Jorden rundt med skørbug og skibsorm

I stedet stormer krigerne frem, mens de sender pile og bambusspyd mod europæerne. Magellans folk er klart i undertal, og han beordrer en tilbagetrækning.

Kaptajnen når ikke langt, før en indfødt jager et spyd i hans venstre ben. Magellan falder forover med ansigtet i jorden, og Pigafetta ser til sin rædsel, hvordan hans chef bliver hakket ihjel af de opstemte hedninge.

“Vi var tvunget til at efterlade kaptajnens lig sammen med vore andre døde”, beretter Pigafetta skamfuldt om begivenheden.

Ekspeditionen har mistet sin leder – og Pigafetta sin helt. Men den unge italiener ved, at han ikke må give op – hans udførlige rejsebeskrivelse skal for alt i verden bringes tilbage til Spanien, koste, hvad det vil.

Ellers vil kaptajnens død på stranden være forgæves – og ingen vil nogensinde vide, hvilke opdagelser Magellan-ekspeditionen har gjort. Pigafettas virkelige opgave er først lige begyndt.

Pigafetta skulle skrive alt ned

21 måneder tidligere havde den unge italiener Antonio Pigafetta mødt Fernando de Magellan i den spanske havneby Sevilla.

I den bagende augustvarme 1519 gjorde havnearbejdere, sømænd og officerer fem skibe klar til en opdagelsesrejse ud over det sædvanlige: Den visionære portugisiske kaptajn – Fernando de Magellan – skulle finde en nem vestlig søvej til Molukkerne, kendt som Krydderiøerne, i Indonesien.

Ruten skulle give adgang til skibsladninger af peber, muskatnød og nelliker – som europæerne var villige til at betale formuer for.

Portugals kong Manuel havde afvist at finansiere ekspeditionen, for han handlede allerede med Krydderiøerne ved at sende sine skibe syd om Afrika.

Men Manuels rival i Spanien, Karl 1., var stærkt interesseret. Gennem mere end 20 år havde søfareren Christoffer Columbus fire gange forsøgt at nå Indien – dog uden at få fingre i krydderierne.

Med Magellan ville han måske få mere held, mente Karl og stillede fem skibe med 270 mand til rådighed.

Pigafetta, der var betroet den vigtige opgave at nedskrive ekspeditionens oplevelser i detaljer, var begejstret over at være med ombord på flagskibet – Trinidad.

Italieneren beundrede Magellan og beskrev ham som “klog og dydig”, men langtfra alle delte denne opfattelse:

“Kaptajnerne på de andre ekspedi­tionsskibe bryder sig ikke om ham. Jeg kender ikke grunden, medmindre det skyldes, at han er portugisisk”, skrev italieneren Pigafetta, som vidste, at portugisere og spaniere ikke havde megen kærlighed tilovers for hinanden.

Fra begyndelsen anede den lærde skriver, at den vovemodige rejse ville byde på ekstreme udfordringer.

Magellan torturerer mytterister

Ekspeditionens første opgave var at slippe helskindet over Atlanterhavet – og netop på denne tid af året viste oceanet sig fra sin værste side: En nat i oktober blev skibene ramt af en voldsom storm, hvor kæmpebølger truede med at slå fartøjerne til pindebrænde.

“Vi var grædefærdige og ventede blot på, at dødens time skulle komme. Ingen mand troede, at han ville over­leve den storm”, skrev Pigafetta.

Efter den rystende oplevelse hilste besætningerne Brasiliens kyst velkommen, da de i slutningen af november 1519 omsider fik land i sigte.

I fire måneder sejlede skibene sydpå langs Sydamerikas østkyst, mens temperaturen dalede. Den sydlige halvkugles vinter nærmede sig, og sidst i marts 1520 fandt Magellan en naturlig havn i Patagonien.

Her kunne skibene overvintre de kommende fem måneder bag høje klipper – i ly for vinterstormene.

Fra begyndelsen af vinterhiet indførte Magellan rationering, selvom søfolkene ifølge Pigafetta netop havde “fyldt alle skibenes lastrum med gæslinger”, der var italienerens ord for pingviner.

Lederens beslutning medførte utilfredshed blandt mange af sømændene, og en gruppe af ekspeditionens spanske officerer besluttede at tage kontrol over flåden for at begive sig hjemad.

Magellan fik dog nys om det forestående mytteri. På listig vis sendte ekspeditionslederen en flok loyale søfolk over til Victoria for at tale med en af mytteristernes ledere.

Mændene havde medbragt skjulte daggerter, som de jog i halsen på Victorias kaptajn. Også ombord på Concepción blev kaptajnen overmandet og henrettet for forræderi.

Skrigene fra 40 andre mytterister fulgte i dagene efter, hvor de blev hængt op i armene. Magellan havde dog ikke råd til at miste så mange mænd: I stedet for døden idømte han dem strafarbejde på skibene.

To mænd, som Magellan ikke kunne tilgive, blev efterladt i Patagonien, da skibene i september 1520 lettede anker og søgte længere mod syd.

En måned senere fik ekspeditionen en tiltrængt succes, da et stræde kom til syne, og på 30 dage fandt de gennem labyrinten af øer og fjorde:

“Kaptajnen græd af glæde, for det var et punkt, som vi havde længtes efter at nå”, skrev Pigafetta opløftet.

Der var dog også malurt i bægeret: Skibet Santiago havde lidt skibbrud, og mandskabet ombord på San Antonio var stukket af med fartøjet for at sejle hjem.

Sømænd fik opsvulmede gummer

Pigafetta skrev “onsdag 28. november 1520” i sine rejsenotater, da de tilbage­værende skibe, Trinidad, Victoria og Concepción, lagde Sydamerikas kyst bag sig og satte kurs mod Krydderiøerne.

Drømmen om at bade i peberkorn og tørrede nelliker berusede dem, men som dage blev til uger og uger til måneder, så ital­ieneren intet andet end hav.

Det fremmede ocean syntes uendeligt, og skibenes sejl hang slappe pga. manglende vind. Frustreret gav Magellan det nyopdagede ocean navnet “Stillehavet”.

Efter to måneder var ekspeditionen stadig ikke fremme ved Krydderiøerne. Pigafetta vandrede bekymret rundt på dækket, hvor flere og flere mænd lå udmagrede.

Provianten i lastrummet var i bund, og drikkevandet i tønderne forvandlet til slim. Sult var dog ikke den farligste fjende – for Pigafetta så, hvordan skørbugen tog livet af mændene:

“Det værste var den sygdom, som fik gummerne til at svulme op hos de fleste af folkene, så de ikke længere kunne spise og derfor døde. Ved Guds nåde slap jeg imidlertid for enhver sygdom”, berettede Pigafetta i sin dagbog.

Som de øvrige officerer havde han adgang til kvæde­gelé. Pigafetta kendte ikke til vitaminer, men geléens indhold af C-vitamin holdt skørbugen fra livet.

Omsider, den 6. marts 1521, hørte i­ta­l­ie­neren den besked fra udkigsposten, som han havde bedt til i mere end tre måneder: “Land i sigte!”

10 dage senere nåede de frem til Filippinerne. Her mødte europæerne venligtsindede mennesker, som sejlede ud til skibene med mad.

De syge og afkræftede søfolk skovlede frisk frugt og kød i sig – og genvandt deres styrke. Ekspeditionsflåden sejlede fra ø til ø i Filippinerne, og til katolikkernes store tilfredshed viste øboerne interesse for kris­ten­dom­men.

På den store ø Cebu faldt den lokale hersker, kaldet Humabon, endda så godt i spænd med Magellan, at kongen erklærede sig villig til at konvertere til kristendommen og lade sig døbe sammen med hele sit folk.

I sin iver efter at udbrede Guds ord glemte Magellan alt om krydderier.

Og da herskeren på Cebus naboø Mactan nægtede at lade sig kristne, smed den portugisiske søfarer al fornuft over bord og gik i spidsen for det angreb, der kostede ham livet den 27. april 1521.

Efter en række yderligere kampe i dagene efter var der kun 115 af de oprindelige 270 ekspeditionsmedlemmer tilbage. Det var for få til tre skibe, hvorfor spanierne brændte Concepción, der var gennemhullet af skibsorme.

Juan Sebastián Elcano – en spansk skibsfører – overtog ledelsen af ekspeditionen og satte straks kursen mod sydvest.

Elefanter i silke bød velkommen

Pigafetta savnede sin afdøde chef, men hans humør steg, da Trinidad og Victoria kastede anker ved Brunei på Borneo, hvor den rige hersker tog særdeles godt imod de nyankomne europæere:

“Da vi ankom, blev vi ca. to timer på skibene, indtil to silkeklædte elefanter kom sammen med 12 mand, der bar på porcelænskrukker, som skulle bruges til at fragte vores gaver i. Så steg vi op på elefanterne, og de 12 mænd marcherede foran med krukkerne og gaverne. Alle gaderne var fulde af mennesker med sværd og spyd, for sådan havde kongen ønsket det”, berettede Pigafetta.

Ved paladset bevogtede 300 nøgne mænd med sværd kongen, som selv sad i et andet kammer end sine gæster. Til Pigafettas overraskelse foregik al samtale med kongen gennem et rør i væggen.

Gæsterne fik igennem anordningen fortalt, at de var den spanske konges tjenere, som ønskede fred med kongen og kun bad om at handle med ham:

“Kongen lod os da fortælle, at siden den spanske konge var hans ven, ville han også være hans, og han beordrede, at vi skulle have lov til at få alt det vand og træ samt alle de handelsvarer, vi ønskede”, skrev Pigafetta om audiensen.

Fra Brunei gik turen videre mod sydøst i jagten på Krydderiøerne. Elcano måtte tage to stedkendte lokale til fange for at finde sit mål, og den 8. november 1521 skete det endelig: Molukkernes 1.000 velduftende øer dukkede op i det fjerne.

På øen Tidore mødte europæerne den venligtsindede mauriske sultan Almanzor, som ifølge Pigafetta havde “drømt om” de fremmedes ankomst.

Efter nogle få dage med høflighedsvisitter gik parterne i gang med at handle. Rødt klæde, huer, linned, økser, knive, sakse og spejle blev sejlet i land.

I bytte fik spanierne først og fremmest tørrede nelliker, som var det mest eftertragtede af alle Østens krydderier – og omtrent lige så værdifuldt som guld.

Europæernes handelslyst led dog under mændenes frygtelige hjemve: “Vores brændende ønske om at vende tilbage til Spanien fik os til at bytte varer til en billigere pris, end vi normalt ville have gjort”, indrømmede Pigafetta, som fra dækket var lykkelig over at opdage, at fødevarer var en del af handlen:

“Det var vidunderligt at se, hvordan mange både fulde af fjerkræ, geder, grise, kokosnødder og andre spiselige ting hver dag blev sejlet ud til vores skibe”.

Den 21. december 1521 var lastrummene fyldt med proviant og kostbare krydderier.

Men da stod det klart, at Trinidad var læk – Pigafetta hørte “vandet trænge ind, som løb det gennem et rør”. Flagskibet måtte efterlades på Tidore, og ikke alle mænd kunne vende hjem.

Sult kostede sømændene livet

Pigafetta var en af de 47 europæere og 13 indfødte, som begyndte den lange hjemrejse ombord på Victoria.

Skibet var slidt, og sømændene mærkede af de mange strabadser. Alligevel ønskede Elcano at sejle de næsten 20.000 km hjem uden at gå i havn undervejs. Ruten lå nemlig i fjendens interessesfære.

“Hellere dø end falde i portugisernes hænder”, erklærede Elcano, som dirigerede Victoria ud på Det Indiske Ocean.

I måneder så besætningen intet andet end vand. Da Afrikas sydspids omsider kom til syne, ventede nye problemer:

“Vi måtte blive nær dette kap i syv uger, mens vores sejl var rullet op pga. de meget voldsomme storme”, skrev Pigafetta, som efter rundingen af Kap det Gode Håb indså, at en ny trussel lurede:

“Vi havde ikke andet at spise end ris og vand, eftersom vores kød var rådnet op, fordi vi havde manglet salt”.

Pigafetta betragtede bekymret de skelettynde mænd på dækket, som prøvede at finde skygge, mens deres vejrtrækning langsomt gik i stå.

Raske sømænd måtte næsten dagligt kaste døde kammerater i havet, inden Elcano til sidst måtte træffe en tung beslutning: Victoria måtte lægge til ved den portugisiske ø-koloni Kap Verde, hvis ikke alle ombord skulle dø.

Pigafetta bragte sin skat til kongen

Under påskud af at være faret vild narrede spanierne deres ærkefjender til at give dem lidt mad. Ikke ét ord om Magellan og Krydderiøerne blev nævnt, og de spanske sømænd kunne efter besøget ro to både læsset med ris ud til Victoria.

Da Elcano næste dag ønskede at skaffe mere proviant, gik det dog galt – portugiserne tilbageholdt 13 sømænd, og den spanske kaptajn måtte hastigt sætte sejl og forsvinde mod nord.

To måneder senere kunne de afkræftede sømænd igen skimte Sevillas havn og omsider ånde lettet op. En tre år lang rejse, hvor de havde krydset klodens tre største oceaner, var ovre.

Som de første nogensinde havde mændene sejlet rundt om jorden; Pigafetta var stolt, da han mandag den 8. september 1522 slæbte sin trætte, udmarvede krop fra borde.

Sevillas gader var atter under søfolkenes fødder, og iført lasede skjorter vaklede de til byens katedral for at takke Gud.

Pigafettas færd sluttede dog først nogle uger senere, da kronikøren – med sit kæreste eje knuget tæt ind til kroppen – ankom til kongens residens i den spanske by Valladolid:

“Jeg overrakte hverken guld eller sølv til den hellige majestæt, don Karl, men derimod noget, som sådan en herre værdsætter. Jeg gav ham en bog, skrevet i min hånd om alle de ting, der var hændt dag for dag på vores rejse”.

Pigafettas mission var fuldført. Takket være ham ville verden snart kende til historiens første jordomsejling.