Præsten Hans Egede er ligbleg af angst. Den 28. juni 1721 befinder hans skib Håbet sig 80 km fra Grønland, men tonstunge isflager holder den dansk-norske missionær fanget på det uendelige hav. På alle sider af skibet ligger drivisen, og fra udkigsposten i masten lyder den nedslående besked, at isen strækker sig, så langt øjet rækker. Og snart forværres situationen yderligere.
Et af Håbets to følgeskibe får revet siden op, og besætningen må desperat kæmpe for at holde det iskolde havvand ude ved at stoppe hullet med klæde. I Egedes kahyt, hvor missionæren opholder sig med sin hustru og deres fire børn, bliver døren slået op på vid gab. Håbets kaptajn står i døråbningen med rædslen malet i sit vejrbidte ansigt.
Han fremstammer, at følgeskibet er ved at synke, og sådan vil det også gå for Håbet. Alle må forberede sig på døden.
Mens isen skurrer mod skibet, folder familien Egede hænderne i bøn.
Drivis var et stort problem for europæiske skibe. De risikerede at blive knust eller kapslet inde på ubestemt tid.
Missionærens bønner bliver heldigvis hørt. Efter en lang dag fyldt med angst og fortvivlelse åbner isen sig lige så pludseligt, som den havde lukket sig om Håbet. Egede kan fortsætte sin historiske færd mod Grønland.
Men missionærens kvaler er kun lige begyndt. Forude venter ham, hans familie og ekspeditionens 19 medlemmer flere strabadser. Kulde, sult og død skal følge Egede i det barske land.
Hvid løgn banede vejen
Chancen for et eventyr på Grønland kom til at fylde alle Egedes vågne timer fra den dag i 1708, han hørte om et handelsskibs farefulde rejse til den fjerne ø. Egede var dengang præst i et lille sogn på Lofoten i det nordlige Norge – en stilling, som han ikke befandt sig særlig godt i.
Desuden havde andre større brug for at høre evangelierne end nordmændene, mente præsten.
Hans Egedes prædikestol var næppe så fornem som denne, men den havde én stor fordel: Kun Egede havde nøglen.
Ung præst låste sin chef ude
Hans Egede var bare 21 år, da han i 1708 blev præst i sognet Vågan på Lofoten. Trods sin unge alder kastede han sig ind i kirkens magtkampe. Midt i kirkeskibet indledte han et skænderi med sognepræsten Parelius, der var hans overordnede.
Egedes stridbare sind kostede ham en tjenstlig advarsel samt en bod på 24 rigsdaler – beløbet svarede til prisen på en hel tønde smør. Som tiden gik, spidsede konflikten med Parelius til. Egede meddelte ligeud, at han ønskede eneret til at prædike i kirken, et krav, som menigheden støttede ham i.
Hans overordnede afviste, og i foråret 1714 dukkede Parelius op i kirken og styrede direkte mod prædikestolen. Egede var imidlertid forberedt. På hans foranledning havde sognet opført en ny kirke med en prædikestol, som kunne låses.
Da Parelius tog i døren, lod den sig ikke rokke, og sognepræsten måtte forlade kirken med uforrettet sag. De mange konflikter og økonomiske problemer i det fattige sogn fik snart Egede til at drømme om at rejse til Grønland.
Som andre belæste mænd kendte Egede beretningen om, at islandske vikinger ca. 700 år tidligere havde slået sig ned på Grønland. Deres bedrifter havde præsten læst om i middelalderens islandske sagaer. På Egedes tid var det et stort mysterium, hvilken skæbne der var overgået de grønlandske vikinger, som blev kaldt nordboerne.
Fra en tekst nedskrevet på Grønland i 1350 vidste han, at området omkring nutidens Nuuk ikke længere var befolket af nordboer. Men om Grønlands østkyst stadig rummede høje, blonde mennesker, kunne der kun gisnes om, for i godt 300 år havde ingen hørt fra dem.
Britiske, hollandske, spanske og portugisiske skibe udforskede Grønlands kyster i løbet af 1400- og 1500-tallet, men ingen af dem rapporterede om hvide mennesker. Egede var imidlertid sikker på, at nordboerne stadig fandtes på Grønland. At de endnu ikke var fundet, tilskrev han ismasserne, som afskar Grønland fra omverdenen det meste af året.
Han vidste også, at Grønland 100 år efter nordboernes kolonisering var blevet et selvstændigt katolsk bispedømme med klostre, domkirke og præster.
Forskere anslår, at Grønland i 1000-tallet var beboet af godt 2.000 vikinger. Dengang var klimaet mildere end i dag, og jorden nemmere at opdyrke.
Ingen kendte nordboernes skæbne
I 400 år beboede vikinger Grønlands vestkyst, og så forsvandt de sporløst. Årsagen er stadig omdiskuteret.
Erik den Røde koloniserede i 985 Grønland med vikinger fra Island. Klimaet var dengang varmere, og landet mere frugtbart end i dag. Fund viser, at nordboerne, som de blev kaldt, dyrkede korn og holdt køer.
Da klimaet omkring år 1300 blev koldere under den såkaldte lille istid, svigtede høsten, og kvæget døde. Analyser af knoglefund viser, at istiden ikke nødvendigvis var nogen katastofe, for nordboerne spiste efterhånden det samme som inuitterne: Sæler og fisk. Alligevel forsvandt nordboerne sporløst i løbet af de næste godt 100 år.
Moderne historikere hæfter sig ved, at selvom folk sjældent blev gamle dengang, rummer grave fra 1300-tallets Grønland næsten ingen knogler af unge mennesker. Eksperternes teori lyder, at de unge forlod øen for at slå sig ned på Island eller i Norden.
Udvandringen kan hænge sammen med, at Europa ikke længere efterspurgte hvalrostand, som hidtil havde været en af nordboernes vigtigste eksportvarer. Elfenben fra elefantstødtænder havde udkonkurreret dem. Det sidste livstegn fra vikingerne på Grønland er den nedskrevne beretning om et bryllup i 1408.
At nordboerne – eller “nordmændene”, som Egede konsekvent kaldte dem – stadig var katolikker, anså han for sikkert. Afskåret fra kontakt med Europa kunne de umuligt have hørt om Martin Luther og protestantismens velsignelser.
Egede øjnede en mission, som var værd at vie sit liv til: I skandinaviske øjne var katolikker nærmest rene hedninge, som det ikke kunne gå hurtigt nok med at omvende.
Den unge præst ansøgte Frederik 4. om at blive sendt til Grønland. Norge hørte dengang under Danmark, og kommunikationen med den fælles konge i det fjerne København gik ofte trægt, så der kom til at gå år, før Egede fik svar. Bedre blev det ikke af, at både krig og pest hærgede Norden i begyndelsen af 1700-tallet.
Missionen på Grønland ville komme til at koste mange penge, og Egede forsøgte derfor at få købmændene i den norske handelsby Bergen til at investere i ekspeditionen. Han lovede dem bundter af billigt pelsværk, når først en koloni var etableret.
Egede tilføjede, at en ven allerede havde givet tilsagn om 300 rigsdaler til projektet. Hans Egede løj for at komme til Grønland.
Da købmændene ikke viste interesse, greb præsten til et bluffnummer. I et brev dateret den 26. november 1718 fremlagde han en detaljeret plan for ekspeditionen. Egede tilføjede, at en ven allerede havde givet tilsagn om 300 rigsdaler til projektet. I virkeligheden havde Egede investeret sine egne spareskillinger i Grønlands-ekspeditionen, men det fortalte han ingen.
Og tricket virkede. Velhavende bergensere greb til lommerne og stiftede i 1721 Bergenskompagniet. Frederik 4. støttede handelsselskabet med en mindre sum samt ved at tildele det monopol på handlen med Grønland. Kompagniet fik desuden ret til at opstille sin egen hær, opkræve skatter og dømme alle, der forbrød sig mod dansk lov.
Med den royale opbakning på plads stod Egede til søs med tre skibe. Efter at have siddet fast i havisen og skælvet af angst for at blive knust tog Håbet de skibbrudne fra følgeskibet ombord og fortsatte. Den to måneder lange rejse sluttede lykkeligt, da Egede ankrede op ud for Grønlands vestkyst den 3. juli 1721.
På Sankt Nikolaj Kirke i København pryder ægteparret Egede Grønlandsmissionens mindetavle.
Fugt og tåge gennemtrængte alt
Hans Egede var 35 år – og hans hustru, Gertrud, 13 år ældre – ved ankomsten til Grønland. Med sig bragte parret deres fire børn, 12-årige Poul, Niels (11), Kirstine (7) og Petronelle (6).
Familien vakte opsigt på den barske kyst. Men til Egedes overraskelse var det dog ikke høje, lyshårede nordboer, som dukkede op for at hilse på dem, men små, mørkhårede mennesker.
Inuitterne var vant til at handle med europæiske hvalfangere, men de fremmede medbragte aldrig kvinder eller børn. Derfor stirrede inuitterne og “fandt især fornøjelse ved at se på de små”, skrev Egede senere i sin bog om rejsen. Selv var han ikke imponeret over inuitternes statur:
“Ved første øjekast så de mig noget miserable ud, må Gud nådigt forbarme sig over dem”.
Men Egede interesserede sig ikke synderligt for inuitterne, hans første vigtige opgave bestod i at finde ly for den kommende vinter. Efter at have afsøgt kysten udpegede han en lille ø, hvor missionens første bebyggelse skulle opføres.
“Håbets Ø” døbte han optimistisk den tågede og forblæste plet, hvor et hus af sten og tørv blev bygget. Huset målte blot 8 x 15 meter og blev inddelt i 13 små værelser. Her skulle 25 personer sove og opholde sig: Familien Egede samt missionens bogholder, snedkere, bødkere, fiskere, murere og tre kvinder til husholdningen.
Hans Egede måtte bygge sit hus, som vikingerne havde gjort: Af sten og tørv. Træ i større mængde fandtes ikke på Grønland.
Den første vinter blev hård. Fiskeriet slog fejl, og de få ryper, som mændene skød, kunne ikke mætte mange. Inuitterne ville ikke sælge forråd til dem, i stedet måtte Egede og hans folk nøjes med grød, brød og øl medbragt hjemmefra.
Men da modløsheden var størst, nåede lys og forår til Grønland, og Egede fik omsider chancen for at kaste sig over ekspeditionens egentlige formål: At opspore de forsvundne nordboer.
Forkert kort snød Egede
I en robåd gennemsøgte Egede i 1722 det vidtstrakte fjordområde omkring vore dages Nuuk. Han fandt mange inuitbopladser, men ingen nordboer. Missionæren forblev imidlertid fortrøstningsfuld. Nordboerne havde jo selv berettet, at Vesterbygden var gået til grunde.
Skulle han finde deres efterkommere, måtte han søge mod den såkaldte Østerbygd, som han antog lå på Grønlands østkyst. Det følgende forår – i april 1723 – drog han for alvor på opdagelsesrejse.
Inuitterne hjalp velvilligt Hans Egede under hans eftersøgning af vikinger. Uden deres assistance havde missionæren næppe fundet ruinerne af vikingernes bygninger.
“Den 16. april rejste jeg hjemmefra, hen til en fjord et par dages rejse østpå. Den kaldes Ameralik-fjorden. Jeg ville undersøge, om der dette sted – som grønlænderne havde fortalt – skulle være nogle spor efter gamle norske kristne”, skrev Egede.
Rejsen blev en barsk oplevelse. Hård vind gjorde, at Egede og hans mænd kun fik tilbagelagt 20 km, før de måtte søge ly.
“Vi mødte nogle grønlændere, som lod os bo i deres telte. Om natten blev der stærk blæst fra sydøst med snefygning. Vinden kastede teltet, hvor jeg sov, omkuld, og vi måtte alle søge ind i de andres telte”, berettede missionæren.
Først et par dage senere løjede vinden af, og Egede kunne udforske bunden af fjorden:
“Her traf vi også nogle grønlændere, som boede i telte. De kunne efter anmodning vinke mig hen til nogle øde tomter og pladser, hvor de afdøde kablunakker (det kalder de os) engang havde boet”.
“Jeg beså stedet og så også her tydelige tegn på, at her havde boet folk, som havde forstået at dyrke jorden. Her var ikke alene skønne græsenge på begge sider af fjorden, men også ruiner af deres huse”, konstaterede Egede.
I juni vendte Egede tilbage til Håbets Ø, men allerede to måneder senere tog han afsted på ny. Missionærens medbragte kort viste, at han ved hjælp af en kanal kunne skyde genvej til Grønlands østkyst, hvor Østerbygden efter Egedes mening befandt sig.
Men han fandt ingen kanal, og de lokale rystede bare på hovedet, når han spurgte til den. Kanalen viste sig senere at være en fejl. Kartografen havde forvekslet Grønland med Baffinbugten i Canada og havde placeret Frobisher Strædet i Grønland.
Men det vidste hverken Egede eller andre i 1723. Uden spor af kanalen forsøgte missionæren at sejle til Østkysten ved at runde Grønlands sydspids, Kap Farvel.
Egede skrev tørt og sagligt om sine oplevelser. Kun beretningen om en søslange skiller sig ud. “Kroppen var nok så tyk omkring som Skibet, og vel tre gange så lang. Den var skabt neden til som en Orm”, berettede Egede, der dog kun havde beretningen fra sin søn Poul.
Isen kunne ikke bære
Stædigt fortsatte Egede sin færd. Flere gange undervejs fik han hjælp af inuitter, som indvilgede i at ledsage dem på noget af færden. Alligevel spændte naturens vældige kræfter ben for mændene. Da ekspeditionen et sted forsøgte at krydse en overiset fjord, gik det galt. Isen var tynd, og flere gik igennem.
“Vi var tvunget til at søge ind på det tørre land ved at klatre over en stejl klippe”, beretter missionæren.
Strabadserne var dog det hele værd, for på det sted, som inuitterne havde udpeget, fandt Egede ruinerne af flere større bygninger. Nogle mure stod endnu, og stenene var “meget velproportionerede og jævne”. Et stykke væk lå en særlig imponerende ruin.
Hans Egede håbede at finde en kostbar biskopstav af hvalrostand eller biskoppens guldring. Men det fund blev først gjort mange år senere – i en kirke 15 km fra bygden Hvalsø.
“Bygningen har uden tvivl været en kirke, for der var en stor grundvold af sten – 48 alen lang (30 m, red.) og 36 alen bred (22,6 m, red.) – og der er ingen tvivl om, at dette er vore gamle norske kristnes arbejde”, skrev Egede begejstret.
Uheldigvis for Egede kunne ekspeditionen ikke fortsætte. Mændene befandt sig over 450 km fra Håbets Ø, mængden af proviant var faretruende lille, og kalenderen viste slutningen af august. Efteråret nærmede sig, og mændene ville hjem i sikkerhed. Modstræbende måtte Egede give sig.
Alt var imidlertid ikke tabt. På vejen hjem lagde Egede et par dage senere til nær det sted, hvor den sydlige by Qaqortoq (Julianehåb) i dag ligger.
“Grønlænderne kaldte det Kakoktok, og der var en meget hellig plads og en græseng”, fortæller Egede.
Her så han en særlig velbevaret ruin af en kirke bygget af store, flade sten.
Gravene, som Hans Egedes mænd stødte på, rummede ingen opsigtsvækkende fund.
Egede befalede sine mænd at grave efter spor af nordboerne, men de fandt kun knogler og lerpotter, som de ikke kunne datere. Stedet, de gravede, var faktisk Østerbygden, men det anede Egede ikke, for han mente alle sine dage, at Østerbygden lå ovre på østkysten.
Midt i den følgende februars isnende kulde roede han igen ud. Denne gang til Kangerlussuatsiaq Fjord (Evighedsfjorden). En hård, nordlig vind og kraftigt snefald fik ham imidlertid til at vende om i marts. Selvom Egede fortsat følte sig sikker på, at der levede nordboer på Grønland, måtte han langsomt indse, at han nok aldrig ville finde dem. Dertil var landet for stort, og naturen for vild.
Sprogforvirring vakte latter
I mangel af nordboer at omvende måtte Egede i stedet kaste sig over opgaven med at forkynde kristendommen for inuitterne. Skuffelsen blev snart afløst af en iver efter at omvende sælfangerne, der tilbad ånder, bar amuletter og spurgte åndemanere til råds. Opgaven viste sig dog at være vanskelig.
Ingen af missionens deltagere mestrede inuitternes sprog, og inuitterne havde kun lært enkelte europæiske ord ved at handle med hollandske hvalfangere. Deres ordforråd egnede sig derfor bedre til at beskrive hvalrostænder og spæk end frelse og Helligånden.
Egede forkyndte under besøgene på inuit-bopladserne, og her forsøgte han efter bedste evne at oversætte Biblens ord. Trods sine gode hensigter blev han ofte til grin; fx vidste Egede, at grønlænderne hverken kendte til brød eller korn. Fadervors bøn, “giv os i dag vort daglige brød”, gav ingen mening for dem.
Hans Egede missionerede i inuitternes fælleshuse – midt mellem ammende kvinder, halvnøgne mænd og nedlagt jagtbytte.
I stedet forsøgte han sig med “mamaq” – et ord, han ofte havde hørt anvendt i forbindelse med måltider. Men ordet blev mødt med et latterbrøl. Det betød nemlig ikke mad, men “ih, hvor lækkert”.
For at lette missionsarbejdet begyndte Egede at undervise inuitternes børn i dansk. Tanken var, at nogle af børnene med tiden skulle blive missionærer. I 1725 døbte han det første grønlandske barn, som fik navn efter kongen og kom til at hedde Christian Frederik.
Sult svækkede mændene
Mens missionsarbejdet virkede lovende, gik det værre med forretningerne, som skulle skaffe missionæren de nødvendige indtægter til at købe forsyninger i Danmark. Handlen gik trægt.
Anne Christine, det andet af Håbets følgeskibe, måtte sejle hele vejen hjem til Bergen med kun en halv tønde spæk i lasten. Inuitterne var vant til at handle med hollandske hvalfangere og havde som regel allerede solgt deres fangster til dem, når danskerne meldte sig.
Fra 1719 drev hollændere intensiv hvalfangst ud for Grønland. De byttede sig også til pelsværk hos inuitterne og jagede sæler og isbjørne, når chancen bød sig.
Om vinteren truede sulten Egedes koloni. Maden bestod hovedsageligt af sælkød – hvis der overhovedet var noget at få. Den daglige sjat grynsuppe tog kun toppen af hungeren. Folkene var så svækkede, at de blot kunne ro en time ad gangen, før de tabte årerne ud af hænderne, skrev Egedes søn.
En enkelt dag kunne kolonisterne dog nyde et festmåltid: En kaskelothvals hjerne.
“Den deraf udpressede tran brugte vi i stedet for smør til vor sælhundesteg og til at bage pandekager af den smule rugmel, som vi havde tilovers”, skrev Egede tilfreds.
Præsten forsøgte desperat at købe noget proviant hos hollænderne, men de kunne eller ville kun undvære en smule. Maden skulle rationeres så kraftigt, at grynene til suppen til sidst måtte vejes på en sølvvægt, så kun den strengt nødvendige mængde blev kogt.
Mangel på krudt og kugler forhindrede mændene i at gå på jagt. Kun ankomsten af et skib med forsyninger hjemmefra afværgede i sidste øjeblik, at alle bukkede under. Men vanskelighederne var langtfra ovre.
De nye kolonister var straffede soldater, som blev taget ud af gabestokken, tvangsgift og sejlet til Grønland.
Straffefanger skulle kolonisere Grønland
De første seks år af Hans Egedes mission boede kun 25 danskere fast i Grønland. I 1727 blev antallet mangedoblet, da kongen forsøgte at give koloniseringen et skub ved at tømme et af Københavns tugthuse.
Bergenskompagniet, som stod for handlen med Grønland, gik i 1727 fallit, og den danske stat under kong Frederik 4. overtog selskabets monopol. Året efter sendte kongen en ekspedition afsted for at kolonisere øen Nipisat nær Evighedsfjorden.
Kolonien skulle fungere som både handels- og missionsstation samt huse et fort, bl.a. til beskyttelse mod hærgende hollandske hvalfangere. Ekspeditionen blev anført af den nyudnævnte guvernør for Grønland, Claus Enevold Pors. Med sig bragte Pors foruden soldater også 12 mandlige straffefanger.
Inden afrejsen fra Danmark blev de tvangsgift med 12 kvinder fra det københavnske tugthus Spindehuset. De nygifte blev sat sammen efter lodtrækning, og deres bryllup stod i Holmens Kirke i København. Ægteparrene blev med Hans Egedes ord udsendt “i allernådigst hensigt, at landet ved samme skulle blive befolket og kolonier anrettet”. Men intet gik efter planen.
Ægteparrene og de børn, som hurtigt kom ud af giftermålene, blev om vinteren indkvarteret på ekspeditionens skib, hvor de frøs bitterligt. Lungebetændelse hærgede, og i løbet af den første vinter døde halvdelen af dem.
De overlevende fik tilsendt nye ægtefæller, men ordningen blev aldrig en succes, bl.a. fordi straffefangerne slogedes, drak og byttede koner – aktiviteter, der gjorde det svært at passe familien og tjene som gode eksempler for de grønlandske undersåtter.
I 1727 gik Bergenskompagniet konkurs, og Frederik 4. overtog i stedet handlen med Grønland. For Egede gjorde kongens engagement ikke den store forskel, naturen forblev den værste modstander.
I vinteren 1730 nåede temperaturen ned omkring 40 graders frost. Når bølger brød mod kysten, blev det brusende hav til fine, små isnåle, der gennemborede alt.
“I disse dage var der en så ekstraordinær frost, at fransk brændevin frøs i flasken, som stod i et hus, som ikke var opvarmet”, skrev Egede i sin dagbog.
Familien manglede konstant brændsel, så temperaturen i stuerne var ikke meget højere end udenfor. Datteren Kirstine fortalte, at når nogen spildte kogende vand på den ene side af bordet, “blev det straks til is, hvor det løb hen”.
Samme vinter døde kong Frederik, og Danmarks nye konge, Christian 6., befalede, at alle danskere på Grønland skulle rejse hjem. Kongen skulle afholde udgifterne ved at have en garnison soldater på Grønland til at beskytte missionærerne, og majestæten mente åbenbart, at det var spild af penge. Kun familien Egede fik af venlighed lov til at blive en vinter mere.
Brændevin brød isen og gav Hans Egede chance for at sprede Biblens budskaber blandt grønlænderne.
Alkohol udrettede mirakler
I begyndelsen var Grønlands inuitter ikke interesserede i at bytte deres åndemaneres trolddom ud med Biblens ord. Men så fik Hans Egede hjælp fra en uventet kant.
En grønlandsk mand lå i 1730’erne på sit yderste, da han fik en slurk alkohol af en dansker. Inuitterne havde indtil da skyet brændevin, da de havde set, hvor usikre til bens den gjorde europæiske søfolk.
Men den syge, der overraskende nok kom sig, forsikrede alle om, at han var færdig med åndemanere. I danskernes brændevinsflasker havde han fundet noget meget bedre.
Rygtet om helbredelsen spredte sig hurtigt til de omgivende bygder, og snart begyndte grønlænderne at bytte pelsværk og kød for alkohol.
Den stærke drik kunne ikke blot helbrede sygdomme, men også ophæve ond trolddom og hjælpe kvinder gennem vanskelige fødsler, mente grønlænderne. Det nye syn på alkohol gjorde befolkningen venligere stemt over for danskerne – og Hans Egedes missionsarbejde nemmere.
Misbrug og afhængighed fik dog fra 1750’erne kolonimagten til at indføre begrænsninger og forbud mod alkoholsalg til inuitterne. Reglerne blev i større eller mindre grad opretholdt indtil 1955.
“For mig var det meget sørgelige nyheder, og det ramte mig i hjertet, som intet andet i denne verden kunne have gjort. Al den kløgt og flid, vi havde sat ind på at undervise de stakkels uoplyste mennesker, var spildt og forgæves”, skrev missionæren bittert.
Kopper slog tusinder ihjel
Egedes stædige insisteren på at forblive i Grønland undrede kongen så meget, at en spion i 1732 blev sat til at undersøge, “hvorfor præsten og hans kone bestandig holder ved det væsen og lider så meget besvær år efter år og tilmed har brugt deres fleste penge på dette værk”.
Svaret fandt spionen ikke, men heldigvis for Egede besluttede kongen det følgende forår, at missionen kunne fortsætte. Tilmed ankom yderligere tre missionærer, som skulle hjælpe Egede. Men skibet medbragte ikke kun hjælpere. Med ombord var også sygdommen kopper.
En tupilak var en ånd, som inuitterne mente gav dem styrke. De skrækindjagende figurer kunne også bruges til at nedkalde ulykke over fjender.
Hans Egede truede shamanerne på livet
Ved Hans Egedes ankomst dyrkede grønlænderne naturreligion, som bl.a. byggede på, at mennesker og naturen er en fysisk og åndelig enhed. Opgaven med at forbinde de to verdener – den fysiske og den åndelige – tilfaldt angokutterne, shamaner eller åndemanere.
Angokutterne kunne fremmane hjælpeånder og udføre magiske handlinger. Nogle påstod fx, at de kunne gøre sig usynlige. Angokutter kendte desuden til naturmedicin og tog sig derfor af de syge.
Hans Egede afskyede shamanerne, som stod i vejen for udbredelse af kristendommen. Missionæren kaldte deres metoder for “aberi”. Åndemanerne svarede igen ved at håne danskerne og udstille dem som magtesløse over for Grønlands stærke kræfter.
Fx påstod en åndemaner, at han stod bag en række dødsfald, som ramte Godthåb i vinteren 1728-1729. Hans Egede holdt sig heller ikke for god til selv at komme med trusler. Da en åndemaner en dag udfordrede missionæren til at fremmane Djævlen for derefter at gøre grin med præsten, da Djævlen ikke viste sig, mistede Egede besindelsen.
“For at afskrække dem fra deres uskikkelighed og modvillighed truede jeg dem med, at når der kommer mange folk fra vores land her til landet, så skal de dræbe alle dem, der opfører sig så uskikkeligt og spotter Gud”, skrev præsten i sin dagbog.
Med forfærdende hast spredte en epidemi sig langs Grønlands kyster. Egede anslog, at ca. 4.000 ud af en befolkning på 12.000 døde, før epidemien ebbede ud. Blandt de mange omkomne var Christian Frederik – den første inuit, Egede døbte.
Tabet skulle ikke blive Egedes sidste. Under epidemien plejede han og Gertrud de syge. Arbejdet sled så meget på hustruen, at hun til sidst blev syg af udmattelse. Den 21. december 1735 lukkede Gertrud øjnene for sidste gang, og sønderknust fik Egede en særlig kiste tømret, så han kunne tage hendes lig med til Danmark. Den 9. august 1736 tog han afsked med Grønland.
Først lidt over en måned senere ankom missionæren til København, og i Danmark led Egede i begyndelsen af tunge tanker. Især følte han skyld over koppeepidemien.
“Mens jeg troede at være kommet til landet til deres frelse og salighed, ledte det kun til undergang og fordærvelse”, skrev han nedtrykt.
De mange dødsfald blandt inuitterne plagede Hans Egede. Han ville bringe dem Guds ord, men hans mission gav dem i stedet kopper.
Snart kom han dog på fode igen, og i 1737 oprettede præsten et seminarium, som skulle uddanne missionærer til tjenesten i Grønland. Han skrev også bøger om sine oplevelser og inuitterne. I 1740 blev Egede tildelt ærestitlen biskop af Grønland.
Fra 1750 til sin død i 1758 boede han hos sin datter i Stubbekøbing på Falster. Missionæren, som ikke fandt vikinger at omvende, men kristnede Grønlands inuitter, blev senere kendt som “Grønlands apostel”.