Kon-Tiki blev bygget med de samme materialer og teknikker, som mulige indvandrere havde til rådighed for 1500 år siden.

© Getty Images

Kon-Tiki: Thor Heyerdahl på vildt eventyr mod Polynesien

Kon-Tiki: I 1947 stævner nordmanden Thor Heyerdahl ud fra Peru på en flåde bygget af balsatræ. Han vil bevise, at Polynesiens befolkning kan være kommet fra Sydamerika. 101 dage senere skyller han op på en polynesisk ø.

18. april 2018 af Else Christensen

På flåden, der vipper let i brisen, står Thor Heyerdahl og hans besætning. Ivrigt spejder de over havet, hvor bugserbåden langsomt bliver mindre og mindre for til sidst helt at forsvinde. Deres sidste livline til fastlandet er væk. 

“Nåh, drenge, skal vi så se at få startet motoren”, kommer det muntert fra én af mændene. De andre griner. Deres fartøj har ingen motor. Under sig har de en primitiv flåde bygget af balsatræ, hampereb og bananblade. Til fremdrift kun vinden og bølgerne. Foran sig 7000 kilometer hav.

Heyerdahl betragter sejlet, som hænger næsten ubevægeligt. På det er malet et stort skægget ansigt – høvding Kon-Tiki, som har givet navn til flåden.

Hans bekendtskab med høvdingen, der levede 1500 år tidligere, begyndte i 1937 på en polynesisk ø, hvor Heyerdahl dengang boede med sin hustru. En lun sommeraften sad parret på stranden ved et bål. 

Tæt på dem sad en gammel mand, som havde boet på øen hele sit liv. Mens flammerne kastede deres legende skær over sandet, fortalte manden en utrolig historie om, hvordan Kon-Tiki havde ført sit folk fra Sydamerika over havet til Polynesien. 

Heyerdahl blev dybt optaget af at lære mere om Kon-Tiki, der ifølge beretningerne havde været høvding for et folk i Peru, der hyldede ham som både præst og gud. Men Kon-Tikis folk kom i krig med en anden stamme og blev slået. Sammen med en lille gruppe slap Kon-Tiki væk og krydsede havet til Polynesien.

Når Heyerdahl fortalte andre historien, ville ingen tro på, at datidens primitive flåder kunne sejle 7000 kilometer over åbent hav fra Sydamerika til Polynesien. Men Heyerdahl kunne ikke få historien ud af hovedet og besluttede at lade det komme an på en prøve. 

Han fik bygget en flåde af samme slags som dem, sydamerikanerne brugte på Kon-Tikis tid. Udelukkende ved hjælp af de særlige stabile passatvinde fra øst og en god portion mandsmod skulle flåden bære besætningen tværs over Stillehavet, og den 28. april 1947 stævnede de ud.

Bengt Danielsson tog 73 bøger om etnologi med på ekspeditionen. Han nåede at læse de 72.

© Kon-Tiki-museet

Kon-Tiki møder sin første storm

Så snart Kon-Tiki er på egen hånd, binder mændene den sidste proviant fast i kahytten. Det er nærmest vindstille, og mandskabet kan bevæge sig ubesværet rundt på dækket og i den lave kahyt. 

De har masser af proviant: 200 kokosnødder, kartofler, frugt, rødder, dåsemad og feltrationer fra den amerikanske hær. 250 liter vand i bambusrør hænger under flåden, så det kan holde sig friskt.

Også hvad angår mandskabet, er Heyerdahl godt forberedt. Fire af de fem mænd i besætningen har han kendt i mange år. 

Knut Haugland og Torstein Raaby, hvis speciale er at betjene flådens radiosender – et hjælpemiddel, som Heyerdahl modstræbende har indvilliget i at tage med – var Heyerdahls kammerater i den norske modstandsbevægelse i 2. verdenskrig. 

Disse to, styrmanden Erik Hesselberg og ingeniøren Herman Watzinger har Heyerdahl hånd-plukket, mens svenskeren Bengt Danielsson har meldt sig frivilligt. Han studerer indiansk kultur og har mødt Heyerdahl i Peru.

Med et krus dampende varm chokolade i hånden og friske kokosnødder nyder de seks mænd den første solnedgang på Kon-Tiki. Alt ånder fred på den første dag på havet.

Næste dag blæser det op. Det store sejl bliver fyldt med vind, og bølgerne bliver højere og højere, for hvert øjeblik der går. Tre mænd bakser med at få sejlet til at stå, så vinden kommer ind direkte bagfra. 

Imens arbejder de tre andre med den store styreåre i agterstavnen. Mændene holder vejret, da den første store bølge rammer dem. Det rykker i flåden, da den lægger sig lidt på højkant og nærmest klatrer op på bølgen. Med en rysten glider den igen ned i bølgedalen for at vente på den næste sø. Det er, som om de befinder sig i en gigantisk rutsjebane.

Pludselig kommer to bølger hurtigt efter hinanden. Vandet skyller ned over flåden, og mændene griber efter noget, de kan holde fast i.

De kolde søer pisker mod ansigt og krop, men bølgen ruller væk lige så hurtigt, som den er kommet, og det vand, som er skyllet op på dækket, siver ned mellem stammerne. Lettede ser Heyerdahl og hans mænd på hinanden. Flåden fungerer præcist, som den skal.

Under stormen må mændene skiftes til at holde styreåren om natten. Men arbejdet er så hårdt, at de kun har kræfter til at sidde en time ad gangen. Når de bliver afløst, kravler de ind i kahytten, våde, kolde og dødtrætte. Her binder de et reb om benene, så afløserne kan trække i det, når det er tid til vagtskifte.

Fiskene flyver selv op på dækket

Efter tre døgns uvejr vågner mændene til en klar dag. Omkring dem bruser søen stadig, men skarpheden i bølgerne er væk, og solskinnet giver himmel og hav et blidt og venligt udseende. Efter 60 timer i den brølende storm skubber Kon-Tiki sig nu støt gennem Stillehavet.

Alle i besætningen har faste arbejdsopgaver. De skiftes til at tage kokketjansen og vække de andre med friskstegt fisk. Herefter er der tid til en hurtig dukkert i havet, før mændene går i gang med dagens gøremål. 

Danielsson er udnævnt til steward og har ansvaret for provianten og de daglige rationer. Watzinger er teknisk leder. Han er ansvarlig for alle meteorologiske og hydrografiske observationer og har dagen lang travlt med sine målinger. 

Snart er han i masten, og snart dykker han ind under flådens bund for at aflæse sine instrumenter. Hver nat sender Raaby og Haugland radiomeldinger om ekspeditionens fremskridt ud i æteren. Om dagen bakser de for at holde teknikken kørende i den fugtige kahyt og holde antennen i rette position i flådens mast.

Hesselberg lapper sejl, splejser reb og tegner skitser af sine rejsefæller eller af de mange usædvanlige fisk, han ser. Heyerdahl har travlt med at føre logbog, skrive rapporter og filme. Jobbet som styrmand går på omgang, og alle deltager i fiskeriet. 

Det sidste er en både let og fornøjelig opgave, for mange fisk serverer bogstavelig talt sig selv; hver nat lander masser af flyvefisk på dækket. Mændene fanger også de hajer, der svømmer tæt på flåden. 

Både for at spise dem, men også fordi de udgør en konstant trussel. Ofte kan de fange hajerne blot ved at tage fat i deres hale og slynge dem op på dækket. Herefter gælder det bare om at holde sig på afstand af de skarpe tænder, til hajen er død.

Mændene brugte tit de bare hænder, når de gjorde det af med de hajer, der lurede omkring flåden.

© Polfoto/Ullstein Bild

Herman Watzinger falder over bord

Mændene bliver solbrune og langskæggede. På særligt rolige vagter kan rorgængeren læne sig tilbage og blunde, mens han dovent styrer med en fod og flåden roligt drives frem af blide passatvinde. Turen over Stillehavet begynder at ligne en fornøjelsestur. 

Den 21. juli, efter 84 dage på havet, er vejret imidlertid usædvanligt stille. Vinden lægger sig fuldstændigt. Sejlet hænger slapt ned, og hvide fjerlette skyer står nærmest stille på den blå himmel. 

Uroligt spejder mændene mod syd, hvor en sort sky samler sig og glider ind over himlen. Herefter går det stærkt. Kastevinde griber fat i sejlet og spiler det ud, mens himlen formørkes. Søen piskes op i meterhøje bølger. 

Watzinger får travlt med at hente vindmåleren og når lige at konstatere, at vinden blæser 14-16 m/s, da en grøn skygge farer forbi ham. Vinden har fået fat i Raabys sovepose og slynger den i bølgerne med stor kraft.

Instinktivt og uden at ænse hvor tæt han er ved flådens kant, rækker Watzinger ud efter soveposen. I næste nu ser de andre en arm stikke op fra vandet og hører et svagt råb om hjælp gennem bølgelarmen. Et øjeblik er de som lammet. Så går det op for dem, hvad der er sket.

Kolde af skræk ser de Watzinger kæmpe for livet i de høje bølger. Raaby, der sidder ved styreåren, tumler over mod redningsflåden og flår i bambustromlen, som linen til båden er viklet rundt om. Den sidder uhjælpeligt fast. 

I vandet rækker Watzinger armen ud mod styreåren, men de udstrakte fingre når ikke langt nok. Han glider agterud og forsvinder bag Kon-Tiki, der ubønhørligt hugger fremad. Haugland og Hesselberg løber mod kahytten, hvor en redningsvest er fastgjort med en lang line. 

De prøver begge at kaste den ud, men vesten kommer ingen vegne. Blæsten er for strid. Mens mændene kæmper for at få redningsflåden i vandet, glider Watzinger længere og længere bagud. Armene går som møllevinger, mens han desperat forsøger at crawle tilbage til flåden.

I et nu kaster Haugland sig i vandet. Med redningsvesten i den ene hånd svømmer han med hurtige seje tag ud mod den fægtende mand. 

Hver gang Watzinger er oppe på en bølgetop, forsvinder Haugland i en dal, og omvendt. Åndeløst følger mændene på flåden de to mænds kamp i bølgerne, indtil de til sidst ser dem mødes. Begge mænd klamrer sig til vesten, mens havet vipper dem op og ned. 

Haug- land rækker en arm i vejret som tegn på, at de vil hales ind. De fire mænd på flåden har alle fat i linen og haler som gale, mens de håber, at ingen af mændene i vandet har set den mørke trekant, der faretruende rejser sig bag dem.

Gispende kravler de to mænd omsider op på flåden lige i tide til at se den sorte form ude i vandet forsvinde i bølgerne. 

Da går det op for dem, at det ikke er en haj, men et luftfyldt hjørne af Raabys sovepose. Mens de alle får pusten på dækket, gyser de ved tanken om, hvilket væsen der har trukket soveposen ned. 

“Jeg er glad for, at jeg ikke var inden i den”, siger Raaby og griber igen styreåren. Ellers bliver der ikke sagt meget den aften. De ved kun alt for godt, at historien let kunne have endt helt anderledes.

I tre måneder ser mændene intet andet end himmel og hav. Men den 30. juli, efter 93 dage på søen, kan besætningen omsider se land: den polynesiske ø Pukapuka. Men vinden er imod dem, og skuffede må mændene opgive ethvert håb om landgang. 

Få dage senere er der atter håb om fast grund under fødderne, da øen Angatau kommer i sigte. Alle flådens flag går til tops, og mens de glider langs de hvide strande og palmetækkede hytter, finder Hesselberg sin guitar frem. 

Iført en stor peruviansk solhat skråler han sentimentale sydhavsmelodier, mens Danielsson serverer et overdådigt måltid. De åbner en kokosnød og løfter den i en hyldestskål mod de friske eksemplarer på øen.

Den farligste del af rejsen har de imidlertid endnu foran sig. Angatau er en del af Tuamotogruppen, en øgruppe, som består af koraller. Rev så skarpe som knive spærrer for indsejlingen. 

For at komme ind må de finde en åbning i revet. Den mindste fejltagelse kan få katastrofale følger, for rammer flåden revet, vil de blive knust mod korallerne.

Pludseligt får mændene øje på noget, der bevæger sig inde på stranden. To polynesiere sætter en kano i vandet og begynder at padle imod dem. 

Kanoen lægger til ved siden af flåden, og med et grin rækker den ene mand hånden frem. “Good night”, råber han. Heyerdahl ønsker også ham en god aften. Han er lettet, men da han spørger, om manden kan engelsk, får han det samme svar – “Good night”. 

“Maimai hee iuta” – gå lige mod land – forsøger Heyerdahl, der kan lidt polynesisk. Mændene nikker bekræftende og peger mod den åbning i revet, de lige er sejlet igennem. Begge suger begærligt på de cigaretter, Kon-Tikis besætning har budt dem, da de steg om bord. 

Heyerdahl gør padlende bevægelser med armene som tegn på, at han gerne vil have hjælp til at padle mod land. Den ene mand gør en bevægelse, som trak han i et håndsving. 

“Brrrrr”, siger han insisterende i et forsøg på at efterligne en motorlyd. Heyerdahl forstår. Polynesierne tror, at Kon-Tiki er en båd, som blot er lastet så meget, at kun dækket er synligt. Han lader dem mærke under flådens bund. 

De måber, da hænderne glider ind under stammerne. Så slukker de cigaretterne og begynder at padle det bedste, de har lært.

Kun reb holdt stammerne sammen.

© Getty Images

Landgang må opgives

Strømmen er for stærk. Selvom polynesierne henter forstærkning i landsbyen, driver flåden blot længere til havs. Da mørket falder på, må de indfødte vende om. Slukørede ser besætningen kanoerne forsvinde i mørket med kurs mod øens lejrbål, der flammer stadigt svagere.

Efter at have været så tæt på land er det frustrerende at være tilbage på det åbne hav. I tre dage driver flåden af sted uden land i sigte. 

Heyerdahl studerer kortet, og der er ingen tvivl: De driver imod Takume og Raroiarevene, et mægtigt revområde, der spærrer 70-80 kilometer hav foran dem. De styrer mod revets sydligste del, hvor de håber at kunne komme klar af pynten og i land.

Natten efter dag nummer 100 på søen vågner Heyerdahl med en følelse af uro i kroppen. Han kender efterhånden flådens bevægelser, men noget er anderledes. Rastløst går han omkring på dækket. Han klatrer op i masten, men der er stadig kun vand at se. 

Lige før klokken seks, da morgenhimlen får et lyseblåt skær, kommer Raaby farende ned fra mastetoppen og råber, at han igen kan se land. Forude ligger en hel række små palmeøer. Lidt efter kan de alle se dem tydeligt. 

De nærmeste ligger otte-ni kilometer borte. Men revet ligger mellem dem og øerne, og Kon-Tiki har kurs lige imod det. Uanset hvad de gør, driver strømmen ubønhørligt flåden mod den sydende brænding.

Den ubehagelige følelse af uro viger for kold beslutsomhed. Mens Kon-Tiki gynger op og ned i den urolige sø, uddeler Heyerdahl de sidste ordrer, så hver enkelt ved, hvad han skal gøre, når flåden slår mod revet. 

Hastigt bærer de alt af værdi ned i kahytten og surrer det fast så godt, de kan. Vigtige papirer og de film, Heyerdahl har optaget, bliver pakket ned i vandtætte poser. Bambusdækket bryder de op, så de kan skære de tove over, som holder styrefinnerne. 

Da de er væk, er bunden helt flad og nemmere at få hen over revet. Besætningen har lavet et anker af tomme vandbeholdere, brugte radiobatterier, tungt skrammel og forskellige træstykker. Det surrer de nu fast til bagbordsmasten. 

Når ankeret bliver kastet ud, vil Kon-Tiki gå ind i brændingen med agterstavnen først. Alle får ordre til at tage sko på og holde sig fast til flåden for enhver pris. Nu er der kun at vente.

Så er det nu

Klokken 9.50 skriver Heyerdahl en sidste note i logbogen: “Kun nogle hundrede meter endnu...Alt er klart. Må pakke logbogen ned nu.

Alle ved godt mod, det ser stygt ud, men det skal nok gå!” Et par minutter senere smider de ankeret over bord. Med et ryk stopper flåden og drejer rundt, så agterstavnen vender mod brændingen. 

Raaby arbejder febrilsk ved radioen for at få den sidste melding af sted. Da de driver mod Raroiarevet, melder han. 

“O.k., 45 meter tilbage. Nu sker det. Farvel”. 

Han lukker radioen ned, og Haugland forsegler papirerne, inden de skynder sig ud på dækket til de andre. Højere og højere vipper bølgerne dem, mens drønene fra brændingen fylder luften. Alle klamrer sig til flåden. Kun Hesselberg har ikke fundet et sikkert tov at holde fast i. 

Han har glemt at tage sko på og er forsvundet ind i kahytten for at få fat på dem. Heyerdahl mærker, at søen har et godt tag i flåden, og at vandet måske kan løfte dem ind over revet. 

Besætningen kapper ankertovet, og en mægtig bølge løfter Kon-Tiki højt i vejret og sender dem mod land.

Farten og følelsen af uovervindelighed overvælder Heyerdahl, og mens flåden knagende, bragende og dirrende løfter sig op på bølgeryggen, råber han et dundrende hurra. De andre kigger forbavset på ham, men kan så ikke lade være med at smile. 

Det skal nok gå. Som en mur af grønt glas rejser den næste bølge sig over dem, og denne gang løfter den ikke Kon-Tiki op, men slår ned over flåden med en imponerende kraft. Heyerdahl føler det, som om en vældig kraft suger, presser, hiver og slider i ham. 

Han spænder hver eneste muskel i kroppen, og han har kun én tanke i hovedet – Hold fast! Da vandmasserne slipper deres tag, ser han i et glimt bølgen rulle hen over kahytten. Her på taget hænger de tre andre. 

“Se på flåden, den holder”, råber Knut, der nu hænger i rebstigen. Kun masten og kahytten er blevet slået en anelse skæve. Men en højere og mere faretruende sø tårner sig op. Heyerdahl når at brøle en advarsel til de andre, før den otte meter høje bølge rammer flåden med en enorm kraft.

De må have ramt revet, for Heyerdahl kan mærke stammerne give efter i ryk. Hvis han skal dø nu, skal det være sådan, når han at tænke – med alle sanser åbne og alle muskler spændt, kæmpende for sit liv her på Kon-Tiki.

Så ruller bølgen videre, og gispende kommer Heyerdahl til sig selv. Vandmasserne har efterladt flåden i kaos. Det fartøj, de i hundrede dage har kaldt deres hjem, er nu blot en samling sønderslået træ. Masten er knækket som en tændstik.

Balsablokken med styreåren er vredet rundt på langs, og tværbjælken knækket. Styreåren er slået til pindebrænde, og de solide fyrreplanker i boven er splintret. På tagryggen ligger en skikkelse helt ubevægelig. Det er Watzinger. 

Heyerdahl stivner ved tanken om, at Watzinger eller én af de andre er død – måske dem alle. I det perspektiv mister hans egen overlevelse og hele rejsen pludseligt sin værdi. 

Febrilsk ser han sig omkring, mens han råber sine rejsefællers navne. I det samme kommer der bevægelse ved flådens kant. 

Som en abe hænger Raaby i et tov og kæmper sig indenbords. Han ser mat ud, men er uskadt. På tagryggen drejer Watzinger hovedet og tvinger et smil frem. Snart melder de andre sig også.

Langskæggede og udmattede kunne besætningen vade i land efter den vellykkede ekspedition.

© Kon-Tiki Museet

Heyerdahl går i land

I det samme skyller en ny bølge ind over flåden, og i flere sekunder forsvinder alt omkring dem i vandmasserne, mens flådens stammer dunker og stanger mod revet uden at kunne komme over. 

Så bliver de suget ud igen, men da suget trækker bølgen væk fra revet, ser de de glinsende, røde koraller stikke deres spidser op. Søerne vælter ind over dem, men kraften er aftagende. Så glider flåden op på revet. Besætningen skynder sig op på agterenden af flåden, som er længst oppe på revet. 

Én efter én klatrer de ud på revet. Hver gang bliver flåden skubbet en tak, og da de sidste er ovre, er både mænd og flåde i sikkerhed.

Bortset fra Danielsson, der har fået en let hjernerystelse, er alle uskadte. Lykkelige vader de mod øen, der ligger godt 600 meter borte. 

I det klare vand, der snart når dem til anklerne og snart til brystet, er der et mylder af farver og liv; alger, søanemoner, mos, kaktus og forstenede vækster i rødt og hvidt, gult og grønt. 

Fisk og små hajer svømmer omkring, men flygter for de plaskende menneskeben. Med havvandet dryppende af skægget skubber Bengt kassen med gasapparatet foran sig. Det og det meste andet fra lasten bliver bjærget. 

Alt over dækket er smadret, men de ni balsastammer, som udgør selve flåden, holder. Heyerdahl bærer på en lille palme. Den er spiret fra én af kokosnødderne om bord. Så snart han er kommet ind på stranden, sparker han skoene af og betragter de spor, hans nøgne fødder laver i sandet. Omkring ham piler firben og blodrøde eremitkrebs. 

Han synker på knæ og borer fingrene dybt ned i det varme, knastørre sand. De er alle i live, og ekspeditionen er fuldført. Efter 101 dage på havet har de bevist, at det kan lade sig gøre at krydse Stillehavet på en tømmerflåde. 

Læs mere

Thor Heyerdahl: Kon-Tiki ekspeditionen, Gyldendal, 1948. Arnold Jacoby: Senor Kon-Tiki. Bogen om Thor Heyerdahl, Gyldendal, 1966.

Måske er du interesseret i...

Læs også