Bogen om Marco Polos rejse til Kina blev en kæmpe succes i 1300-tallet. Den blev oversat til en lang række sprog og udkom over det meste af Europa.

© Polfoto/Topfoto & Bridgeman

Marco Polos eventyrlyst banede vejen til Kina

I år 1271 forlod den 17-årige Marco Polo sin hjemby, Venedig, og indledte verdenshistoriens måske mest berømte rejse til Kublai Khans hof i Kina. Ved hjemkomsten blev hans rejseskildringer stemplet som rent tankespind – selv påstod Polo, at han kun havde fortalt halvdelen. Døm selv.

11. september 2018 af Jan Ingar Thon

Forfatteren Rustichello sad i sine egne tanker, da døren til hans mørke celle med ét blev slået op.

“Én til at holde dig med selskab”, råbte vagten og skubbede hårdt en anden mand ind i rummet.

Vagten trak den tunge trædør i igen, mens den nye fange rejste sig. Han havde et velplejet skæg og var klædt i venetiansk dragt.

Men alligevel havde manden noget fremmedartet over sig. Klæderne var af den fineste silke, og ringene på hans fingre havde ædelstene, som Rustichello aldrig havde set mage til. Og da fangen endelig talte, var det med en kraftig accent.

“Buon giorno, signore. Vi skal vist tilbringe nogen tid sammen, så lad mig præsentere mig. Mit navn er Marco Polo; borger af Venedig, handelsmand og kaptajn på et af dogens skibe. Og nylig vendt tilbage til min hjemby efter 24 år på rejse i Orienten”.

Rustichello greb sin pen og skrivesager fra en kiste. “Fortæl, mester Polo...”

I fængselscellen i Genova fortalte Marco Polo ivrigt om sine oplevelser i Asien. Medfangen Rustichello skrev alt ned og viderebragte Polos beretninger.

© Polfoto/Topfoto

Far og onkel besøgte khanen

Sådan kunne mødet mellem Rustichello og Marco Polo have udspillet sig for 700 år siden. I al fald blev mødet i cellen indledningen til en af de mest berømte rejseberetninger i historien.

Måske var det tilfældigheder, der havde indledt den eventyrlige rejse. Måske var det Guds vilje. Marco Polo var ikke sikker. Men næsten 40 år før han og Rustichello kom til at dele celle, havde Marcos far, Nicolo, og onklen Maffeo været på handelsrejse øst for Sortehavet.

Under deres rejse var stridigheder brudt ud mellem to mongolske fyrster, og vejen tilbage til Venedig var blevet spærret. Mens de to brødre ventede, mødte de en adelsmand, som inviterede dem til mongol-herskeren Kublai Khans hof.

Nicolo og Maffeo accepterede og ankom efter en længere rejse til khanens palads. Kublai ville vide alt om italienernes land, religion og kultur. Brødrene svarede efter bedste evne og blev længe ved hoffet.

Khanen ville kun lade sine gæster rejse hjem, hvis de opfyldte hans betingelser: Polo'erne skulle levere breve til paven, hvor Kublai bad om 100 europæiske lærde.

De skulle bringe videnskab og kristendom til hans rige, havde khanen besluttet. Desuden skulle italienerne skaffe olie fra lampen, som brændte ved Kristi grav i Jerusalem.

Før khanen sendte sine gæster af sted, gav han dem en guldtavle med en indskrift, som garanterede dem fri passage i hele hans rige.

Polo'erne ventede i to år

Tilbage i Venedig fik brødrene Polo svært ved at leve op til deres aftale med khanen. Paven var netop død, og valget af en ny trak ud. I over to år ventede brødrene, men besluttede i år 1271 at vende tilbage til khanen uden at have leveret hans breve. Med sig bragte de denne gang den 17-årige Marco.

En galej førte de tre Polo’er over Middelhavet til Jerusalem. Her anskaffede de den olie, khanen havde bedt om, og de havde knap indledt deres rejse mod øst, da de fik besked på at rejse til byen Akko. 

En ny pave var omsider blevet valgt, og han ventede dem. Paven overrakte dem breve til khanen, men de 100 lærde kunne han ikke skaffe. Derimod fik Polo'erne følge af to munke, som skulle lære khanen om kristendom.

Den lille ekspedition drog af sted, og efter nogle dage mødte de en gruppe muslimske soldater. Med sig havde de en flok ynkelige fanger i lænker. 

“Mongolske krigere!” råbte soldaterne fornøjede. De to munke blev chokeret; så disse var altså de mægtige mongoler, som skulle sikre ruten til khanens hof? Munkene nægtede at rejse længere, og de tre Polo’er drog videre alene.

Måske skulle de to munke have rejst med alligevel, for Marco Polos rejse var ikke blot et møde med nye kulturer; den var også en rejse tilbage til bibelsk tid. En dag så de rejsende et mægtigt bjerg i det fjerne.

“Ararat”, forklarede Marcos far, “bjerget, hvor Noas ark strandede efter syndfloden”. Og den unge Marco syntes, at han kunne skimte et træfartøj på toppen. Nogle dagsrejser senere kom de til byen Saveh, hvor de vise mænd lå begravet – med hår og skæg, der stadig var intakt, bemærkede Marco Polo.

Kublai Khan ville sørge for Polo'ernes sikkerhed og gav dem derfor en lille guldtavle. Den gav fri passage gennem khanens store rige.

© Getty Images

Overalt i Persien mødte venetianerne skønne og mærkværdige syn. Men de blev også mindet om mange årtier med krig og mongolsk hærgen. 

Byer, som engang havde været rige og storslåede, var nu ruiner dækket af ørken. For familien Polo var mongolernes erobringer dog en stor gave. Overalt, hvor de viste khanens guldtavle frem, blev byporte og husdøre åbnet for dem.

Men selv ikke guldtavlen kunne afværge alle farer. I det sydlige Persien levede en røverstamme, som ikke blot var røvere – fortalte Marco – de var også djæveldyrkere, som havde lært sort magi i Indien. De kunne få mørke til at lægge sig over landet midt på dagen, og i ly af mørket plyndrede de karavaner og dræbte handelsrejsende.

“Jeg var selv ved at lide den skæbne”, fortalte Marco Polo. “Men som ved et mirakel klarede en håndfuld af os at flygte og søge tilflugt i borgen Konsalmi – alle andre faldt i røvernes kløer”.

Konsalmi lå nord for rejsens første mål: havnebyen Ormus. Derfra ville Polo’erne rejse videre med skib, men venetianerne blev slemt skuffede. 

“Skibene i Ormus var af den værste slags”, udbrød Marco. “Mange gik tabt, fordi de ikke blev sikret med nagler, men syet sammen med tråd af kokospalme-bark. Enhver handelsrejsende, som sejlede i dem, udsatte sig for de værste farer”.

En sørejse ville være for farlig, så Polo'erne besluttede, at de måtte tilbage igennem Persien og derefter sætte kursen mod nordøst. Dér ventede verdens højeste og farligste bjergkæder.

Marco var syg i et år

I cellens mørke fortalte Marco Polo begejstret om lande og fremmede skikke, men kun meget lidt om sig selv. Rustichello vurderede, at Polo måske bar på en hemmelighed eller sorg. Af og til var han på nippet til at afsløre noget. 

“Kvinderne i Kobian var de smukkeste i verden”, sagde Polo en dag med et fjernt og drømmende blik. Men så tog han sig sammen. 

“Lad mig nu fortælle om skikkene i det land, vi rejste gennem!” Rustichello fik ikke mere at vide om pigen, som Polo måske havde forladt. Men fortællingen fortsatte.

For hver dag kom bjergkæden Hindu Kush – et af verdens højeste områder – nærmere. Opstigningen mod de sneklædte tinder var netop begyndt, da Marco blev alvorligt syg med feber. I næsten et år ventede Polo'erne på bedring, og langsomt mistede de håbet om at nå deres mål. 

Men en dag fortalte en indfødt om et sted oppe i højlandet, hvor de lokale bragte deres syge. Turen op til dalen tog en hel dag. “De vide sletter var dækket af græs, træer og brede floder af det reneste vand, som sprang frem fra klipperne. Og floderne var fulde ad ørreder og andre dejlige fisk. Og luften var så ren og forfriskende!”

Det rene vand og luften helbredte Marco Polo, og nu fortsatte opstigningen mod toppen af Hindu Kush. I dagevis red Polo'erne opad, indtil de nåede Pamir-sletten. 

Her herskede is, kulde og stilhed mellem de knugende bjergtoppe. Ingen mennesker var at se, og kulden tillod ingen fugle at flyve. Ét dyr levede dog i disse fjendtlige bjerge; “Jeg så får med horn, som var tre, fire, ja, seks håndslængder lange!”

Marco Polo slog ud med armene for at demonstrere, og Rustichello måtte skjule et smil over endnu en fantasifuld historie. Men han nedfældede pligtskyldig beretningen om de store får – som blev opkaldt efter Polo, da deres eksistens blev bekræftet 500 år senere.

Columbus læste ivrigt om Marco Polos oplevelser og bragte sit idols bog – med noter i marginen – med på sine sørejser.

© Ullstein Bild

Dæmoner lokkede rejsende

12 dages rejse senere begyndte det endelig at gå nedad. Men landskabet var stadig goldt, selv om klimaet blev mildere. 40 dage senere nærmede Polo'erne sig den rige handelsby Kashgar.

Efter rejsen gennem de øde bjerge var det næsten uvirkeligt at se byens smukke vingårde og bugnende frugthaver. Men store prøvelser ventede stadig forude – den første var Taklamakan-ørkenen.

Taklamakan betyder: “Den, som går ind, kommer aldrig tilbage”, og ørkenen var berygtet for sine sandstorme. Men endnu værre farer truede de rejsende – Taklamakans onde ånder. “Hvis en rejsende blev væk fra sit følge, var han fortabt”, fortalte Marco.

Ved at efterligne menneskestemmer lokkede dæmonerne ensomme rejsende ind i ørkenen, hvor ofret til sidst omkom blandt sandbanker og skarpe klipper. 

Andre gange genlød ørkenen af lyden fra alverdens musikinstrumenter eller trommer og raslen fra våben, men de rejsende så aldrig noget. Det lød som om, at en hel hær af døde krigere var på march gennem ørkenen.

30 dage tog det for Polo'erne at krydse Taklamakan. Men så snart én ørken var passeret, ventede den næste. Gobi-ørkenen var ikke kendt for dæmoner, men derimod for voldsomme sandstorme. 

Under disse blev småsten og grus slynget gennem luften med sådan en styrke, at både mennesker og dyr blev flået. Men heller ikke Gobi kunne knække de tre italienere, og nu nærmede de sig for alvor rejsens mål.

Kublai Khans sommerpalads i Xanadu lå stadig 40 dagsrejser borte, da Polo’erne så ryttere i det fjerne. De nærmede sig hastigt, og Marco så mørke, skæggede krigere klædt i læder, pels og jernplader. I hænderne bar de korte buer, lanser eller krumme sværd. 

De rejsende befandt sig midt på en åben slette og havde ingen steder at søge tilflugt. De måtte blot vente og håbe det bedste.

Krigerne omringede venetianerne, og for sidste gang trak Marcos far khanens guldtavle frem fra pelsfrakken og hævede den over hovedet. 

Lederen for rytterne råbte: “Vi ønsker herrerne Polo velkommen til vort rige! I er ventet. Vi er udsendt for at føre jer sikkert gennem den sidste del af rejsen til vor herre Kub-lai Khan”.

Marco Polos rejse fra Venedig til Kub-lai Khans rige var ovre – men ikke fortællingen. Resten af tiden i cellen fortsatte Polo med at fortælle om sine oplevelser i khanens rige.

Efter et år i fangenskab blev Marco Polo løsladt og vendte tilbage til Venedig. Rustichellos noter blev hurtigt populær læsning i hele Europa og gjorde Polo til en stor berømthed. 

Mange tvivlede dog på hans fortællinger, og da han lå på sit dødsleje, bønfaldt præsten Polo om at tilstå, at han havde pyntet på virkeligheden i sine fortællinger. Den 70 år gamle Marco Polo rystede på hovedet. Stemmen var svag, men tydelig:

“Overdrev? Jeg fortalte ikke engang halvdelen af alt det, jeg så!”

Læs mere

Marco Polo: The Travels of Marco Polo, Wordsworth, 1997. Laurence Bergreen: From Venice to Xanadu, Vintage, 2008.

Måske er du interesseret i...

Læs også