Moesgaard Musem/Public Domain
Stenalder-spænde over jordklode

Jernalder-ravn flyver nu rundt i rummet

Et lille smykke fra den danske jernalder er blevet sendt på mission til Den Internationale Rumstation.

Huginn-missionen.

Sådan har den europæiske rumfartsorganisation ESA navngivet den mission, der for nylig sendte den danske astronaut Andreas Mogensen afsted på en seks måneder lang mission til Den Internationale Rumstation.

Det var Andreas Mogensen selv, der foreslog navnet:

”Astronauter er opdagelsesrejsende, der rejser ud i rummet for at samle information til at øge vores viden om vores verden. Ligesom Hugin, der blev sendt ud hver dag, for at flyve rundt om jorden og bringe information tilbage til Odin”, forklarer astronauten med henvisning til den ene halvdel af den nordiske guds to ravne, Hugin og Munin.

Mogensen har faktisk fået sin helt egen lille Hugin med på rejsen i form af en fibula, et slags spændesmykke formet som en ravn.

Fibulaen er venligst udlånt af Moesgaard Museum i Århus og stammer oprindeligt fra tiden omkring år 600 e.Kr.

Tradition at sende historiske genstande ud i rummet

Det er hverken første gang, Andreas Mogensen er i rummet, eller at han har en genstand fra Moesgaard Museum med sig.

Da den danske astronaut i 2015 tilbragte otte dage i rummet, havde han en hvæssesten – eller slibesten – fra vikingetiden med sig.

Hvæssesten i halskæde i rummet

I 2015 blev en hvæssesten sendt til den Internationale Rumstation (ISS). Den stammede oprindeligt fra Norge, men var endt i Danmark og har nu været en tur i rummet.

© Moesgaard Museum

Stenen er i dag udstillet på Moesgaard Museum.

Foruden vikingeravnen fra Moesgaard har Andreas Mogensen også fået et lille rundt guldsmykke, en såkaldt brakteat, fra 400-500-tallet e.Kr. med sig – udlånt fra Nationalmuseet i København.