James Cook kortlagde verden med tre sørejser

Inde på bredden kaster menneskemængden sig på knæ og strækker armene ud.

James Cook bliver sat ved et alter mellem to gudelignende træfigurer, hvor de lokale ofrer et svin for gæsten. Kaptajnen er lamslået, afslører han i sin logbog samme aften på skibet. Mere får han ikke skrevet.

Hverken fra Hawaii eller noget andet sted i verden. Historikere gætter på, at øboerne har troet, at James Cook er deres frugtbarhedsgud, Lono. Og kaptajnen lader dem forblive i troen. Det viser sig at være en fatal fejltagelse.

Kealakekuabugten på Hawaii bliver det sidste stop for den berømte søfarer James Cook på den tredje af hans store opdagelsesrejser.

James Cook blev valgt som kaptajn

15 år tidligere, i 1764, var James Cook blevet udvalgt af det britiske videnskabsakademi, Royal Society, til at stå i spidsen for et prestigefuldt videnskabeligt projekt: observation af venuspassagen – et sjældent fænomen, hvor mennesket kan se planeten Venus glide forbi Solen.

Ved at tage målinger under passagen mente videnskabfolkene, at de kunne bestemme afstanden mellem Jorden og Solen.

De havde haft chancen for at studere fænomenet så sent som i 1761, men havde kludret i det og ikke fået målingerne i hus.

Observationerne skete nemlig for tæt på hinanden rent geografisk til, at de kunne bruges til de ønskede beregninger.

Heldigvis bød næste mulighed sig allerede i 1769 – den sidste chance i en menneskealder. Klog af skade skulle passagen denne gang observeres fra steder spredt over hele kloden, blandt andet den sydlige del af Stillehavet.

Ekspeditionen havde samtidig et hemmeligt formål. Briterne ville lede efter det sagnomspundne kontinent Terra Australis Incognita, som den antikke græker Klaudios Ptolemaios havde beskrevet i sit værk “Geographia” om verdens geografi.

Videnskabsfolk forestillede sig, at det sydlige kontinent var større end noget andet. Det strakte sig mellem Det Indiske Ocean og Sydamerikas Kap Horn og husede mere end 50 millioner indbyggere.

Var briterne de første til at opdage kontinentet, ville det åbne uanede politiske, militære og økonomiske monopoler og handelsveje. Ivrige eventyrere havde allerede i århundreder pløjet havene på de sydlige breddegrader for at finde Terra Australis Incognita.

Men de fleste rejser bar præg af manglende systematik, så klodens sydlige del og Stillehavet var stadig stort set ukendt territorium.

Den rette kandidat til at lede en videnskabelig ekspedition til Sydhavet skulle både være en sand mester i navigation og have militær erfaring. På de store have og fjerne øer lurede der nemlig pirater og fjendtlige indfødte.

Efter forhandlinger mellem flåden og Royal Society, der helst havde set en anden kandidat til posten, faldt valget på den 38-årige James Cook.

Kulskibe indkøbt til ekspedition

Militærmanden James Cook var dreven til søs og havde kortlagt store dele af den nordamerikanske kyst samt kontinentets floder – blandt andet den hidtil ukendte Saint Lawrence River til Québec i Nordamerika, hvor han også havde været med til at besejre franskmændene i syvårskrigen.

Som nyudnævnt leder af togtet sendte James Cook til alles overraskelse bud efter et kulskib fra Whitby.

Opdagelsesrejsende drog normalt afsted i en af flådens yndefulde fregatter.

Men Cook valgte de mere kluntede kulskibe til alle sine rejser. Fartøjerne stak ikke nær så dybt som andre store skibe; bunden var flad, så skibet kunne sejle tættere på land uden risiko for at støde på rev eller grund.

Men vigtigst af alt kendte kaptajnen kulskibene ud og ind. I ni år havde de været hans hjem, da han som ung mand fra beskedne kår fragtede kul fra Whitby.

I april 1768 ankom det snavsede Earl of Pembroke til flådens skibsværft ved London. Skroget skulle forstærkes, og på dækket boltede håndværkere 12 kanoner fast. Som det sidste blev skibet omdøbt til det mere prangende navn Endeavour – stræberen.

Under forberedelserne kom en anden engelsk opdagelsesrejsende, Samuel Wallis, hjem fra en jordomsejling.

Sømanden var en levende bog af eventyr om en paradisisk ø med smukke kvinder og et tilbagelænet liv i strandkanten midt i den sydlige del af Stillehavet.

Royal Societys medlemmer spidsede ører, for øen lå præcis der, hvor de ønskede at observere venuspassagen.

Til ære for den britiske konge havde Wallis kaldt øen for Kong Georges Ø; på de lokales sprog hed den Tahiti. Snart skød Endeavour ud fra England og satte kurs mod syd for at krydse Atlanterhavet, sejle syd om Kap Horn og vestpå mod Tahiti.

Endeavour nåede paradisøen Tahiti

“Ikke så snart havde vi smidt anker i Royal Bay, før de indfødte kom sejlende i deres kanoer med kokosnødder, som syntes at være meget værdifulde for dem”, skrev James Cook i sin logbog den 13. april 1769, da Endeavour nåede Tahiti.

Stemningen ombord var elektrisk. Sømændene havde været næsten otte måneder undervejs – to måneder mere end forventet, fordi de portugisiske myndigheder i Rio de Janeiro havde mistænkt Endeavour for at være et piratskib og holdt fartøjet tilbage. Heldigvis var der stadig syv uger til venuspassagen.

James Cook kendte lidt for godt til sømændenes utilregnelige lune efter måneder til søs og tog ingen chancer. Han udstak derfor en række skrappe regler for besætningen.

Alle var forpligtet til at behandle de lokale venligt og med “al tænkelig medmenneskelighed”. Ikke en gren måtte skæres fra et træ uden en aftale med en høvding. Kun udvalgte måtte handle med lokalbefolkningen, og mændene skulle bevogte skibets last nøje.

Tahitianerne havde ikke metal af nogen art, så selv små knive og søm havde enorm værdi for de lokale. Kaptajnen havde til sin gru hørt beretninger om, hvordan sømænd fra andre ekspeditioner havde solgt søm for sex, indtil skibene var ved at falde fra hinanden.

Hans regelsæt skulle sikre ekspeditionens videre færd såvel som modvirke den værste prostitution.

Han vidste dog godt, at han ikke kunne forhindre sex mellem sine mænd og de lokale skønheder. Men han hadede det og gjorde alt for ikke at opmuntre til intime forhold.

James Cook vidste udmærket, at mange sømænd rendte rundt med syfilis og gonoré, som de overførte til de intetanende øboere, der døde af sygdommene.

Fulgte sømændene ikke hans regler, ville de blive straffet hårdt med pisk, bøder eller det, der svarede til “forseelsens natur”, skrev han.

Kaptajnen var hård, men retfærdig. Reglerne var lige for alle.

En dag svandt skibets lager med 20 pund søm, og en af sømændene blev fundet med svulmende lommer. James Cook tildelte ham turens hidtil strengeste straf, 24 piskeslag.

De lokale stjal dagligt fra ekspeditionen, og derfor konfiskerede James Cook alle de kanoer, han kunne opstøve, og truede med at brænde dem af, hvis ikke de lokale leverede tyvegodset tilbage.

Sømænd hyggede med øens kvinder

Til alles overraskelse var ikke alle øboerne så imødekommende, som de søfarendes beretninger havde lydt. Måske var de trætte af de europæiske besøg.

På få år havde både Samuel Wallis’ og en anden opdagelsesrejsende, Louis Antoine de Bougainvilles, sømænd huseret på Tahiti.

Et af beviserne for deres udskejelser var en bleg baby med europæiske gener, som en af de lokale kvinder viste frem, mens hun bad om kompensation for sin gæstfrihed.

James Cook skærpede straks reglerne. Og for at holde sømændene i kort snor satte han dem straks i sving med at bygge Fort Venus, der skulle huse videnskabsmændene under observationen af venuspassagen.

Først efter to ugers slid fik sømændene en halv fridag – som langt de fleste dog benyttede til at charmere de lokale kvinder.

En af officererne, der også havde sejlet med Wallis’ ekspedition få år tidligere, noterede, at kvinderne var “yderst venlige i alle henseender, ligesom da vi var her sidste gang”.

Det samme oplevede en af ekspeditionens videnskabsmænd, botanikeren Joseph Banks.

Han fik besøg af en tahitiansk mand og to unge kvinder. Manden bredte et stykke stof ud på jorden, som kvinderne dansede på, mens de smed deres klæder.

Opvisningen signalerede, at skønhederne kvit og frit tilbød sig seksuelt til for Banks, som gladelig tog imod. Banks’ assistent og tegner, Sidney Parkinson, skrev i sin journal:

“Det meste af besætningen har fået midlertidige koner, som de skifter imellem. En nydelse, som selv de dydigste europæere ustraffet tillader sig. De fremmede himmelstrøg har ledt sømændene i fordærv, og hvad der anses for en synd i Europa, er en uskyldig tilfredsstillelse her”.

Hverken når det gjaldt kvinder eller materielle ting, kendte tahitianerne til privat ejendomsret. Alt tilhørte ingen.

Når søm, dolke og tobaksdåser forsvandt fra skibet eller lejren, var det ikke af de lokales onde vilje, men fordi de ikke havde begreb om, at tingene tilhørte ekspeditionens mænd.

James Cook kunne ofte blot efterlyse sagerne hos den lokale høvding for at få dem tilbage.

Venskab til de lokale krakelerede

Kaptajnen blev derfor rasende, da en vagt på fortet en dag skød og dræbte en lokal, som havde taget et gevær. Han fik travlt med at genskabe forholdet til øboerne, men mistede kort efter selv tålmodigheden.

Kvadranten – et vigtigt og uerstatteligt måleapparat til observation af venuspassagen – var en morgen forsvundet.

De hjælpsomme høvdinge forklarede, at tyven var draget om på den anden side af øen. Kaptajnen og et følge af officerer optog straks jagten og fandt sidst på dagen kvadranten. Da de kom tilbage til fortet om aftenen, var alt kaos.

Et par officerer havde udnyttet en taktik, som James Cook også brugte, når de lokale stjal.

Den gik ud på at tage den vigtigste høvding til fange og meddele øboerne, at han først ville blive sluppet løs, når tyvekosterne var leveret tilbage.

Uden kaptajnens strenge styring var kidnapningen gået lidt for voldsomt for sig, og da han ankom til fortet, blev han omringet af grædende øboere.

Han skyndte sig at løslade høvdingen, men de lokale var stadig bekymrede, og det tog dage, før stemningen var god igen.

Episoden var en lærestreg, som viste, at venskabet med de lokale var baseret på en skrøbelig forståelse, som nemt kunne bringes ud af balance.

Endelig kom dagen for venuspassagen.

Apparater og videnskabsfolk stod klar på stranden.

Men lige som Venus skulle til at passere Solen, drev disen ind over øen.

Både James Cook og videnskabsfolkene gik glip af begyndelsen på den begivenhed, de havde rejst tusindvis af sømil for at observere.

Da flokken atter kunne se gennem disen, var passagen i fuld gang.

Videnskabfolkene fulgte den lille sorte plet vandre over solskiven i seks timer. Til sidst sammenlignede de deres resultater, men desværre var ingen af dem ens.

Observationen var mislykkedes, og James Cook skrev ikke mere om den i sin logbog.

Trods skærmydsler mellem gæster og øboere syntes opholdet på det tropiske og venlige Tahiti som en drøm for sømændene.

Det var derfor ikke med deres gode vilje, at de skulle forlade øen. Da Endeavour var klar til afgang, deserterede to sømænd med deres nye koner.

Først ville øboerne ikke fortælle, hvor de var forsvundet hen, men James Cook benyttede sig atter af taktikken med at tage høvdingen til fange.

Kort efter havde han sine mænd tilbage på skibet, hvor de blev straffet med piskeslag.

Jagten på sagnkontinentet

Ekspeditionen tog nu hul på turens anden del: jagten på det mystiske kontinent Terra Australis Incognita. James Cook var ikke selv overbevist om, at kontinentet eksisterede – i hvert fald ikke i Stillehavet.

Med sig ombord havde han en tahitiansk præst og hans tjenerdreng, som var erfarne sømænd og havde sejlet Stillehavet tyndt.

Ingen af dem havde hørt om et stort kontinent mod syd.

Kaptajnen selv havde heller ikke set skyggen af land på de sydlige breddegrader under sejlladsen fra Sydamerikas Kap Horn til Tahiti.

Men hans ordre hjemmefra var klar. Endeavour skulle afsøge havet mellem 35. og 40. breddegrad.

Omkring den 40. breddegrad slog vejret om. Kulden krøb ind gennem skrogets planker, og vindstød peb i riggen.

James Cook opgav at søge videre og satte igen kursen nordpå mod varmere himmelstrøg.

I stedet tog han fat på ekspeditionens tredje og sidste opgave: at udforske det land, hollænderne kaldte for New Zealand. Måske var det en del af Terra Australis Incognita.

I slutningen af september så besætningen stykker af tang flyde rundt i vandet – det første tegn på land. Få dage senere så de havfugle, og den 6. oktober råbte den unge skibsdreng Nicholas Young “LAND!” fra mastetoppen.

I horisonten kunne besætningen kort efter skimte en højderyg, som James Cook straks døbte “Young Nick’s Head”, den unge Nicks hoved.

Videnskabsmanden Joseph Banks noterede i sin logbog, at de nu havde fundet det sydlige kontinent, men kaptajnen var derimod skeptisk.

Hans talent for navigation sagde ham, at skibet ikke befandt sig mange hundrede kilometer øst for det sted, den rejsende Abel Tasman 130 år tidligere havde døbt New Zealand.

Højderyggene forude var sandsynligvis landets modsatte kyst. Hvis det hang sammen med det sagnomspundne Terra Australis Incognita, måtte New Zealand være en halvø.

Ved at følge kysten sydpå kunne James Cook let bevise eller modbevise teorien.

Skød krigeriske maorier

Endeavours besætning smed anker ved en bugt, og James Cook gik i land sammen med en gruppe mænd.

Allerede fra skibet havde de fået øje på en flok indfødte på stranden og ville forsøge at tale med dem.

Kaptajnen var forsigtig, for området var berygtet for sine krigeriske maorier.

Da han nærmede sig, kunne han se de indfødtes tatoveringer, som dækkede store dele af krop og ansigt.

Maorierne forsvandt ind i skoven, og de nyankomne fulgte efter.

Men deres færd ind i vildnisset blev afbrudt af skud fra stranden. James Cook og følget vendte om og begav sig hastigt tilbage.

En af maorierne lå død i strandsandet – skudt, fordi han havde forsøgt at stjæle en af ekspeditionens både. Det lovede ikke godt.

Trist beordrede han alle mand tilbage til Endeavour. Hans første møde med New Zealand havde været en katastrofe.

Næste morgen gik kaptajnen atter i land. I håbet om at de måske kunne tale sammen, havde han medbragt den tahitianske præst.

Maorierne stod samlet ved bredden, og da europæerne nærmede sig, kastede de sig ud i en stammedans med himmelvendte øjne og deres våben løftet truende over hovedet.

Fra afstand råbte præsten til gruppen, og til alles overraskelse forstod de hinanden. James Cook blev dog hurtigt klar over, at maorierne ikke bejlede til venskab.

Frygtløse nærmede 30 mænd sig europæerne. En af dem kastede sig frem og fravristede et sværd fra en soldat.

På James Cooks ordre skød soldaterne straks tyven, hvorefter resten af de tatoverede krigere flygtede.

På vej tilbage til skibet i bugten blev James Cooks mænd mødt af seks vrede maorier i kanoer, som gik til angreb med spyd og sten. Europæernes geværer dræbte hurtigt tre, mens de tre andre blev taget til fange.

Ombord på Endeavour forsøgte kaptajnen at råde bod på miseren ved at give fangerne fornem mad og fine kahytter.

Da de virkede tilfredse, bragte han dem håbefuldt tilbage til stranden, hvor 200 maorier ventede dem.

Takket være præstens talegaver lykkedes det at få afleveret fangerne og komme tilbage til skibet uden yderligere kampe.

James Cook døbte bugten Poverty Bay, Fattigdomsbugten. Det tog kaptajnen et halvt år at udforske New Zealand.

Han sejlede hele vejen rundt om hovedøerne og beviste, at landet ikke var en del af et større kontinent.

Samtidig kortlagde han 4.000 kilometer kystlinje, mens forskerne fandt mere end 400 nye plantearter, inden ekspeditionen satte kursen østpå for at sejle tilbage til England.

Inden længe stødte James Cook dog på endnu et stykke land, som han fulgte nordpå nogle dage, indtil han smed anker i en frodig bugt.

Også her viste de lokale sig at være krigeriske over for sømændene.

Men ekspeditionen havde alligevel ikke travlt med at komme videre.

For det ukendte land var et skatkammer af ukendte planter og særprægede dyrearter, som videnskabsfolkene aftegnede og samlede eksemplarer af.

Dette måtte være selve Paradis, mente botaniker Joseph Banks. Sømændene var dog blot gået i land i Australien.

Jagten på kontinent fortsatte

Selvom missionen i bund og grund havde været en fiasko, hyldede både flåden og Royal Society James Cook som en helt, da Endeavour nåede hjem til England.

Ekspeditionen bragte nemlig enorme mængder viden om det sydlige Stillehav med i lasten.

Aldrig før havde en mand tilbagelagt så store afstande på verdenshavene og med præcision hele tiden vidst, hvor han var.

Ud over kortlægning bugnede kaptajnens journaler af detaljerede beskrivelser af vinde, strømme og de fjerne landes indbyggere.

Den britiske regering var stadig opsat på at opklare spørgsmålet om Terra Australis Incognita og planlagde straks at sende ham på endnu en verdensomsejling, og han sendte øjeblikkeligt bud efter to kulskibe.

Det ene blev bygget om til James Cooks nye hovedskib med plads til 110 mand og døbt Resolution. Det andet Adventure.

Fire måneder efter afrejsen i 1772 og 13 dage stik syd for Cape Town i Sydafrika fik udkigsposten land i sigte.

Pletten i det fjerne viste sig til alles skuffelse dog kun at være et isbjerg.

Da kulde og is forhindrede ekspeditionen i at sejle længere mod syd, vendte de 90 grader og fortsatte mod øst.

Styrmændene måtte gang på gang undvige nådesløse isbjerge, og til sidst besluttede kaptajnen at sejle mod nord igen. Efter flere forsøg på at rejse mod syd nåede James Cook tættere på Sydpolen end nogen anden rejsende.

Men Terra Australis Incognita kom aldrig til syne. Kontinentet fandtes ikke, konkluderede han.

På udkig efter Nordvestpassagen

Da flådens mænd i England hørte om James Cooks frygtløse og kyndige manøvrering mellem de dødsensfarlige isbjerge, forfremmede de ham, mens Royal Society gav ham den hyldest at blive medlem af selskabet og tildelte ham en guldmedalje.

Den højt ærede kaptajn takkede ja til at stå i spidsen for endnu en ekspedition, der skulle lede efter en søvej til Indien nord om Amerika.

Tidligere fejlslagne ekspeditioner havde oftest udforsket den såkaldte Nordvestpassage fra Atlanterhavet. Men ingen havde fuldførst missionen.

Den britiske flåde mente, at James Cook skulle begynde udforskningen fra den anden side af Amerika, altså fra Stillehavet.

Resolution lå klar til endnu et togt, Adventure var derimod slidt ned. Kaptajnen bestilte endnu et kulskib og gav det navnet Discovery.

Den 12. juli 1776 lettede ekspeditionen anker og styrede som planlagt syd om Afrika gennem Det Indiske Ocean og videre til de efterhånden velkendte farvande i Stillehavet.

Kompasset blev nu sat mod nordøst, hvor kaptajnen i januar 1778 fik en af de mindre øer i øgruppen Hawaii i kikkerten.

Efter et par måneder mere til havs ramte ekspeditionen den næsten uudforskede nordamerikanske vestkyst, som James Cook med sædvanlig iver gik i gang med at kortlægge.

I Ishavet nord for Alaskahalvøen stødte skibene på de samme strabadser, som de havde mødt på den sydlige halvkugle.

Isbjerge, storme og tilfrosset hav, og da vinteren nærmede sig, besluttede James Cook kløgtigt at søge tilbage mod mildere vande, indtil det atter var årstid for et nyt forsøg. Han satte kurs mod Hawaii.

Øboere dræbte James Cook

I dagene efter den overvældende ankomst behandler øboerne James Cook og sømændene som guder.

Men med tiden fornemmer kaptajnen, at de lokale bliver mere og mere mistænksomme over for de fremmede.

Det er tid til at komme væk.

James Cook er under opholdet holdt op med at opdatere sin logbog, men en af hans officerer nævner i sin journal, at han ikke bryder sig om, at kaptajnen bliver ved med at lade sig tilbede.

Efter bare få dage rammer et voldsomt uvejr skibene, en af Resolutions master knækker, og hele ekspeditionen må vende tilbage til Hawaii for at få repareret skaden.

Øboerne er åbenlyst utilfredse med gensynet.

Da de første af James Cooks folk kommer ind til bredden, kaster øboerne sten efter dem, og det lykkes en lokal at stjæle en af de små både.

James Cook samler et par håndfulde soldater med geværer og ror i land, hvor de tropper op hos høvdingen Kalei’opu’u.

Den europæiske kaptajn forklarer høvdingen, at han er taget til fange og først vil blive løsladt, når båden er bragt tilbage.

Men denne gang slår taktikken, som han ofte har brugt på Tahiti, fejl.

Nede på stranden blander høvdingens hustru og to andre høvdinge sig.

Kalei’opu’u stopper op og nægter at fortsætte. Flere lokale stimler sammen om høvdingene, James Cook og hans ni soldater. Hawaiianerne er bevæbnet med spyd og sten.

Da en af soldater skyder en øboer, eksploderer den trykkede stemning.

Sømændene vender våbnene mod den opildnede menneskemængde og bevæger sig baglæns mod havet. Da endnu et skud falder – denne gang fra James Cooks pistol – kaster øboerne sig over englænderne, der flygter.

James Cook når aldrig at se den kølle, der rammer hans baghoved, inden spyd og pile dræber den berømte søfarer.

Det lykkes sømændene at få kaptajnens lig med ombord, og han begraves til havs, inden skibene sætter kurs hjemad mod England.