Marco Polo ankom som en ung købmand ved khanens hof i byen Xanadu. Khubilai Khan var en tolerant hersker, som gerne gav Marco Polo arbejde.

© Bridgeman & Shutterstock

Ingen troede på Marco Polos eventyrlige beretninger

Is-desserter, aircondition og et effektivt postvæsen. I 1295 vendte den italienske eventyrer Marco Polo hjem fra det ukendte Østen. Gennem 24 år havde han oplevet de eventyrligste ting, men de færreste ville tro hans beretninger – det kunne ellers have sparet dem for en masse bøvl.

2. juni 2017 af Else Christensen

Rejseberetning tog form i fangenskab

I 1271 rejste den blot 17-årige købmandssøn Marco Polo sammen med sin far, Nicolo, og onklen Maffeo fra hjembyen Venedig mod øst til Khubilai Khans hof i den kinesiske by Xanadu.

Ved ankomsten fire år senere fik Marco Polo mulighed for at arbejde som diplomat for khanen, der ofte tog fremmede gesandter i sin tjeneste. 

Ifølge Marco selv bestred han stillingen i knap 20 år, og den førte ham vidt omkring i khanens enorme rige. Undervejs noterede italieneren omhyggeligt mange af de ting, han så og oplevede.

Efter et kvart århundrede udenlands fik Marco Polo lyst til at gense sin fødeby. 

Khanen indvilgede i at lade ham rejse, hvis han som en sidste tjeneste ville ledsage en mongolsk prinsesse, som skulle til Persien for at blive gift. Marco Polo accepterede opgaven med glæde.

Hjemvendt til Venedig i 1295 slog han sig ned som handelsmand. Men tre år senere, i 1298, gik Venedig i krig mod ærkerivalen – bystaten Genova – og Marco Polo blev kaptajn på en venetiansk galej. Under stridighederne blev han taget til fange og fængslet i Genova.

Her mødte han den italienske forfatter Rustichello, som nedskrev beretningen efter Marco Polos egne noter. 

Den berejste købmand døde i 1324 og hævdede til det sidste, at han “end ikke havde fortalt halvdelen” om sine mange oplevelser. 

“Flyvende penge” lettede handlen

Khanen manglede aldrig penge, for han lavede dem selv af papir, berettede Marco Polo. “Flyvende penge”, som kineserne kaldte sedlerne, var trykt på papir fremstillet af morbærtræets bark.

Betroede medarbejdere skar papirstykkerne ud og underskrev sedlerne. Herefter blev pengene forsynet med khanens purpurfarvede stempel.

Khubilais undersåtter “foretager alle betalinger med dem, hvad enten de køber varer, perler eller ædelsten”, berettede Marco Polo for europæerne, der indtil 1600-tallet måtte slæbe rundt på guld- og sølvmønter, hvis værdi var afhængig af metallets vægt.

Først i 1661 indførte en svensk bank som den første papirpenge i Europa.

© Shutterstock & China Guardian Auctions

Aircondition kølede persernes huse ned

På sin rejse passerede Marco Polo igennem Persien (i dag Iran). Varmen her var ulidelig, men det havde befolkningen fundet råd for. 

“På tagene har folk bygget ventilationssystemer. Disse bygninger kan bringe luften ind i huset og på den måde køle dem ned”, fortalte Marco Polo.

Historikere mener, at han har set, hvad der på persisk hedder en baud-geer, et ventilationstårn. 

Vinden fanges i tårnet og skaber et undertryk i huset, som trækker kølig luft op fra undergrunden. Først i starten af 1900-tallet blev elektrisk aircondition tilgængelig i Europa.

Asbest

Marco Polo beskriver en substans, som kineserne udvinder af sten og derefter knuser til fibre, der minder om uldtråde.

Trådene kan væves til tøj, som ikke kan brænde, fortæller han.

Dessert-opskrift var med i bagagen

En opskrift på sorbet-is lå ifølge overleveringen i Marco Polos bagage, da han vendte hjem til Italien fra det fjerne Østen. 

Her lavede indbyggerne den populære dessert ved at røre saft fra forskellige bær og frugter op med is og sne.

For yderligere at køle blandingen ned og skabe den rette konsistens hældte kineserne isen i en beholder, som de derefter dækkede til med salt og salpeter. Det færdige resultat mindede i smag og fasthed meget om sorbet.

Opskriften kom til Europa med Marco, men indtil fryserens indtog i 1800-tallet blev is kun spist ved særlige lejligheder.

Sorbet-is

© Shutterstock

Postryttere på hesteryg bandt riget sammen 

Khubilai Khans rige strakte sig fra Sortehavet i vest til Stillehavet i øst. For at han hurtigt kunne få besked om begivenheder, oprettede han et landsdækkende post­system. 

På de veje, som forbandt khanens by, Khanbalik, med rigets provinser, lå poststationer med 40-70 km’s afstand.

Beskederne blev sendt som stafetter mellem stationerne, der hver rådede over 200-400 heste. 

Ifølge Marco Polo kunne en besked bevæge sig omkring 400 km pr. dag – en hastighed, som først blev overgået af damptogene i 1800-tallet. 

Velfærdsstat sikrede mad og tøj til alle

Ingen behøvede at sulte i khanens rige. Herskeren opkøbte nemlig store mængder korn i gode år, hvor det var billigt, og solgte det til de fattige for en lav pris i dårlige høstår, når prisen steg.

Hoffets reserver var store nok til at kunne holde trængende familier forsynet i op til ét år. 

Fattige kunne også få bevilget sommer- og vintertøj. Khanen skaffede det ved at pålægge skrædderne en skat i form af én dags arbejde om ugen. 

Uddelingen blev nøje administreret af embedsmænd. Fattighjælp af denne art var først almindelig i Europa omkring 1800-tallets slutning.

Silkeorm

Vævere i Italien er begyndt at producere silke, da Marco Polo rejser til Kina. For ham, og de fleste andre europæere i 1200-tallet, er silke og silkeorm dog stadig omgærdet af mystik.

Kul opvarmede badevandet

En begejstret Marco Polo berettede om “store brændende sten, der bliver gravet ud af bjerget og brænder som brændeknuder”.

De brændende sten var kul, som gav bedre varme end træ, hvorfor kineserne brugte dem til madlavning og opvarmning af deres huse. 

Kullene gjorde det endog muligt at bade i varmt vand hele tre gange dagligt, noterede han.

Som brændstof var kul praktisk taget et ukendt fænomen for en europæer i 1200-tallet. 

Ganske vist havde kul været kendt siden romertiden, men som brændsel blev stenene først for alvor taget i brug i 1700-tallet.

Forskere mener, at kineserne anvendte kul omkring år 2000 f.Kr.

© Tiangong Kaiwu & Shutterstock

Hvorfor nævnte Marco Polo ikke...?

Gennem århundreder har historikere hævdet, at Marco Polo aldrig besøgte Kina, men blot gengav andres beretninger. Som argument angiver skeptikerne flere fænomener, han ikke nævnte. Udeladelserne har dog alle en god forklaring.

  • Indsnørede fødder? Skikken var almindelig hos kinesiske kvinder, men Marco Polo omgikkes først og fremmest mongoler, som ikke indsnørede kvindernes fødder.

  • Kinesisk skrift? Marco Polo lærte aldrig kinesisk. Det behøvede han heller ikke, for han talte både mongolsk og persisk, som var de to officielle sprog i Khubilai Khans storrige.

  • Te og spisepinde? Den italienske købmand var diplomat ved hoffet. Han interesserede sig derfor ikke meget for almindelige kineseres spise- og drikkevaner, som fx tedrikkeri og brugen af spisepinde. Han mente muligvis også, at emnet var for trivielt at fortælle om.

  • Den kinesiske Mur? Den gigantiske forsvarsmur i det nordlige Kina blev først påbegyndt under Ming-dynastiet i 1400-tallet, længe efter Marco Polos afrejse. I 1300-tallet fandtes kun mindre, spredte forsvarsmure, hvoraf de fleste var faldefærdige.

Den Kinesiske Mur skulle beskytte Kina mod nomade-stammerne fra nord.

© Bridgeman, Smithsonian Institution, Library of Congress & Shutterstock

Følg i Marco Polos fodspor ...

... og drag med HISTORIE på dit livs eventyr!

Det kommende år har vi nemlig et hav af spændende, fascinerende og luksuriøse rejser, som du er inviteret med på. Du kan blandt andet:

  • Opleve Chiles solformørkelse fra forreste række
  • Komme helt tæt på Antarktis' hektiske dyreliv
  • Flyve hen over Hawaiis glødende vulkankratere

Book din rejse allerede nu! 

Læs mere

John Man: Marco Polo: The Journey that Changed the World, William Morrow & Company, 2014. Laurence Bergreen: Marco Polo: From Venice to Xanadu, Vintage Books USA, 2008.

Måske er du interesseret i...

Læs også