Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Kapring i høj sø

Indædt had til Spanien drev Francis Drake ud på et årelangt togt for at kapre spanske guldskibe. Ombord på galeonen Golden Hind sejlede han helt til Stillehavet og fik færten af en gigantisk skat.

Look and Learn/Bridgeman Images

Francis Drake er i vanskeligheder denne septembermorgen i 1568. Han er næstkommanderende i en flåde på seks engelske skibe, som har søgt ly for et kraftigt stormvejr i den lille spanske koloni San Juan de Ulúa.

Men så ankommer fire spanske krigsskibe til den lille ø ud for Mexicos kyst, og nådesløse kampe bryder ud.

Inde i havnebassinet affyrer de seks små engelske skibe deres kanoner mod to store spanske galeoner og deres mindre ledsageskibe.

Galeonen Almirante synker, da en bred­si­de trænger ind i skibets krudtkammer og får al ammunitionen til at eksplodere med et øredøvende brag.

Englænderne retter herefter kanonerne mod den anden galeon, men inde på land sker der noget, der afgør slaget.

Spanske tropper overmander Drakes mænd, der har besat havnebyens kyst-batteri. Spanierne vender de 11 kanoner mod englænderne og skyder løs på klos hold. Den ulige kamp er snart ovre.

Kun to engelske skibe formår at stikke af, resten falder i hænderne på den spanske flåde. 28-årige Francis Drake er blandt dem, der slipper bort; han sværger hævn over spanierne.

Resten af sit liv bekrigede og udplyndrede Drake den spanske konges besiddelser ved enhver given lejlighed. Han jog så alvorlig en skræk i spanske søfolk, at de døbte ham “El Draque” – dragen.

Drakes berømteste togt førte ham hele vejen til Stillehavet, som ingen englænder før havde besejlet.

Her lokkede guldskibet med det frygtindgydende navn Ildskideren – et fartøj, der ifølge rygter rummede enorme værdier.

Francis Drakes jagt på det spanske guld.

Engelsk fupnummer i Caribien

Francis Drake voksede op på landet i Devon og Kent i det sydvestligste England.

Hans far var fæstebonde og måtte sende sin voksende bør­ne­flok ud at tje­ne i en ung alder. Francis blev lærling hos en skipper, der besejlede Den Engelske Kanal med et mindre fragtskib.

Ved skipperens død tog Francis Drake kon­takt til sin ældre grandfætter, John Hawkins, der ejede flere skibe og drev illegal handel med spanske kolonier ud for Mellemamerikas kyst.

De spredte kolonier lå langt fra de traditionelle handelsruter og manglede konstant forsyninger samt ikke mindst slaver til deres plantager, så selvom de officielt ikke måtte handle med englænderne, var det for fristende at takke nej til at gøre forretning med engelske eventyrere.

Haw­kins og andre vendte derfor tilbage igen og igen.

Hver gang måtte kolonisterne dog fin­de på undskyldninger for at und­­gå straf, hvis de spanske myndigheder opdagede ulovlighederne.

Når Haw­kins og Drake ankom til en spansk ko­lo­ni, fulgte begivenhederne derfor ofte samme mønster:

Først anmodede englænderne om lov til at sælge deres last. Dette blev officielt afvist.

Derefter fingerede de et angreb på byen, hvorefter indbyggerne blev “frarøvet” penge eller varer.

Inden englænderne sejlede videre, efterlod de en mængde slaver på stranden, der pudsigt nok svarede præcis til det beløb, som spanierne havde mistet.

Fupnummeret gik godt i nogle år, og Drake steg i graderne og fik kommandoen over et af Hawkins’ skibe. I 1568 ud­vik­le­de deres togt til Caribien sig i­mid­ler­tid til et blodbad i den lille havneby San Juan de Ulúa.

Drake var særlig oprørt over spaniernes svig. De to parter havde højtideligt indgået en våbenhvile, og englænderne var blevet lovet frit lejde til at sejle hjem. Men den spanske kommandør brød sit løfte, da hans skibe nåede i havn.

De englændere, som spanierne tog til fange i San Juan, blev henrettet eller idømt år som galejslave – hvilket stort set var det samme som en dødsdom. Mange af dem var Drakes venner.

For at få hævn søgte Hawkins og Drake Englands dronning Elizabeth om et såkaldt kaperbrev samt skattepenge til at udruste flere skibe.

Kaperbreve var en al­min­de­lig måde for kon­ger og dronninger at øge deres slagstyrke til søs på.

Ved at give eventyrere lov til at kapre fjen­dens skibe kunne majestæten både svæk­ke fjenden og få del i skattene, som hen­des statsstøttede pirater hjembragte.

For folk som Haw­kins og Drake var ka­per­bre­vet en slags livs­for­sik­ring: Skulle et togt gå galt og ende med, at fjenden tog dem til fange, ville de ikke blive betragtet som pirater, men soldater.

I stedet for henrettelse kunne de se frem til at blive fangeudvekslet. Men i 1568 fik hverken Hawkins eller Drake noget kaperbrev, for England havde endnu ikke erklæret Spanien krig.

Drake jagtede hævn og guld

Drake lod sig dog ikke slå ud og fik overtalt pengestærke adelsmænd til at ud­rus­te to skibe, så han kunne sejle til Ca­ri­bien igen – denne gang for at plynd­­re. Til gengæld skulle investorerne have andel i byttet.

Togtet fra 1570 til 1571 gav dog ikke noget nævneværdigt afkast. I stedet lær­te Drake alt om spaniernes sejlruter, antallet af krigsskibe i området, og hvor kolonisterne havde bygget fæstninger – og den viden fik han stor glæde af de næste syv år.

Fx fandt Drake ud af, at guld og sølv fra hele Sydamerikas Stillehavskyst blev sejlet til Panama og fragtet over land med muldyrkaravaner, før det kunne sejles hjem til Spanien.

I 1573 plyndrede han derfor en af karavanerne i Panamas jungle.

Selvom han blev nødt til at grave det meste af skatten ned, da en større spansk hærenhed nærmede sig, vendte han hjem med guld og sølv til en værdi af 20.000 engelske pund – en betydelig sum penge, som glædede investorerne.

De englændere, som spanierne tog til fange i San Juan, blev henrettet.

Drake havde dog hverken fået stillet sin hævntørst eller glubende appetit på guld og sølv.

Han indså imidlertid, at spanske skatte måtte erobres til søs eller i en havn, så han hurtigt kunne læsse dem over på sit eget skib og sejle hjem, før fjenden begyndte at eftersætte ham.

Et angreb på Spaniens såkaldte Guldflåde kunne dog ikke komme på tale, selv­om den medbragte rigdomme fra et helt års udplyndring af Syd- og Mellemamerika.

Guldflåden bestod nemlig af flere store krigsskibe, der sejlede i konvoj over Atlanterhavet.

I stedet ville Drake slå til et sted, hvor spanierne følte sig fuldkommen sikre på, at ingen pirater truede: I Stillehavet, som kun spanierne og portugiserne hidtil havde fundet sejlruten til.

Planen lød så lovende, at nogle af Englands rigeste mænd skød penge i projektet – herunder mange af dronning E­li­za­beths nærmeste rådgivere og sand­syn­lig­vis også majestæten selv, som øj­ne­de muligheden for at svække Spanien, der konstant truede hendes trone og for­søg­te at genindføre katolicismen i Eng­land.

Tilliden til Drake var så stor, at han den 15. november 1577 kunne forlade sin hjemby, Plymouth, i spidsen for en flåde på fem skibe. I alt medbragte han 164 mand, som ikke ville få løn under togtet, men ligesom investorerne blev lovet en andel af byttet.

Hård storm tvang dog omgående Drake til at søge ly i Falmouth havn på Eng­lands sydøstligste landtange. Først den 13. december begyndte rejsen mod Stillehavet for alvor.

Besejrede stammer blev tvunget til at aflevere alt af værdi til spanierne.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Spanien plyndrede indianerne for værdier

I Amerika etablerede Spanien kolonier med ét eneste formål: At skaffe sig rigdomme.

Afrikanske slaver blev sejlet til plantager i Caribien og Mellemamerika, hvorfra krydderier, bomuld og fødevarer i store mængder strømmede til Europa.

Men den store gevinst kom fra indianernes guldskatte og den verdensberømte sølvmine i Potosí.

I det, spanierne kaldte Vicekongedømmet Peru, tvang spanierne de besejrede inkaer til at slave i minegangene.

Over 80 pct. af verdens sølvproduktion blev i 1500-tallet udvundet i Potosí, og sammen med guld plyndret overalt i de nye kolonier blev rigdommene sendt hjem til Spanien med de årlige guldflåder – store konvojer af krigsskibe.

Portugisisk lods viste vej

Selvom Drake havde set Stillehavet fra en trætop i Panama, anede han ikke, hvordan hans fem skibe skulle nå sikkert frem.

Problemerne med at navigere løste imidlertid sig selv, da Drake kaprede et portugisisk skib ved Kap Verde-øerne ud for Afrikas vestkyst. Ud over tusindvis af vin­flas­ker havde skibet Santa Maria også en kapabel kaptajn ved navn Nuno da Silva ombord.

Han fik besked på at fø­re Drakes flåde sikkert rundt om Sydamerika.

Om der var tale om tvang, eller Drake lokkede med en fyrstelig belønning senere, strides historikere stadig om, da øjenvidneberetninger fra togtet tyder på begge dele.

Drake beslaglagde Santa Maria, men løslod resten af den portugisiske besætning, som fik stillet rigelige forsyninger til rådighed samt en sødygtig jolle, så de kunne sejle til nærmeste havn.

Kaptajn da Silvas første opgave bestod i at føre Drakes flåde sikkert til den portugisiske koloni Brasilien.

Det var ingen let sag, for Atlanterhavet viste sig fra sin oprørske side ifølge en af Drakes sømænd:

“Vi blev udsat for voldsomme storme, forfærdelige lyn og megen torden. Fra vi stævnede ud fra Kap Verde, sejlede vi i 54 dage uden at se land. Og det første land, vi stødte på, var Brasiliens kyst”, skrev Francis Pretty i sine erindringer.

Næste store udfordring bestod i at finde det smalle stræde rundt om Sydamerika, som gav adgang til Stillehavet.

Englænderne troede, at kontinentet var land­­fast med en stor, ukendt land­mas­­se mod syd (Antarktis), men hel­­dig­­vis for Drake kend­­te da Silva smut­­ve­­jen, som hans landsmand Fernando de Magellan hav­de fundet 58 år tidligere.

© Stock Montage/Getty Images

Bondesøn blev spaniernes skræk

Selvom Drake var født på landet, lærte spanierne snart den frygtede kaperkaptajns navn at kende.

For at svække Spanien udstedte dronning Elizabeth såkaldte kaperbreve, der gav kaptajner tilladelse til at kapre spanske skibe og plyndre deres last – mod at dronningen fik del i tyvekosterne. Drake fik sit første kaperbrev i 1572, men da havde han allerede plyndret skibe i mere end 10 år.

  • 1558

    De første erfaringer til søs får Drake, da han 18 år gammel sejler til Nordspanien med sin grandfætter John Hawkins for at handle med spanske købmænd.

  • 1563

    Drake deltager i sit første togt til Caribien. Hawkins kaprer et portu-gisisk slaveskib og sælger lasten til spanske plantageejere, der er desperate efter at få fingrene i den billige arbejdskraft.

  • 1568

    Under endnu et slavetogt til Caribien bliver Drake og Hawkins angrebet af spanske flådefartøjer og må flygte over hals og hoved. Hawkins mister fire ud af sine seks skibe.

  • 1572

    Drake får sit kaperbrev, og hans første selvstændige mission består i et overraskelsesangreb på havnebyen Nombre de Dios i Panama. Hertil ankommer sølv fra Peru, bliver lastet på skibe og sejlet til Spanien. Med blot to skibe erobrer Drake byen og en betydelig skat.

  • 1573

    Drake lægger sig i baghold i junglen nær byen Nombre de Dios i Panama og overfalder en muldyrkaravane med 20 tons spansk guld og sølv. Fra en trætop ser han – som den første englænder – det uendelige Stillehav ude i horisonten. Drake indser, at det store ocean egner sig perfekt til hans næste store togt mod spanierne.

Drake henrettede mytterist

I juni 1578 nåede flåden frem til naturhavnen Puerto San Julián i det sydlige Argentina.

Vinteren satte ind på den sydlige halvkugle, og det var dermed for farligt at sejle igennem Magellanstrædet.

Drakes seks skibe kastede anker, og besætningerne forsøgte efter bedste evne at slå tiden ihjel.

Fjernt fra England og stadig uden betydeligt bytte i lasten begyndte uroen snart at ulme. Nogle af togtets lavadelige deltagere talte i smug om at afsætte Drake.

Francis Pretty skrev forsigtigt om emnet i sine erindringer:

“I denne havn indledte vores general (Francis Drake, red.) en efterforskning af mester Thomas Doughtys handlinger og fandt, at de nærmede sig mytteri eller en anden form for uredelighed, som ville være til fare for missionen”.

Præcis hvilken forbrydelse adelsmanden Doughty havde begået, er uvis, men nogle historikere har spekuleret i, om han af magtfulde mænd i det engelske parlament var blevet pålagt at forhindre Drake i at angribe spanske skibe. En spansk krigserklæring ville derved kunne afværges.

“Fra vi stævnede ud fra Kap Verde, sejlede vi i 54 dage uden at se land”.
Francis Pretty, sømand på Drakes skibe.

Til skræk og advarsel dømte Drake mytteristen Doughty til døden, og den dømte “lagde stille sit hoved på blokken, hvor han endte sit liv”, skrev Pretty i sine erindringer.

I august 1578 brød Drakes flå­­de op og sej­le­de sydpå. Kun tre en­gel­ske skibe var sø­dyg­ti­ge nok til at vo­ve sig ud i Stillehavet, der blev nået efter 16 dage i det lange, smalle Magellanstræde.

Som de første englændere kunne Drake og hans mænd tage oceanet med det misvisende navn i åsyn. Havet viste sig da heller ikke ligefrem fra sin stille side:

I 52 dage blæste orkaner og stormvejr Drakes ekspedition mod syd og spredte dem fra hinanden.

Skibet Marigold gik ned med alle mand, mens kaptajnen på Elizabeth mis­te­de modet og valgte at sejle tilbage gennem strædet og hjem til England efter at have tabt de andre af syne.

I november lagde vindene sig omsider nok til, at Drake ombord på sit sidste tilbageværende skib, Golden Hind, kun­ne sejle nordpå langs Sydamerikas vestkyst.

De små og spredte spanske stil­le­havs­ko­lo­ni­er ventede ikke at se frem­me­de og blev taget på sengen.

Drakes skib var bygget til pirateri

Golden Hind var let og havde mange sejl. Det kunne derfor indhente selv de hurtigste spanske galeoner. Hun stak heller ikke dybt – skibet behøvede under tre meter vand for at holde sig flydende – hvilket var ideelt til pirater, der tit måtte ind i lave bugter for at skaffe sig forsyninger.

Jose Antonio Penas/Science Photo Library

Smalt skrog

Golden Hind var blot 6,1 meter bredt og skar sig gennem vandet med høj fart. Skibene i den spanske guldflåde havde et bredere skrog og var tungere og langsommere.

Jose Antonio Penas/Science Photo Library & John Farmar/Imageselect

Skudsikre sider

Under vandlinjen var skibets sider beklædt med et ekstra lag elmeplanker oven på et lag filt. Dette skulle forhindre fjendtlige kanoner i at skyde hul i skroget. Spanierne beklædte deres skibssider med blyplader, hvilket gjorde fartøjerne tunge og langsomme.

Jose Antonio Penas/Science Photo Library

Svære kanoner

Med sine 22 kanoner var Golden Hind ofte bedre bestykket end de spanske skibe, Drake angreb. Formålet var dog ikke at sænke fjendens skibe, men at skræmme dem til at overgive sig.

Jose Antonio Penas/Science Photo Library & Bridgeman Images

Pladsen var trang

Besætningen sov på dækket og fik magre rationer. Drake spiste derimod kongeligt. Hans mad blev “serveret på sølvfade, der alle er indgraverede med hans våbenskjold”, fortalte en spansk fange senere.

Jose Antonio Penas/Science Photo Library

Ballast af sølv

I bunden af en galeon lå normalt store sten, der skulle forhindre det høje, slanke fartøj i at kæntre. Men da Drake erobrede Cacafuegos enorme skat, smed han stenene over bord og erstattede dem med sølvbarrer.

Jose Antonio Penas/Science Photo Library & Scala Archives

  • Golden Hind

    Galeonen hed oprindeligt Pelican, men blev ved Ma­gel­lan­­stræ­dets indløb omdøbt til Golden Hind – den gyldne hind – til ære for sir Hatton. Han var en af dronning Elizabeths nære rådgivere og bar et rådyr på sin families våben.

    Længde: 31 m
    Bredde: 6,1 m
    Dybgang: 2,7 m
    Bestykning: 22 kanoner
    Tonnage: 100 tons
    Besætning: 80

  • Cacafuego

    Skibet hed Nuestra Señora de la Concepción, men blev kaldt Cacafuego, der betød Ildskideren! Galeonen var efter alt at dømme ubevæbnet, og kælenavnets antydning af stor ildkraft var måske et bevidst forsøg på at afskrække pirater fra at jage guldskibet.

    Længde: 43-49 m
    Bredde: Ukendt
    Dybgang: 6,7 m
    Bestykning: Ingen kanoner
    Tonnage: 120 tons
    Besætning: 400

Spanierne bød kaperne velkommen

Havnebyen Valparaíso i nutidens Chile blev Drakes første bytte.

Kun et mindre spansk skib lå for anker i bugten ud for byen, og besætningen “troede, vi var spaniere og deres venner, og bød os velkommen med trommer og en kande chilensk vin”, skrev Pretty.

Drakes mænd indtog skibet uden kamp og plyndrede herefter byen.

“Vi trængte ind i et lille kapel og fandt en sølvkalk, to kander og et alterklæde”, huskede Pretty.

I det erobrede spanske skib fandt Drakes mænd desuden 25.000 guldpesos. Med det spanske fartøj på slæb fortsatte englænderne nordpå, og billedet gentog sig i næste havn, Arica, hvor tre mindre skibe lå fortøjet.

Et af dem havde et halvt ton sølv i lasten.

Don Francisco de Toledo, vicekongen over hele Spansk Sydamerika, skrev bedrøvet til den spanske konge:

“Engelske pirater erobrede skibet La Capitana og plyndrede hende for over 20.000 guldpesos og mere end 1.700 kander vin”.

Angrebene mod spanske havne udviklede sig til et kapløb med tiden. Hver gang en by var blevet plyndret, sendte den kurerer afsted på hesteryg for at advare nabobyerne.

Da englænderne måtte stoppe for at vedligeholde Golden Hind, mistede Drake o­ver­ras­kel­ses­mo­men­tet. Den næste by, han angreb, havde forskanset sig og gemt værdierne.

Men så blev han velsignet med et held, som Drake tilskrev sin stærke tro på den protestantiske engelske kirke: Un­der forhør afslørede kaptajnen på et mindre spansk skib, at ufattelige rigdomme befandt sig ombord på skibet Nuestra Señora de la Concepción i havnebyen El Callao længere mod nord.

I folkemunde gik skibet under navnet Cacafuego, der på spansk betyder Ildskideren. Drake var ligeglad med, hvor svært bevæbnet en modstander han risikerede at møde, og optog forfølgelsen.

Englænderne havde fået at vide, at Cacafuego havde tre dages forspring, men ville søge havn flere gange på den 2.300 km lange sørejse til Panama.

Drake var derfor overbevist om, at han kunne indhente skibet, hvis bare hans udkigsposter kunne få øje på det.

Golden Hind satte alle sejl, og uden at Cacafuego anede uråd, blev afstanden mellem de to skibe time for time mindre. Den 1. marts lød et råb fra udkigsposten: “Sejl i sigte”.

“Vi er englændere, stryg sejlene, eller vi sender jer til havets bund”.
Francis Drake, 1. marts 1579.

List sikrede byttet

Takket være sin lave vægt og de mægtige sejl halede Golden Hind hurtigt ind på guldskibet – for hurtigt efter Drakes smag.

Fortsatte de i samme fart, ville englænderne nærme sig Cacafuego midt på dagen – og dagslyset ville ubønhørligt afsløre Golden Hinds kanoner.

Han besluttede at satse på, at spanierne havde forladt El Callao, før nyheden om englændernes hærgen var nået frem, og at de derfor betragtede hans skib som blot endnu en spansk galeon på vej mod Panama.

Drake beordrede derfor sine mænd til at binde reb om nogle vintønder og kaste dem i havet som drivanker.

Tricket betød, at Golden Hind tabte fart uden at måtte stryge et eller flere sejl, hvilket med sikkerhed ville vække mistanke hos spanierne.

Ni timer senere – i ly af det begyndende tusmørke – nærmede Drake sig omsider Cacafuego fra bagbords side.

Han lod en mindre jolle fylde med bevæbnede mænd og trak den efter sig. Spanierne kunne derfor ikke se mændene, der skulle kaste entrehager over guldskibets ræling og klatre ombord.

“Hvem er I?” råbte en af Cacafuegos officerer, da Golden Hind gled op langs siden på skibet.

Drake tvang en af sine spanske fanger til at svare “et skib fra Chile tilhørende kaptajn Miguel Angel”.

I sidste øjeblik sendte Drake jollen med entrehagerne over på styrbords side og råbte:

“Vi er englændere, stryg sejlene, eller vi sender jer til havets bund!”

Cacafuegos besætning stirrede lamslåede over på Drake, men deres kaptajn svarede udfordrende:

“Kom og gør det selv, hvis du tør”.

Ifølge Prettys erindringer skulle der imidlertid ikke meget overtalelse til, før Cacafuegos kaptajn skiftede mening:

“Omkring kl. seks kom vi op langs siden på hende og affyrede tre skud, der knækkede mesanmasten”.

De spanske søfolk blev skrækslagne og flygtede under dæk, kun kaptajnen stod på broen, da englænderne myldrede ombord, og han havde intet andet valg end at overgive sig.

“Vi fandt store rigdomme i hende – juveler og ædelsten. 13 kister fulde af spanske dukater, 80 pund guld og 26 tons sølv”, pralede Pretty senere.

Byttet var så stort, at det tog fire dage at tømme lastrummet og sejle herlighederne over til Golden Hind i jollen.

Efter at have fyldt lastrummet måtte Drake kaste sine ballaststen i havet og erstattede dem med sølvbarrerne fra Cacafuego for at få plads til hele byttet.

Flugten til England tog 19 måneder

Generøst tillod Drake den spanske kaptajn og hans besætning at sejle Cacafuego i land – og de fik sågar proviant og en lille gave fra “El Draque” med – som kompensation for ubehaget.

Inden længe ville alle spanske skibe i Stillehavet være på jagt efter Golden Hind og dens kaptajn, som ifølge rygter besad et magisk spejl, der viste ham, hvor Spaniens guldskibe befandt sig.

Drake forsøgte først at sejle nord om Amerika. Da han befandt sig ud for Nicaraguas vestkyst, kaprede han endnu et skib, som viste sig at indeholde søkort over ruten til Filippinerne samt en erfaren styrmand, der kendte vejen til Kina.

Alligevel fortsatte Golden Hind op langs Mexicos kyst, og Drake gik i land i Californien, som han gjorde krav på i dronningens navn.

En farbar rute nord om Amerika fandt han imidlertid ikke, og i stedet besluttede Drake at krydse Stillehavet. Først fyldt han dog sine depoter med kød fra søløver, som hans mænd skød ud for nutidens San Francisco.

I 68 dage så englænderne ikke skyggen af land, mens solen nådesløst ristede alle, der dristede sig op på dækket.

Lettelsen var derfor kolossal, da udkigsposten omsider så konturerne af en ø, der ifølge søkortene lå ca. 500 km øst for Filippinerne – måske nutidens Palau.

Talrige senere portrætter viser dronning Elizabeth adle Drake med sværdslag. I virkeligheden var det den franske ambassadør, som forvandlede den verdensberømte kaper til sir Francis.

© The Print Collector/Imageselect

Hjemme ventede adling eller død på Drake

Da Golden Hind lagde til ud for havnebyen Plymouth den 26. september 1580, vidste Drake ikke, om han ville blive belønnet eller straffet for sit togt.

Selvom Drake var kaper og dermed havde majestætens tilladelse til at plyndre spanske skibe, kunne hans enorme succes meget vel være blevet hans undergang.

Ved hjemkomsten forlangte mange af Englands mest magtfulde mænd, at skatten omgående skulle returneres til Spanien for at afværge krig.

Dronning Elizabeth var kendt for sin forsigtighed og ville for næsten enhver pris undgå et militært opgør med supermagten Spanien. Hvis hun henrettede Drake som pirat, kunne en krig måske afværges.

Til Drakes store glæde modtog han heldigvis et brev fra dronningen med forsikringer om, at han ikke skulle frygte for sit liv, men straks begive sig til London og vise majestæten “eksotiske eksemplarer fra hans eventyr”.

Under sin seks timer lange audiens hos dronningen fortalte Drake om de enorme skatte, som befandt sig i lastrummet på hans skib.

Elizabeth gav ham tilladelse til at skjule værdier for 10.000 pund – så han var sikker på en passende belønning for sin heltemodige indsats.

Resten af byttet – måske så meget som 600.000 engelske pund – blev sejlet til Tower of London.

I måneder forsøgte Drakes modstandere at få skatten returneret til Spanien, mens hans støtter – hvoraf mange havde skudt penge i ekspeditionen – strittede imod.

Skattens størrelse afgjorde formentlig sagen. Guld og sølv fra Drakes togt forblev på engelske hænder, og alene dronningens halvpart svarede til mere end et helt års skat­te­ind­tæg­ter.

Golden Hind blev et mu­se­ums­skib, og ombord på fartøjet adlede Elizabeth den 1. april 1581 Drake.

For at undgå ballade med Spanien lod Elizabeth Frankrigs ambassadør røre Drakes skuldre med sværdet under ceremonien.

Mikronesiske stammefolk sejlede Drake i møde i kanoer og byttede frisk frugt for nips, knive, og hvad englænderne ellers kunne undvære.

Derfra satte skibet kurs mod de sagnomspundne Molukker, hvor kostbare krydderier groede.

Efter at have taget seks tons kryddernelliker og ingefær ombord på øerne ramte Golden Hind et undersøisk skær ud for Sulawesi.

Halvdelen af krydderierne og to kanoner blev smidt over bord, mens først da kraftige vinde greb sejlene, slap skæret sit tag i skibet.

Via Det Indiske Ocean og Afrikas sydspids nåede Golden Hind hjem til England med Drake og 59 mand den 26. september 1580 – to år og 10 måneder efter at de forlod Plymouth.

Ud over at kapre en enorm skat havde Drake også gennemført historiens blot anden verdensomsejling. Alligevel vidste han ikke, om dronningen ville modtage ham som helt eller en ussel sørøver.

Besætningen stedte Drake til hvile i havet ud for den spanske havneby Portobelo i nutidens Panama.

Døden lurede i junglen

Selvom kapringen af Cacafuego gjorde Drake stenrig, fortsatte han som før.

I 1585 udbrød der langt om længe krig mellem Spanien og England, og Drake fik kommandoen over 21 skibe. Med dem hærgede han spanske havnebyer i Caribien og på Den Iberiske Halvø.

I 1588 var han med til at besejre den spanske armada, der forsøgte at landsætte tropper i England, og i 1595 førte han 2.500 engelske soldater over Atlanter-havet og angreb spanske kolonier i Panama og Puerto Rico.

Under felttoget gennem junglen blev han ramt af dysenteri og måtte bæres tilbage til flåden. Den 28. januar 1596 døde sir Francis Drake 55 år gammel.

Læs også:

Krig

7 grunde til at England blev bølgernes hersker

5 minutter
Søfart

Hvem angreb Den Engelske Armada?

1 minut
Civilisationer

Det britiske imperium: Pirat grundlagde verdens mægtigste imperium

4 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul