske gældsslaver til at bære ekspeditionens floddamper over land. Hans opdagelse af landbræmmen blev af datidens eksperter betragtet som epokegørende. Gummi-udvindingen i det hjørne af Peru – som Brasilien i øvrigt også gjorde krav på – var afgørende for landets økonomi.

Opdagelsens betydning blev yderligere understreget af Fitzcarralds ambition om at bygge en jernbane, som skulle forbinde de to flodsystemer. Det var det projekt, han var i færd med at føre ud i livet, da det den 9. juli 1897 gik galt.

Fitzcarrald sejlede floddamperen Adolfito ned ad Urubambafloden sammen med en boliviansk forretningspartner og en ladning skinner til jernbanen, da roret gik i stykker, så skibet løb på et klipperev. Ingen ombord overlevede, da skibet sank. Fitzcarralds lig blev opslugt af vandmasserne og først fundet flere dage senere. Han blev kun 35 år og efterlod sig en hustru og fire børn.

Det fatale havari chokerede den peruvianske offentlighed, og for landets gummi-industri var Fitzcarralds død begyndelsen på enden.

Briterne erobrer gummi-markedet

Gummi-boomet i Peru forsvandt næsten lige så hurtigt, som det var opstået. Det var nemlig lykkedes Henry Wickham, en britisk opdagelsesrejsende, at stjæle frø fra Amazonas’ gummitræer og smugle dem til plantager i Sydøstasien. Allerede ved århundredeskiftet var det sydamerikanske gummi blevet udkonkurreret af briterne.

Gummi-boomet efterlod sig dog tydelige spor i Peru, især i Iquitos – landets største by i Amazonas – hvor indbyggertallet eksploderede fra 500 i midten af 1800-tallet til over 7.000 i 1912.

I byens centrum kan man stadig se gummibaronernes palæer i rokokostil med importerede kakler fra Europa samt et hus i jern designet af selveste Gustave Eiffel.

Det var også gummibaronernes besættelse af europæisk kultur og deres hovedløse import af alt fra sølvtøj til opera, der 80 år senere inspirerede den tyske instruktør Werner Herzog til at lave “Fitzcarraldo”. Filmen er på en og samme tid blevet kaldt verdens mest ambitiøse og mest vanvittige – og den henter inspiration fra virkelighedens Carlos Fitzcarrald. Som Herzog sagde:

“Det er en sær historie, lidt som Sisyfos. En historie om den umulige udfordring”.