Jagten på Nilens kilde

Året er 1857, og de to er sendt ud for at finde dét, som magthavere, lærde og modige mænd har søgt efter i over 2000 år: Nilens kilde – af samtiden udråbt til at være “den største geografiske gåde siden opdagelsen af Amerika”.

Burton skulle finde Nilens kilde

Mens det meste af kloden ved 1800-tallets midte var udforsket af europæerne, var Afrikas indre fuldstændig ukendt land og døbt “det mørke kontinent”. Den største gåde var, hvor Nilens enorme vandmasser kom fra, og eventyrere og videnskabsfolk stod på spring for at løse mysteriet.

Forrest i jagten gik Royal Geographical Society, et eksklusivt selskab for velhavende og eventyrlystne briter. Selskabet havde allerede sendt ekspeditioner til de arktiske egne, og nu var turen kommet til Afrika.

Ansvaret for denne særlige rejse havde selskabet lagt på Richard F. Burton – en flamboyant officer fra det engelske East India Company. Burton talte adskillige sprog flydende og var velbevandret i især arabisk kultur og levevis.

Tidligere havde han – til stort chok for sine britiske kolleger – forklædt været på en pilgrimsfærd til Mekka. Burton spillede bevidst på sit mørke udseende og dyrkede sit image som opdagelsesrejsernes enfant terrible. På grund af hans åbenlyse intellektuelle evner valgte hans overordnede dog at se igennem fingre med hans excentriske opførsel.

Burtons valg af rejsekammerat var højst usædvanligt. John H. Speke var lige så lys og renfærdig at se på, som Burton var mørk og mystisk. Han var hårdtarbejdende, pålidelig og “sløsede aldrig sin tid væk og stiftede gæld”, som han skrev – kort sagt en victoriansk mønsterborger.

De to mænd havde da også allerede haft deres første sammenstød; et par år tidligere havde de deltaget i den samme ekspedition i Somaliland. Her var de blevet angrebet af en krigerisk stamme, og under kampen havde Burton – ifølge Speke – antydet, at han ville flygte, hvilket havde rystet den retlinede og ærekære Speke.

Mændene blev hurtigt uvenner

Alt syntes dog at være i den skønneste orden, da den omkring 200 personer store karavane i 1857 satte ud fra øen Zanzibar ud for Afrikas østkyst. Den første del af ruten ind i landet var let, for her havde handelskaravaner med slaver og elfenben for længst trådt stier i det stride græs.

Dagsmarcherne var korte, og undervejs havde ekspeditionen rig mulighed for at supplere forsyningerne ved at bytte varer med de lokale. Af og til gik Speke på jagt og kom tilbage med et stykke vildt til aftensmaden.

Idyllen varede dog ikke længe; de fine tamæsler, som Speke og Burton havde købt i Zanzibar, begyndte at dø. Bærerne deserterede i stort antal, og karavanen blev opholdt i dagevis, fordi lokale høvdinge krævede “kuhonga” – en afgift i form af fx kvæg eller perler – for at lade den passere.

Helt galt gik det, da et voldsomt regnskyl omdannede stierne til knæhøje mudderpøle. Efter disse strabadser blev både Speke og Burton hårdt ramt af malaria. I sin febervildelse så Burton syner i form af hekse og mænd med hoveder, der voksede ud af brystet.

Også Speke var hårdt ramt, og feberen fik den ellers så tilknappede mand til at miste selvkontrollen. Han rasede for første – men ikke sidste – gang over Burtons opførsel i Somaliland. Burton rystede beskyldningerne af sig. Speke måtte have “skadet sin hjerne”, kommenterede han.

Det gamle nag var nu boblet op til overfladen, og de to begyndte at gå hinanden på nerverne. Burton var irriteret over, at Speke ikke interesserede sig nok for fremmede skikke og sprog, mens Speke klagede over, at Burton ikke gik med ham på jagt. “Kaptajn Burton er ingen jæger. Han standser ikke for at skyde,” bemærkede han spidst.

Købmænd fortalte om en stor sø

Efter at have været på farten i næsten fem måneder vaklede mændene den 7. november 1857 ind i byen Kazeh (nu Tabora i Tanzania). De led af både malaria og dysenteri og var i en sørgelig forfatning.

I Kazeh, der dengang var hovedsæde for de arabiske købmænd i området, fik de god pleje, og værterne diskede op med gedekød, ris og grønsager, krydrede kager og kaffe af fineste kvalitet. Burton havde det som en fisk i vandet, og han nød opholdet i fulde drag.

Købmændene fortalte om en enorm sø nord for byen, som skulle være stedet, hvor Nilen havde sit udspring. De fortalte også om høje bjerge med sne på, som de kaldte “Månebjergene”.

Speke begyndte straks at fantasere om at udforske området, men ekspeditionslederen Burton nægtede imidlertid at fravige den fastlagte rejseplan, så de fortsatte mod vest som planlagt.

Efter et par måneder kom Burton og Speke – som de første hvide mænd – til den store, smaragdgrønne Tanganyikasø. Begge mænd var bevægede, og Burton mente, at her måtte Nilens kilde kunne findes.

Efter mere end tre måneders grundig søgen måtte de dog opgive uden at have fundet nogen flod, der flød nordpå fra søen. Det fugtige og kolde vejr var begyndt at tære på helbredet, og slukørede vendte de tilbage til Kazeh.

Mens Burton nød at være tilbage hos de arabiske købmænd og arbejde på sine videnskabelige rapporter, blev Speke hurtigt rastløs – han ville rejse nordpå for at lede efter den store sø, som købmændene havde fortalt om.

Burton ville dog ikke forlade Kazeh – ifølge Spekes rejsebeskrivelser var han for syg til at rejse, men Burton selv påstod, at han havde andre opgaver for. Under alle omstændigheder drog Speke af sted alene.

Søen blev ikke undersøgt

Efter endnu en udmattende rejse nåede Speke den 3. august 1858 frem til den vældige sø, han havde hørt om.

Det syn, som mødte ham, var som en åbenbaring; “Jeg tvivlede ikke længere på, at søen for mine fødder måtte være ophav til den flod, hvis kilde så mange har spekuleret over og ledt efter,” skrev Speke, som navngav vandet Victoria­søen efter den engelske dronning.

Speke var så sikker i sin sag, at han ikke tog sig tid til at undersøge området nærmere. Kun tre dage opholdt han sig ved søen, inden han vendte om.

Månebjergene stod i vejen

En tidlig morgen i september var han tilbage i Kazeh, og over morgenkaffen fortalte han Burton, at han “følte sig overbevist om”, at han havde fundet Nilens kilde. Dermed var madroen forbi, for Burton blev straks ophidset og begyndte at protestere.

Han bebrejdede Speke, at han udtalte sig på et løst grundlag – men noterede dog senere partnerens observationer i sin dagbog. Samtidig sørgede han for at indtegne “månebjerge” – som Burton kun kendte fra de arabiske købmænd – lige nord for Victoriasøen.

Dette irriterede Speke, der selv var blevet anklaget for løsagtig omgang med fakta. Boblende af indestængt vrede skrev han i sin dagbog: “Og han sørgede selvfølgelig for at afskære min sø fra Nilen med sine månebjerge.”

Sammenbidte begav de to mænd sig mod kysten for at komme hjem til England og berette om deres rejse. Snart blev forholdet så anspændt, at de indgik en pagt om helt at undgå at nævne Nilen under rejsen.

Mange kræfter til at tale havde de nu heller ikke, for begge var så udmattede af hede og sygdom, at de måtte bæres det meste af vejen. Turen endte i Aden (i det nuværende Yemen), og her skiltes – i mere end én forstand – deres veje.

Ifølge nogle overleveringer lovede Speke ved afskeden højtideligt, at han ikke ville præsentere ekspeditionens fund for Royal Geographical Society i London uden Burton. Ingen ved dog, om Speke nogen sinde afgav et så entydigt løfte.

Hvad der imidlertid står fast, er, at Speke satte foden på engelsk jord den 8. maj 1859. Og at han straks gik til Royal Geographic Society for at fortælle, at han havde fundet Nilens kilde.

London var ved at koge over af begejstring, og – ifølge Speke – havde selskabets præsident set anerkendende på ham og sagt: “Speke, vi må sende Dem af sted igen.” Planlægningen af en ny ekspedition gik straks i gang – denne gang med Speke som leder.

Fjorten dage senere dukkede Burton op – rasende over, at Speke havde overtaget scenen. Ikke engang den guldmedalje, som Royal Geographical Society tildelte ham få dage efter ankomsten, kunne formilde Burton, der klart fornemmede, at de fleste i selskabet fandt hans udførlige rapporter om Tanganyikasøen uendeligt kedsommelige.

For den ærekære Burton slog det hårdt. Han gik straks i gang med at modarbejde sin tidligere rejsefælle.

Burton: Vi ledte ikke efter Nilen

Burtons bog “The Lake Regions of Central Africa”, der udkom året efter, er på én og samme tid en udførlig rejsebeskrivelse og et koldblodigt karaktermord på Speke. Han omtales konsekvent som “my companion” – et udtryk, som har en nedladende klang – og kun i forordet og en enkelt gang i bogens slutning omtales Speke i mere neutrale vendinger.

Gennem resten af bogen fremstilles han som latterlig, inkompetent og – til tider – på randen af sindssyge; han falder af sit æsel, jokker på måleinstrumenterne og forstår ikke de indfødte.

Mest af alt er han et skravl, og især hæfter Burton sig ved en øjenlidelse, der forhindrer Speke i at “observere korrekt”. Bogens læsere kan ikke være i tvivl om, at Spekes forfatning gør ham helt ude af stand til at finde Nilens kilde.

Og, siger en bitter Burton for at helgardere sig; Nilens kilder var slet ikke målet for ekspeditionen. “Enhver opdagelsesrejsende nu om dage menes jo at være draget af sted for at lede efter Nilens kåde kilder, og når han kommer hjem uden at have fundet dem, bedømmes hans ekspedition – uanset dens resultater – til at være en fiasko.”

Speke vendte tilbage til Afrika

Før Speke nåede at komme af sted på sin anden ekspeditionsrejse til Victoria­søen, blev striden med Burton optrappet. Omkostningerne ved Afrika-rejsen var blevet større end forventet, og de to mænd blev uenige om, hvordan beløbet skulle afregnes. Lige før sin afrejse forsøgte Speke sig med et forsoningsbrev, men Burton var stejl og skrev, at alt andet end kølig høflighed mellem de to ville være “usmageligt”.

Efter at være blevet afvist tog Speke på ny til Afrika, denne gang med en skotsk kaptajn ved navn James Grant som ledsager. Den anonyme og underdanige Grant passede bedre til Spekes temperament, og de havde så vidt vides ingen indbyrdes kontroverser på turen.

Den 21. juli 1862 så Speke omsider det sted, som i årevis havde optaget de fleste af hans vågne timer: “Endelig stod jeg ved Nilens bred; et smukkere sceneri kan man ikke tænke sig,” skrev han i sin dagbog.

På vej op ad Nilen kunne han endelig telegrafere til London: “Alt vel; vi befinder os på 14 grader 30 minutter nordlig bredde, på Nilen; og Nilen er kortlagt.”

Burton gik til angreb

Aldeles intet var kortlagt, mente Burton, der straks igen satte ind med et frontalangreb mod sin gamle makker. Speke havde ikke taget sig tid til at undersøge området ordentligt, og hans observationer havde ingen videnskabelig gyldighed, mente Burton, der sideløbende forsøgte sig med mindre fine metoder.

I avisen “The Morning Advertiser” iværksatte én af hans tilhængere et angreb på Speke, hvor han – kraftigt bifaldet af Burton – latterliggjorde Spekes undersøgelser.

Med det videnskabelige samfund delt besluttede British Association for the Advancement of Science – også én af tidens store videnskabelige organisationer – at afklare spørgsmålet én gang for alle ved at lade Burton og Speke mødes og debattere deres teorier.

Mødet skulle holdes den 16. september 1864, og de to mødtes dagen inden på den tribune, hvor debatten skulle finde sted. Ifølge Burtons hustrus beskrivelse havde Speke set på dem med et sørgmodigt og perplekst udtryk i øjnene, hvorefter hans ansigt blev som forstenet.

Så udbrød han: “Jeg kan ikke holde det ud mere,” og stormede ud. Næste dag fik de at vide, at han var død af et vådeskud under en jagt.

Ifølge vedholdende rygter havde Speke taget sit eget liv, fordi han var bange for duellen med sin veltalende og skarpe modstander.

Den bitre strid med Burton og det mystiske dødsfald kastede længe en skygge over Spekes bedrifter. Først langt senere – efter at Henry Morton Stanley omhyggeligt havde afsøgt både Victoria- og Tanganyikasøen – var de videnskabelige cirkler klar til at anerkende, at Speke havde haft ret; Nilen udsprang ved Victoriasøen.