Middelalder-munk på farlig fredsmission

Mongolerne er skændige drukmåse

Godt tre uger efter afrejsen fra Konstantinopel og landgangen på Krim møder Vilhelm i begyndelsen af juni 1253 de første mongoler på stepperne:

“Jeg havde det, som var jeg kommet til en helt anden verden”, skriver munken, inden han beretter om mongolernes særprægede levevis.

“De har ingen faste bopladser, og de ved ikke, hvor den næste skal ligge”, konstaterer han forundret. Men det, der overrasker ham mest, er mongolernes enorme telte.

De kan være ni meter i diameter og bliver transporteret på gigantiske oksekærrer. Sådan et køretøj kræver 22 okser, fordelt omkring en vognstang så stor som en skibsmast.

“En rig mogul har vel omkring 100 eller 200 af den slags vogne, og hans lejr ser ud som en hel by, selv om der er meget få indbyggere i den”, forklarer Vilhelm.

Indigneret konstaterer han, at mongolerne ikke alene praktiserer flerkoneri, men også svælger i stærke drikke.

De bogstaveligt tvinger munden op på hinanden ved at gribe fat i ørerne og trække til, indtil munden er spilet op, hvorefter de hælder drikken ned i halsen.

“Både mændene og kvinderne drikker, og nogle gange drikker de om kap på den skændigste og mest løsslupne måde”, oplyser Vilhelm og tilføjer, at lejrens herre under drikkelaget altid sidder ved siden af den af sine hustruer, som han har delt seng med om natten.

Kontrasten til Vilhelms egen tilværelse kunne næppe være større: Som franciskanermunk er han forpligtet til at leve i cølibat og yderste nøjsomhed.

Den katolske ordens ideal er fattigdom, og Vilhelm må ikke eje noget, men skal arbejde og tigge sig til føden og desuden vie sit liv til at hjælpe de fattige, stifte fred og missionere.

Særligt det sidste volder Vilhelm problemer.

Mongolerne er vældigt nysgerrige efter at høre om den kristne lære, og gennem sin medbragte tolk forsøger munken ihærdigt, men uden større succes at overbevise de mennesker, han møder på sin vej, om, at de bør lade sig døbe.

Sidst i juni 1253 er han for første gang ganske tæt på at have heldet med sig. Han bliver opsøgt af en mand, der måbende lytter til Guds ord og bliver fyr og flamme, da han erfarer, at han kan få tilgivet alle sine synder, hvis bare han lader sig døbe.

Manden beslutter sig på stedet for at blive døbt, men bedst som Vilhelm er ved at gøre klar til den hellige handling, får manden kolde fødder.

Han svinger sig op på sin hest og meddeler, at han først må rådføre sig med sin kone.

Da mongolen dagen efter kommer galopperende tilbage, er det med beskeden om, at han alligevel ikke tør modtage dåben.

Begrundelsen er, at han så ikke længere må drikke gæret hoppemælk, mongolernes alkoholiske favoritdrik, som de tyller ned i store mængder både til gilder, og når de bare skal slukke tørsten.

Falsk rygte om kristne mongoler

I Europa florerer et rygte, at nogle af de mongolske fyrster er kristne, blandt dem høvding Sartagh. Men da Vilhelm når til Sartaghs lejr nær Volga-floden (vore dages Rusland) sidst i juli 1253, må han sande, at rygtet er falsk.

“Sartagh er ikke kristen, men mongol. Og mongolerne er så overmodige, at selv om nogle af dem muligvis tror på Kristus, så ønsker de ikke at blive kaldt kristne.

De ønsker, at deres navn, som er mongoler, skal stå over alle andre navne”, skriver Vilhelm ærgerlig.

Han har medbragt et brev til Sartagh fra den franske konge, som anmoder mongolen om at være venligt stemt over for de kristne og fjendtlig mod alle, der er korsets fjender.

Men høvding Sartagh ønsker ikke at tage stilling til brevet, eftersom han ikke vover at løfte en finger uden sin fars tilladelse. “Så I må rejse til min far Batu Khan”, befaler han og bladrer nysgerrigt i Vilhelms salmebog og piller ved det kors, munken altid har på sig.

“Skal det forestille Kristus?”, forhører Sartagh sig.

På rejsen til Batu Khans lejr i byen Saraj længere nede ad Volgas løb frygter Vilhelm for første gang under ekspeditionen for sit liv.

Ruten fører lukt gennem et steppeområde, som er berygtet for sine røverbander, der slår til i flokke på 20-30 stykker. Bevæbnet med bue og pil dræber de alle, de møder, og stjæler deres heste, men Vilhelm slipper med skrækken.

Til gengæld er han tæt på at bukke under for sult.

Under det fire dage lange besøg hos Sartagh er han ikke blevet budt på andet end hoppemælk, og på den to dage lange vandring til Batu må han tage til tage til takke med lidt tvebakker, som han selv har medbragt.

Til grin hos Batu Khan

Batu Khan er leder af “Den Gyldne Horde” – et indflydelsesrigt mongolsk folk hørende under storkhanen, som i årevis har plyndret Østeuropa og spredt rædsel på hele kontinentet.

Turen til Batus lejr inkluderer en sejltur på Volga, og da Vilhelm omsider går i land, stimler nysgerrige mongoler sammen om ham.

Som han står der, med bare fødder og iført grå munkekutte, ligner han ikke en fornem udsending fra den katolske kirke, men snarere et væsen fra en anden planet. Lejrens indbyggere griner højlydt ad den trinde franskmand.

En repræsentant for Batu Khan fører ham til fyrstens telt, men understreger, at Vilhelm ikke må sige noget, før Batu befaler det, og at han skal knæle og tale kort.

Omgivet af sine hustruer sidder Batu på en trone, der er lige så lang og bred som en seng og fuldstændig forgyldt.

Han byder Vilhelm på hoppemælk, som er skænket i et bæger af sølv og guld med indlagte ædelstene, og så befaler han munken at tale.

Vilhelm lægger ikke fingrene imellem, da han knælende tager ordet: “I skal vide, at I ikke kan få del i de himmelske goder, hvis I ikke er kristne. Thi Gud siger: Den, som tror og er døbt, han skal blive frelst. Men den, som ikke tror, han skal fordømmes”.

Da tolken har oversat Vilhems tale, slår Batu Khan en kort latter op, hvorefter de andre mongoler i forsamlingen giver los og begynder at huje og gøre nar ad franskmanden. Men så maner Batu brat til ro og spørger munken, hvem det egentlig er, franskmændene fører krig imod.

“Mod muslimerne, som hærger Guds hus, Jerusalem”.

Præcis som sin søn Sartagh nægter Batu Khan at tage stilling til den franske konges ønske om, at mongolerne skal gøre fælles front med de kristne.

I stedet befaler han Vilhelm at drage til den store khan Mangu (eller Möngke) i nærheden af den mongolske hovedstad Karakorum.

Mangu Khan er barnebarn af den berygtede Djengis Khan, Mongolerrigets grundlægger, og har som storkhan kontrol over hele det mongolske imperium. I det mægtige rige er hans ord lov.

Karakorum ligger knap fem måneders rejse fra Batu Khans hovedkvarter ved Volga, og khanen stiller gæstfrit en fører til rådighed for munken.

På forhånd advarer føreren om, at kulden visse steder er så isnende, at sten og træer flækker.

I dette klima er bare tæer og en munkekutte ikke meget bevendt, så føreren udstyrer Vilhelm med en lodden fåreskindspels, skindbukser, støvler, sokker af filt plus heste, som dog ikke gør særlig stor gavn.

Mongolerne i selskabet udvælger selv de stærkeste dyr og overlader de ældste øg til de fremmede, som derfor er tvunget til at tilbagelægge lange strækninger til fods.

Forplejningen er også ussel. Munken er dødeligt udmattet og fryser, men får ikke meget at styrke sig på.

Om morgenen får han en beskeden portion hirsevælling, og først om aftenen vanker der rigtig mad, typisk i form af fårebov, som på grund af ødemarkens mangel på brænde er helt rå eller i bedste fald kun halvkogt.

I rejsens første uger bliver det enkle måltid indtaget i dyb tavshed, eftersom føreren åbenlyst foragter Vilhelm.

Efter nogen tid tør han dog op og begynder at spørge til Vilhelms baggrund. “Er det sandt, at den store pave er over 500 år gammel, sådan som rygtet siger?”

Vilhelm jager djævle på flugt

Gennem dybe dale og over høje, sneklædte tinder skiftevis rider og vandrer Vilhelms ekspedition, men da truppen i december 1253 ankommer til et pas i Altaj-bjergene (grænsen mellem vore dages Kasakhstan og Mongoliet), nægter føreren at gå så meget som et skridt videre, før Vilhelm har fremsagt nogle bønner.

Blandt de høje klipper huserer ifølge guiden en flok stygge djævle, der bortfører mennesker eller flår indvoldene ud af dem.

Føreren mener, at bønner måske kan drive dæmonerne på flugt, så Vilhelm messer med høj røst i timevis, mens han vandrer:

“Jeg tror på én Gud, jeg tror på én Gud”.

Uskadt slipper selskabet gennem passet, og herefter glemmer føreren alle forbehold over for munken. Han beder Vilhelm skrive nogle sedler, som han kan bære på sig:

“Jeg tror på Gud” og “Fadervor”, grifler munken på nogle papirlapper, som den mongolske fører taknemmeligt propper ind under sin hætte. Men døbes vil han ikke.

Ekspeditionen bevæger sig frem ad de veje, som forbinder mongolernes hovedstad Karakorum med alle dele af det mægtige rige.

Vilhelm beskriver – som den første europæer – en yakokse. Og undervejs hører han om tyskere, som mongolerne har bortført og nu bruger som slaver i deres miner og smedeværksteder.

Her, langt fra Europa, møder han flere kristne – såkaldte nestorianere – men de imponerer ham ikke.

De er tilhængere af en oldkristen lære, som hævder, at Jomfru Maria kun var mor til mennesket Jesus – ikke til den guddommelige Kristus.

I år 431 fordømte den romerskkatolske kirke denne lære som kættersk og tvang nestorianerne på flugt.

Blandt mongolerne har disse troende fundet et fristed, men Vilhelm lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af disse selverklærede kristne:

“De er helt uvidende og fuldstændig moralsk fordærvede. De bedriver åger i stor stil og er fordrukne, og nogle af dem har endda flere hustruer ligesom mongolerne”, harcelerer han og forarges over, at nestorianerne ikke lever op til deres ansvar for i det mindste at prøve at gøre mongolerne kristne.

I det hele taget er Vilhelm dybt skeptisk over for folk med en anden religion end hans egen. På vejen til storkhanen erfarer han, at der findes en trosretning, som europæerne slet ikke har hørt om:

Buddhisme hedder den, og i munkens øjne bedriver tilhængerne “tåbelige praksisser” – blandt andet brænder de deres døde. Buddhistpræsterne rager både hoved og skæg – “på den måde ligner de franskmænd” – og går i safrangule dragter. Når de mødes i templet, er de tavse og veksler ikke et eneste ord.

“De benytter sig af papir og skrifttegn til trolddomskunst, og derfor er deres templer også fyldt med ophængte papirstykker”, beretter Vilhelm, der indlader sig på adskillige diskussioner med buddhisterne, uden at han bliver den mindste smule klogere på deres verdensbillede.

Storkhanen drikker tolken fuld

Efter knap et halvt års rejse når Vilhelm i juledagene 1253 til Mangu Khans lejr nær hovedstaden Karakorum.

Her beslutter munken at gå herskeren barfodet i møde, sådan som det er skik i hans hjemland, men den beslutning kommer han hurtigt til at fortryde.

Jorden er hård som sten og hvid af rimfrost, og på kort tid bliver munkens tåspidser så gennemfrosne, at han knap kan gå.

Men da Vilhelm sammen med sin tolk bliver ført ind til herskeren, glemmer han alt om sine blåfrosne fødder.

Indvendigt er khanens telt overalt smykket med gyldent klæde, og midt i det det hele troner Mangu Khan på en seng, iført et plettet og stærkt lysende skind, som minder om sælskind.

Munken bedømmer storkhanen til at være ca. 45 år gammel og beskriver ham som fladnæset og af middelhøjde. Ved hans side sidder en ung hustru og en voksen datter, som ifølge Vilhelm er så “overmåde hæslig”, at han knap kan tage blikket fra hende.

Gæstfrit forhører Mangu Khan sig om, hvad han må byde de besøgende af drikke. Hertil svarer Vilhelm: “Herre, vi er ikke folk, som søger glæde i at drikke. Det, som I ønsker, er godt nok til os”.

Øjeblikket efter får han stukket et bæger risvin i hånden, og mens han selv nøjes med høfligt at nippe til vinen, skyller hans tolk begærligt den gyldne drik i sig.

Igen og igen fylder mundskænken hans bæger op, og på kort tid bliver han synligt beruset.

“Vores opgave er at få mennesket at leve efter Guds lære”, fremfører Vilhelm sit ærinde og rækker Mangu Khan Biblen, som herskeren straks giver sig til at bladre i. Så fortsætter munken med tolkens hjælp:

“Vi beder derfor Eders højhed om, at I giver tilladelse til, at vi kan forblive i jeres land, for at vi kan holde gudstjenester for jer og jeres hustruer og børn. Vi har hverken guld eller sølv eller ædelstene, som vi kan give jer som gave, vi har kun os selv, som vi tilbyder for at tjene Gud og for at bede til Ham for jer”.

Tålmodigt lytter khanen til den fremmedes budskab, hvorpå han svarer: “Ligesom Solen spreder sine stråler overalt, således er mit og Batus herredømme udstrakt overalt. Derfor trænger vi ikke til jeres guld og sølv”.

Tolken er tydeligvis ikke ene om at være fuld, khanen er også svært beruset, og slukøret må Vilhelm opgive at finde hoved og hale i samtalen. Det første møde med mongolernes øverste hersker ender uden resultat.

Vilhelm bliver sendt til Karakorum

I april 1254 beordrer Mangu Khan, at Vilhelm og hans rejsefæller skal sendes til Karakorum. Vilhelm har ikke meget godt at sige om mongolernes hovedstad, der blev grundlagt af Djengis Khan blot 35 år tidligere.

Den er så stor, at 500 oksekærrer hver dag transporterer fødevarer til indbyggerne. Inde bag fæstningsmuren befinder khanens palads sig og op mod 4.000 diplomater fra hele den kendte verden – samt lande, Vilhelm aldrig har hørt om, fx Korea.

Her er kinesere, arabere og sågar franske landsmænd. Vilhelm møder bl.a. den bortførte guldsmed Guillaume Bouchier, der er ved at konstruere en helt enestående attraktion til Mangu Khans palads: et 10 meter højt træ lavet af sølv og andre ædle metaller.

Træet skal kunne servere alkoholiske drikke for khanens gæster.

Opholdet i Karakorum gør Vilhelm til en ener blandt historiens opdagelsesrejsende, for ingen anden har nedfældet en beretning om mongolernes legendariske by, der snart efter mistede sin betydning og gik til grunde.

Spåmænd er præster

Under opholdet hos storkhanen bemærker Vilhelm, at han langtfra er den eneste, der forsøger at vinde mongolernes gunst.

Nestorianere, buddhister og muslimer sværmer om Mangu Khan – med Vilhelms ord “som bier om honning” – og herskeren er yderst tolerant over for alle.

Han slynger om sig med gaver og venlige ord, men er på ingen måde modtagelig over for hverken den kristne eller nogen som helst anden tro.

Uanset hvilke anstrengelser Vilhelm gør sig for at få lejlighed til at prædike, bliver han mødt af latter og undren.

Khanen kan dog godt bruge munken i nødstilfælde – eksempelvis anmoder han Vilhelm om at bede Gud om at mildne kulden og vinden – men når det kommer til livets store spørgsmål, lytter Mangu Khan kun til sine spåmænd.

“Når storkhanen ønsker at foretage sig et eller andet, gør han brug af spåmændene eller præsterne, som han kalder dem.

Og alt, hvad de råder ham til at gøre, det gør han uden tøven. De forudsiger, hvilke dage der er heldige og uheldige til at udføre alle handlinger.

Derfor stiller mongolerne aldrig en hær på benene eller indleder en krig uden at have rådført sig med spåmændene”.

Vilhelm forklarer, at storkhanen desuden spørger brændte fåreknogler til råds, inden han foretager sig noget – endda inden han lader nogen komme ind i sit hus.

Hvis knoglerne efter en tur på bålet er sprækket på langs, er vejen banet for det, han ønsker at gøre. Er de derimod flækket på tværs, undlader han at skride til handling.

“Djengis Khan er Guds søn”

Som dagene går ved Mangu Khans hof, svinder Vilhelms håb om, at han nogen sinde vil få mulighed for at udlægge det kristne budskab, som brænder på hans læber.

Når han er i audiens hos storkhanen, må han ifølge reglerne kun tale, hvis han bliver spurgt – langt hovedparten af tiden fører khanen selv ordet.

Men 31. maj 1254 håber Vilhelm på en gylden chance. Den dag kalder Mangu Khan ham endnu en gang i audiens og siger:

“Vi mongoler tror, at der kun er én Gud, ved hvilken vi lever, og ved hvilken vi dør. Over for ham har vi et retskaffent hjerte.

Men ligesom Gud har givet hånden flere fingre, har han også givet menneskene flere veje. Gud har givet skrifterne til jer kristne, men I overholder dem ikke.

Os har han givet spåmænd, og vi gør, hvad de siger, og vi lever i fred”, pointerer Mangu Khan og sluger fire bægre hoppemælk.

Til det sidste håber Vilhelm på, at storkhanen helt mirakuløst vil bekende sig til kristendommen, men hver gang begynder herskeren at tale om noget andet:

“Du har opholdt dig her længe. Jeg ønsker, at du vender hjem. Du skal foretage en lang rejse, styrk dig med føde, sådan at du kan vende stærk hjem til dit land”, befaler han og giver Vilhelm et brev, som munken skal overrække den franske konge:

“Djengis Khan (Mongolerrigets grundlægger, red.) er Guds søn og den eneste herre på Jorden”, slår Mangu Khan fast i brevet, og dermed må Vilhelm af Rubruk slukøret erkende, at hans forsøg på at omvende det hedenske steppefolk er endt som en dundrende fiasko.

Da han i juli 1254 indleder sin hjemrejse, er det kun lykkedes ham at døbe seks ud af Mongolerrigets langt over 100 millioner indbyggere.

Den katolske kirkes håb om at finde nyt missionsområde i Østen har lidt endegyldigt skibbrud, og Vilhelm har heller ikke haft succes med at vinde mongolerne over på de kristnes side.

To år efter afrejsen er Vilhelm omsider tilbage i den kristne verden igen og kan afslutte sin rejseberetning til den franske konge.

Det sker med denne nøgterne konklusion: “Jeg anser det for nytteløst at lade nogen munk rejse til mongolernes land, sådan som jeg selv har gjort”.

Med sig i bagagen havde Vilhelm også et brev til Ludvig 9.

I brevet opfordrede Mangu Khan franskmændene til at underkaste sig mongolerne og omgående at begynde at betale tribut (beskyttelsespenge).