I hælene på Marco Polo: Søfarer på livsfarlig guldjagt i Østen
“Du kan finde guld i ufattelige mængder i et asiatisk rige, der bare venter på at blive erobret!” Sådan lød et rygte, som Marco Polo bragte med sig hjem fra Kina, og som i 1642 sendte hollænderen Abel Tasman ud på en årelang opdagelsesrejse.
Indfødte maorier fra New Zealand angreb Abel Tasmans ekspedition og dræbte fire af hans mænd.
De indfødtes krigskanoer holdt sig på sikker afstand af hollændernes to skibe. Ved daggry havde europæerne observeret den første kano sejle ud fra kysten, nu vuggede syv fartøjer i bølgerne.
Kanoerne bestod af to slanke skrog sat sammen som en katamaran. De blev sejlet af kraftigt byggede roere med nøgne, lysebrune overkroppe og sort hår, som var bundet op højt på hovedet og pyntet med hvide fjer.
Hidtil var alle hollændernes forsøg på at lokke de indfødte tættere på slået fejl.
Mændene i kanoerne lod hverken til at interessere sig for knive af stål eller hvidt klæde – varer, som normalt var eftertragtede blandt stammefolk i Østen. I stedet ventede de blot, mens de af og til råbte uforståelige ord til hinanden.
Hollænderne satte en båd i vandet, og syv mand tog plads for at ro fra det ene skib til det andet med en besked.
Øjeblikket efter skummede vandet af pludselig aktivitet. En af kanoerne skød frem med forbløffende fart – drevet af kraftige tag med store padler. Fartøjet styrede lige ind i siden på den hollandske robåd.
“Hvorefter den forreste i denne kano fuld af slyngler slog kvartermester Cornelis Joppen flere gange i nakken med et langt, stumpt spyd – så hårdt, at han faldt over bord”, skrev søfareren Abel Tasman samme aften i logbogen.
“Resten af dem tævede løs med korte, tykke træstykker og deres padler, så de overmandede folkene i båden og slog tre ihjel”, noterede han yderligere.
De indfødte trak hurtigt et af ligene over i deres kano og sejlede derefter hurtigt ind mod land. De forbløffede hollændere skød efter dem, men ramte ikke. Af de fire overlevende fra båden døde den ene samme dag.
Abel Tasman måtte opgive alle forhåbninger om at handle med de indfødte på den nyopdagede kyst – eller blot at hente drikkevand. Forbitret døbte han stedet “Mordernes Bugt”, inden han gav ordre til at lette anker, så ekspeditionen kunne søge mod fredeligere egne.
Sådan endte det første møde mellem hvide mænd og New Zealands krigeriske folk – maorierne. Optrinnet var med til at overbevise imperiebyggerne i Hollands Ostindiske Kompagni om, at denne del af verden ikke var værd at beskæftige sig yderligere med.
Dreven søulk skulle lede ekspedition
Abel Janszoon Tasman havde mange års erfaring til søs, da han i 1642 blev sat i spidsen for en opdagelsesrejse.
Han havde sejlet for det hollandske Ostindiske Kompagni i 10 år, og i den periode var han avanceret fra menig matros til søofficer med kommandoen over hele eskadrer.
Størstedelen af tiden tjente han i Østen, hvor den nu 39-årige hollænder kendte farvandene så godt som nogen.
Med ry som en driftssikker sømand var Tasman et oplagt valg som leder, da general-guvernør Antonio van Diemen og de øvrige koloni-embedsmænd i Hollandsk Ostindien ville have en teori afprøvet.
Sømanden skulle sejle ud for at efterprøve et lokkende rygte om, at et ukendt, rigt kontinent skjulte sig bag horisonten mod sydøst.
Gamle tanker gav nye idéer
Grækerne havde i oldtiden filosoferet sig frem til, at en stor landmasse måtte findes nær Sydpolen. Ifølge deres logik måtte arealet af jord over havets over-flade være lige stor på den sydlige og den nordlige halvkugle, ellers ville kloden komme i ubalance.
“Terra Australis Incognita” døbte romerne senere stedet – latin for “det ukendte sydland”.
Formodningen blev til en fast overbevisning i middelalderen, og europæerne regnede det for et faktum, at det uopdagede kontinent eksisterede.
Terra Australis optrådte derfor på kort og de populære globusser, som vandt udbredelse i 1500-tallet. Kartograferne indtegnede gerne et stort kontinent, der var landfast med Sydpolen og ragede langt op i Stillehavet.
Hollændernes interesse for Terra Australis blev for alvor vakt, da stedet blev kombineret med et andet sagnomspundet land: kongeriget Beach, som italieneren Marco Polo havde hørt om, da han besøgte Kina i 1200-tallet.
Ifølge myten havde Beach så meget guld, at folk skulle se det for at tro det.
Marco Polo berettede, at kongeriget lå et sted syd for Kina, og lærde hollændere fik sidst i 1500-tallet den idé, at riget måske var en del af Terra Australis.
Alle disse spekulationer begyndte for alvor at tage form, da et hollandsk skib i 1606 opdagede vestkysten af det kontinent, der senere blev kendt som Australien.
Flere ekspeditioner blev sendt afsted, og de vendte tilbage med budskabet om, at kystlinjen tilsyneladende fortsatte i det uendelige.
Landmassen kunne altså være det sagnomspundne Terra Australis.
Det var denne formodning, som Abel Tasman blev hyret til at bekræfte eller for-kas-te. Hvis han fandt Beach, håbede general-guvernør van Diemen, at landet kunne blive hollændernes svar på Peru.
I det sydamerikanske land hentede spanierne umådelige mængder sølv op fra undergrunden – til resten af Europas utilslørede misundelse.
Hollændernes hovedstad i Fjernøsten var byen Batavia på Java. Herfra kontrollerede de i 1600-tallet handlen med eftertragtede krydderier som muskatnød, sort peber og kanel.
Eksperter rejste med
Tasman skulle gennemføre sin opdagelsesrejse med to skibe, som han fik kommandoen over i Batavia – hovedbyen i Hollandsk Ostindien.
Orlogs-fartøjet Heemskerck på 120 tons var flagskibet, velbevæbnet med kanoner og det mest manøvredygtige af de to. Besætningen talte 60 mand foruden Tasman selv.
Det 200 tons tunge handelsskib Zeehaen – af skibstypen “fløjte” – var ledsageskib, for det rummelige skrog havde god plads til proviant og varer.
Fartøjer af denne type var brede ved vandlinjen, men havde et smalt dæk, fordi størrelsen af told i europæiske havne normalt blev bestemt ud fra dæksarealet. 50 mand gjorde tjeneste ombord.
Tasman fik selskab af to specialister, hvis ekspertise var afgørende for ekspeditionens succes. Den ene hed Isaack Gilseman og deltog i togtet som købmand.
Ostindisk Kompagni sendte altid dygtige handelsmænd med på opdagelsesrejser, så de på stedet kunne bedømme værdien af varer og nye forretningsmuligheder.
Gilseman havde også ry for at være en dygtig tegner, som kunne skitsere de opdagelser, ekspeditionen måtte gøre.
Ud over Tasman selv var den vigtigste mand ombord dog Franz Jacobszoon Visscher.
Han blev i samtiden regnet for at være en uovertruffen navigatør og en af verdens dygtigste kartografer – hvorfor han stod for at planlægge skibenes rute.
Indfødte skulle bondefanges
Heemskerck og Zeehaen stak til søs fra Batavia den 14. august 1642. Rejsetidspunktet var valgt, så sejladsen kunne foregå i roligt sommervejr, når skibene sidst på året nåede frem til sydlige farvande.
Allerede samme aften gik Zeehaen imidlertid på grund nær en ø. Heldigvis fik skroget kun mindre skader, og skibet blev hurtigt bragt flot igen.
Tasman havde fået nøje instrukser fra van Diemen med på rejsen. General-guvernøren indledte sin tekst med at lovprise den store fremtid, som Holland gik i møde, hvis det lykkedes at finde rigdomme i det ukendte.
Ordene understregede, at turens formål først og fremmest var at tjene penge. Ostindisk Kompagni gav sig ikke af med viden-skabelige undersøgelser, og værdifulde skibe blev aldrig sendt afsted blot for at finde nyt land.
Den slags højere motiver kom først på mode i oplysningstiden sidst i 1700-tallet.
Hvis søfarerne stødte på rige indfødte, havde Zeehaen et parti billige varer ombord, som kunne handles bort.
Van Diemen understregede, at købmanden Gilseman skulle gå efter at få betaling i guld eller sølv. Men interessen måtte for alt i verden sløres for de indfødte:
“Hvis guld eller sølv bliver tilbudt i en handel, så lad, som om du ikke værdsætter disse metaller. Vis dem kobber, zink eller bly, som om disse mineraler har større værdi blandt os”, instruerede van Diemen ekspeditionen.
Herefter opsummerede general-guvernøren ruten og sluttede af med en bøn:
“Vi lægger jeres skæbne i den almægtiges hænder, som vi beder give jer mandsmodet til at gennemføre de planlagte opdagelser og lade jer vende sikkert hjem igen. Til Guds ære, fædrelandets omdømme, Ostindisk Kompagnis tjeneste og jeres egen udødelige ære”.
Skibene sejlede først mod vest
Tasmans lille flåde skulle langt sydpå og derefter svinge østover, men de første 5.500 km af sørejsen havde skibene deres stævn rettet mod vest.
Målet var den hollandske ø Mauritius nær Madagaskar. Visscher havde valgt denne rute, fordi han kendte vind-forholdene i Det Indiske Ocean.
Fra Mauritius kunne de to skibe nemt nå sydlige breddegrader, hvor en stærk og konstant vestenvind hurtigt ville føre dem til uudforskede farvande.
Øen havde samtidig rigelige mængder af vand, proviant og tømmer, som skibene skulle have ombord, inden de lagde civilisationen bag sig.
Heemskerck og Zeehaen nåede deres mål efter en rekordsejlads på blot 22 dage. Udkigspostens råb om, at han kun-ne se land, overraskede alle ombord.
“Ifølge vores beregning var vi stadig 370 kmøst for Mauritius, da vi så øen”, skrev Tasman samme aften i logbogen.
I 1642 havde navigatører ingen redskaber at måle længdegrader med, så de måtte bruge deres mavefornemmelse, når de skulle bedømme positionen under sejladser mod øst eller vest.
Breddegrader kunne søfolk derimod fastslå blot ved at se på solens højde over horisonten ved middagstid.
Tasmans to skibe var i en miserabel tilstand, da de ankom. Øens guvernør beskrev i et brev til van Diemen, at træet på Zeehaen rådnede, begge fartøjerne var læk, og deres møre tovværk trængte til at blive udskiftet.
Opholdet på Mauritius kom derfor til at vare en måned, hvor besætningen udførte reparationer og gik på jagt.
Sørejsen blev omsider genoptaget den 8. oktober 1642, hvor en jævn brise fyldte de to skibes sejl. Tasman styrede mod sydøst, for ifølge Visschers plan skulle hans skibe ned i den stabile vestenvind under 40. breddegrad.
Kompagniet havde handelsstationer spredt ud over hele Østasien.
Tasman lagde civilisationen bag sig
Efter opholdet på Mauritius fulgte uger, hvor skibene pløjede sig gennem bølgerne. Vinden tog til i styrke, og temperaturen faldt støt, jo længere sydpå de nåede.
Farten var høj takket være blæsten, men vindstød sled også på rigningen. Skibstømrerne måtte regelmæssigt klatre op, når beskadigede master trængte til at blive forstærket, eller splintrede bomme skulle udskiftes. Den 24. oktober ramte et voldsomt uvejr ekspeditionen.
“Vindstødene bar så meget hagl og regn, at vi frygtede, skibet ikke ville klare sig igennem”, skrev Tasman i logbogen.
Stormen løjede dog en smule af efter frokost, men da var Zeehaen forsvundet. Tasman bjærgede alle sejl, så Heems-kerck lå relativt stille i vandet, for uden forsyningsskibet ville det blive vanskeligt at fortsætte ekspeditionen.
Heldigvis dukkede sejl op langt bagude næste morgen. Zeehaen havde mistet én mand under stormen, men var ellers intakt.
Visscher og Tasman mente ifølge logbogen, at de to skibe passerede den 155. længdegrad den 20. november.
Dermed var søfarerne på højde med Australiens sydvestlige spids, og herefter var de i fuldstændig ukendt farvand, som ingen før havde sejlet i.
Bjerge dukkede op i horisonten
Den ene dag fulgte efter den næste, og stadig så søfolkene intet land. Navigatøren Visscher blev hyppigt spurgt til råds, og han anbefalede, at skibene fortsatte støt østpå.
Han ville først lægge kursen om, når de efter hans vurdering havde nået den 220. længdegrad. Derfra burde de styre stik nord og sigte efter Salomonøerne, som spanske søfarere havde
fundet i 1500-tallet.
Visscher følte sig overbevist om, at Terra Australis næppe var landfast med Sydpolen. Navigatøren regnede med, at Tasmans skibe frit kunne passere syd om kontinentet ved at holde deres kurs.
Den 24. november fik hollænderne dog land i sigte. Bjerge hævede sig op over horisonten, og Tasman gav straks ordre til at måle vanddybden, så skibene ikke løb på grund.
Mens skibene næste dag nærmede sig forsigtigt, nedfældede han en historisk beslutning i logbogen:
“Dette land er det første, vi ser i Sydhavet, og det er ukendt blandt de europæiske folk. Jeg har derfor besluttet at give det nav-net Anthoonij van Diemenslandt til ære for general-guvernøren, som har valgt at sende os herud for at gøre denne opdagelse”.
Først den 2. december lykkedes det dog at finde en egnet ankerplads, så mænd kunne sendes i land og se nærmere på den ukendte kyst. To både med bevæbnede mænd forsvandt ind blandt øerne ud for stranden, og de dukkede først op igen mange timer senere.
Spejderne kunne rapportere om masser af planter med spiselige frugter og friskt drikkevand. De havde ikke mødt mennesker, men lyden af musik kunne høres i det fjerne, og røgsøjler fra bål rejste sig på himlen.
Næsten morgen opgav Tasman dog al videre udforskning, for en storm var på vej, og han måtte bringe sine sårbare skibe ud på åbent hav.
Han udskød kun afsejlingen længe nok til, at en mand kunne nå i land og plante det hollandske flag. Lidet anede Tasman, at øen en dag skulle komme til at bære hans navn.
Mordernes Bugt kostede fire mand
Sejladsen fortsatte mod Salomon-øerne, og modløshed bredte sig blandt de to skibsbesætninger, som savnede afveks-ling og fast grund under fødderne.
Bortset fra spejderne havde ingen af dem været i land, siden skibene sejlede fra Mauritius to måneder forinden.
Til alles lettelse rejste bjerge sig igen op fra havet allerede den 13. december. Tasman hejste et hvidt flag og affyrede et kanonskud som signal til, at officererne fra Zeehaen skulle komme over til råd-slagning, så de sammen kunne beslutte den videre færd.
I 1600-tallet var den slags møder fast praksis blandt søfarere ved væsentlige afgørelser.
“Vi besluttede os for at lægge til land så snart som overhovedet muligt”, noterede Tasman i logbogen.
Beslutningen fik skæbnesvangre følger. Skibene var nået til det nuværende New Zealand, og det var i “Mordernes Bugt”, at indfødte tævede fire sømænd i en båd til døde den 19. december.
Efter overfaldet opgav Tasman at hente vand her, og skibene lettede anker for at sejle videre.
Kanoer fulde af indfødte fulgte efter, indtil det lykkedes søfolk på Zeehaen at ramme en kriger med et heldigt kanonskud.
Hollænderne fandt venner
Efter afsejlingen fra Staten Landt (som Tasman døbte det senere New Zealand), sænkede en monoton rytme sig over sejladsen, hvilket kom til udtryk i logbogen, der blot havde notitser om vejret:
“Godt vejr med klar himmel. Ved middag beregnede vi vores position. Vi holdt en nordøstlig kurs og sejlede 20 sømil”, skrev Tasman den 13. januar 1643.
Nogenlunde samme ordlyd kunne have beskrevet en hvilken som helst dag i disse begivenhedsløse uger.
Den 21. januar skete der omsider noget nyt, da hollænderne atter så land og mennesker. Da var ekspeditionen nået til Tonga i Stillehavet.
Her nærmede en mængde kanoer sig inde fra kysten. Selvom deres besætninger holdt sig på forsigtig afstand af skibene, virkede de ikke truende.
Efter at have set hinanden an kastede hollænderne et stykke hvidt klæde i vandet som en gave. En af kanoerne nærmede sig hastigt.
En roer sprang i vandet og dykkede ned efter stoffet, som var forsvundet fra overfladen. Da svømmeren kom op igen, var han fuld af taknemmelighed for gaven. Omsider havde Tasman fundet venligsindede indfødte.
I de følgende dage besøgte hollænderne og øboerne hinanden. De handlede og udvekslede gaver, mens søfolkene nød friske madvarer og rent vand.
Men øen bød ikke på noget af det, som Tasman og hans mænd var sejlet ud for at finde. Intet guld, intet sølv og ingen værdifulde handelsvarer, som kunne bringes med tilbage til Batavia i triumf.
Tasman vidste, at Tonga havde været hans sidste chance for at gøre betydningsfulde opdagelser.
Hans to skibe nærmede sig kendte farvande, og herfra førte ruten tilbage til Batavia, selvom rejsen skulle komme til at vare yderligere fem måneder.
Den 14. juni stævnede Heemskerck og Zeehaen omsider ind i Batavias havn. Tasman skulle snart gense sin familie, men han markerede kun begivenheden med nogle få afdæmpede ord i logbogen:
“Om morgenen ved daggry sejlede jeg med sluppen til Batavia. Gud være lovet og takket for en sikker rejse. Amen”.
De gyldne drømme blev lagt i graven
Bedømt ud fra sømandskabet havde togtet været en imponerende præstation. Tasman var vendt uskadt tilbage med begge sine fartøjer, og de fleste besætningsmedlemmer havde overlevet turen.
Rejsen viste, at skibe relativt nemt kunne sejle fra Det Indiske Ocean til Stillehavet. Men riget Beach havde Tasman ikke fundet.
Måske fandtes riget alligevel et sted derude – selvom det lige nu virkede ganske usandsynligt. Ønsket om vished fik allerede i 1644 general-guvernør van Diemen til at sende Tasman afsted igen.
Opgaven var enklere denne gang, for søulken skulle blot udforske Australiens nordkyst. Da han heller ikke denne gang fandt det gyldne rige, opgav hollænderne i Batavia at lede mere.
Tasmans opdagelser fik lov til at passe sig selv.
Hollænderne interesserede sig for kostbare metaller og eksotiske varer, som de kunne sejle til Europa og sælge – og ingen af delene fandtes tilsyneladende syd for hollændernes Ostindien.
Det skulle dog vise sig, at hollænderne tog fejl i deres antagelse. Ikke blot blev guld senere fundet i Australien, men også på Tasmanien.
Efter sigende blev det første fund gjort i 1840, hvor en fange fandt det gyldne materiale på øens nordside, og op igennem 1800-tallet blev flere guldfund gjort.
Men det var ikke Tasmans landsmænd, som fik glæde af det værdifulde materiale – det var deres engelske rivaler, som nu regerede over Tasmanien.