Rejseberetning tog form i fangenskab
I 1271 rejste den blot 17-årige købmandssøn Marco Polo sammen med sin far, Nicolo, og onklen Maffeo fra hjembyen Venedig mod øst til Khubilai Khans hof i den kinesiske by Xanadu.
Ved ankomsten fire år senere fik Marco Polo mulighed for at arbejde som diplomat for khanen, der ofte tog fremmede gesandter i sin tjeneste.
Ifølge Marco selv bestred han stillingen i knap 20 år, og den førte ham vidt omkring i khanens enorme rige. Undervejs noterede italieneren omhyggeligt mange af de ting, han så og oplevede.
Efter et kvart århundrede udenlands fik Marco Polo lyst til at gense sin fødeby.
Khanen indvilgede i at lade ham rejse, hvis han som en sidste tjeneste ville ledsage en mongolsk prinsesse, som skulle til Persien for at blive gift. Marco Polo accepterede opgaven med glæde.
Hjemvendt til Venedig i 1295 slog han sig ned som handelsmand. Men tre år senere, i 1298, gik Venedig i krig mod ærkerivalen – bystaten Genova – og Marco Polo blev kaptajn på en venetiansk galej. Under stridighederne blev han taget til fange og fængslet i Genova.
Her mødte han den italienske forfatter Rustichello, som nedskrev beretningen efter Marco Polos egne noter.
Den berejste købmand døde i 1324 og hævdede til det sidste, at han “end ikke havde fortalt halvdelen” om sine mange oplevelser.
Først i 1661 indførte en svensk bank som den første papirpenge i Europa.
“Flyvende penge” lettede handlen
Khanen manglede aldrig penge, for han lavede dem selv af papir, berettede Marco Polo. “Flyvende penge”, som kineserne kaldte sedlerne, var trykt på papir fremstillet af morbærtræets bark.
Betroede medarbejdere skar papirstykkerne ud og underskrev sedlerne. Herefter blev pengene forsynet med khanens purpurfarvede stempel.
Khubilais undersåtter “foretager alle betalinger med dem, hvad enten de køber varer, perler eller ædelsten”, berettede Marco Polo for europæerne, der indtil 1600-tallet måtte slæbe rundt på guld- og sølvmønter, hvis værdi var afhængig af metallets vægt.
Sorbet-is
Dessert-opskrift var med i bagagen
En opskrift på sorbet-is lå ifølge overleveringen i Marco Polos bagage, da han vendte hjem til Italien fra det fjerne Østen.
Her lavede indbyggerne den populære dessert ved at røre saft fra forskellige bær og frugter op med is og sne.
For yderligere at køle blandingen ned og skabe den rette konsistens hældte kineserne isen i en beholder, som de derefter dækkede til med salt og salpeter. Det færdige resultat mindede i smag og fasthed meget om sorbet.
Opskriften kom til Europa med Marco, men indtil fryserens indtog i 1800-tallet blev is kun spist ved særlige lejligheder.
Den Kinesiske Mur skulle beskytte Kina mod nomade-stammerne fra nord.
Forskere mener, at kineserne anvendte kul omkring år 2000 f.Kr.
Kul opvarmede badevandet
En begejstret Marco Polo berettede om “store brændende sten, der bliver gravet ud af bjerget og brænder som brændeknuder”.
De brændende sten var kul, som gav bedre varme end træ, hvorfor kineserne brugte dem til madlavning og opvarmning af deres huse.
Kullene gjorde det endog muligt at bade i varmt vand hele tre gange dagligt, noterede han.
Som brændstof var kul praktisk taget et ukendt fænomen for en europæer i 1200-tallet.
Ganske vist havde kul været kendt siden romertiden, men som brændsel blev stenene først for alvor taget i brug i 1700-tallet.
Hvorfor nævnte Marco Polo ikke...?
Gennem århundreder har historikere hævdet, at Marco Polo aldrig besøgte Kina, men blot gengav andres beretninger. Som argument angiver skeptikerne flere fænomener, han ikke nævnte. Udeladelserne har dog alle en god forklaring.
Indsnørede fødder? Skikken var almindelig hos kinesiske kvinder, men Marco Polo omgikkes først og fremmest mongoler, som ikke indsnørede kvindernes fødder.
Kinesisk skrift? Marco Polo lærte aldrig kinesisk. Det behøvede han heller ikke, for han talte både mongolsk og persisk, som var de to officielle sprog i Khubilai Khans storrige.
Te og spisepinde? Den italienske købmand var diplomat ved hoffet. Han interesserede sig derfor ikke meget for almindelige kineseres spise- og drikkevaner, som fx tedrikkeri og brugen af spisepinde. Han mente muligvis også, at emnet var for trivielt at fortælle om.
Den kinesiske Mur? Den gigantiske forsvarsmur i det nordlige Kina blev først påbegyndt under Ming-dynastiet i 1400-tallet, længe efter Marco Polos afrejse. I 1300-tallet fandtes kun mindre, spredte forsvarsmure, hvoraf de fleste var faldefærdige.